Og som altid er det arbejderne der skal “vise samfundssind” og “tage en for holdet” mens firmaer har rekordoverskud de kan udbetale til deres aktionærer.
Men nej, der er jo ingen måde hvor firmaer kan udbetale mere i løn uden at skulle hæve deres priser, for profitten skal være højere i år end sidste år, uanset hvilken økonomisk realitet vi er i.
Det er spændende løsning. Jeg er spændt på at se om min chef heller ikke mener jeg presser citronen i morgen.
Jeg er offentlig ansat på fælles overenskomst. Er der nogen, der kan forklare mig hvad det er for en citron, jeg skal presse?
I artiklen og her i tråden bliver der peget på individuelle årsager. Jeg tror, fænomenet handler om den strukturelle magtforskydning mellem virksomheder og arbejdere. I 70’erne førte den opadgående løn/prisspiral til voldsom inflation over mange år. Virksomheder hævede priserne, hvorefter arbejderne krævede mere i løn, og sådan blev det ved. I dag er virksomhedernes evne til at hæve priserne uden at tabe markedsandele øget i forhold til arbejdernes evne til at kræve mere i løn. Det skyldes formentlig svækkelsen af fagbevægelsen, globalisering mm. Den gode nyhed er, at vi næppe ser en langvarig inflationsspiral. Den dårlige er, at lønniveauet, som magtforholdet står, aldrig vil kunne følge med prisstigningerne og med tiden blive udhulet.
Se evt. [link](https://adamtooze.substack.com/p/chartbook-133-under-the-hood-of-the)
Det er da 100% forventeligt at der er forsinkelse mellem fald i købekraft grundet inflation og et krav om lønforhøjelse. Er de her økonomer da til lønforhandling hver måned?
>Det er virkelig lønmodtagernes marked i rigtig mange brancher
Det er meget muligt, men når jeg ser rundt i forskellige virksomheder der mangler arbejdskraft, så vælger de fleste at presse de underbemandede ansatte til at rende hurtigere indtil de finder nogen der er villig til at lade sig ansætte uden de store lønforhandlinger.
Folk har brug for arbejde. Virksomhederne kan godt overkomme at presse deres ansatte så der ikke kan forhandles om lønnen hos nyansatte.
Er der nogen der kan forklare mig, hvordan det kan være, at vi igen og igen får at vide, at vi ikke har råd til at give sygeplejersker og sosu’er mere i løn? Der lyder altid noget med, at det så danner præcedens for, at resten af vores velfærdsansatte så OGSÅ skal have mere i løn, og at det vil vælte hele læsset. Jeg har aldrig helt forstået det. Findes der en statskundskaber, en økonom eller bare en autodidakt her på linjen med styr på den slags der kan forklare det?
Når jeg kigger rundt på mine højtuddannede venner der arbejder i det private, så tjener de fandeme stort set allesammen mellem 40 og 60 kilo om måneden før skat, og vi snakker altså om folk i start-trediverne, der ikke har været på arbejdsmarkedet i mere end 5-8 år.
Når jeg kigger på de venner jeg har der er pædagoger, lærere og sygeplejersker, så tjener de voldsomt meget mindre og arbejder så mega hårdt, at det ikke giver nogen mening for mig overhovedet.
Selv er jeg i den kreative freelancer kategori, don’t get me started, det er et helt andet game, hvor indkomster er svingende og rettigheder ikke eksisterende, men det er trods alt noget, som jeg er gået ind til med åbne øjne. Jeg fatter ikke, at de sociale funktioner der er så essentielle for samfundet og kræver en kæmpe arbejdsindsats bliver belønnet så lortet. Hvornår er det skred sket? Da jeg var barn i halvfemserne var der sgu da ikke så stor forskel på folks løn. Eller er det mig der tager fejl?
Jeg fik trods alt ikke løn dengang, medmindre man tager min fars ord for gode varer, når han gav mig smæk som straf og kaldte det “løn som fortjent”.
7 comments
Og som altid er det arbejderne der skal “vise samfundssind” og “tage en for holdet” mens firmaer har rekordoverskud de kan udbetale til deres aktionærer.
Men nej, der er jo ingen måde hvor firmaer kan udbetale mere i løn uden at skulle hæve deres priser, for profitten skal være højere i år end sidste år, uanset hvilken økonomisk realitet vi er i.
Det er spændende løsning. Jeg er spændt på at se om min chef heller ikke mener jeg presser citronen i morgen.
Jeg er offentlig ansat på fælles overenskomst. Er der nogen, der kan forklare mig hvad det er for en citron, jeg skal presse?
I artiklen og her i tråden bliver der peget på individuelle årsager. Jeg tror, fænomenet handler om den strukturelle magtforskydning mellem virksomheder og arbejdere. I 70’erne førte den opadgående løn/prisspiral til voldsom inflation over mange år. Virksomheder hævede priserne, hvorefter arbejderne krævede mere i løn, og sådan blev det ved. I dag er virksomhedernes evne til at hæve priserne uden at tabe markedsandele øget i forhold til arbejdernes evne til at kræve mere i løn. Det skyldes formentlig svækkelsen af fagbevægelsen, globalisering mm. Den gode nyhed er, at vi næppe ser en langvarig inflationsspiral. Den dårlige er, at lønniveauet, som magtforholdet står, aldrig vil kunne følge med prisstigningerne og med tiden blive udhulet.
Se evt. [link](https://adamtooze.substack.com/p/chartbook-133-under-the-hood-of-the)
Det er da 100% forventeligt at der er forsinkelse mellem fald i købekraft grundet inflation og et krav om lønforhøjelse. Er de her økonomer da til lønforhandling hver måned?
>Det er virkelig lønmodtagernes marked i rigtig mange brancher
Det er meget muligt, men når jeg ser rundt i forskellige virksomheder der mangler arbejdskraft, så vælger de fleste at presse de underbemandede ansatte til at rende hurtigere indtil de finder nogen der er villig til at lade sig ansætte uden de store lønforhandlinger.
Folk har brug for arbejde. Virksomhederne kan godt overkomme at presse deres ansatte så der ikke kan forhandles om lønnen hos nyansatte.
Er der nogen der kan forklare mig, hvordan det kan være, at vi igen og igen får at vide, at vi ikke har råd til at give sygeplejersker og sosu’er mere i løn? Der lyder altid noget med, at det så danner præcedens for, at resten af vores velfærdsansatte så OGSÅ skal have mere i løn, og at det vil vælte hele læsset. Jeg har aldrig helt forstået det. Findes der en statskundskaber, en økonom eller bare en autodidakt her på linjen med styr på den slags der kan forklare det?
Når jeg kigger rundt på mine højtuddannede venner der arbejder i det private, så tjener de fandeme stort set allesammen mellem 40 og 60 kilo om måneden før skat, og vi snakker altså om folk i start-trediverne, der ikke har været på arbejdsmarkedet i mere end 5-8 år.
Når jeg kigger på de venner jeg har der er pædagoger, lærere og sygeplejersker, så tjener de voldsomt meget mindre og arbejder så mega hårdt, at det ikke giver nogen mening for mig overhovedet.
Selv er jeg i den kreative freelancer kategori, don’t get me started, det er et helt andet game, hvor indkomster er svingende og rettigheder ikke eksisterende, men det er trods alt noget, som jeg er gået ind til med åbne øjne. Jeg fatter ikke, at de sociale funktioner der er så essentielle for samfundet og kræver en kæmpe arbejdsindsats bliver belønnet så lortet. Hvornår er det skred sket? Da jeg var barn i halvfemserne var der sgu da ikke så stor forskel på folks løn. Eller er det mig der tager fejl?
Jeg fik trods alt ikke løn dengang, medmindre man tager min fars ord for gode varer, når han gav mig smæk som straf og kaldte det “løn som fortjent”.