“I de to år, der fulgte efter den dag i 2020, hvor lægen affejede min bekymring, henvendte jeg mig flere gange til min praktiserende læge. Knuden voksede fra en mandel til en golfbold. Den gav mig smerter, og det gjorde ondt, når jeg løftede min søn.”
“Men kræftknuder er ikke ømme, sagde min læge, og derudover var den fin og glat. Unge kvinder på 30 år får ikke kræft.”
To år senere:
“Jeg blev sendt på brystkirurgisk afdeling, hvor en sygeplejerske bød mig velkommen med ordene »Alt tyder på, at du har kræft – kender du den her app?« mens hun holdt en folder op som guide til den app, der fra nu af ville være min »ven«, som hun udtrykte det.”
Man skal altid, altid, altid, skifte læge, hvis man bare er det mindste i tvivl og vil søge en 2nd-opinion. Uanset om man tror det er noget farligt eller ej. Får man ikke en godt behandling? Skift.
Det tog mig 5 år, men jeg har verdens bedste og sødeste læge nu, som har udredt mig, og fået mig igennem sygehuset og fikset de mavesmerter jeg har haft i 5 år. Hun fik mig undersøgt på 2 forskellige hospitaler.
Ellers fik jeg normale lorte svar, “spis sundt, spis Husk” – Jeg var vegetar, spiste masser af fibre og Husk gav mig yderligere ondt i maven….
Min nuværende læge. Vidste ikke hvad det var, indrømmede det blankt, men i stedet for at bare gætte, med standard svar, gik hun i gang med at undersøge i stedet for! Er bare så glad for hende nu <3
Hot take: Vi får mindre sundhed for pengene, hvis vi undersøger folk for alt de kunne forestille sig at fejle.
Jeg har selv været ude i en længere smøre med sundhedsvæsenet, som ikke har handlet i tide nok, hvilket har givet med slemme livslange senfølger uden en diagnose. Jeg får fortsat taget blodprøver og monitoreres, da nogle af mine prøver bliver ved med at give unormale svar. Min daværende praktiserende læge har handlet groft uforsvarligt og har indgivet en klage – efter at jeg lavede en dårlig anmeldelse dukkede adskillige andre også op, og kan efterfølgende se, at han har lukket sin klinik.
Min far opfyldte alle kriterier for at blive henvist til nefrolog efter at han var på nippet til at dø for et års tid til halvandet siden med akut nyresvigt, men er stadig ikke blevet henvist til nefrolog før for en uges tid siden.
Uden at tro at jeg er bedrevidende eller har fat i guldægget mener jeg, ud fra mine anekdotiske oplevelser og hvad andre har berettet samt hvad jeg har læst, at der er opstået en metodisk kløft i mødet mellem læge/patient. Med dette taget i mente forstås, at der er mange som går til lægen med “ligegyldige ting” eller “bekymringer, men det er simpelthen for svært for den almene borger i Danmark at få den hjælp man behøves grundet affejning af ens problemstillinger eller hjælp i tide. Udover dette virker hele sundhedsvæsenet ualmindeligt kringlet som patient, og det virker til at det er meget lidt kommunikation mellem de forskellige led.
Jeg har lige fået konstateret celleforandringer i underlivet efter at have haft smerter i næsten et år.
Første besøg hos lægen, giv det lige 2 uger og se om det ikke går over. Ingen undersøgelser.
Andet besøg hos lægen bliver jeg anbefalet at æde vitaminpiller og håndkøbsmedicin. Ingen undersøgelser.
Tredje besøg hos læger kræver jeg at der bliver gjort noget. Får en underlivsundersøgelse. Der er celleforandringer. Lægen mener at jeg er for ung til at det kan være noget alvorligt.
4. Besøg hos lægen. Ny underlivsundersøgelse. Der er celleforandringer. En urinprøve viser at jeg har store mængder blod og bakterier i urinen. Lægen siger at jeg er for ung til at fejle noget alvorligt. Jeg får en folder om stress.
Jeg skifter læge og bliver henvist til gynækolog efter første besøg. Hos gynækologen får jeg at vide at “os unge ikke tager vores helbred seriøst og reagere alt for sent når der er noget galt”.
Læger er veluddannede og ofte dygtige, men de er også mennesker med holdninger der ofte bliver taget meget seriøst grundet deres profession, om det giver mening eller ej.
Jeg er har selv lidt vanskeligheder med at kommunikerer og efter en læge fortalte mig at det jeg var bekymret om ikke skulle undersøges eller gøres noget ved, spurgte jeg om vedkomne sagde det fordi de vidste det eller fordi det ikke var inden for deres felt og ansvar at skulle forholde sig til det. Det viste sig at være det sidste efter lidt sure opstød omkring min ret til tvivle på det der blev sagt var overstået.
Det er naturligt for mennesker i positioner som læge, lærer, professor og lignende at udvikle en arrogance fordi mange der kommet til dem med spørgsmål forholder sig til ting de ikke ved noget om eller har undersøgt.
Det undskylder ikke dårlig konsultationer eller behandling, men jeg synes det må være på sin plads at anerkende eksperter i deres felt mens man ser dem som fejlbare mennesker. Et godt formuleret spørgsmål kan give dem chancen for at svare åbent og ærligt, eller gennem deres modvilje vise nødvendigheden for en anden læges mening.
Huha, der er nu ikke noget som en omgang lægelig arrogans.
Shit et vildt svar. En kvinde kommer med en knude og lægen vil ikke tage en biopsi. Brystkræft er da slet ikke ualmindeligt hos kvinder under 40.
Jeg er selv læge, uden patientkontakt dog.
Jeg ved fra kollegaer at de alment praktiserende også har store problemer med at få godkendt deres henvisninger til sygehusene.
Jeg spekulerer på, om ikke dette også påvirker nogle lægers henvisningmønstre, sammenlignet med et tidspunkt, hvor flere henvisninger blev godkendt. Selv hvis de synes noget burde ses på sygehuset nytter det jo ikke noget, hvis de ved at visse patient/symptom-kombinationer bliver afvist. (Og det er helt uden at snakke om at skulle kende henvisnings kriterierne på alle de forskellige afdelinger – det er sgu ikke nemt for dem).
Artiklen her er jo en klokkeklar “lægen burde have henvist til udredning i kræftpakkeforløb”, men man kan jo høre problemer med manglende henvisninger i mange andre sammenhænge også.
9 comments
“I de to år, der fulgte efter den dag i 2020, hvor lægen affejede min bekymring, henvendte jeg mig flere gange til min praktiserende læge. Knuden voksede fra en mandel til en golfbold. Den gav mig smerter, og det gjorde ondt, når jeg løftede min søn.”
“Men kræftknuder er ikke ømme, sagde min læge, og derudover var den fin og glat. Unge kvinder på 30 år får ikke kræft.”
To år senere:
“Jeg blev sendt på brystkirurgisk afdeling, hvor en sygeplejerske bød mig velkommen med ordene »Alt tyder på, at du har kræft – kender du den her app?« mens hun holdt en folder op som guide til den app, der fra nu af ville være min »ven«, som hun udtrykte det.”
Man skal altid, altid, altid, skifte læge, hvis man bare er det mindste i tvivl og vil søge en 2nd-opinion. Uanset om man tror det er noget farligt eller ej. Får man ikke en godt behandling? Skift.
Det tog mig 5 år, men jeg har verdens bedste og sødeste læge nu, som har udredt mig, og fået mig igennem sygehuset og fikset de mavesmerter jeg har haft i 5 år. Hun fik mig undersøgt på 2 forskellige hospitaler.
Ellers fik jeg normale lorte svar, “spis sundt, spis Husk” – Jeg var vegetar, spiste masser af fibre og Husk gav mig yderligere ondt i maven….
Min nuværende læge. Vidste ikke hvad det var, indrømmede det blankt, men i stedet for at bare gætte, med standard svar, gik hun i gang med at undersøge i stedet for! Er bare så glad for hende nu <3
Hot take: Vi får mindre sundhed for pengene, hvis vi undersøger folk for alt de kunne forestille sig at fejle.
Jeg har selv været ude i en længere smøre med sundhedsvæsenet, som ikke har handlet i tide nok, hvilket har givet med slemme livslange senfølger uden en diagnose. Jeg får fortsat taget blodprøver og monitoreres, da nogle af mine prøver bliver ved med at give unormale svar. Min daværende praktiserende læge har handlet groft uforsvarligt og har indgivet en klage – efter at jeg lavede en dårlig anmeldelse dukkede adskillige andre også op, og kan efterfølgende se, at han har lukket sin klinik.
Min far opfyldte alle kriterier for at blive henvist til nefrolog efter at han var på nippet til at dø for et års tid til halvandet siden med akut nyresvigt, men er stadig ikke blevet henvist til nefrolog før for en uges tid siden.
Uden at tro at jeg er bedrevidende eller har fat i guldægget mener jeg, ud fra mine anekdotiske oplevelser og hvad andre har berettet samt hvad jeg har læst, at der er opstået en metodisk kløft i mødet mellem læge/patient. Med dette taget i mente forstås, at der er mange som går til lægen med “ligegyldige ting” eller “bekymringer, men det er simpelthen for svært for den almene borger i Danmark at få den hjælp man behøves grundet affejning af ens problemstillinger eller hjælp i tide. Udover dette virker hele sundhedsvæsenet ualmindeligt kringlet som patient, og det virker til at det er meget lidt kommunikation mellem de forskellige led.
Jeg har lige fået konstateret celleforandringer i underlivet efter at have haft smerter i næsten et år.
Første besøg hos lægen, giv det lige 2 uger og se om det ikke går over. Ingen undersøgelser.
Andet besøg hos lægen bliver jeg anbefalet at æde vitaminpiller og håndkøbsmedicin. Ingen undersøgelser.
Tredje besøg hos læger kræver jeg at der bliver gjort noget. Får en underlivsundersøgelse. Der er celleforandringer. Lægen mener at jeg er for ung til at det kan være noget alvorligt.
4. Besøg hos lægen. Ny underlivsundersøgelse. Der er celleforandringer. En urinprøve viser at jeg har store mængder blod og bakterier i urinen. Lægen siger at jeg er for ung til at fejle noget alvorligt. Jeg får en folder om stress.
Jeg skifter læge og bliver henvist til gynækolog efter første besøg. Hos gynækologen får jeg at vide at “os unge ikke tager vores helbred seriøst og reagere alt for sent når der er noget galt”.
Læger er veluddannede og ofte dygtige, men de er også mennesker med holdninger der ofte bliver taget meget seriøst grundet deres profession, om det giver mening eller ej.
Jeg er har selv lidt vanskeligheder med at kommunikerer og efter en læge fortalte mig at det jeg var bekymret om ikke skulle undersøges eller gøres noget ved, spurgte jeg om vedkomne sagde det fordi de vidste det eller fordi det ikke var inden for deres felt og ansvar at skulle forholde sig til det. Det viste sig at være det sidste efter lidt sure opstød omkring min ret til tvivle på det der blev sagt var overstået.
Det er naturligt for mennesker i positioner som læge, lærer, professor og lignende at udvikle en arrogance fordi mange der kommet til dem med spørgsmål forholder sig til ting de ikke ved noget om eller har undersøgt.
Det undskylder ikke dårlig konsultationer eller behandling, men jeg synes det må være på sin plads at anerkende eksperter i deres felt mens man ser dem som fejlbare mennesker. Et godt formuleret spørgsmål kan give dem chancen for at svare åbent og ærligt, eller gennem deres modvilje vise nødvendigheden for en anden læges mening.
Huha, der er nu ikke noget som en omgang lægelig arrogans.
Shit et vildt svar. En kvinde kommer med en knude og lægen vil ikke tage en biopsi. Brystkræft er da slet ikke ualmindeligt hos kvinder under 40.
Jeg er selv læge, uden patientkontakt dog.
Jeg ved fra kollegaer at de alment praktiserende også har store problemer med at få godkendt deres henvisninger til sygehusene.
Jeg spekulerer på, om ikke dette også påvirker nogle lægers henvisningmønstre, sammenlignet med et tidspunkt, hvor flere henvisninger blev godkendt. Selv hvis de synes noget burde ses på sygehuset nytter det jo ikke noget, hvis de ved at visse patient/symptom-kombinationer bliver afvist. (Og det er helt uden at snakke om at skulle kende henvisnings kriterierne på alle de forskellige afdelinger – det er sgu ikke nemt for dem).
Artiklen her er jo en klokkeklar “lægen burde have henvist til udredning i kræftpakkeforløb”, men man kan jo høre problemer med manglende henvisninger i mange andre sammenhænge også.