Med risiko for at blive stemplet som reklame, tillader jeg mig at poste en boganmeldelse.
Uden at have læst bogen endnu, vil jeg stille flg spørgsmål herinde – ud fra anmeldelsen :
– er det journalisters fælles kamp mod at blive lukket ude af politikere ?
– er det bevis på at politikere og ikke mindst embedsmænd (m/k) kan være reelt uegnede til at have for meget magt?
Jeg bliver nok nødt til at læse den.
>Det er en version (af sandheden), hvor Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen spiller rollen som hovedskurk. Med sine forhastede og alt for voldsomme indgreb i sagen har hun optrappet en konflikt, som med fordel kunne være håndteret mere diskret.
>I denne version bærer departementschefen sammen med statsministeren hovedansvaret for, at FE-sagen er blevet til en national sikkerhedskrise, der udspiller sig for åbent tæppe.
Det var da dagens mest interessante nyhed
Det kunne også være et lidt utraditionelt spørgmål til en partilederdebat:
*Vil du vælge den samme departementchef som den nuværende, hvis du blev statsminister ?*
Jeg er ikke fan af, at han gør det til fiktion, for så sidder man alligevel og spekulerer på, hvad der er pyntet og hvad der ikke er, hvis der er nye oplysninger.
Ellers ville jeg nok købe den. Der kommer nok bøger når retssagen er slut.
Nu når der valg er man begyndt at snakke om de ting Ruland (og andre) kan anfægte med falske informationer, jeg tror ikke man behøver at bekymre sig så meget om dette, så langtid man har en departements chef som Barbara Bertelsen – hun er Danmarks helt egen Dick Cheney.
Minksagen handlede også om SMS˚er, der ikke blev journaliseret. Minkkomissionen bad om dem – men statsministeriet lod bare være med at svare i over 4 måneder. Imens fik Barbara dem slettet. Politiet fik oppefra til opgave ulovligt at presse minkavlerne.
Nu har vi sagen om Papes tidl. mand, der tilsyneladende også handler om SMS’er mellem embedsmænd og politiet, som straks stillede med to efterforskere. Det gør de altså ikke ligefrem hver gang, en får et gok i nødden i nattelivet.
Før det havde vi Tibet-sagen i 2012, hvor højtstående embedsmænd sandsynligvis pressede politiet til at holde demonstranter væk.
Det er vel ikke specielt konspirationsteoretisk at mene, noget er helt galt, når magtfuldkomne embedsmænd kan tilsidesætte loven?
Edit: Jeg glemte dukke-afbrændingssagen, hvor Barbara da bare lige ringer til politichef.
7 comments
Med risiko for at blive stemplet som reklame, tillader jeg mig at poste en boganmeldelse.
Uden at have læst bogen endnu, vil jeg stille flg spørgsmål herinde – ud fra anmeldelsen :
– er det journalisters fælles kamp mod at blive lukket ude af politikere ?
– er det bevis på at politikere og ikke mindst embedsmænd (m/k) kan være reelt uegnede til at have for meget magt?
Jeg bliver nok nødt til at læse den.
>Det er en version (af sandheden), hvor Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen spiller rollen som hovedskurk. Med sine forhastede og alt for voldsomme indgreb i sagen har hun optrappet en konflikt, som med fordel kunne være håndteret mere diskret.
>I denne version bærer departementschefen sammen med statsministeren hovedansvaret for, at FE-sagen er blevet til en national sikkerhedskrise, der udspiller sig for åbent tæppe.
Det var da dagens mest interessante nyhed
Det kunne også være et lidt utraditionelt spørgmål til en partilederdebat:
*Vil du vælge den samme departementchef som den nuværende, hvis du blev statsminister ?*
Jeg er ikke fan af, at han gør det til fiktion, for så sidder man alligevel og spekulerer på, hvad der er pyntet og hvad der ikke er, hvis der er nye oplysninger.
Ellers ville jeg nok købe den. Der kommer nok bøger når retssagen er slut.
Nu når der valg er man begyndt at snakke om de ting Ruland (og andre) kan anfægte med falske informationer, jeg tror ikke man behøver at bekymre sig så meget om dette, så langtid man har en departements chef som Barbara Bertelsen – hun er Danmarks helt egen Dick Cheney.
Det er skræmmende at regeringen forelår ændringer i offentlighedsloven, som gør det lettere at afvise aktindsigt: https://www.altinget.dk/artikel/regeringen-ville-lempe-offentlighedsloven-men-nyt-lovforslag-goer-det-betydeligt-nemmere-at-afvise-aktindsigter
Minksagen handlede også om SMS˚er, der ikke blev journaliseret. Minkkomissionen bad om dem – men statsministeriet lod bare være med at svare i over 4 måneder. Imens fik Barbara dem slettet. Politiet fik oppefra til opgave ulovligt at presse minkavlerne.
Nu har vi sagen om Papes tidl. mand, der tilsyneladende også handler om SMS’er mellem embedsmænd og politiet, som straks stillede med to efterforskere. Det gør de altså ikke ligefrem hver gang, en får et gok i nødden i nattelivet.
Før det havde vi Tibet-sagen i 2012, hvor højtstående embedsmænd sandsynligvis pressede politiet til at holde demonstranter væk.
Det er vel ikke specielt konspirationsteoretisk at mene, noget er helt galt, når magtfuldkomne embedsmænd kan tilsidesætte loven?
Edit: Jeg glemte dukke-afbrændingssagen, hvor Barbara da bare lige ringer til politichef.