>Vi bør have fokus på, at kvinder, der får foretaget en provokeret abort, lever med den beslutning resten af deres liv. Det bliver der ikke talt så meget om – heller ikke blandt kvinder indbyrdes. Eller i forskningen. Man kan vel godt formode, at eventuelle fysiske, psykiske og eksistentielle følger af provokeret abort også har en sammenhæng med varigheden af graviditeten?
Min upopulære holdning: jeg mener abort burde være op indtil fødslen, jeg ser ikke et foster som et “menneske” indtil de er fødte. Der går vitterligt intet tabt for samfundets side ved det, det er kun forældrendes valg om de gider at have barnet og hvis de står i 9. Måned og tænker “fuck nej!”. Så synes jeg det er bedre at have et dødt foster end et fucked up barn som forældrende ikke elsker.
Det, der konkret er til debat, er at resultatet af nakkefoldsscanningen efter 12. eller 13. uge kolliderer med grænsen for fri abort.
I den kontekst giver det fin mening at udvide retten til fri abort med 2 uger, så kvinden selv kan tage en beslutning. I dag skal hun forbi abortrådgivning.
Det helt store flertal af kvinder, der bærer en graviditet frem til scanningen (der er frivillig) vil gerne have barnet og derfor vil man ikke opleve mange aborter af raske fostre som følge af den foreslåede ændring. Den gravide får helt sikkert masser af råd og vejledning og der er ingen grund til at hun ikke skal have fuld autonomi over abortbeslutningen i sidste ende.
Det er fri fantasi at kvinder vil kaste sig ud i “prøvegraviditeter” og eksempelvis abortere børn pga. fosterets køn. Og hvis de gør, who cares? Not your problem. Der fødes børn med forfærdelige forældre hver dag, hjælp dem i stedet.
Jeg synes, tolv uger er en fin grænse for “almindelige” aborter, og at de dispensationmuligheder, loven giver, er både gode og rigtige. Jeg er ikke vidende nok om, om dispensationerne administreres korrekt, men hvis det er problemet, så skal der klart kigges på det.
Hvis en abort medfører psykiske problemer for den aborterende, så er det helt fair, at man kan få samtaler med en krisepsykolog. Det er ikke ualmindeligt, især hvis barnet skulle være et ønskebarn; og der er, eller burde ikke være, noget odiøst i, at man synes, det er svært at få en provokeret abort som følge af genetiske defekter eller komplikationer i forbindelse med graviditeten.
Jeg finder det til gengæld mere end almindeligt problematisk, at vores sociale system presser unge mødre og par til abort, på trods af at de er kapable til forældrerollen, alene udfra ren kassetænkning. Det er ikke i orden. Og hvis jeg husker rigtigt, så var præmissen for indførelse af den frie abort for halvtreds år siden, at det aldrig måtte ske.
Der er bare et eller andet ved skribentens formuleringer, som gør mig ret utilpas.
“Retten til fri abort er ikke lige nu til debat i Danmark”
Lige nu og forhåbentlig aldrig? Desuden synes jeg måske al den snak om kvinders skyld og skam ikke bør ses som et problem for kvinderne alene, men også for vores samfund; hvorfor er det, vi forbinder abort med så meget skyld og skam? Udover det, så taler kvinder ret meget sammen. Det kan godt være, at der er kvinder som ikke har en gruppe mennesker omkring sig, som de kan tale med, og der skal selvfølgelig være hjælp at hente for alle. Jeg tænker egentlig lidt at vi skal holde op med at antage hvordan mennesker reagerer. Det er okay at være lettet efter en abort, skilsmisse, dødsfald. Man behøver ikke altid reagere med stor sorg.
Jeg kommer til at tænke på min mor, som er skolelærer. Hun har undervist i indskolingen, hvor hun har talt med flere af sine små elever om, at man altså godt må have det sjovt selvom farmor/morfar/whatever er død. De her små mennesker føler allerede skyld over, ikke at sørge nok. Vi er forskellige og det er kvinders reaktion efter abort også.
Grænsen er som udgangspunkt ok i min optik, for der er heldigvis mulighed for at afvige, hvis der er noget medicinsk i vejen med fosteret.
​
Edit fordi jeg åbenbart er for dum til at lave quotes på Reddit
24 uger.
Aborten kunne sagtens være 14 uger.
I mit hoved begynder abort at ligne mord efter 6 mdr. Det øjeblik hvor man kan foretage et kejsersnit og få et levedygtigt barn ud af det må det vel næsten være mord at foretage en abort.
Jeg synes hele den her snak er svær. Jeg går ind for fri abort, absolut. Jeg har været gravid tre gange og født to børn. Den tredje graviditet valgte vi ikke selv fra, den var ikke levedygtig og blev kirurgisk fjernet omkring uge 10.
Overordnet er min holdning, at ingen skal presses til at få børn, de ikke har lyst til at få. Men det gælder både mænd og kvinder.
Lige nu er der noget absurd i, at en læge kan få lov til at afgøre helt frem til uge 20+ om man må få en abort, men man kan kun selv få lov til at afgøre det til og med uge 12.
Jeg synes klart man kunne sætte abort grænsen op nogen uger men jeg vil være stor modstander hvis man ville gå hele vejen til 24 uger som det var i usa inden højesteretten ændrede mening.
24 uger er virkelig lang tid og det er ikke en abort men en tidlig fødsel. Siger ikke engang at INGEN skal have muligheden ved 24 uger men så skal der godt nok være gode grunde til det og det skal igennem fagfolk.
Jeg synes det skal være lige så meget op til moderen i lige så lang tid som det er op til lægen. Kan ikke se at en **informeret** person ikke kan træffe den beslutning på lige fod med en læge i samme tid (ca op til 20. uge lige nu).
Og tidsgrænsen for abort bør vel være “fleksibel” i form af hvornår man kan sige barnet står til at kunne leve (med kuvøse og lignende) uden men. Så kan man tage den grænse op til vurdering når/hvis videnskaben flytter sig.
Man kan endda overveje om det skal være muligt i det tilfælde at lave juridiske aborter dvs. barnet bliver statens værge efter det forlader moderen og kan bortadopteres til barnløse par som har ladet sig registrere til formålet hvis faderen ikke vil tage barnet. Især hvis det bliver muligt at lave “kunstige livmodere” kan det her blive et emne.
Abort burde være fri hele vejen til barnet bliver 18år
Næsten alle kan blive enige om, at abort i uge 1 er ok. Næsten alle kan blive enige om, at abort i uge 40 er hamrende uetisk. Alt derimellem må være en glidende overgang fra stort set ikke uetisk til meget uetisk. Som samfund accepterer vi altså en vis mængde “uetik” af hensyn til pragmatik og kvinders ret til ikke at gennemgå uønsket graviditet.
Da den aktuelle grænse blev indført blev den anset som halvsen og det var delvist under hensyn til praktikaliteter. Dengang kunne man ikke købe en graviditetstest i enhver kiosk, så derfor måtte man give noget tid til at graviditeten blev opdaget. I dag opdages de fleste graviditeter meget tidligere. På den baggrund kombineret med, at man i dag allerede kan få sene aborter hvis der er andre årsager end bekvemmelighed synes jeg ikke, at der er grund til at hæve grænsen.
13 comments
>Vi bør have fokus på, at kvinder, der får foretaget en provokeret abort, lever med den beslutning resten af deres liv. Det bliver der ikke talt så meget om – heller ikke blandt kvinder indbyrdes. Eller i forskningen. Man kan vel godt formode, at eventuelle fysiske, psykiske og eksistentielle følger af provokeret abort også har en sammenhæng med varigheden af graviditeten?
Min upopulære holdning: jeg mener abort burde være op indtil fødslen, jeg ser ikke et foster som et “menneske” indtil de er fødte. Der går vitterligt intet tabt for samfundets side ved det, det er kun forældrendes valg om de gider at have barnet og hvis de står i 9. Måned og tænker “fuck nej!”. Så synes jeg det er bedre at have et dødt foster end et fucked up barn som forældrende ikke elsker.
Det, der konkret er til debat, er at resultatet af nakkefoldsscanningen efter 12. eller 13. uge kolliderer med grænsen for fri abort.
I den kontekst giver det fin mening at udvide retten til fri abort med 2 uger, så kvinden selv kan tage en beslutning. I dag skal hun forbi abortrådgivning.
Det helt store flertal af kvinder, der bærer en graviditet frem til scanningen (der er frivillig) vil gerne have barnet og derfor vil man ikke opleve mange aborter af raske fostre som følge af den foreslåede ændring. Den gravide får helt sikkert masser af råd og vejledning og der er ingen grund til at hun ikke skal have fuld autonomi over abortbeslutningen i sidste ende.
Det er fri fantasi at kvinder vil kaste sig ud i “prøvegraviditeter” og eksempelvis abortere børn pga. fosterets køn. Og hvis de gør, who cares? Not your problem. Der fødes børn med forfærdelige forældre hver dag, hjælp dem i stedet.
Jeg synes, tolv uger er en fin grænse for “almindelige” aborter, og at de dispensationmuligheder, loven giver, er både gode og rigtige. Jeg er ikke vidende nok om, om dispensationerne administreres korrekt, men hvis det er problemet, så skal der klart kigges på det.
Hvis en abort medfører psykiske problemer for den aborterende, så er det helt fair, at man kan få samtaler med en krisepsykolog. Det er ikke ualmindeligt, især hvis barnet skulle være et ønskebarn; og der er, eller burde ikke være, noget odiøst i, at man synes, det er svært at få en provokeret abort som følge af genetiske defekter eller komplikationer i forbindelse med graviditeten.
Jeg finder det til gengæld mere end almindeligt problematisk, at vores sociale system presser unge mødre og par til abort, på trods af at de er kapable til forældrerollen, alene udfra ren kassetænkning. Det er ikke i orden. Og hvis jeg husker rigtigt, så var præmissen for indførelse af den frie abort for halvtreds år siden, at det aldrig måtte ske.
Der er bare et eller andet ved skribentens formuleringer, som gør mig ret utilpas.
“Retten til fri abort er ikke lige nu til debat i Danmark”
Lige nu og forhåbentlig aldrig? Desuden synes jeg måske al den snak om kvinders skyld og skam ikke bør ses som et problem for kvinderne alene, men også for vores samfund; hvorfor er det, vi forbinder abort med så meget skyld og skam? Udover det, så taler kvinder ret meget sammen. Det kan godt være, at der er kvinder som ikke har en gruppe mennesker omkring sig, som de kan tale med, og der skal selvfølgelig være hjælp at hente for alle. Jeg tænker egentlig lidt at vi skal holde op med at antage hvordan mennesker reagerer. Det er okay at være lettet efter en abort, skilsmisse, dødsfald. Man behøver ikke altid reagere med stor sorg.
Jeg kommer til at tænke på min mor, som er skolelærer. Hun har undervist i indskolingen, hvor hun har talt med flere af sine små elever om, at man altså godt må have det sjovt selvom farmor/morfar/whatever er død. De her små mennesker føler allerede skyld over, ikke at sørge nok. Vi er forskellige og det er kvinders reaktion efter abort også.
Grænsen er som udgangspunkt ok i min optik, for der er heldigvis mulighed for at afvige, hvis der er noget medicinsk i vejen med fosteret.
​
Edit fordi jeg åbenbart er for dum til at lave quotes på Reddit
24 uger.
Aborten kunne sagtens være 14 uger.
I mit hoved begynder abort at ligne mord efter 6 mdr. Det øjeblik hvor man kan foretage et kejsersnit og få et levedygtigt barn ud af det må det vel næsten være mord at foretage en abort.
Jeg synes hele den her snak er svær. Jeg går ind for fri abort, absolut. Jeg har været gravid tre gange og født to børn. Den tredje graviditet valgte vi ikke selv fra, den var ikke levedygtig og blev kirurgisk fjernet omkring uge 10.
Overordnet er min holdning, at ingen skal presses til at få børn, de ikke har lyst til at få. Men det gælder både mænd og kvinder.
Lige nu er der noget absurd i, at en læge kan få lov til at afgøre helt frem til uge 20+ om man må få en abort, men man kan kun selv få lov til at afgøre det til og med uge 12.
Jeg synes klart man kunne sætte abort grænsen op nogen uger men jeg vil være stor modstander hvis man ville gå hele vejen til 24 uger som det var i usa inden højesteretten ændrede mening.
24 uger er virkelig lang tid og det er ikke en abort men en tidlig fødsel. Siger ikke engang at INGEN skal have muligheden ved 24 uger men så skal der godt nok være gode grunde til det og det skal igennem fagfolk.
Jeg synes det skal være lige så meget op til moderen i lige så lang tid som det er op til lægen. Kan ikke se at en **informeret** person ikke kan træffe den beslutning på lige fod med en læge i samme tid (ca op til 20. uge lige nu).
Og tidsgrænsen for abort bør vel være “fleksibel” i form af hvornår man kan sige barnet står til at kunne leve (med kuvøse og lignende) uden men. Så kan man tage den grænse op til vurdering når/hvis videnskaben flytter sig.
Man kan endda overveje om det skal være muligt i det tilfælde at lave juridiske aborter dvs. barnet bliver statens værge efter det forlader moderen og kan bortadopteres til barnløse par som har ladet sig registrere til formålet hvis faderen ikke vil tage barnet. Især hvis det bliver muligt at lave “kunstige livmodere” kan det her blive et emne.
Abort burde være fri hele vejen til barnet bliver 18år
Næsten alle kan blive enige om, at abort i uge 1 er ok. Næsten alle kan blive enige om, at abort i uge 40 er hamrende uetisk. Alt derimellem må være en glidende overgang fra stort set ikke uetisk til meget uetisk. Som samfund accepterer vi altså en vis mængde “uetik” af hensyn til pragmatik og kvinders ret til ikke at gennemgå uønsket graviditet.
Da den aktuelle grænse blev indført blev den anset som halvsen og det var delvist under hensyn til praktikaliteter. Dengang kunne man ikke købe en graviditetstest i enhver kiosk, så derfor måtte man give noget tid til at graviditeten blev opdaget. I dag opdages de fleste graviditeter meget tidligere. På den baggrund kombineret med, at man i dag allerede kan få sene aborter hvis der er andre årsager end bekvemmelighed synes jeg ikke, at der er grund til at hæve grænsen.