Der må jo være et eller andet galt med vores samfund siden der er så mange at vi har svært ved at følge med?
Eller er det bare fordi vi er bedre til at finde dem?
Jeg har tilladt mig at skrive et lidt længere indlæg og undskylder på forhånd, men jeg synes det er en meget vigtig debat. Kortene helt på bordet, så er jeg selv psykolog i psykiatrien.
Først og fremmest, så synes jeg at det er meget kritisabelt, at en overlæge i psykiatri, på den måde angriber manden fremfor bolden. Ditlevsen (psykologen) skriver fjendtligt overfor psykiatrien, uden tvivl, men jeg forventer mere fra en overlæge. Poul Videbech (Overlægen) graver sig ligeså meget ned i skyttegraven, som Ditlevsen.
Videbechs kritik kan man læse i hans overskrift, men det bliver også meget tydeligt når man læser nedenstående afsnit:
“Jeg vil helst tro, at Ditlevsen er tragisk uvidende om psykiske sygdommes kompleksitet og psykiatrihistoriske forhold, trods hans akademiske uddannelse, og meget nødig, at han taler mod bedre vidende. For så er det er smart gratis markedsføring af egen praksis, som sigter mod at påvirke beslutningstagerne til at skaffe flere kunder i butikken.”
Hvis vi ser bort fra Poul Videbech’s personangreb, så vil jeg egentlig gerne forholde mig til punkterne i de to debatindlæg. Videbech skriver, opsummeret, følgende:
1. Biokemi og reaktioner kan ikke skilles ad.
2. Sundhedsstyrelsens rapport er lavet af eksperter, så den kan ikke blot fejes af bordet.
3. Vi kan ikke undvære tvang i psykiatrien og de eksempler som Jonas Vennike Ditlevsen fremfører, er dårlige eksempler.
Til sammenligning, så er Ditlevsens punkter følgende:
1. Mere psykiatri resulterer i mere psykofarmaka
2. Diagnoser i psykiatrien har konsekvenser for menneskers fremtid og kan forfølge dem i lang tid.
3. Reduktion af tvang er at foretrække.
4. “Vi aldrig har fundet et pålideligt biokemisk eller et neurologisk belæg for en eneste af de psykiatriske diagnose (…) det er reaktioner. (…) Medikamenter kan være en nyttig sideindsats, der hvor ingen andre tiltag dæmper farlige eller ekstremt fastlåste tilstande. Men det er konteksten, der er væsentlig.”
5. Dansk psykiatri har fejlet, da vi ikke kan behandle psykisk lidelse effektivt.
Jeg er enig i Videbechs første to punkter, men jeg tænker at han misforstår Ditlevsen’s perspektiv omkring psykisk sygdom. Ditlevsen mener, som jeg læser ham, at psykisk sygdom ikke har en direkte årsag biokemisk, men at vi kan ‘læse’ reaktionerne biokemisk. Det er vel grundlæggende det samme som Videbech mener. Medmindre Videbech yderligere mener at han kan finde den specifikke mekanisme, som forårsager depression. I sidste ende, så tænker jeg at det er en meningsløs diskussion, hvor man blot rykker ‘målet’ for hvornår man kan aflæse noget biokemisk.
Når det så er sagt, så er jeg dog uenig i den lethed, som Videbech får det til at fremstå ift. at man kan læse depression biokemisk. Ja, vi har gode indikatorer, men det er dog ikke 1:1. Det tror jeg dog heller ikke, at Videbech mener. Så kunne vi ligeså godt anvende blodprøver og lign. til at diagnosticere psykisk sygdom.
Jeg er uenig i Videbechs punkt 3, men jeg er dog heller ikke enig med Ditlevsen. Italien er et dårligt eksempel, men vi har herhjemme i flere år kørt en psykiatri uden tvang. Går man igennem historien, så anvender forskellige psykiatriske afdelinger tvang i bølger. I perioder anvendes mere tvang end i andre perioder. Så i praksis har psykiatriske afdelinger i Danmark kunnet køre uden/med begrænset tvang.
Men det er et svært spørgsmål med tvang, skal man hjælpe dem der ikke vil hjælpes? Dèt er samfundsspørgsmålet. Det kan og vil jeg personligt ikke gøre mig til dommer i.
Jeg mangler at forholde mig til Ditlevsens punkt 1, 2 og 5.
1. Uden tvivl. Jeg er til dels enig med Ditlevsen. Så længe vi insisterer på kun at behandle med psykofarmaka i psykiatrien, vil mere psykiatri resulterer i mere medicin. Der er andre gode alternativer, som vi ikke vil anvende. For eksempel har antidepressiver en dårligere vedvarende effekt, end samtaleterapi, trods det kan have en hurtigere og potent effekt i starten. Medicin har dog også sin plads i psykiatrien.
2. Ja. Hvor længe bør de have konsekvenser? Og hvor? I visse tilfælde, så mener jeg at det giver god mening, selvom det begrænser den enkelte i sin frihed. Problemet er dog, at diagnoser ofte har en tendens til at være livsvarige på papiret – trods at visse lidelser bliver mindre med alderen
Pnkt 5: Det er et meget groft statement og jeg tænker, at det er dette der har gjort
Videbech utilfreds. Jeg tænker heller ikke at det er helt fair. Jeg kan ikke pege
på en psykiatri i verden, som har løst opgaven til UG. Alligevel er der rum for
forbedring.
Grundlæggende tænker jeg, at psykiatrien trænger til store grundlæggende ændringer. Heri, at anvende samtaleterapi og initiativer, som vi i dag nægter at anvende. Dette tror jeg, stammer i stor stil fra massiv lægefaglig ledelse. Jeg glemmer ikke den ledende læge jeg har mødt, som i ramme alvor mener at psykisk sygdom i psykiatri netop kun er biokemisk, en anden leder der mente transkønnede og homoseksuelle er en sygdom, en tredje leder, der ikke ville ansætte psykologer i ledende stillinger, eller den fjerde leder, som undrede sig over at et psykiatrisk afsnit, overhovedet anvendte psykologer.
Dermed ikke sagt, at alle overlæger er nogle røvhuller – tværtimod. Men jeg tror desværre, at hospitalsledelsen har en tendens til at være meget tonedøv, når det omhandler effektiv behandling af psykisk sygdom. Ironisk nok, laver de netop flere af de fejl, som Videbech kritiserer Ditlevsen for at lave.
Virkelig interessant diskussion! Men givet at Recovery Centre er dem der har været besparet væk, som begge debatører begræder, hvorfor er det så ikke her man måske kunne blive enige om at kæden er knækket?
Hvis vi tilfører flere penge til psykiatrien uden at sørge for ‘det svage led i kæden’ (Recovery Centre) så er det jo klart forløbet knækker for mange og der ikke opnås reelle resultater.
5 comments
Debatten startede med psykolog Jonas Vennike Ditlevsen’s indlæg [https://www.altinget.dk/artikel/psykolog-drop-bare-tiaarsplanen-mere-psykiatri-er-ikke-loesningen-paa-danskernes-psykiske-lidelser](https://www.altinget.dk/artikel/psykolog-drop-bare-tiaarsplanen-mere-psykiatri-er-ikke-loesningen-paa-danskernes-psykiske-lidelser)
Der er så kommet et modsvar til Poul Videbech fra Karine Lindgaard, Bestyrelsesformand for MedicinRådgivningen, https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/patientforening-til-psykiater-du-og-dine-kollegaer-vender-systematisk-det-doeve-oere-til-naar-patienter-vil-fravaelge-medicinen
Der må jo være et eller andet galt med vores samfund siden der er så mange at vi har svært ved at følge med?
Eller er det bare fordi vi er bedre til at finde dem?
Jeg har tilladt mig at skrive et lidt længere indlæg og undskylder på forhånd, men jeg synes det er en meget vigtig debat. Kortene helt på bordet, så er jeg selv psykolog i psykiatrien.
Først og fremmest, så synes jeg at det er meget kritisabelt, at en overlæge i psykiatri, på den måde angriber manden fremfor bolden. Ditlevsen (psykologen) skriver fjendtligt overfor psykiatrien, uden tvivl, men jeg forventer mere fra en overlæge. Poul Videbech (Overlægen) graver sig ligeså meget ned i skyttegraven, som Ditlevsen.
Videbechs kritik kan man læse i hans overskrift, men det bliver også meget tydeligt når man læser nedenstående afsnit:
“Jeg vil helst tro, at Ditlevsen er tragisk uvidende om psykiske sygdommes kompleksitet og psykiatrihistoriske forhold, trods hans akademiske uddannelse, og meget nødig, at han taler mod bedre vidende. For så er det er smart gratis markedsføring af egen praksis, som sigter mod at påvirke beslutningstagerne til at skaffe flere kunder i butikken.”
Hvis vi ser bort fra Poul Videbech’s personangreb, så vil jeg egentlig gerne forholde mig til punkterne i de to debatindlæg. Videbech skriver, opsummeret, følgende:
1. Biokemi og reaktioner kan ikke skilles ad.
2. Sundhedsstyrelsens rapport er lavet af eksperter, så den kan ikke blot fejes af bordet.
3. Vi kan ikke undvære tvang i psykiatrien og de eksempler som Jonas Vennike Ditlevsen fremfører, er dårlige eksempler.
Til sammenligning, så er Ditlevsens punkter følgende:
1. Mere psykiatri resulterer i mere psykofarmaka
2. Diagnoser i psykiatrien har konsekvenser for menneskers fremtid og kan forfølge dem i lang tid.
3. Reduktion af tvang er at foretrække.
4. “Vi aldrig har fundet et pålideligt biokemisk eller et neurologisk belæg for en eneste af de psykiatriske diagnose (…) det er reaktioner. (…) Medikamenter kan være en nyttig sideindsats, der hvor ingen andre tiltag dæmper farlige eller ekstremt fastlåste tilstande. Men det er konteksten, der er væsentlig.”
5. Dansk psykiatri har fejlet, da vi ikke kan behandle psykisk lidelse effektivt.
Jeg er enig i Videbechs første to punkter, men jeg tænker at han misforstår Ditlevsen’s perspektiv omkring psykisk sygdom. Ditlevsen mener, som jeg læser ham, at psykisk sygdom ikke har en direkte årsag biokemisk, men at vi kan ‘læse’ reaktionerne biokemisk. Det er vel grundlæggende det samme som Videbech mener. Medmindre Videbech yderligere mener at han kan finde den specifikke mekanisme, som forårsager depression. I sidste ende, så tænker jeg at det er en meningsløs diskussion, hvor man blot rykker ‘målet’ for hvornår man kan aflæse noget biokemisk.
Når det så er sagt, så er jeg dog uenig i den lethed, som Videbech får det til at fremstå ift. at man kan læse depression biokemisk. Ja, vi har gode indikatorer, men det er dog ikke 1:1. Det tror jeg dog heller ikke, at Videbech mener. Så kunne vi ligeså godt anvende blodprøver og lign. til at diagnosticere psykisk sygdom.
Jeg er uenig i Videbechs punkt 3, men jeg er dog heller ikke enig med Ditlevsen. Italien er et dårligt eksempel, men vi har herhjemme i flere år kørt en psykiatri uden tvang. Går man igennem historien, så anvender forskellige psykiatriske afdelinger tvang i bølger. I perioder anvendes mere tvang end i andre perioder. Så i praksis har psykiatriske afdelinger i Danmark kunnet køre uden/med begrænset tvang.
Men det er et svært spørgsmål med tvang, skal man hjælpe dem der ikke vil hjælpes? Dèt er samfundsspørgsmålet. Det kan og vil jeg personligt ikke gøre mig til dommer i.
Jeg mangler at forholde mig til Ditlevsens punkt 1, 2 og 5.
1. Uden tvivl. Jeg er til dels enig med Ditlevsen. Så længe vi insisterer på kun at behandle med psykofarmaka i psykiatrien, vil mere psykiatri resulterer i mere medicin. Der er andre gode alternativer, som vi ikke vil anvende. For eksempel har antidepressiver en dårligere vedvarende effekt, end samtaleterapi, trods det kan have en hurtigere og potent effekt i starten. Medicin har dog også sin plads i psykiatrien.
2. Ja. Hvor længe bør de have konsekvenser? Og hvor? I visse tilfælde, så mener jeg at det giver god mening, selvom det begrænser den enkelte i sin frihed. Problemet er dog, at diagnoser ofte har en tendens til at være livsvarige på papiret – trods at visse lidelser bliver mindre med alderen
Pnkt 5: Det er et meget groft statement og jeg tænker, at det er dette der har gjort
Videbech utilfreds. Jeg tænker heller ikke at det er helt fair. Jeg kan ikke pege
på en psykiatri i verden, som har løst opgaven til UG. Alligevel er der rum for
forbedring.
Grundlæggende tænker jeg, at psykiatrien trænger til store grundlæggende ændringer. Heri, at anvende samtaleterapi og initiativer, som vi i dag nægter at anvende. Dette tror jeg, stammer i stor stil fra massiv lægefaglig ledelse. Jeg glemmer ikke den ledende læge jeg har mødt, som i ramme alvor mener at psykisk sygdom i psykiatri netop kun er biokemisk, en anden leder der mente transkønnede og homoseksuelle er en sygdom, en tredje leder, der ikke ville ansætte psykologer i ledende stillinger, eller den fjerde leder, som undrede sig over at et psykiatrisk afsnit, overhovedet anvendte psykologer.
Dermed ikke sagt, at alle overlæger er nogle røvhuller – tværtimod. Men jeg tror desværre, at hospitalsledelsen har en tendens til at være meget tonedøv, når det omhandler effektiv behandling af psykisk sygdom. Ironisk nok, laver de netop flere af de fejl, som Videbech kritiserer Ditlevsen for at lave.
Virkelig interessant diskussion! Men givet at Recovery Centre er dem der har været besparet væk, som begge debatører begræder, hvorfor er det så ikke her man måske kunne blive enige om at kæden er knækket?
Hvis vi tilfører flere penge til psykiatrien uden at sørge for ‘det svage led i kæden’ (Recovery Centre) så er det jo klart forløbet knækker for mange og der ikke opnås reelle resultater.
Poul Videbech er medicinalindustriens forlængede arm. Samme gælder vores alles ‘ekspert’ i adhd Per Hove Thomsen: https://bupl.dk/boern-unge/find-artikler/toppsykiater-i-lommen-paa-medicinalindustrien?fbclid=IwAR2QzFRyNJO-hF-2QDFwKaiaay1bKmackJwRr-oEdeFL2EVGpmCSSWP0jVA