Jamen der er da helt sikkert noget om den “gode fortælling”, men det ændrer ikke på at de udfordringer faget har som helhed.
Og som tingene generelt udvikler sig, så betyder det bare mere og mere hvad der står på bundlinjen hvis man ellers er nogenlunde tilfreds med sit job.
Det er “nemt” at være tilfreds når man på den løn kunne købe et hus for 30 år siden som man så i dag sidder i næsten gældsfrie, mens nye sygeplejersker må se langt efter nogensinde at kunne andet end leje, med mindre de gifter sig med lægen.
Sygeplejeskerne gennem de sidste 20 år: “vores job er lort og vi hader det”
Også sygeplejerskerne: “folk gider ikke være sygeplejersker og ingen ved hvorfor”
Super nemt for “gamle” sygelejersker at sige det. De får en god løn og har typisk overstået lortetjanserne så de kan sidde i behagelige stilinger – mens de nyuddannede får slaveløn og lever under usle arbejdsforhold med inkompetence chefer.
Sygeplejersker er mange ting. Der er mange stillinger man kan have som sygeplejersker og jeg tror da absolut at nogen er bedre end andre.
Men jeg kan sagtens forstå de der er utilfredse. Deres vagtplanlængning på sygehusene er skør – de skal væltes rundt i dag/aften/nattevagter og kan ikke kun holde sig til et vagtlag.
Nogle steder må man gerne lade være med og overholde 11 timers hvile, andre steder vælter man der ud af med at arbejde 60 timer på en uge. Oven i det er der bare møg travlt fordi der ikke er nok folk og man pålægges overarbejde og ekstra vagter konstant.
Det er slet ikke noget “familie” venligt over at være sygeplejerske med de arbejdsvilkår.
Selvfølgelig vil man gerne gøre en foreskel! Det vil alle der har valgt et arbejde med mennesker! Men det skal altså ikke være lønnen i sig selv eller argument for at man skal finde sig i elendige arbejdsvilkår.
Jeg arbejder sammen med sygeplejersker. I en it-afdeling. De er på sygeplejerskeoverenskomst, tjener rigtig gode penge og arbejder med sundheds-it.
De har ikke vagter, ikke natarbejde og ikke alle mulige tillæg. Arbejder 37 timer (eller bare 30, hvis det er det de vil) og har flexordning.
Men de er med i gruppen “alle sygeplejersker” – som åbenbart er fundamentet for velfærdssamfundet, som får for lidt i løn og som er presset helt i løn.
Der mangler som altid nuancer i debatten, problemet er komplekst og kræver en komplekse løsninger. Det er kort sat ikke egent til en politisk løsning, men da vores ledere er politikere, så bliver problemet ikke rigtigt løst.
Et stort problem er at sygeplejerskerne har skubbet andre faggrupper ud af sygehusvæsnet. Lægesekretærer og sosu’er er to gode eksempler. Der er ingen grund til at man ikke kunne have et team af sosu’er med en sygeplejerske eller to i spidsen som stod for medicinuddelingen og daglig pleje. Mens meget af det administrative arbejde kunne udføreres af administrativt personale.
Problemet er at efter LLR geniale reform af sygehusvæsnet (LLR er en omvendt Midas på sundhedsområdet, han kan ikke rører noget uden det bliver til lort), blev det meget svært at hæve grundlønnen, i stedet har sygeplejerskerne gået efter at få tillæg, dette er ofte sket ved at overtage andre faggruppers funktioner.
Så længe deres arbejdsforhold er så elendige som de er, så gider jeg ikke høre om deres løn.
Arbejdsforholdene bør have et langt større fokus end det vi hører om når de er utilfredse. Selvom de påpeger det der er skidt så ender det altid med st de vil have mere i løn får deres arbejde. Lønnen hjælper bare ikke så længe der ikke er ordentlig styr på det andet.
Jeg lægger selv øre til en masse af de ting min kone som SSA er vidne til og jeg tager mig tit til hovedet over hvad der i mine ører lyder som komplet inkompetence, vennetjenester og ligegyldighed. Det sidste krydderi er mængden af ledere der skal holde hinanden i hånden for at kunne lede en arbejdsplads.
Effektiviseringen af de offentlige arbejdspladser kan uden tvivl føres tilbage til de ansatte som lønforhøjelse. Min teori er at der er en pæn sjat at hente der.
Modne special- og speciale-sygeplejersker i en video, optaget i dagtid. Prøv at spørge en 25årig der står alene kl. 4 om natten, med 30 patienter på endokrinologisk.
Da jeg stadigt var ansat i det offentlige, skulle de undersøges om der var problemer med at fastholde sygeplejerskerne i min afdeling. Man regnede ancienniteten ud ved at tage det totale antal sygeplejersker og dividere med det samlede antal ansættelses-år. Det blev til 8 års anciennitet i snit – der var ikke noget problem.
Arbejdspladsen bestod af 3 specialiserede akutafsnit inden for det medicinske område, samt et ambulatorium. På sengeafdelingerne blev sygeplejerskerne ca. 2 år. På ambulatoriet sad de i 20 år…
Man kan dog tjene rigtig gode skejs med FEA som sygeplejsker, dog grundlønnen er lort for ansvaret og arbejdsforholdene.
9 comments
Jamen der er da helt sikkert noget om den “gode fortælling”, men det ændrer ikke på at de udfordringer faget har som helhed.
Og som tingene generelt udvikler sig, så betyder det bare mere og mere hvad der står på bundlinjen hvis man ellers er nogenlunde tilfreds med sit job.
Det er “nemt” at være tilfreds når man på den løn kunne købe et hus for 30 år siden som man så i dag sidder i næsten gældsfrie, mens nye sygeplejersker må se langt efter nogensinde at kunne andet end leje, med mindre de gifter sig med lægen.
Sygeplejeskerne gennem de sidste 20 år: “vores job er lort og vi hader det”
Også sygeplejerskerne: “folk gider ikke være sygeplejersker og ingen ved hvorfor”
Super nemt for “gamle” sygelejersker at sige det. De får en god løn og har typisk overstået lortetjanserne så de kan sidde i behagelige stilinger – mens de nyuddannede får slaveløn og lever under usle arbejdsforhold med inkompetence chefer.
Sygeplejersker er mange ting. Der er mange stillinger man kan have som sygeplejersker og jeg tror da absolut at nogen er bedre end andre.
Men jeg kan sagtens forstå de der er utilfredse. Deres vagtplanlængning på sygehusene er skør – de skal væltes rundt i dag/aften/nattevagter og kan ikke kun holde sig til et vagtlag.
Nogle steder må man gerne lade være med og overholde 11 timers hvile, andre steder vælter man der ud af med at arbejde 60 timer på en uge. Oven i det er der bare møg travlt fordi der ikke er nok folk og man pålægges overarbejde og ekstra vagter konstant.
Det er slet ikke noget “familie” venligt over at være sygeplejerske med de arbejdsvilkår.
Selvfølgelig vil man gerne gøre en foreskel! Det vil alle der har valgt et arbejde med mennesker! Men det skal altså ikke være lønnen i sig selv eller argument for at man skal finde sig i elendige arbejdsvilkår.
Jeg arbejder sammen med sygeplejersker. I en it-afdeling. De er på sygeplejerskeoverenskomst, tjener rigtig gode penge og arbejder med sundheds-it.
De har ikke vagter, ikke natarbejde og ikke alle mulige tillæg. Arbejder 37 timer (eller bare 30, hvis det er det de vil) og har flexordning.
Men de er med i gruppen “alle sygeplejersker” – som åbenbart er fundamentet for velfærdssamfundet, som får for lidt i løn og som er presset helt i løn.
Der mangler som altid nuancer i debatten, problemet er komplekst og kræver en komplekse løsninger. Det er kort sat ikke egent til en politisk løsning, men da vores ledere er politikere, så bliver problemet ikke rigtigt løst.
Et stort problem er at sygeplejerskerne har skubbet andre faggrupper ud af sygehusvæsnet. Lægesekretærer og sosu’er er to gode eksempler. Der er ingen grund til at man ikke kunne have et team af sosu’er med en sygeplejerske eller to i spidsen som stod for medicinuddelingen og daglig pleje. Mens meget af det administrative arbejde kunne udføreres af administrativt personale.
Problemet er at efter LLR geniale reform af sygehusvæsnet (LLR er en omvendt Midas på sundhedsområdet, han kan ikke rører noget uden det bliver til lort), blev det meget svært at hæve grundlønnen, i stedet har sygeplejerskerne gået efter at få tillæg, dette er ofte sket ved at overtage andre faggruppers funktioner.
Så længe deres arbejdsforhold er så elendige som de er, så gider jeg ikke høre om deres løn.
Arbejdsforholdene bør have et langt større fokus end det vi hører om når de er utilfredse. Selvom de påpeger det der er skidt så ender det altid med st de vil have mere i løn får deres arbejde. Lønnen hjælper bare ikke så længe der ikke er ordentlig styr på det andet.
Jeg lægger selv øre til en masse af de ting min kone som SSA er vidne til og jeg tager mig tit til hovedet over hvad der i mine ører lyder som komplet inkompetence, vennetjenester og ligegyldighed. Det sidste krydderi er mængden af ledere der skal holde hinanden i hånden for at kunne lede en arbejdsplads.
Effektiviseringen af de offentlige arbejdspladser kan uden tvivl føres tilbage til de ansatte som lønforhøjelse. Min teori er at der er en pæn sjat at hente der.
Modne special- og speciale-sygeplejersker i en video, optaget i dagtid. Prøv at spørge en 25årig der står alene kl. 4 om natten, med 30 patienter på endokrinologisk.
Da jeg stadigt var ansat i det offentlige, skulle de undersøges om der var problemer med at fastholde sygeplejerskerne i min afdeling. Man regnede ancienniteten ud ved at tage det totale antal sygeplejersker og dividere med det samlede antal ansættelses-år. Det blev til 8 års anciennitet i snit – der var ikke noget problem.
Arbejdspladsen bestod af 3 specialiserede akutafsnit inden for det medicinske område, samt et ambulatorium. På sengeafdelingerne blev sygeplejerskerne ca. 2 år. På ambulatoriet sad de i 20 år…
Man kan dog tjene rigtig gode skejs med FEA som sygeplejsker, dog grundlønnen er lort for ansvaret og arbejdsforholdene.