
Selve nedlukningen af Disney Sjov og reaktionerne på det har faktisk gjort mig utrolig trist på den måde, vores samfund har udviklet sig.
Tænk først og fremmest på, hvad Disney Sjov som fænomen kom fra, i forhold til hvad det er i dag: det var Jakob Stegelmann, der satte nogle tegnefilm fra Disney sammen til én times underholdning. Ingen behov for speak, effekter eller medfølgende apps. Det har kørt i 31 år.
Hvor mange programmer på DR har klaret det samme? Hammerslag? I hvert fald ikke Fjernsyn for Dig. Eller Børne 1’eren. Trodspejlet er bedste bud om end det ikke er i samme form.
Og hvorfor mon? Fordi det er en tradition, at hver fredag var der Disney Sjov. Efterhånden er traditioner som fænomener under angreb fra alle sider for at blive afskaffet eller lavet om til noget ukendeligt. Men hvorfor er traditioner gode? Fordi de får os til at mindes og inkludere de næste generationer i de samme minder. Minder om den tid de opstod i, og de personer, vi var på de tidspunkt. Og det unikke i at man på tværs af generationer med 20-30 års forskel får en interesse for de nøjagtigt samme ting. Det skaber bånd og giver os et rodfæste i tiltagende kaotiske tider.
Men nu melder man så ud i 11. time, at det skal sådan set bare være slut. Vi ved ikke hvorfor og vi får ingen medbestemmelse. Er det fordi Disney vil have for mange penge? Er det fordi Disney vil have indholdet over på Disney+? Er det fordi en ny mellemleder i DR gerne vil vise pondus og gøre det klart, at vedkommende er klar til at økse alt for at skabe respekt? Er det fordi tidsånden igen er imod fantasi og gode eventyr til fordel for mere woke-moraliserende, opdragende børnefjernsyn?
Vi ved det ikke, og vi får det ikke at vide.
Til gengæld ser vi også skyggetiden af den moderne debatkultur. På Facebook-trådene er der lige nu hundredvis af kommentarer fra triste forældre, der mindes, der savner, der ærgrer sig. Men søreme om ikke en anonym stemme fra DR1 lover bod og bedring; “dEt SkAl NoK bLiVe SuPeR hYgGeLiGt MeD fReDaGsTaMtAm! \*bedende smiley\*”. Twitter er kommunikationskonsulenterne godt i gang med at høste likes for nogle tongue-in-cheek indlæg om, hvordan pøblen går op i noget så tåbeligt. Og superindividualisterne forundres med et “Min lille Carl-Oliver på 83 måneder gider det i hvert fald ikke, så godt det kommer væk!”, mens Bente Boomer whataboutererer med “Tænk på hvordan børnene i Ukraine har det!” i en utrolig bizar sammenligning.
Nu skal vi så til at have FredagsTamTam med mere nutidige tegnefilm. Den slags som i forvejen sendes på Ramasjang i overflod; jeg kan blot sammenligne med ting som “Gro og Blå” og “Sprinter Galore” med sine udipapskårne pointer om naturen og det unikke i alle børn. Støvsuget for fantasi og kreativitet. Midt i al tale om diversitet i mediebilledet er det utroligt, hvor ensartet verden i virkeligheden skal holdes.
Næste år mister vi garanteret Disney Juleshow som det endelige søm i kisten på de længerevarende traditioner for børneunderholdning. Endnu et skridt ned i den historieløse og værdimæssige afgrund.
[https://www.dr.dk/nyheder/kultur/disney-sjov-lukker-efter-31-aar](https://www.dr.dk/nyheder/kultur/disney-sjov-lukker-efter-31-aar)
22 comments
>Er det fordi Disney vil have for mange penge? Er det fordi Disney vil have indholdet over på Disney+?
Jeg vil næsten gætte på dem her.
det er trist
“Til gengæld ser vi også skyggetiden af den moderne debatkultur” skriver personen som sviner mindst et dusin forskellige grupper til i sit forsvar en for times Disneyfilm som den store kulturbærer for nationen. Jøsses.
Alting har en ende og hvert gang er der mange der græder nostalgi tårer og siger verden er af lave. Om 30 år siger vores børn det samme når deres barndoms tv ender
Godt brøl søster!
Jeg ved ærligt talt ikke om du er en trold i den her tråd…
Det er lidt en pæl som går fra 0-100 på ingen tid. Fra at fredagsunderholdningen skifter fra Disney til ikke-Disney, til at “traditionerne er under angreb fra alle sider” og beskyldninger om “mere woke-moraliserende, opdragende børnefjernsyn” uden de store mellemregninger præsenteret.
Først og fremmest vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved det du siger om, at denne specifikke tradition overhovedet _er_ under angreb? For det er jo ikke sådan, at det som Disney Sjov er (og snart var) forsvinder. Der vil fortsat være 1 times tegneserier, sikkert også samlet af en enmandsredaktion, hver fredag, hvor vi kan få fredagsslik og se frem til at se både nye og gamle tegneserier. Det ny program vil også have gamle klassikere, bare ikke Disney, men i stedet andre ting, som f.eks. amerikanske _Tom & Jerry_, og lokalt producerede tegnefilm, f.eks. svenske _Bamse – verdens sterkeste bjørn_, og mon ikke også at vores allesammens pæredanske, pandekageelskende _Rasmus Klump_ også toner frem på skærmen? Ale sammen ting som vi også, på tværs af generationer, alle kender og elsker.
Du kan godt regne med, at grunden til at Disney bliver valgt fra, er på grund af prisen. DR har sagt, at _Disneys Juleshow_ er fredet, men det gør ikke den ugentlige Disney-kavalkade billigere. Disney kendt som et af de “ondeste”—Undskyld Nietzsche—selskaber i mediebranchen, og jeg kan sagtens se DR, med alle de sparerunder de er blevet pålagt, og efter at være fuldt overdraget til finansloven, se sig tvunget til at skære i den udgift som hedder penge lige ned i Disneys lommer. Som /u/WolfeTones123 også er inde på, i hans fantastiske, og korte, kommentar.
Tvært imod, så synes jeg at det der er værre, end “angrebet på traditionerne,” så er det traditionernes identifikation med _et bestemt brand_. Det er, undskyld mig, sgu’da en form for kapitalistisk dystopi, hvor vores traditioner er hængt op på, at et bestemt firma giver os lov til at se nogle bestemte tegnefilm. Tænk på hvad det siger om vores kultur, om vores kunst, om vores traditioner? Det tager Adorno og Horkheimers kritik fra _Oplysningens dialektik_ til et helt nyt niveau: ikke alene er den kapitalistiske kulturindustri et kreativt dødt rum, hvor de samme kulturelle produkter reproduceres og ikke indeholder en snært af kreativitet eller kritik, men nu er vores kollektive sammenhængskraft også hængt op på et bestemt firma, et bestemt produkt? Åh, kære, kære, Theo: tænk at man kaldte dig pessimist!
Kunne det ske at Stegelman som redaktør og en kæmpe connoseiur af animation hen over 30+ år, med det her nye koncept måske gerne vil showcase noget af den absurde mængde animationstalent vi har i de nordiske lande? Altså bare lige sådan før du falder i svimer over at alt det her sker i en eller anden opdigtet woke-heds navn?
Har du i øvrigt set disney-sjov for nyligt? Meget af den slags animation de viser nu falder ned i netop den kategori du beskriver som støvsuget for fantasi og kreativitet – foruden de gamle 40-50’er disney klassiker shorts selvfølgeligt.
Er det så ikke rimeligt at introducere et nyt koncept der hylder animation der både er billigere og langt mere indholdsrigt?
Fuck nu det Disney show.
Hold op det er ligegyldigt.
Der var sikkert også nogle der blev edder spændt tosset først gang der var en klovn for godt 200 år siden der slæbte et grantræ ind i stuen og sagde at vi var nødt til at danse om det.
Traditioner er ret dynamiske til trods for at vi bilder os selv ind at de er statiske.
Eller mit yndlingseksempel – KANEL! Hvordan f*ck er det lort blevet synonym med jul? Det vokser stort set kun i Indonesien og Kina (og kommer fra Sri Lanka). Det kan nærmest kun have været tilgængeligt i det nordiske køkken i relativt kort tid ift. hvor gammel jul i princippet er. Alligevel så er det straks jul alle tænker på når man snasker alt ind i kanel.
For mig er det bemærkelsesværdige i det her at det samtidig er meget populært at være imod amerikanisering af samfundet i stort og småt – nu skal et Disney-produkt erstattes af noget dansk/nordisk/europæisk, og så er den gal, for hvad med traditionerne, hvad med folkesjælen goddammit, sammenhængskraften?
Det viser at hvad folk i virkeligheden ikke kan lide, som sædvanligt, er det nye. Også selvom det nye er noget dansk der skal erstatte noget amerikansk.
Som passiv storforbruger af minisjang/ramasjang er jeg uden bekymring for den her ændring. DR er gode til børne-TV.
Lige i det her tilfælde er det ikke DR, der er skurken, men Disney, der bare gerne vil tjene flere penge, til trods for den absurde ridgom, de allerede har tilegnet sig
Helt seriøst, det er bare en mindre ændring i sendefladen på en fucking flow TV kanal. Der er stadig tegnefilm en time hver fredag kl. 19. Du kan stadig kalde det Disney Sjov hvis du har lyst til det. Du kan se alle de Disney tegnefilm du vil på Disney+ og YouTube.
Det kan simpelthen ikke passe at hele din verden ramler sammen og du begynder at ævle om traditioner, konspirationer og underlig spekulation bare på grund af der ikke længere sendes de samme gamle tegnefilm igen og igen om fredagen.
“Men nu melder man så ud i 11. time, at det skal sådan set bare være slut. Vi ved ikke hvorfor og vi får ingen medbestemmelse.”
I 11 time? Hvad snakker du om? De har begrundet det. Og hvilken medbestemmelse er det lige du forventer?
Hvad mener du med, at vi ikke har haft nogen medbestemmelse? Danskerne har stemt for nedskæringer, stramninger, og fjernelse af “unødvendige” offentlige ydelser hver gang chancen har budt sig. Det kan da godt være at du er dybt investeret i dette amerikanske firma og dets produkter, men det er ikke noget Danmark gider betale for.
Men de gode nyheder er, at du blot kan købe Disney+. Tænk på det som en privatisering af Disney Sjov =)
Ja. Og af det kan man lære, at man ikke skal basere en tradition på hvad de viser i fjernsynet.
Jeg hører altid folk der SKAL se disneys juleshow hver jul, fordi det er en tradition. Hvad med at se noget der ikke er røvkedeligt som tradition?
Det er sikkert ærgerligt for nogen at de ikke sender nogen amerikanske tegnefilm 1 time om aftenen hver fredag, men hvor mange så det rent faktisk? Der er en tv-station fra samme selskab, der sender børneunerholdning fra 5-21 eller noget i den retning.
Vi har brug for flere traditioner der får folk væk fra skærmen og vi har brug for at huske at en tradition ikke behøves være en lænke der holder os tvunget til en aktivitet som ingen synes er sjov, men alle overholder fordi “sådan har vi altid gjort”.
En tradition vi kunne indføre var fx. at man før man indtager 30kg and, kunne man måske lige sige hvad man var taknemmelig for? Der er da trods alt et formål i at tale om hvordan man har det og værdsætte sine medmennesker. Men nej, i DK skal en tradition baseres på at man sidder og glor på en tegnefilm man har set så meget man kan den mere udenad end fadervor.
Jeg har + og nyder det, men på trods af min alder kunne jeg nu godt li’ Disney sjov. Jeg ved ikke hvorfor men det er altså nemmere at samle familien foran sjov end plus. “Vi kan da se det i morgen”. hjælper ikke rigtigt på argumentet om at vi da skal gøre noget sammen.
Måske er TamTam ok. Lad os nu se.
Du brænder godt nok sammen over at ét amerikansk firma ikke længere skal have monopol på børnenes fredagsunderholdning. Måske har de bare vurderet, at det simpelthen er bedre public service at bruge sendetiden og licenskronerne på noget andet end at reklamere for Disney.
“Endnu et skridt ned i den historieløse og værdimæssige afgrund.”
Hvis vores historie og værdier er baseret på Disney, kan det vel være det samme.
Disneyfreak
“Vi ved det ikke, og vi får det ikke at vide”
Jo, det er blevet klart og tydeligt kommunikeret så snart de kom med nyheden, der blev ovenikøbet holdt et stort pressemøde hvor man præsenterede den nye satsning Fredagstamtam og forklarede tankerne bag, og det ville man vide hvis man orkede at læse blot to linjer mere end en overskrift.
Disney sjov er for de fleste voksne forbundet med gode minder, men genser man det nu (hvor de sender mange af de samme serier som blev sendt for 20-25 år siden) så er kvaliteten kun konsekvent høj i de helt gamle klassikere, men meget svingende i serier som Ducktales, Rescue Rangers, Peter Plys osv. Hvis man kan tale om et A- og B hold hos Disney, så blev de serier lavet som samlebåndsproduktion af C-holdet for relativt få midler. Det ses tydeligt, hvis man vel at mærke har forstand på mediet. I mange tilfælde fungerede det kun fordi de tog afsæt i produktioner fra Disney-universet som var af meget høj kvalitet.
Vi elsker ikke produktet, men associationen!
Samtidig har Danmark, pga Animationsskolen i Viborg hvor jeg selv er uddannet fra, en kæmpe talentmasse og potentiale til flere store produktioner af høj kvalitet, med dansk afsæt endda. Pt bliver mange ideer og projekter ikke til noget fordi rammerne for produktion i Danmark er stærkt udfordrede, dels pga pris fordi man i praksis konkurrerer med hele verden og alt kan laves billigere i Asien, dels fordi efterspørgslen indenfor danmarks grænser indtil nu har været begrænset og dels fordi der er nogle politisk bestemte (fuldstændigt tåbelige) nye regler for produktion som spænder ben for ansættelsesvilkårene.
I nogle tilfælde må dygtige, uddannede folk fra Danmark, som man har ofret SU og andre midler på, sidde og rette i det makværk der kommer tilbage fra Asien fordi man flytter dele af produktionen derud pga pris, fremfor at få lov at lave noget kvalitet fra bunden til at starte med. I andre tilfælde flytter en hel produktion og mange arbejdspladser til udlandet fordi danske regler for ansættelse og filmstøtte umuliggør arbejdet herhjemme.
Alt det kan en satsning som Fredagstamtam forhåbentlig være med til at forbedre ved at være den snebold der får lavinen til at rulle. Går det galt kan man altid genindføre Disney-sjov. Det er i bund og grund 1 times gratis reklame for Disney-koncernen i primetime, det siger de ikke nej til. Af samme grund er der absolut ingen grund til at tro at Juleshowet er i fare, desuden er det langt mere traditionsbundent end Disney-sjov fordi det er uløseligt forbundet med selve juleaften.
I øvrigt er det helt på månen at tro at Disney-koncernen på nogen måde er garant for sunde værdier, kreativitet og fantasi – det er hvad de prædiker, men laaangt fra hvad de praktiserer! At Disney-sjov skulle være et bolværk mod en værdimæssig- og historieløs afgrund, eller at det er uerstatteligt, er en fuldkommen ignorant påstand.
Jeg synes egentlig det er fint, at færre af mine skattekroner skal gå til Disney. Hvis vi så ovenikøbet kan få lov at se nogle afsnit fra de tre første SvampeBobsæsoner, er der sgu ikke gået noget tabt, andet end lidt barndomsnostalgi.
Traditioner der har noget med gigantiske penge griske firmaer at gøre må meget gerne dø ud. Disney show var en reklame blok for Disney+ I bedste sendetid, vellidt ja, men en reklame blok først og fremmest.
“Disney sjov” var hverken sjovt eller havde noget med Disneys håndanimerede tegnefilm at gøre.
Det var elendigt og kan kun gå i glemmebogen hurtigst muligt