Hvis ikke, træk stikket. Det jo absurd mange ressourcer man kunne bruge andre steder i systemet.
Nu jeg har jeg selv (som fys) haft ‘fornøjelsen’ af at skulle mobilisere komplet sengeliggende mennesker så sosu’erne kunne vaske vedkommende. Ikke værdigt. De mennesker var praktisk talt grøntsager. Den snert af bevidsthed, der muligvis var tilbage i dem var komplet fjernet pga deres tunge medicinforbrug.
Så træk nu bare stikket. Døden er en ting der skal ske.
Det er uværdigt men måske skulle man tage stilling til hvad man ønsker at der skal ske med en i sådanne udfald før det finder sted. Måske kunne man høres om det? Men som det er nu er det uværdigt. Jeg ville ikke selv leve videre under de forhold.
Aktiv dødshjælp er det eneste rigtige.
Aktiv dødshjælp. Nogle gange er intelligente mennesker som læger og etisk råd alt for intelligente til at tænke rationelt. Det skal legaliseres ASAP så må vi tag de juridiske gråzone ting bagefter og løbende justere frem og tilbage… Og Ja der vil blive begået fejl og nogle vil forlade verden på tvivlsomme grundlag men jeg sikker på det bliver en fornuftig løsning for de fleste parter på længere sigt med en kontinuerlig revision i forhold til hvordan samfundet generelt udvikler sig.
lige så snart man begyner at miste sin kognetive evner og ikke ikke kan gå ned i remaneseren så er det vist slut. Jeg ved selfølgeligt godt at det er nemt at skrive som ung, men jeg kan ikke se meningen i at man lever så mange år som overhovedet ingen værdi har. Bare at være en byrde for alle, uden at kunne gøre noget som helst. en af de ting der definerer det at være et menneske og ikke et objekt er evnen til at kunne handle og agere.
Døden er naturlig, jeg kan ikke se hvorfor vi skal være så bange for den.
Det er interessant hvordan vi når det kommer til dyr afliver for et godt ord. Vi er stort set alle enige om at det ikke kun er iorden, men faktisk også det rigtige at gøre, når dyr er for syge eller for gamle til at have det godt. De skal ikke lide. Vi kalder valget om aflivning for det ‘mest humane valg’.
Men samtidig er det så utrolig svært at overføre de samme tanker og følelser til mennesker.
Jeg synes der er mange mennesker som nok burde, ja aflives, hvor bizart det end lyder. Folk uden nogen livskvalitet, som intet kan selv, og stort set ingen rigtig bevidsthed. Vi holder dem i live – ikke for deres skyld – men fordi vi ikke kan tillade at åbne op for andre muligheder. For hvem skal bestemme den slags? Hvad med den berømte og berygtede glidebane? Hvis vi begynder at ‘skille os af med’ nogle mennesker, hvor stopper det så?
Der er mennesker, og ikke mindst deres pårørende, der bliver fanget i de her situationer hvor alle nok kan se at det ville være bedre for de enkelte individer at få det stoppet. Deres skæbner bliver ofre i vores stræben efter et overordnet gode, vi så gerne vil fastholde i menneskeheden.
Aktiv dødshjælp. Det der er ikke værdigt.
Hvad er det, som gør situationen uværdig?
Uværdigt og på mange måder slet ikke okay. Hvem vinder her? Ikke familien. Ikke moderen der ikke kan meget andet end at blinke og trække vejret. Hvem er det til for? 20 år i, hvad der for mig set, helvede for alle involveret.
Jeg synes virkelig aktiv dødshjælp burde være en mulighed i Danmark, da mange ender i forløb man aldrig selv ville ønske for en selv (eller ens kære) i den sidste tid.
Som andre skriver; aktiv dødshjælp. Problemet er så lidt, at der er *latterligt* mange penge i at holde den type mennesker i live, som i sidste ende er en udgift for alle os andre. Har en løs aftale med min mor om, at hvis hun når dertil, så tøffer vi en tur til et land der tilbyder hende at ende det hele på hendes præmis – også selvom det potentielt er strafbart for mig. Fandme nej om hun skal lide hvis hun ikke gider være her længere.
Der er mange ting jeg ønsker at udsætte min værste fjender for, men at blive holdt i live på den her måde, er bare virkelig en særlig grad af ondskab.
Ja ja, jeg ved godt at det er et dilemma. Men at katagorisk afvise det, som vi gør i Danmark er bare forkert.
Jeg forstår ikke hvorfor at artiklen ikke bare bliver linket i stedet.
Det lyder lidt ligesom en offentlig arbejdsplads jeg arbejder på. Ingen tør tage ansvar for noget. Fordi det går ikke ud over nogen
Hvem skal bestemme om hun skal dø, og hvor går grænsen til hvorvidt at hun er værdig?
Der er som sagt intet stik man kan trække her. Skal hun overdoseres, sultes ihjel eller noget tredje?
Nogle mennesker kan tage til Schweiz og tage livet af sig selv på en klinik når man er blevet vurderet egnet og har penge nok. Når man til gengæld er blevet vurderet til at være hjerneskadet bliver selv dette meget svært.
Der er desværre ingen måde at gøre det på som ikke åbner for en glidebane af juridisk og etisk ballade. Hvem bestemmer hvad livskvalitet er? Hvis man ikke selv kan give samtykke? Hvad hvis ens samtykke sker under pres? Hvilke mennesker er så heller ikke værd at holde i live? Hvem er spild af ressourcer? Man når alt for nemt hen i en eugenics tankegang. Selvom dette eksempel er grelt og jeg fuldt forstår datteren, så ville jeg aldrig turde støtte eller stole på en lov om aktiv dødshjælp uden muligt for samtykke- og det samtykke skal man dælme have psykologer mv indover at sikre er givet med sinds fulde brug og ikke er fordi man føler man er en byrde for sine kære mv.
Vi burde få startet snakken om at gøre livet mere frivilligt, hvis det har været imod hendes vilje, er hun blevet tvunget ud i en pæn del lidelse.
Hvad skal man gøre? Aflive hende selvom hun ikke engang kan give udtryk for det ene eller det andet? Er det ikke ondskab?
Det er nemt at sige “aktiv dødshjælp” her, men kvinden kan jo ikke tage et valg.
Min etiske intuition i denne sag vil være en form for passiv dødshjælp og/eller Palliativ behandling, i artiklen fortæller datteren at hendes mor er blevet hospitaliseret flere gange og lagt i respirator på grund af epileptiske krampeanfald, og så efter at hun er begyndt at trække vejret igen af sig selv, sendt tilbage til plejehjemmet.
Som artiklen selv skriver, kan en læge fravælge livsforlængende behandling af en patient: “Hvis patienten er svært invalideret i en sådan grad, at patienten varigt er ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt og er afskåret fra enhver form for meningsfuld menneskelig kontakt”. Dette gælder så eftersigende kun efter hjertestop. Her kunne man debattere om det skulle udvides.
Man kommer dog ikke uden om at det her er et etisk dillema, og at det er pokkers svært at demarkere hvad et “værdigt liv” er. Vi kan jo ikke just spørge Moren her. Vi kan tilgængæld spørge mange ældre mennesker der føler sig usle og invalideret grundet en forfærdelig livs situation, men som nok i realiteten mere er et offer af deres omstændighed end noget andet. Det er pissesvært, og vi kan ikke bare reducere spørgsmålet til personlig frihed. Intet valg i livet er taget i et vakuum.
Ja der er måske en masse problematikker men tænk hvis hun faktisk kunne forstå bare lidt af omverden…. det er ikke bare et uværdigt liv det er nok den værste eksistens der findes for et menneske.
Jeg går ind for aktiv dødshjælp. Der skal selvfølgelig være regler og retningslinjer på området, men det er i nogle tilfælde det mest humane at gøre.
Min far er lam i højre side af kroppen efter en hjerneblødning for ca. 15 år siden. Han har 30% balance evne, og falder ofte når han prøver at møve sig på toilettet eller hen på hans badestol. Han har konstante smerter, og kommer stort set aldrig ud af huset længere, medmindre det er til lægen. Han er blevet indlagt flere gange pga. komplikationer fra hjerneblødningen.
Han har sagt, at før han ender i en tilstand, hvor han er fuldstændig fanget i sin egen krop, så vil han tage livet af sig selv. Det er skide hårdt at høre, men jeg kan sådan set godt forstå ham, og jeg ville ønske at han havde muligheden for at modtage aktiv dødshjælp i fremtiden.
Aktiv dødshjælp
Afliv mennesker når de fylder 60 år.
I mit utopi er det er en menneskeret at kunne afslutte livet på værdig vis.
Jeg arbejder inden for sundhedsvæsnet og jeg ville sådan ønske at det fandtes aktiv dødshjælp. Enormt mange ældre mennesker med svært nedsat mobilitet og mangel på egne ressourcer, ville ofte meget hellere forsvinde hen istedet for at tvinges til at leve hver eneste dag som en påmindelse på den frihed og glæde de mangler i hverdagen. Det ville også lette presset på sundhedsvæsenet i større grad
Aktiv dødshjælp. Hvad ellers?
Aktiv dødshjælp må og vil blive langt mere udbredt hvis vi vil have bare 10% af vores nuværende velfærdssystem med den kommende ældrebyrde. Vi bliver nødt til at være langt mere pragmatiske omkring liv hvis vi vil undgå at samfundet kollapser i fremtiden
Lad hende dog sove, det der er slet ikke et liv
Jeg er sygeplejerske og er meget enig med datteren i artiklen.
Det er klassisk “your scientists were too preoccupied with whether they could, they forgot to think about whether they should”.
Man behøver ikke engang bevæge sig ud i aktiv dødshjælp.
Langt hen af vejen handler det simpelthen om at tillade en naturlig død, når f.eks. ældre får diverse infektioner, svært syge ikke længere kan ernære sig selv, osv.
Der er mange nedslagspunkter i et langt sygdomsforløb, hvor ansvarsbevidste læger kan (og ofte gør), snakker åbent med patient og familie og forholder sig kritisk til, hvilken slags dagligdag og funktionsniveau man behandler sig frem til, eller om man skal skifte over til lindrende behandling.
Døden kan være rolig, smuk og værdig og er bestemt ikke det værste der kan ske.
Kontroversielt nok burde den aktive dødshjælp også være tilgængelig for forældre i samråd med et etisk lægeråd.
Der er svært hjerneskadede børn, som ikke kun er til last i 20 år, men et helt liv. Det burde være muligt at stoppe et uværdigt liv når det samtidig ofte trækker en hel familie ned
At “hjælpe sådan et menneske på vej” er et skråplan, som vi bør holde os fra, da den slags hurtigt kan udvikle sig til en GLIDEBANE ……
Hvis vi som voksne mennesker har ret til at bestemme over vores eget liv, så må vi også have ret til at bestemme over vores egen død.
Der vil altid være nogle hvad-så-hvis’er, det er der også nu de er bare meget, meget mere forfærdeligt, hvis du spørger mig.
Som hjemmesygeplejerske har jeg set menneskelig lidelse og forfald, menneskelig “uværdighed”, som jeg reelt tror de færreste kan forstille sig, hvis de ikke selv er i den branche.
De fleste mennesker er så koloenormt bange for at dø, at de hellere vil se andre lide, end at se deres egen dødelighed i øjnene.
Jeg har en aftale med min mor, at hvis hun en dag blir så svækket at hun ikke længere kan klare sig selv, så køber jeg 4 engangsgrill og sætter ind i hendes soveværelse, og så får hun lov at sove ind, yderst effektiv “aflivning” og anbefalet af en sygeplejerske, så går ud fra den virker.
Jeg har den også for mig selv, hvis jeg en dag føler at det går den forkerte vej med hjernen, så skal der indkøbes grill, så jeg kan få lov til selv at bestemme.
​
Jeg mener alle bør have ret til at bestemme over deres eget liv, og det kan du jo, hvis du før hjernen går i stå, siger at hvis jeg får demens eller den der ligner, så må der gerne slukkes for resten af kroppen også, jeg har sagt til min familie, at hvis jeg kommer ud for et uheld der gør at min krop ikke er hel bagefter, så vil jeg ikke repareres, så skal der bare slukkes for mig.
Hun skal bare have noget dejligt at sove ind på
Ja lad os nu alle tage billeder af artikler i stedet for at dele linket.
Jeg ved at hvis jeg nogensinde blev så fysisk lam at jeg ikke selv kunne skide, og bare sad og var en udgift for mine nære, så ville jeg hellere dø.
Mit forslag er: i en rolig periode (uden truende sygdom) skal man kunne lave en bindende aftale mellem personale, behandlende læge og pårørende, hvor det det fremgår at personen skal passes og plejes på vanlig vis med hygiejne, mobilisering osv. Der skal ikke måles temperatur eller andet. Der skal ikke genoplives og der skal ikke indlægges på hospital.
Aftalen skal godkendes en gang om året og kan tages op til revidering når som helst, hvis en af parterne har et ønske om dette.
37 comments
Træk stikket
Har vedkommende nogen livskvalitet?
Hvis ikke, træk stikket. Det jo absurd mange ressourcer man kunne bruge andre steder i systemet.
Nu jeg har jeg selv (som fys) haft ‘fornøjelsen’ af at skulle mobilisere komplet sengeliggende mennesker så sosu’erne kunne vaske vedkommende. Ikke værdigt. De mennesker var praktisk talt grøntsager. Den snert af bevidsthed, der muligvis var tilbage i dem var komplet fjernet pga deres tunge medicinforbrug.
Så træk nu bare stikket. Døden er en ting der skal ske.
Det er uværdigt men måske skulle man tage stilling til hvad man ønsker at der skal ske med en i sådanne udfald før det finder sted. Måske kunne man høres om det? Men som det er nu er det uværdigt. Jeg ville ikke selv leve videre under de forhold.
Aktiv dødshjælp er det eneste rigtige.
Aktiv dødshjælp. Nogle gange er intelligente mennesker som læger og etisk råd alt for intelligente til at tænke rationelt. Det skal legaliseres ASAP så må vi tag de juridiske gråzone ting bagefter og løbende justere frem og tilbage… Og Ja der vil blive begået fejl og nogle vil forlade verden på tvivlsomme grundlag men jeg sikker på det bliver en fornuftig løsning for de fleste parter på længere sigt med en kontinuerlig revision i forhold til hvordan samfundet generelt udvikler sig.
lige så snart man begyner at miste sin kognetive evner og ikke ikke kan gå ned i remaneseren så er det vist slut. Jeg ved selfølgeligt godt at det er nemt at skrive som ung, men jeg kan ikke se meningen i at man lever så mange år som overhovedet ingen værdi har. Bare at være en byrde for alle, uden at kunne gøre noget som helst. en af de ting der definerer det at være et menneske og ikke et objekt er evnen til at kunne handle og agere.
Døden er naturlig, jeg kan ikke se hvorfor vi skal være så bange for den.
Det er interessant hvordan vi når det kommer til dyr afliver for et godt ord. Vi er stort set alle enige om at det ikke kun er iorden, men faktisk også det rigtige at gøre, når dyr er for syge eller for gamle til at have det godt. De skal ikke lide. Vi kalder valget om aflivning for det ‘mest humane valg’.
Men samtidig er det så utrolig svært at overføre de samme tanker og følelser til mennesker.
Jeg synes der er mange mennesker som nok burde, ja aflives, hvor bizart det end lyder. Folk uden nogen livskvalitet, som intet kan selv, og stort set ingen rigtig bevidsthed. Vi holder dem i live – ikke for deres skyld – men fordi vi ikke kan tillade at åbne op for andre muligheder. For hvem skal bestemme den slags? Hvad med den berømte og berygtede glidebane? Hvis vi begynder at ‘skille os af med’ nogle mennesker, hvor stopper det så?
Der er mennesker, og ikke mindst deres pårørende, der bliver fanget i de her situationer hvor alle nok kan se at det ville være bedre for de enkelte individer at få det stoppet. Deres skæbner bliver ofre i vores stræben efter et overordnet gode, vi så gerne vil fastholde i menneskeheden.
Aktiv dødshjælp. Det der er ikke værdigt.
Hvad er det, som gør situationen uværdig?
Uværdigt og på mange måder slet ikke okay. Hvem vinder her? Ikke familien. Ikke moderen der ikke kan meget andet end at blinke og trække vejret. Hvem er det til for? 20 år i, hvad der for mig set, helvede for alle involveret.
Jeg synes virkelig aktiv dødshjælp burde være en mulighed i Danmark, da mange ender i forløb man aldrig selv ville ønske for en selv (eller ens kære) i den sidste tid.
Som andre skriver; aktiv dødshjælp. Problemet er så lidt, at der er *latterligt* mange penge i at holde den type mennesker i live, som i sidste ende er en udgift for alle os andre. Har en løs aftale med min mor om, at hvis hun når dertil, så tøffer vi en tur til et land der tilbyder hende at ende det hele på hendes præmis – også selvom det potentielt er strafbart for mig. Fandme nej om hun skal lide hvis hun ikke gider være her længere.
Der er mange ting jeg ønsker at udsætte min værste fjender for, men at blive holdt i live på den her måde, er bare virkelig en særlig grad af ondskab.
Ja ja, jeg ved godt at det er et dilemma. Men at katagorisk afvise det, som vi gør i Danmark er bare forkert.
https://www.tv2ostjylland.dk/tv2dk/svaert-hjerneskadet-kvinde-holdt-i-live-i-20-aar-datter-kalder-det-uvaerdigt-og-spild-af-ressourcer
Jeg forstår ikke hvorfor at artiklen ikke bare bliver linket i stedet.
Det lyder lidt ligesom en offentlig arbejdsplads jeg arbejder på. Ingen tør tage ansvar for noget. Fordi det går ikke ud over nogen
Hvem skal bestemme om hun skal dø, og hvor går grænsen til hvorvidt at hun er værdig?
Der er som sagt intet stik man kan trække her. Skal hun overdoseres, sultes ihjel eller noget tredje?
Nogle mennesker kan tage til Schweiz og tage livet af sig selv på en klinik når man er blevet vurderet egnet og har penge nok. Når man til gengæld er blevet vurderet til at være hjerneskadet bliver selv dette meget svært.
Der er desværre ingen måde at gøre det på som ikke åbner for en glidebane af juridisk og etisk ballade. Hvem bestemmer hvad livskvalitet er? Hvis man ikke selv kan give samtykke? Hvad hvis ens samtykke sker under pres? Hvilke mennesker er så heller ikke værd at holde i live? Hvem er spild af ressourcer? Man når alt for nemt hen i en eugenics tankegang. Selvom dette eksempel er grelt og jeg fuldt forstår datteren, så ville jeg aldrig turde støtte eller stole på en lov om aktiv dødshjælp uden muligt for samtykke- og det samtykke skal man dælme have psykologer mv indover at sikre er givet med sinds fulde brug og ikke er fordi man føler man er en byrde for sine kære mv.
Vi burde få startet snakken om at gøre livet mere frivilligt, hvis det har været imod hendes vilje, er hun blevet tvunget ud i en pæn del lidelse.
Hvad skal man gøre? Aflive hende selvom hun ikke engang kan give udtryk for det ene eller det andet? Er det ikke ondskab?
Det er nemt at sige “aktiv dødshjælp” her, men kvinden kan jo ikke tage et valg.
Min etiske intuition i denne sag vil være en form for passiv dødshjælp og/eller Palliativ behandling, i artiklen fortæller datteren at hendes mor er blevet hospitaliseret flere gange og lagt i respirator på grund af epileptiske krampeanfald, og så efter at hun er begyndt at trække vejret igen af sig selv, sendt tilbage til plejehjemmet.
Som artiklen selv skriver, kan en læge fravælge livsforlængende behandling af en patient: “Hvis patienten er svært invalideret i en sådan grad, at patienten varigt er ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt og er afskåret fra enhver form for meningsfuld menneskelig kontakt”. Dette gælder så eftersigende kun efter hjertestop. Her kunne man debattere om det skulle udvides.
Man kommer dog ikke uden om at det her er et etisk dillema, og at det er pokkers svært at demarkere hvad et “værdigt liv” er. Vi kan jo ikke just spørge Moren her. Vi kan tilgængæld spørge mange ældre mennesker der føler sig usle og invalideret grundet en forfærdelig livs situation, men som nok i realiteten mere er et offer af deres omstændighed end noget andet. Det er pissesvært, og vi kan ikke bare reducere spørgsmålet til personlig frihed. Intet valg i livet er taget i et vakuum.
Ja der er måske en masse problematikker men tænk hvis hun faktisk kunne forstå bare lidt af omverden…. det er ikke bare et uværdigt liv det er nok den værste eksistens der findes for et menneske.
Jeg går ind for aktiv dødshjælp. Der skal selvfølgelig være regler og retningslinjer på området, men det er i nogle tilfælde det mest humane at gøre.
Min far er lam i højre side af kroppen efter en hjerneblødning for ca. 15 år siden. Han har 30% balance evne, og falder ofte når han prøver at møve sig på toilettet eller hen på hans badestol. Han har konstante smerter, og kommer stort set aldrig ud af huset længere, medmindre det er til lægen. Han er blevet indlagt flere gange pga. komplikationer fra hjerneblødningen.
Han har sagt, at før han ender i en tilstand, hvor han er fuldstændig fanget i sin egen krop, så vil han tage livet af sig selv. Det er skide hårdt at høre, men jeg kan sådan set godt forstå ham, og jeg ville ønske at han havde muligheden for at modtage aktiv dødshjælp i fremtiden.
Aktiv dødshjælp
Afliv mennesker når de fylder 60 år.
I mit utopi er det er en menneskeret at kunne afslutte livet på værdig vis.
Jeg arbejder inden for sundhedsvæsnet og jeg ville sådan ønske at det fandtes aktiv dødshjælp. Enormt mange ældre mennesker med svært nedsat mobilitet og mangel på egne ressourcer, ville ofte meget hellere forsvinde hen istedet for at tvinges til at leve hver eneste dag som en påmindelse på den frihed og glæde de mangler i hverdagen. Det ville også lette presset på sundhedsvæsenet i større grad
Aktiv dødshjælp. Hvad ellers?
Aktiv dødshjælp må og vil blive langt mere udbredt hvis vi vil have bare 10% af vores nuværende velfærdssystem med den kommende ældrebyrde. Vi bliver nødt til at være langt mere pragmatiske omkring liv hvis vi vil undgå at samfundet kollapser i fremtiden
Lad hende dog sove, det der er slet ikke et liv
Jeg er sygeplejerske og er meget enig med datteren i artiklen.
Det er klassisk “your scientists were too preoccupied with whether they could, they forgot to think about whether they should”.
Man behøver ikke engang bevæge sig ud i aktiv dødshjælp.
Langt hen af vejen handler det simpelthen om at tillade en naturlig død, når f.eks. ældre får diverse infektioner, svært syge ikke længere kan ernære sig selv, osv.
Der er mange nedslagspunkter i et langt sygdomsforløb, hvor ansvarsbevidste læger kan (og ofte gør), snakker åbent med patient og familie og forholder sig kritisk til, hvilken slags dagligdag og funktionsniveau man behandler sig frem til, eller om man skal skifte over til lindrende behandling.
Døden kan være rolig, smuk og værdig og er bestemt ikke det værste der kan ske.
Kontroversielt nok burde den aktive dødshjælp også være tilgængelig for forældre i samråd med et etisk lægeråd.
Der er svært hjerneskadede børn, som ikke kun er til last i 20 år, men et helt liv. Det burde være muligt at stoppe et uværdigt liv når det samtidig ofte trækker en hel familie ned
At “hjælpe sådan et menneske på vej” er et skråplan, som vi bør holde os fra, da den slags hurtigt kan udvikle sig til en GLIDEBANE ……
Hvis vi som voksne mennesker har ret til at bestemme over vores eget liv, så må vi også have ret til at bestemme over vores egen død.
Der vil altid være nogle hvad-så-hvis’er, det er der også nu de er bare meget, meget mere forfærdeligt, hvis du spørger mig.
Som hjemmesygeplejerske har jeg set menneskelig lidelse og forfald, menneskelig “uværdighed”, som jeg reelt tror de færreste kan forstille sig, hvis de ikke selv er i den branche.
De fleste mennesker er så koloenormt bange for at dø, at de hellere vil se andre lide, end at se deres egen dødelighed i øjnene.
Jeg har en aftale med min mor, at hvis hun en dag blir så svækket at hun ikke længere kan klare sig selv, så køber jeg 4 engangsgrill og sætter ind i hendes soveværelse, og så får hun lov at sove ind, yderst effektiv “aflivning” og anbefalet af en sygeplejerske, så går ud fra den virker.
Jeg har den også for mig selv, hvis jeg en dag føler at det går den forkerte vej med hjernen, så skal der indkøbes grill, så jeg kan få lov til selv at bestemme.
​
Jeg mener alle bør have ret til at bestemme over deres eget liv, og det kan du jo, hvis du før hjernen går i stå, siger at hvis jeg får demens eller den der ligner, så må der gerne slukkes for resten af kroppen også, jeg har sagt til min familie, at hvis jeg kommer ud for et uheld der gør at min krop ikke er hel bagefter, så vil jeg ikke repareres, så skal der bare slukkes for mig.
Hun skal bare have noget dejligt at sove ind på
Ja lad os nu alle tage billeder af artikler i stedet for at dele linket.
Jeg ved at hvis jeg nogensinde blev så fysisk lam at jeg ikke selv kunne skide, og bare sad og var en udgift for mine nære, så ville jeg hellere dø.
Mit forslag er: i en rolig periode (uden truende sygdom) skal man kunne lave en bindende aftale mellem personale, behandlende læge og pårørende, hvor det det fremgår at personen skal passes og plejes på vanlig vis med hygiejne, mobilisering osv. Der skal ikke måles temperatur eller andet. Der skal ikke genoplives og der skal ikke indlægges på hospital.
Aftalen skal godkendes en gang om året og kan tages op til revidering når som helst, hvis en af parterne har et ønske om dette.