_At bytte er ikke tilladt._ – Mennesket er i gang med at glemme hvordan man giver gaver. Forbrydelser mod handelsprincippet har noget galt og utroligt over sig; her og der er selv børn i gang med at opmåle gavegiveren med mistro, som om gaven kun var et kneb for at sælge dem børster og sæbe. For det at _one doles out charity_ [på engelsk i originalen], administrerer velvære som tapetseres over de synlige sår i samfundet på koordineret måde. I dens organiserede travlhed har den menneskelige impuls ikke længere plads, selv donationer til de værdigt trængende er forbundet med ydmygelsen, det korrekte mål, kort sagt gennem behandlingen af modtageren som et objekt. Selv privat gavegivning er degenereret til en social funktion en bærer ud i livet med en modstridende vilje, med streng kontrol over pengepungen, en skeptisk evaluering af den anden og med den mindste indsats. _Ægte_ gavegivning havde dets glæde i at forestille sig modtagerens glæde. Det betød at vælge, bruge tid, gøre alt det der krævedes, tænke på den anden som et subjekt; det modsatte af glemsomhed. Stort set ingen er stadig i stand til dette. I bedste fald, giver de det, de selv kunne have ønsket sig, bare et par grader dårligere. Gavegivningens forfald er spejlet i den pinlige opfindelse ”gaveartiklen” [gavekort, -kurve, osv.], der er baseret på det faktum, at ingen længere ved hvad de skal give, fordi ingen længere virkelig _vil_ give. Disse varer er så relationsløse som deres købere. De var hyldevarmere [_Ladenhueter_] fra dag ét. Ligeså med retten til _bytte_ gaven, hvad der signalerer til modtageren: Her er din ting, gør med den hvad du vil, hvis du ikke kan lide den, så jeg ligeglad, skaf noget andet hvis du vil. I kontrast til det pinlige ved sædvanlige gaver, deres rene ombyttelighed repræsenterer stadig noget der er mere humant, da det i det mindste tillader modtageren at give dem selv noget, hvad der samtidigt er den absolutte modsætning af gaven.
I forhold til den større overflod af varer der er tilgængelige for selv de fattigste, kan gavegivningens forfald fremstå uvigtigt, og betragtninger om det som sådan sentimentale. Men, selv hvis det blev overflødigt i en tilstand af overflødighed—og dette er en løgn, privat såvel som socialt, for der er ingen i dag hvis forestillingsevne ikke ville kunne finde præcist det der ville gøre dem helt igennem glade—de der ikke længere gav, ville stadig have behov for gavegivning. I dem visner de uerstattelige evner der ikke kan blomstre i den isolerede celle af ren indadrettehed, men kun i kontakt med tingenes varme. Kulde omslutter alt hvad de gør, det venlige ord der forbliver usagt, omtanken der forbliver u-udført. Sådan kulde springer tilbage på de fra hvem det spredes. Alle relationer der ikke er forvrængede, sandelig måske det der er forsonende i selve det organiske liv, er gaven. De der bliver ude af stand til dette gennem konsekvensens logik [_Konsequenz_; konsekvens, følgevirkning], gør dem selv til ting, og fryser.
***
Gengivet fra engelsk, efter tysk original: [Adorno, Theodor; “No exchanges allowed”](https://cdn-ed.versobooks.com/blog_posts/000005/101/Adorno_Gift_Giving-.png) i _Minima Moralia_; London: Verso Books. 2020. Original: 1951.
2 comments
Essayet blev skrevet, da Adorno fik billetter til en jazzkoncert i julegave.
Red.: Næh, og du er blevet ond igen!
Mere Adorno på r/Denmark!
Her er stykket fra den danske oversættelse af *Minima Moralia. Refleksioner fra det beskedigede liv*, oversat af Nina Lautrup-Larsen og Arno Victor Nielsen, Gyldendal, 2. reviderede udgave 2003, ss. 86-88 :
>**Kan ikke byttes.** Menneskene har glemt, hvordan man giver gaver. Krænkelsen af bytteprincippet er behæftet med noget fornuftstridigt og utroværdigt; nu og da mønstrer selv børn giveren med mistro, som om gaven bare var et trick for at sælge dem børster eller sæbe. Til gengæld udøver man *charity*, forvaltet velgørenhed, som planmæssigt tilplastrer samfundets åbne sår. I dens organiserede virksomhed er der snart ikke mere plads til menneskelige impulser, ja, uddelingen er nødvendigvis forbundet med udmygelse i form af kategorisering, retfærdig bedømmelse, kort sagt med behandlingen af modtageren som objekt. Selv privat gaveudveksling er degenereret til en social funktion, som udføres med modstræbende fornuft, omhyggelig overholdelse af det opstillede budget, skeptisk vurdering af den anden og mindst mulig anstrengelse. Lykken ved virkeligt at give bestod i at forestille sig modtagerens lykke. Det betyder, at man vælger, bruger tid, går omveje, tænker på den anden som subjekt: det modsatte af glemsomhed. Netop dét er næsten ingen i stand til mere. I bedste fald giver de det, de selv ønsker sig, blot et par grader dårligere. Gavegivningens forfald afspejler sig i det pinlige udbud af gaveartikler, som allerede er lagt an på, at man ikke ved, hvad man skal give, fordi man egentlig slet ikke har lyst til det. Disse varer er relationsløse som deres købere. De var uafsættelige fra begyndelsen. På samme måde som retten til at bytte, der for modtageren betyder: her har du dit kram, gør med det, hvad du vil, hvis du ikke synes om det, er det mig lige meget, så tag noget andet i stedet. Men sammenlignet med den forlegenhed, de sædvanlige gaver vækker, repræsenterer denne rene fungibilitet samtidig det mere menneskelige, fordi den i det mindste tillader modtageren at give sig selv en gave, skønt der heri ganske vist ligger en absolut modsætning til det at give.
>I forhold til den større overflod af varer, som er til rådighed selv for de fattige, kan gavegivningens forfald synes ligegyldig, og betragtningerne over den sentimentale. Men hvis gaven var overflødig i overfloden – og det er løgn, privat såvel som socialt, for der findes ingen i dag, som man ikke med fantasi kunne finde netop den gave til, der ville gøre ham virkelig lykkelig – har de, der ikke mere giver, brug for at give. Hos dem forkrøbles de uerstattelige evner, som ikke kan trives i den rene inderligheds isolationscelle, men kun i føling med tingenes varme. Kulden breder sig til alt, hvad de gør, det venlige ord som ikke bliver udtalt, den gode hensigt, som ikke bliver udført. Denne kulde slår til sidst tilbage på dem, den udgør fra. Enhver ikke-forvrænget forbindelse, ja, måske det forsonende ved det organiske liv selv, er en gave. Den, som den konsekvente logik gør uegnet til at give, gør sig selv til en ting og bliver kold.
Jeg synes, at Adorno her som altid virkelig skarpt får formuleret en grundlæggende kritik af det moderne samfund. Teksten er skrevet et sted mellem 1944-49, og jeg synes, at den er forbløffende genkendelig i dag, næsten ned til sådan en grad, at dens indsigter er blevet til fraser og selvfølgeligheder, jeg tager mig selv i at gå og surmule hver eneste jul: “Selv privat gaveudveksling er degenereret til en social funktion, som udføres med modstræbende fornuft, omhyggelig overholdelse af det opstillede budget, skeptisk vurdering af den anden og mindst mulig anstrengelse”.
Uanset hvor rigtig jeg synes, Adornos kritik af den degenererede gavegivning er, så er der nogle punkter, man kunne slå ned på: Mest markant er nok den kritik, der også flere gange er blevet rejst fra [psykoanalytisk hold](https://podcasts.apple.com/dk/podcast/hvorfor-giver-vi-julegaver/id1567250565?i=1000544535219&l=da), at det er en form for perversion at tro, at man ved, hvad den Anden vil have, og at det i virkeligheden er en kæmpe byrde at lægge på den anden, at hun skal give mig en gave, der har taget tid, er gået ad omveje og lige præcis ser mig som subjekt. Den lacanianske formel for kærlighed, “at give noget man ikke har til én, der ikke ønsker det” har også altid slået mig som virkelig smuk, selv om jeg er i tvivl om, hvad den egentlig betyder. Jeg er selv mindre skeptisk over for gaven som fænomen, men er fascineret af Derridas behandling af det i sine 90’er-tekster. Her tænkes gaven ind et kompleks af gave-give-tilgive-svar-ansvar. Her kredser spørgsmålet også om at give det, der ikke kan gives (og tilgive det utilgivelige), om døden og det uerstattelige.