I dag er det 150 år siden den danske nobelpristager i litteratur, Johannes V. Jensen blev født.
Hans roman, *Kongens Fald* er blevet udråbt til århundredets bedste roman af Berlingskes læsere i 1999, og i 1944 blev han tildelt Nobelprisen i litteratur for “sin poetiske fantasis sjældne styrke og frugtbarhed, kombineret med en intellektuel nysgerrighed med en stor rækkevidde og en modig, friskt kreativ stil”. Det var især romanserien *Den lange rejse* (1908-1923), der gjorde udslaget.
Hvis ikke man kender Jensen pga. en tvangsindlæggelse til *Kongens Fald* i gymnasiet (og i så fald under man sig selv at læse den igen for sin egen skyld – det er virkelig en god bog), så kender man ham måske for hans mange kendte digte, der er blevet en fast bestanddel af højskolesangbogen, f.eks. “En sømand har sin enegang” og “Sommersolhvervssang”.
Her er et billede af min egen Jensen-samling. Jeg har ikke læst det hele, men der er alligevel nogle perler, jeg holder meget af:
Der er også en førsteudgave af digtsamlingen *Paaskebadet* fra 1937, hvor Sommersolhvervssangen er optrykt (første gang den blev offentliggjort var i *Politiken* omkring Sankthans 1936. Jeg skrev en artikel om Jensen og sommersolhvervet for snart et par år siden og besøgte i den forbindelse Jensen-museet i Farsø. Jeg fik lov til at se deres arkivmateriale og de gamle aviser fra 30’erne, hvor Jensen skrev artikler om Sankt Hans, den mytologiske ild og årets kosmiske vendepunkter. Det museum er et besøg værd!
Og så er der en gammel, slidt billigbogsudgave af *Kongens Fald*. Det var den første bog af Jensen, jeg læste – i princippet som litteraturhistoriestuderende, men muligvis først engang efter jeg havde afleveret speciale. Det *er* virkelig en fantastisk bog. Den er svær at genfortælle, så det kommer til at lyde spændende, men den har en helt vild billeddannelse, så man går derfra med nogle helt drømmeagtige tableauer.
…og udover at være en af vores allerstørste forfattere havde Johannes V. mange andre talenter – [her](https://arkiv.dk/vis/5158161) ses han f.eks. foran en hjemmebygget mammut foran sit sommerhus i Tibirke. Men ja, læs Kongens Fald, og har du allerede læst den, så læs den igen – det er en af de vildeste, smukkeste og bedste romaner der nogensinde er skrevet på dansk.
Jeg ved ikke om det er mit yndlingsdigt, på dansk, men [Ved Frokosten](https://kalliope.org/da/text/jensenjv2020010815) er uden sammenligning det digt jeg har flest gange, og et af meget få digte jeg gerne tager forfra en gang til efter sidste linje.
Og selvom Kongens Fald for mig ikke er 1900-tallets bedste roman, så er det i hvert fald romanen med den smukkeste prosa.
>Det var en tidlig maaneklar Frostmorgen. Sneen laa milevidt i det aandeagtigt svage Kertelys fra Vest, langt op over Bakkerne laa den hvid som Spindel, ingen kunde se, hvad der var hvidt Skær og hvad der var snebegravet Land. Det var saa koldt, at Sneen knirkede højt under Fødderne, Kulden ætsede ved Fingrene som en dryppende Syre. Men gennem Engen krøb Aaen aaben og sort, ulægeligt levende midt gennem den ihjelfrosne Eng.
>
>Rakkeren vred Anders Graas Hest om paa Ryggen og begyndte at aabne den. Blodet laa i en stor brun Pøl, der smeltede sig ned i Sneen, den blegrøde Fraade frøs snart til Is. For hvert Snit af Kniven vældede en Farve ud af den dampende Hestekrop, Kødet spillede i dejlige blaa og røde Farver. Og se Trævlerne blev ved at røre sig, fare sammen og skælve mod Frostluften, de overskaarne Muskler krympede sig som Orme i den svirpende Ild. Det lange Luftrør kom for en Dag, Kindtænderne laa synlige som fire Linjer mystiske Bogstaver. Der kom en fin lyserød Hinde frem, den var mønstret med mangfoldige blaa Aarer som et flodrigt Land set højt oppe fra. Da Brystet blev aabnet, var der ligesom en Hule; store hvidblaa Hinder hang ned, brunt og sort Blod kom ud af Smaahuller i de aarede Vægge, det gule Fedt stod fra Loft til Gulv i langelige og drivende Klaser. Leveren var mere brun end alt andet brunt i Verden, Milten kom tilsyne blaa og skimlet som Natten og Mælkevejen. Og der var mange flere skære Farver, blaa og grønne Indvolde, teglstensrøde og okkergule Dele.
>
>Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, turkisblaat som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.
Lad os da endelig hylde den største homofob på jordkloden, som direkte udstillede Herman Bangs seksualitet og fik Bang til at flygte ud af landet af frygt for retsforfølgelse. Jeg ved godt, at tiden var anderledes, men hans handling understreger en vis kynisme, som jeg har svært ved at hylde.
7 comments
I dag er det 150 år siden den danske nobelpristager i litteratur, Johannes V. Jensen blev født.
Hans roman, *Kongens Fald* er blevet udråbt til århundredets bedste roman af Berlingskes læsere i 1999, og i 1944 blev han tildelt Nobelprisen i litteratur for “sin poetiske fantasis sjældne styrke og frugtbarhed, kombineret med en intellektuel nysgerrighed med en stor rækkevidde og en modig, friskt kreativ stil”. Det var især romanserien *Den lange rejse* (1908-1923), der gjorde udslaget.
Hvis ikke man kender Jensen pga. en tvangsindlæggelse til *Kongens Fald* i gymnasiet (og i så fald under man sig selv at læse den igen for sin egen skyld – det er virkelig en god bog), så kender man ham måske for hans mange kendte digte, der er blevet en fast bestanddel af højskolesangbogen, f.eks. “En sømand har sin enegang” og “Sommersolhvervssang”.
Her er et billede af min egen Jensen-samling. Jeg har ikke læst det hele, men der er alligevel nogle perler, jeg holder meget af:
Der er en førsteudgave af *Det tabte land* fra 1919, der er første bind i *Den lange rejse* (men udgivet som nr. 3 eller 4 – det er meget forvirrende). Jeg har [skrevet om den tidligere herinde](https://www.reddit.com/r/Denmark/comments/hnx7t8/kulturtorsdag_culture_thursday_97_2020/fxeu66s/), og det er stadig en historie, der sidder fast i hovedet på mig.
Der er også en førsteudgave af digtsamlingen *Paaskebadet* fra 1937, hvor Sommersolhvervssangen er optrykt (første gang den blev offentliggjort var i *Politiken* omkring Sankthans 1936. Jeg skrev en artikel om Jensen og sommersolhvervet for snart et par år siden og besøgte i den forbindelse Jensen-museet i Farsø. Jeg fik lov til at se deres arkivmateriale og de gamle aviser fra 30’erne, hvor Jensen skrev artikler om Sankt Hans, den mytologiske ild og årets kosmiske vendepunkter. Det museum er et besøg værd!
Og så er der en gammel, slidt billigbogsudgave af *Kongens Fald*. Det var den første bog af Jensen, jeg læste – i princippet som litteraturhistoriestuderende, men muligvis først engang efter jeg havde afleveret speciale. Det *er* virkelig en fantastisk bog. Den er svær at genfortælle, så det kommer til at lyde spændende, men den har en helt vild billeddannelse, så man går derfra med nogle helt drømmeagtige tableauer.
…og udover at være en af vores allerstørste forfattere havde Johannes V. mange andre talenter – [her](https://arkiv.dk/vis/5158161) ses han f.eks. foran en hjemmebygget mammut foran sit sommerhus i Tibirke. Men ja, læs Kongens Fald, og har du allerede læst den, så læs den igen – det er en af de vildeste, smukkeste og bedste romaner der nogensinde er skrevet på dansk.
Han blev hyret til at forfatte teksten på den mindesten der skulle stå på findestedet for [gundestrupkedlen](https://danmarkshistorien.dk/fileadmin/_processed_/csm_3_Gundestrupkedlen_helhed_bdf6cb6b23.jpg). Man havde store forventninger til hvad digteren mon fandt på at få hugget i granit. Et smukt digt måske?
Resultatet blev i 1935 åbenbaret på findestedet foran 500 mennesker fra nær og fjern:
> “Her udgravedes Gundestrupkedlen”
Johs V. Jensen museet i Farsø er et de bedre forfattermuseer i DK.
Jeg har hørt Kongens Fald på Spotify, den ligger her [https://open.spotify.com/show/0AmyaLCnrb3xXLkYNnu1Nk?si=292ae9a71e1e491b](https://open.spotify.com/show/0AmyaLCnrb3xXLkYNnu1Nk?si=292ae9a71e1e491b)
Spoiler: Hovedpersonen er lidt af et røvhul.
Jeg ved ikke om det er mit yndlingsdigt, på dansk, men [Ved Frokosten](https://kalliope.org/da/text/jensenjv2020010815) er uden sammenligning det digt jeg har flest gange, og et af meget få digte jeg gerne tager forfra en gang til efter sidste linje.
Og selvom Kongens Fald for mig ikke er 1900-tallets bedste roman, så er det i hvert fald romanen med den smukkeste prosa.
>Det var en tidlig maaneklar Frostmorgen. Sneen laa milevidt i det aandeagtigt svage Kertelys fra Vest, langt op over Bakkerne laa den hvid som Spindel, ingen kunde se, hvad der var hvidt Skær og hvad der var snebegravet Land. Det var saa koldt, at Sneen knirkede højt under Fødderne, Kulden ætsede ved Fingrene som en dryppende Syre. Men gennem Engen krøb Aaen aaben og sort, ulægeligt levende midt gennem den ihjelfrosne Eng.
>
>Rakkeren vred Anders Graas Hest om paa Ryggen og begyndte at aabne den. Blodet laa i en stor brun Pøl, der smeltede sig ned i Sneen, den blegrøde Fraade frøs snart til Is. For hvert Snit af Kniven vældede en Farve ud af den dampende Hestekrop, Kødet spillede i dejlige blaa og røde Farver. Og se Trævlerne blev ved at røre sig, fare sammen og skælve mod Frostluften, de overskaarne Muskler krympede sig som Orme i den svirpende Ild. Det lange Luftrør kom for en Dag, Kindtænderne laa synlige som fire Linjer mystiske Bogstaver. Der kom en fin lyserød Hinde frem, den var mønstret med mangfoldige blaa Aarer som et flodrigt Land set højt oppe fra. Da Brystet blev aabnet, var der ligesom en Hule; store hvidblaa Hinder hang ned, brunt og sort Blod kom ud af Smaahuller i de aarede Vægge, det gule Fedt stod fra Loft til Gulv i langelige og drivende Klaser. Leveren var mere brun end alt andet brunt i Verden, Milten kom tilsyne blaa og skimlet som Natten og Mælkevejen. Og der var mange flere skære Farver, blaa og grønne Indvolde, teglstensrøde og okkergule Dele.
>
>Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, turkisblaat som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.
Lad os da endelig hylde den største homofob på jordkloden, som direkte udstillede Herman Bangs seksualitet og fik Bang til at flygte ud af landet af frygt for retsforfølgelse. Jeg ved godt, at tiden var anderledes, men hans handling understreger en vis kynisme, som jeg har svært ved at hylde.