Al ære og respekt til dem, som har haft overskuddet (økonomisk og mentalt) til at kæmpe sig igennem junglen af et bureaukrati helvede bestående af regler og love, der kan ændres med tilbagevirkende kraft for at få familiesammenføring, så de kan leve sammen med deres ægtefælle (og i dette tilfælde fælles børn) i det land, hvor den ene part er statsborger.
Jeg kan godt forstå, hvis David og familie overvejer at skride fra Danmark igen. Personligt ville jeg ikke engang overveje at slæbe min bedre halvdel, jeg selv og kommende børn igennem hele den proces.
“Nu med metro” åbnede den ikke for over 20 år siden?
Det er altså en del af immigrationssystemet som jeg aldrig nogensinde har forstået.
Hvem er det helt præcis som kæmper for at livet skal gøres svært for almindelige danske statsborgere som har fundet en partner i udlandet? Selv den mest snæversynede, småracistiske DF vælger må da se det som en ret for en dansker at leve sammen med deres ægtefælle?
For slet ikke at nævne at det med at man skal kunne stille økonomisk sikkerhed reelt bare gør det ulovligt for fattige at gifte sig med udlændinge, hvilket er fucked på et niveau som er svært at italesætte.
Om knap 2 år – skal jeg igennem det shit-show der er familiesammenføring i Danmark – da jeg valgte at træffe mit livs dårligste økonomiske beslutning, at forelske mig i en udvekslingsstuderende (Ikke at der er noget at fortryde, jeg havde gjort det igen.)
Da vi efterhånden har kendt hinanden længe, og vidst hvad vi ville, mindst ligeså længe – har jeg fulgt reglerne nøje. Første gang jeg læste dem blev jeg mildest talt chokeret – Der er jo som skrevet i artiklen så meget ligegyldigt bureaukrati, for slet ikke at nævne det økonomiske, som kun er blevet markant værre i de år jeg har fulgt det.
​
Før 1. juli 2018: 55.375,- kr.
2022: 107.394,- kr.
Og det er jo udelukkende den økonomiske garanti, hertil kommer jo alle andre gebyrer og deslige.
Jeg skal indrømme at jeg personligt er ved at nå et punkt, hvor jeg begynder at overveje om Danmark egentlig er landet vi skal bo i – og jeg syntes sku det er ærgerligt at det er nået hertil.
Mand med dårlig attitude forlader Danmark og vil nu tilbage til København og nyde godt af at byen er blevet meget bedre uden hans hjælp.
5 comments
Al ære og respekt til dem, som har haft overskuddet (økonomisk og mentalt) til at kæmpe sig igennem junglen af et bureaukrati helvede bestående af regler og love, der kan ændres med tilbagevirkende kraft for at få familiesammenføring, så de kan leve sammen med deres ægtefælle (og i dette tilfælde fælles børn) i det land, hvor den ene part er statsborger.
Jeg kan godt forstå, hvis David og familie overvejer at skride fra Danmark igen. Personligt ville jeg ikke engang overveje at slæbe min bedre halvdel, jeg selv og kommende børn igennem hele den proces.
“Nu med metro” åbnede den ikke for over 20 år siden?
Det er altså en del af immigrationssystemet som jeg aldrig nogensinde har forstået.
Hvem er det helt præcis som kæmper for at livet skal gøres svært for almindelige danske statsborgere som har fundet en partner i udlandet? Selv den mest snæversynede, småracistiske DF vælger må da se det som en ret for en dansker at leve sammen med deres ægtefælle?
For slet ikke at nævne at det med at man skal kunne stille økonomisk sikkerhed reelt bare gør det ulovligt for fattige at gifte sig med udlændinge, hvilket er fucked på et niveau som er svært at italesætte.
Om knap 2 år – skal jeg igennem det shit-show der er familiesammenføring i Danmark – da jeg valgte at træffe mit livs dårligste økonomiske beslutning, at forelske mig i en udvekslingsstuderende (Ikke at der er noget at fortryde, jeg havde gjort det igen.)
Da vi efterhånden har kendt hinanden længe, og vidst hvad vi ville, mindst ligeså længe – har jeg fulgt reglerne nøje. Første gang jeg læste dem blev jeg mildest talt chokeret – Der er jo som skrevet i artiklen så meget ligegyldigt bureaukrati, for slet ikke at nævne det økonomiske, som kun er blevet markant værre i de år jeg har fulgt det.
​
Før 1. juli 2018: 55.375,- kr.
2022: 107.394,- kr.
Og det er jo udelukkende den økonomiske garanti, hertil kommer jo alle andre gebyrer og deslige.
Jeg skal indrømme at jeg personligt er ved at nå et punkt, hvor jeg begynder at overveje om Danmark egentlig er landet vi skal bo i – og jeg syntes sku det er ærgerligt at det er nået hertil.
Mand med dårlig attitude forlader Danmark og vil nu tilbage til København og nyde godt af at byen er blevet meget bedre uden hans hjælp.