Lyder fandme som en kemi-bombe uden lige at udsætte sin krop for. Trist at lægevidenskaben ikke er længere i udviklingen, når det kommer til psykiske lidelser.
>Nu har hun så endelig fået den rigtige diagnose og så afviser de hende i Opus, fordi hun har været i kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien, da hun var otte år gammel.
>
>I Region Hovedstadens psykiatri er det nemlig et kriterie for at blive behandlet i Opus, at psykosen først er blevet opdaget inden for et år før henvisningen.
Det er jo dybt godnat. Status på vores psykiatri er helt til at græde over.
“Min datter kan blive den næste Fields-skytte” kæft en stigmatisering af psykisk sygdom. Det er godt nok mange skridt tilbage
Lyder da godt nok også som om den stakkels pige har nul støtte hjemmefra. Det er allerede en af de mest stigmatiserede diagnoser sammen med APD, og moren tager så det “normale” stigma op til en ekstrem, der ville få enhver til at føle sig uønsket.
​
>Hun har været svingdørspatient igennem flere år, uden at man har stillet diagnosen paranoid skizofreni. Og derfor har hun ikke været berettiget til et Opus-forløb, når hun ikke havde diagnosen. Nu har hun så endelig fået den rigtige diagnose og så afviser de hende i Opus, fordi hun har været i kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien, da hun var otte år gammel.
I Region Hovedstadens psykiatri er det nemlig et kriterie for at blive behandlet i Opus, at psykosen først er blevet opdaget inden for et år før henvisningen.
Ja, fordi opus jo ikke er en ny behandling, det er et tilbud til dem, der har fået diagnosen i den aldersgruppe de behandler. Hvis hun allerede har været i behandling i årevis før, så har opus intet nyt til hende, det vil bare en gentagelse af den behandling hun ikke har haft godt af før, hvilket er spild af både hendes og deres tid.
Hvis hun først har fået en diagnose på skizofreni-spektret nu, så er hun berettiget til behandling hos opus, men hvis hun har haft diagnosen før har hun allerede været igennem den slags forløb de tilbyder, og får derfor intet nyt ud af deres behandling.
Den eneste mulighed for at hun ikke har været igennem noget forløb vil være en diagnose, der så bare er blevet ignoreret i årevis, hvilket så vil være familiens og den daværende behandlers ansvar, ikke opus’.
Som dansk uddannet læge med rotationer på psykiatriske, medicinske, og kirurgiske afdelinger samt vagter som sygeplejevikar i hundredevis af timer, så undres jeg ofte, når jeg læser denne slags historier.
Gennem to uger i løbet af en sommerferie for et par år siden var jeg fx “fast vagt” på en fredelig men til tider psykotisk dame. Mit job var at holde styr på hende, hvis hun skulle forvilde sig væk fra sit værelse. Det betød at jeg sad i gangen, udenfor damens værelse, og læste i 8 timer per dag og fik penge for det. På selve afdelingen var der 16-20 patienter (én per værelse). Der var 4-5 sygeplejersker og SOSU’er på afdelingen dagen lang – de opholdt sig i personalestuen/kontoret, hvor de drak kaffe, så TV, og ellers dokumenterede deres “observationer”, men ellers havde minimal kontakt med de (tvangs-)indlagte. De lod mig forstå, at arbejdspresset var umenneskeligt.
På lægesiden i psykiatrien var arbejdspresset ligeledes meget lavt – men lægerne lod mig forstå, at de løb så
stærk de kunne. Hvordan de hver ikke kunne tage sig af mere end 5-8 patienter på en dag, forstod jeg ikke.
Samme observationer gjorde jeg mig på stort set alle se afdelinger jeg arbejdede på som studerende og ung læge. Nu er det så 10 år siden, jeg sidst havde mit virke på et dansk sygehus, men jeg tvivler på tingene har ændret sig markant. Baseret på mine observationer var (er?) en stor del af problemet med det danske sundhedsvæsen et meget begrænset arbejdspres og dermed meget lav effektivitet blandt personalet.
Pointen er at man kunne trække på eksisterende ressourcer og dermed løse en stor del af problemet med manglen på personale.
Edit: mht. effektivisering kunne man også afskaffe den obligatoriske “morgenkonference” = kollektivt, dagligt tidsspild på 1 time for en hel afdeling af læger, på stort set alle afdelinger over hele landet hver eneste dag. Som regel deltager kun få personer og hele seancen kunne klares af et møde mellem en lille del af afdelingens læger.
Jeg har Desværre kendt til problemet meget længe har været politisk aktiv i mange år og har haft fokus på området men jeg tror de fleste er lidt bange for de mennesker Det drejer sig om og foretrækker derfor at glemme dem
Det er et mirakel at der ikke sker mere, oftere. Hele den diagnosticerede part af landet burde få et kæmpe klap på skulderen og en besked om at have opført sig ud over alle grænser eksemplarisk ift det show de bliver spyttet gennem.
7 comments
15 piller mod skizofreni?
Lyder fandme som en kemi-bombe uden lige at udsætte sin krop for. Trist at lægevidenskaben ikke er længere i udviklingen, når det kommer til psykiske lidelser.
>Nu har hun så endelig fået den rigtige diagnose og så afviser de hende i Opus, fordi hun har været i kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien, da hun var otte år gammel.
>
>I Region Hovedstadens psykiatri er det nemlig et kriterie for at blive behandlet i Opus, at psykosen først er blevet opdaget inden for et år før henvisningen.
Det er jo dybt godnat. Status på vores psykiatri er helt til at græde over.
“Min datter kan blive den næste Fields-skytte” kæft en stigmatisering af psykisk sygdom. Det er godt nok mange skridt tilbage
Lyder da godt nok også som om den stakkels pige har nul støtte hjemmefra. Det er allerede en af de mest stigmatiserede diagnoser sammen med APD, og moren tager så det “normale” stigma op til en ekstrem, der ville få enhver til at føle sig uønsket.
​
>Hun har været svingdørspatient igennem flere år, uden at man har stillet diagnosen paranoid skizofreni. Og derfor har hun ikke været berettiget til et Opus-forløb, når hun ikke havde diagnosen. Nu har hun så endelig fået den rigtige diagnose og så afviser de hende i Opus, fordi hun har været i kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien, da hun var otte år gammel.
I Region Hovedstadens psykiatri er det nemlig et kriterie for at blive behandlet i Opus, at psykosen først er blevet opdaget inden for et år før henvisningen.
Ja, fordi opus jo ikke er en ny behandling, det er et tilbud til dem, der har fået diagnosen i den aldersgruppe de behandler. Hvis hun allerede har været i behandling i årevis før, så har opus intet nyt til hende, det vil bare en gentagelse af den behandling hun ikke har haft godt af før, hvilket er spild af både hendes og deres tid.
Hvis hun først har fået en diagnose på skizofreni-spektret nu, så er hun berettiget til behandling hos opus, men hvis hun har haft diagnosen før har hun allerede været igennem den slags forløb de tilbyder, og får derfor intet nyt ud af deres behandling.
Den eneste mulighed for at hun ikke har været igennem noget forløb vil være en diagnose, der så bare er blevet ignoreret i årevis, hvilket så vil være familiens og den daværende behandlers ansvar, ikke opus’.
Som dansk uddannet læge med rotationer på psykiatriske, medicinske, og kirurgiske afdelinger samt vagter som sygeplejevikar i hundredevis af timer, så undres jeg ofte, når jeg læser denne slags historier.
Gennem to uger i løbet af en sommerferie for et par år siden var jeg fx “fast vagt” på en fredelig men til tider psykotisk dame. Mit job var at holde styr på hende, hvis hun skulle forvilde sig væk fra sit værelse. Det betød at jeg sad i gangen, udenfor damens værelse, og læste i 8 timer per dag og fik penge for det. På selve afdelingen var der 16-20 patienter (én per værelse). Der var 4-5 sygeplejersker og SOSU’er på afdelingen dagen lang – de opholdt sig i personalestuen/kontoret, hvor de drak kaffe, så TV, og ellers dokumenterede deres “observationer”, men ellers havde minimal kontakt med de (tvangs-)indlagte. De lod mig forstå, at arbejdspresset var umenneskeligt.
På lægesiden i psykiatrien var arbejdspresset ligeledes meget lavt – men lægerne lod mig forstå, at de løb så
stærk de kunne. Hvordan de hver ikke kunne tage sig af mere end 5-8 patienter på en dag, forstod jeg ikke.
Samme observationer gjorde jeg mig på stort set alle se afdelinger jeg arbejdede på som studerende og ung læge. Nu er det så 10 år siden, jeg sidst havde mit virke på et dansk sygehus, men jeg tvivler på tingene har ændret sig markant. Baseret på mine observationer var (er?) en stor del af problemet med det danske sundhedsvæsen et meget begrænset arbejdspres og dermed meget lav effektivitet blandt personalet.
Pointen er at man kunne trække på eksisterende ressourcer og dermed løse en stor del af problemet med manglen på personale.
Edit: mht. effektivisering kunne man også afskaffe den obligatoriske “morgenkonference” = kollektivt, dagligt tidsspild på 1 time for en hel afdeling af læger, på stort set alle afdelinger over hele landet hver eneste dag. Som regel deltager kun få personer og hele seancen kunne klares af et møde mellem en lille del af afdelingens læger.
Jeg har Desværre kendt til problemet meget længe har været politisk aktiv i mange år og har haft fokus på området men jeg tror de fleste er lidt bange for de mennesker Det drejer sig om og foretrækker derfor at glemme dem
Det er et mirakel at der ikke sker mere, oftere. Hele den diagnosticerede part af landet burde få et kæmpe klap på skulderen og en besked om at have opført sig ud over alle grænser eksemplarisk ift det show de bliver spyttet gennem.