Massegrave er nogle vilde fænomener. Nu ser det ud til at de her er arrangeret som enkelte grave i ét stort virvar, men *klassiske* massegrave, I ved, 25-nakkeskudte-civile-i-det-samme-hul-massegrave er, morbidt som det kan lyde, virkelig interessante.
Én ting er, at de kan lokaliseres flere år efter de er etableret. Ikke fordi de gør særligt meget væsen af sig i landskabet nødvendigvis men de store mængder kvælstof som frigives fra en *body mass*, som “klumpen” af lig kaldes i litteraturen, er et slaraffenland for flere typer vegetation – herunder brændenælder. Derfor kan man af og til spotte hengemte grave og massegrave ved at se efter store koncentrationer af bl.a. brændenælder.
Noge andet er de særegne bevaringsforhold der opstår inde i en *body mass*. Der ligger måske 25 mennesker hulter til bulter i et relativt lille hul. Det er et topologisk mareridt. Deres arme og ben bliver viklet ind i hinanden og på en eller anden måde opstår der en sammenhængede klump af biologi. Kropsvæsker, tøjstumper, genstande og afrevne lemmer blander sig sammen, vikler sig ind i hinanden og nærmest smelter sammen.
Hullet er lukket af med jord, men forrådnelsen i denne her bio-klump stopper jo ikke i det øjeblik der er kommet “låg” på graven. Der lækker kropsvæsker ud af ligene og med tiden begynder kropsdele osv. som måske tidligere sad sammen, at falde fra hinanden. Men ofte sker der det, at de store mængder bakterier inde i kroppene, kombineret med det fugtige miljø (dvs. kropsvæskerne samt fugt fra de omkringliggende sedimenter) danner et næsten anaerobt miljø inde i klumpen. Bakterierne omdanner simpelthen, på rekordfart, alt ilt inde i klumpen til kuldioxid og uden ilt og uden ny tilførsel af ilt så stopper forrådningsprocessen inde i midten af denne her *body mass*.
Resultatet bliver, at de lig som ligger i periferien af klumpen rådner og går i opløsning, men samtidig beskytter og bevarer de, de kroppe der ligger inderst. Derfor kan det lade sig gøre at finde velbevarede og nærmest mumificerede lig i massegrave årtier efter at ligene er blevet dumpet. Hvilket gør arbejdet med at identificere de afdøde og i sidste ende retsforfølge de ansvarlige noget lettere end i tilfælde hvor ligene er reduceret til knogler eller måske helt forvitret. Massegravens indre biokemi er altså en kæmpe kammerat. Omend til den klamme side.
Interessant nok så er det faktisk præcis de samme mekanismer vi ser opstå inde i flere af vores bronzealdergravhøje. Præcis som den Egtvedpigen lå i. Her byggede man et hermetisk lukket miljø af græstørv. Man kan se, i forbindelse med udgravninger, at der umiddelbart efter at graven er lukket, så er opstået et vanddrukkent miljø (man mener, at man simpelthen vander gravhøjen og gennemvæder den) som meget hurtigt gøres anaerobt pga. nedbrydningsprocesser i, især tørven, som dermed forsegler og beskytter de organiske “objekter” på indersiden.
Historisk set er udgravningen af massegrave også interessant. Man begyndte for første gang systematisk at udgrave massegrave under Anden Verdenskrig. 22.000 polakker blev myrdet og begravet i massegrave i en skov nær Katyn i Ukraine. Man fandt massegravene og umiddelbart gav man, som de første, nazisterne skylden. Det ville nazisterne alligevel ikke have hængende over sig, så de fik en læge til at stå for en arkæologisk udgravning af massegravene med henblik på, at samle beviser for, at det *ikke* var nazisterne som havde begået massakren. Det viste sig da også at der lå sovjetisk ammunition i kranierne på nogle af de døde og man kunne altså give Sovjet skylden.
Med andre ord: nazisterne grundlagde, basalt set, det der senere skulle blive til retsarkæologi eller *forensic archaeology*.
1 comment
Massegrave er nogle vilde fænomener. Nu ser det ud til at de her er arrangeret som enkelte grave i ét stort virvar, men *klassiske* massegrave, I ved, 25-nakkeskudte-civile-i-det-samme-hul-massegrave er, morbidt som det kan lyde, virkelig interessante.
Én ting er, at de kan lokaliseres flere år efter de er etableret. Ikke fordi de gør særligt meget væsen af sig i landskabet nødvendigvis men de store mængder kvælstof som frigives fra en *body mass*, som “klumpen” af lig kaldes i litteraturen, er et slaraffenland for flere typer vegetation – herunder brændenælder. Derfor kan man af og til spotte hengemte grave og massegrave ved at se efter store koncentrationer af bl.a. brændenælder.
Noge andet er de særegne bevaringsforhold der opstår inde i en *body mass*. Der ligger måske 25 mennesker hulter til bulter i et relativt lille hul. Det er et topologisk mareridt. Deres arme og ben bliver viklet ind i hinanden og på en eller anden måde opstår der en sammenhængede klump af biologi. Kropsvæsker, tøjstumper, genstande og afrevne lemmer blander sig sammen, vikler sig ind i hinanden og nærmest smelter sammen.
Hullet er lukket af med jord, men forrådnelsen i denne her bio-klump stopper jo ikke i det øjeblik der er kommet “låg” på graven. Der lækker kropsvæsker ud af ligene og med tiden begynder kropsdele osv. som måske tidligere sad sammen, at falde fra hinanden. Men ofte sker der det, at de store mængder bakterier inde i kroppene, kombineret med det fugtige miljø (dvs. kropsvæskerne samt fugt fra de omkringliggende sedimenter) danner et næsten anaerobt miljø inde i klumpen. Bakterierne omdanner simpelthen, på rekordfart, alt ilt inde i klumpen til kuldioxid og uden ilt og uden ny tilførsel af ilt så stopper forrådningsprocessen inde i midten af denne her *body mass*.
Resultatet bliver, at de lig som ligger i periferien af klumpen rådner og går i opløsning, men samtidig beskytter og bevarer de, de kroppe der ligger inderst. Derfor kan det lade sig gøre at finde velbevarede og nærmest mumificerede lig i massegrave årtier efter at ligene er blevet dumpet. Hvilket gør arbejdet med at identificere de afdøde og i sidste ende retsforfølge de ansvarlige noget lettere end i tilfælde hvor ligene er reduceret til knogler eller måske helt forvitret. Massegravens indre biokemi er altså en kæmpe kammerat. Omend til den klamme side.
Interessant nok så er det faktisk præcis de samme mekanismer vi ser opstå inde i flere af vores bronzealdergravhøje. Præcis som den Egtvedpigen lå i. Her byggede man et hermetisk lukket miljø af græstørv. Man kan se, i forbindelse med udgravninger, at der umiddelbart efter at graven er lukket, så er opstået et vanddrukkent miljø (man mener, at man simpelthen vander gravhøjen og gennemvæder den) som meget hurtigt gøres anaerobt pga. nedbrydningsprocesser i, især tørven, som dermed forsegler og beskytter de organiske “objekter” på indersiden.
Historisk set er udgravningen af massegrave også interessant. Man begyndte for første gang systematisk at udgrave massegrave under Anden Verdenskrig. 22.000 polakker blev myrdet og begravet i massegrave i en skov nær Katyn i Ukraine. Man fandt massegravene og umiddelbart gav man, som de første, nazisterne skylden. Det ville nazisterne alligevel ikke have hængende over sig, så de fik en læge til at stå for en arkæologisk udgravning af massegravene med henblik på, at samle beviser for, at det *ikke* var nazisterne som havde begået massakren. Det viste sig da også at der lå sovjetisk ammunition i kranierne på nogle af de døde og man kunne altså give Sovjet skylden.
Med andre ord: nazisterne grundlagde, basalt set, det der senere skulle blive til retsarkæologi eller *forensic archaeology*.