Politiske studehandler

1 comment

1. Jeg synes der mangler nogle nuancer.

   Det der bl.a. mangler er, at skribenten forholder sig til Ankestyrelsens principafgørelser. Dvs. klagesager, som Ankestyrelsen mener har så principiel betydning for fortolkning af den givne lovtekst, at Ankestyrelsen bruger det som et retningsgivende eksempel på, hvordan kommunerne bør fortolke lovgivningen.

   Problemet ved at gøre lovgivningen mere specifik er, at du så pludselig fx skal skrive stolpe op og stolpe ned om, hvem der er berettiget til hvad, ud fra hvilke diagnoser.

   En del af de eksempler der er på det i praksis lige nu, er virkelig dårlige og ikke særligt inkluderende. Det er fx muligheden for et “diagnose tillæg” hvis du er på uddannelseshjælp, hvor lovgivningen helt specifikt forholder sig til, hvilken diagnose du skal have, for at være berettiget. Problemet er bare, at målgruppen er så snæver, at mange – selv om de har en dokumenteret varig og væsentlig funktionsnedsættelse – ikke kan få tillægget, fordi diagnosen ikke lige har dét specifikke navn, som lovgivningen kræver.

   Kigger vi på fx sociallovgivningen, går en stor del af det på, af du skal have en funktionsnedsættelse, der er varig, væsentlig og som bevirker at du har en funktionsnedsættelse du skal kompenseres for. Som jeg ser det, er det for at favne at menesker er forskellige, og kan opleve deres problemer på forskellige måder. Fordi du har den samme diagnose, betyder det ikke at du er ramt på samme måde, eller i samme grad.

   Jeg ser økonomien som det væsentligste problematik, kommunerne har simpelthen for mange penge i klemme, og det er endda en del af bl.a. serviceloven, at der godt må indgå økonomiske overvejelser som en del af, hvilket tilbud en borger gives.

   Inden for beskæftigelsesområdet har man lavet en masse pseudo-forløb, for at udgå at placere folk på varig offentlig forsørgelse, selv om der i mange tilfælde er den nødvendige dokumentation.
   Og så vil jeg ikke en gang starte med at rante om Ankestyrelsens sagsbehandlingstider.