“og har du penge, så kan du få, men har du ingen så er du fucked”
Endnu et eksempel på den voksende ulighed i samfundet☹️
Jeg må indrømme at jeg virkelig er splittet, for jeg anderkender at den voksende ulighed i adgang til sundhedsvæsnet er et stort problem, men på samme tid synes jeg at den voksende psykiske mistrivsel er så stort et problem, at ulighedsaspektet lidt blegner, da opgave nr. 1 bare er at skaffe folk hjælp.
Der er nok noget jeg ikke har tænkt over, eller bare ikke ved, men jeg forstår virkelig ikke hvorfor, når problematikken er så stor som den er på psykiatriområdet, at man fra politikernes side, ikke har ændret lovgivningen således, at man som borger, ikke skal melde sig ind i sygesikringsgruppe 2, for at kunne få tilskud til en psykiater, svarende til hvad staten alligevel ender med at bruge, når man er kommet igennem ventetiden hos en psykiater med ydernummer.
Sådan! Lad dem med de bedste økonomiske forudsætninger komme først til!
Ellers kunne de velstilledes børn jo med tiden komme til at “konkurrere” på lige hvilkår med de sure fattige børn.
Heldigvis har vi da stadig forældrekøb og gode lommepenge, så de økonomisk sunde børn kan ikke skal bruge sin fritid på noget så banalt som et fritidsjob, og have lang rejsetid til sit uddannelsessted.
Men det er vigtigt vi alle siger fra på alle punkter, over for lighed i samfundet! Først vil de fattige have samme hvilkår for psykologhjælp, men hvad bliver det næste så?
Man kan jo næppe fortænke forældre i at udnytte de muligheder de har for at skaffe hjælp til deres børn, hvad enten det er en privat sundhedsforsikring de kan gøre brug af eller betaling af egen lomme til en privatpraktiserende psykiater (hvilket mine forældre fx. gjorde for at skaffe mig hurtig hjælp da jeg som helt ung pludselig fik en bragende psykose).
Problemet opstår efter min mening i at mulighederne i det offentlige er så ringe at vi længe har haft et a- og et b-hold i sundhed. Jeg synes det er utrolig vigtigt for et velfærdssamfund at de svagest stillede i samfundet har mulighed for en ordentlig hjælp, og det nuværende system kan vi ganske enkelt ikke være bekendt. Alle dem der ikke kan betale selv eller ikke er forsikringskunder kan se frem til halve og hele års ventetid. På en hjælp de har brug for her og nu.
Jeg er begyndt at tænke i om de politiske forslag om øget konkurrence indenfor de områder hvor staten stort set har monopol i dag (og gør et elendigt, sløjt stykke arbejde) kunne være en god løsning. Naturligvis i en konstellation hvor pengene fulgte borgeren og konkurrencen ville gøre kvaliteten langt bedre. Så ville høj som lav have langt større indflydelse og muligheden for at gå et andet sted hen hvis tilbuddet er for ringe. Jeg ser den manglende konkurrence som et af de væsentlige problemer. For slet ikke at snakke om de groteske mængder bureaukrati/dokumentation og skattepenge der bliver ødslet væk på alt muligt andet end reel velfærd.
Bare lige et indspark.
Jeg skal udredes hos psykiater. Fik en henvisning fra lægen som gælder 6 mdr og en beskeden ” bestil i dag og forvent at du skal kører lidt”. Dagen efter tjekkede jeg de nærmeste 3 regioner ca. 100km radius. Én havde 5 ugers ventetid, men rigtig sløje anmeldelser online. Resten var over 50 uger.
Ringede så til sygesikring ventetid 3 uger og i samme by som jeg bor.
Jeg kan ikke se problemet. De bruger egne resourcer og aflaster det offentlige tilbud.
Er vi virkelig nået der til hvor man ikke må hjælpe sig selv, fordi andre ikke kan?
Eller skal vi forbyde privat praktis og tvinge alle behandlere over i det offentlige? Som så lige så stille ender med personalemangel alligevel, fordi arbejdsvilkårene er elendige.
Hvis bare overskriften havde været “Forsikringen betaler: Flere børn og unge kommer til psykiater”.
For det er en god nyhed, at flere unge kommer til psykiater og psykolog. Ubetinget. Det skal man simpelthen ikke bede folk om at skamme sig over.
Det er en investering i de unges mentale helbred. Frem for at købe et nyt køkken, så skab bedre trivsel og robusthed hos de unge mennesker.
8 comments
“og har du penge, så kan du få, men har du ingen så er du fucked”
Endnu et eksempel på den voksende ulighed i samfundet☹️
Jeg må indrømme at jeg virkelig er splittet, for jeg anderkender at den voksende ulighed i adgang til sundhedsvæsnet er et stort problem, men på samme tid synes jeg at den voksende psykiske mistrivsel er så stort et problem, at ulighedsaspektet lidt blegner, da opgave nr. 1 bare er at skaffe folk hjælp.
Der er nok noget jeg ikke har tænkt over, eller bare ikke ved, men jeg forstår virkelig ikke hvorfor, når problematikken er så stor som den er på psykiatriområdet, at man fra politikernes side, ikke har ændret lovgivningen således, at man som borger, ikke skal melde sig ind i sygesikringsgruppe 2, for at kunne få tilskud til en psykiater, svarende til hvad staten alligevel ender med at bruge, når man er kommet igennem ventetiden hos en psykiater med ydernummer.
Sådan! Lad dem med de bedste økonomiske forudsætninger komme først til!
Ellers kunne de velstilledes børn jo med tiden komme til at “konkurrere” på lige hvilkår med de sure fattige børn.
Heldigvis har vi da stadig forældrekøb og gode lommepenge, så de økonomisk sunde børn kan ikke skal bruge sin fritid på noget så banalt som et fritidsjob, og have lang rejsetid til sit uddannelsessted.
Men det er vigtigt vi alle siger fra på alle punkter, over for lighed i samfundet! Først vil de fattige have samme hvilkår for psykologhjælp, men hvad bliver det næste så?
Man kan jo næppe fortænke forældre i at udnytte de muligheder de har for at skaffe hjælp til deres børn, hvad enten det er en privat sundhedsforsikring de kan gøre brug af eller betaling af egen lomme til en privatpraktiserende psykiater (hvilket mine forældre fx. gjorde for at skaffe mig hurtig hjælp da jeg som helt ung pludselig fik en bragende psykose).
Problemet opstår efter min mening i at mulighederne i det offentlige er så ringe at vi længe har haft et a- og et b-hold i sundhed. Jeg synes det er utrolig vigtigt for et velfærdssamfund at de svagest stillede i samfundet har mulighed for en ordentlig hjælp, og det nuværende system kan vi ganske enkelt ikke være bekendt. Alle dem der ikke kan betale selv eller ikke er forsikringskunder kan se frem til halve og hele års ventetid. På en hjælp de har brug for her og nu.
Jeg er begyndt at tænke i om de politiske forslag om øget konkurrence indenfor de områder hvor staten stort set har monopol i dag (og gør et elendigt, sløjt stykke arbejde) kunne være en god løsning. Naturligvis i en konstellation hvor pengene fulgte borgeren og konkurrencen ville gøre kvaliteten langt bedre. Så ville høj som lav have langt større indflydelse og muligheden for at gå et andet sted hen hvis tilbuddet er for ringe. Jeg ser den manglende konkurrence som et af de væsentlige problemer. For slet ikke at snakke om de groteske mængder bureaukrati/dokumentation og skattepenge der bliver ødslet væk på alt muligt andet end reel velfærd.
Bare lige et indspark.
Jeg skal udredes hos psykiater. Fik en henvisning fra lægen som gælder 6 mdr og en beskeden ” bestil i dag og forvent at du skal kører lidt”. Dagen efter tjekkede jeg de nærmeste 3 regioner ca. 100km radius. Én havde 5 ugers ventetid, men rigtig sløje anmeldelser online. Resten var over 50 uger.
Ringede så til sygesikring ventetid 3 uger og i samme by som jeg bor.
Jeg kan ikke se problemet. De bruger egne resourcer og aflaster det offentlige tilbud.
Er vi virkelig nået der til hvor man ikke må hjælpe sig selv, fordi andre ikke kan?
Eller skal vi forbyde privat praktis og tvinge alle behandlere over i det offentlige? Som så lige så stille ender med personalemangel alligevel, fordi arbejdsvilkårene er elendige.
Hvis bare overskriften havde været “Forsikringen betaler: Flere børn og unge kommer til psykiater”.
For det er en god nyhed, at flere unge kommer til psykiater og psykolog. Ubetinget. Det skal man simpelthen ikke bede folk om at skamme sig over.
Det er en investering i de unges mentale helbred. Frem for at købe et nyt køkken, så skab bedre trivsel og robusthed hos de unge mennesker.