Jeg synes artiklen her er spændende, fordi hendes synspunkter på mange måde bakker op om regeringens – i særdeleshed Løkke og Frederiksens – fortælling om at velfærdsstaten/samfundet er på gravens rand.
Og det er ikke rigtig det indttryk, jeg har fået af del andre økonomers input og analyser.
1 Færre varme hænder i det offentlige – og nej, vi kan ikke bare effektivisere i den offentlige sektor.
>”Der bliver færre personer til at tage sig af børnene og de gamle, og hvad det offentlige ellers har af opgaver. Udviklingen er udtryk for en standardforringelse. Det er efter min bedste overbevisning sandheden,” siger Nina Smith.
2 Danskerne arbejder færre timer – det vil de offentligt ansatte også.
>Mange danskere synes, de arbejder meget, men det store flertal arbejder langt mindre end deres forældre og deres bedsteforældre.
>”Danskernes selvforståelse af, at vi arbejder meget, er en stor myte. Der har kun været én tendens i arbejdstiden de seneste 100 år, og det er, at den går nedad. Jeg er ret sikker på, at den trend vil fortsætte i fremtiden. Og det er ret giftigt for den offentlige sektor,” siger Nina Smith.
>Vi arbejder snart kun halvt så meget som for over 100 år siden. Det var dengang, folk arbejdede op til 2.500 timer om året og oplevede det som en kæmpe sejr, da arbejderbevægelsen fik gennemtrumfet en arbejdsuge på ’kun’ 48 timer i 1919.
>Sammenlignet med borgerne i andre OECD-lande arbejder vi danskere mindst.
3 Forventningerne til det offentlige stiger, når vi bliver rigere, men det offentlige forbrug følger ikke med det private forbrug, der er en markant forskel, der ser ud til at være stigende.
>”Budgetloven har vist sig at være et sindssygt stærkt styringsinstrument. Hvis vi fortsat kan styre de offentlige udgifter, sådan som det er forventet i Finansministeriets regnemodeller, vil forskellen mellem danskernes private forbrug og det offentlige forbrug bare fortsætte med at vokse. Konsekvensen bliver megasure og utilfredse borgere,” siger Nina Smith.
4 De unges dalende trivsel er et dyrt problem, som folk forventer det offentlige skal løse.
>”Hvis det ikke lykkes at få taget meget bedre hånd om de unge, der mistrives, bliver det virkelig, virkelig dyrt, og jeg kan garantere for, at det ikke er indregnet i den finanspolitiske holdbarhed,” siger Nina Smith.
>Allerede nu, mindre end en måned inde i det nye budgetår, fortæller KL, at budgetterne for 2023 ikke kan hænge sammen. Det skyldes blandt andet udgifterne til udsatte børn, unge og voksne, som er steget med tre milliarder kroner på bare tre år. Mange kommuner har været nødt til at prioritere og skære ned på andre velfærdsområder for at få råd. Og to ud af tre kommuner forventer stigende udgifter de næste fem år, viser tal fra Vive.
> Specielt de unge har store forventninger til bedre velfærd. Over seks ud af ti unge under 34 år forventer, at velfærden bliver bedre de kommende ti år.
Inden man overhovedet kan tage stilling til om velfærden bliver bedre eller dårligere, er det nødvendigt at have en fælles forståelse af hvad velfærd i det hele taget betyder.
Det er en diskussion som er ekstremt tiltrængt og som er langt mere kompleks end Helle Thornings: “Velfærd eller skattelettelser”.
Hvor er det dog utrolig trist, at vi bevæger os mod en privatisering af danmark.
Sundhed og uddannelse til alle, er noget der gør en stolt af at være med på dette hold kaldet danmark. Folkepensionen ryger jo nok også. Måske kommer vi også til at se “gated communities” og den slags.
Det viser også bare, at man aldrig må tage noget for givet. Livet bliver barskt, fordi vi vælger at indrette systemerne sådan.
Interessant artikel, og jeg er især overrasket over punkt 4, hvor artiklen siger at “Over seks ud af ti unge under 34 år forventer, at velfærden bliver bedre de kommende ti år”.
Jeg troede faktisk generelt de unge var mere skeptisk over velfærdsstatens fremtid, sådan som de er om klimaet.
Det er en død fisk, hvem skal nogensinde fortælle nogen at vi ikke kan hjælpe dem fordi det har vi valgt ikke at gøre pga økonomi.
Det kan man ikke fordi der er altid et sygt barn eller ulykkelig historie medierne kan bringe der får os til at ændre mening.
Man kan INTET gøre, og det må vi acceptere, der er ikke flere hænder at tage af og det kan intet vi gør ændre på og vi kan ikke tilpasse serviceniveauet fordi så vil vi føle os som dårlige mennesker.
Virkelig en god artikel fra Danmarks mest anerkendte økonom. Jeg er helt enige inde udfordringer hun bringer op og især den om varme hænder og tilliden til det offentlige synes jeg er problematiske.
Jeg tror dog ikke som sådan at det kommer til at gå os så skidt økonomisk. Sammenlignet med andre økonomier. Vi står meget stærkt med de store globale virksomheder samt en fornuftigt finanspolitik. Dog vil det i en lille åben økonomi som Danmarks ofte afhænge af eksogene faktorer.
Sindssygt spændende artikel, tak for deling OP!
Jeg syntes Nina Smith kommer med gode pointer men jeg er overrasket over at hun ikke nævner ret meget til arbejdsstyrken. Som samfund bliver vi ældre og ældre, vi uddanner os i længere tid, dem der arbejder vil arbejde mindre (dette er hun lidt inde på) og så bliver de jobs vi har mere og mere krævende (flere på kontanthjælp/førtidspension/osv.). Alt i alt betyder det at forskellen mellem arbejdende og ikke arbejdende borgere skrider i den forkerte retning.
Jeg tror at vi inden for ikke ret mange år bliver nødt til at begynde at have en debat om hvor meget vi vil/kan helbrede folk for. Hver gang vi kan behandle en sygdom vi ikke tidligere kunne gøre noget ved begynder snebolden at rulle. Flere sengepladser, mere plejepersonale, flere læger og en borger som overlever længere end før (ofte en stor del af tiden på offentlige ydelser).
Jeg tror at vi skal til at overveje om vi som samfund har råd til at gøre alt hvad vi kan for at holde folk i live eller om vi er nødt til at begynde at begrænse hvor dyre behandlinger vi kan tilbyde. Men med det sagt så vil jeg da meget nødig selv være den læge som skal træffe en beslutning om at en borger ikke skal behandles selvom man ved det er muligt.
8 comments
Jeg synes artiklen her er spændende, fordi hendes synspunkter på mange måde bakker op om regeringens – i særdeleshed Løkke og Frederiksens – fortælling om at velfærdsstaten/samfundet er på gravens rand.
Og det er ikke rigtig det indttryk, jeg har fået af del andre økonomers input og analyser.
1 Færre varme hænder i det offentlige – og nej, vi kan ikke bare effektivisere i den offentlige sektor.
https://www.mm.dk/images/archive/19220.jpg
>”Der bliver færre personer til at tage sig af børnene og de gamle, og hvad det offentlige ellers har af opgaver. Udviklingen er udtryk for en standardforringelse. Det er efter min bedste overbevisning sandheden,” siger Nina Smith.
2 Danskerne arbejder færre timer – det vil de offentligt ansatte også.
https://www.mm.dk/images/archive/19221.jpg
>Mange danskere synes, de arbejder meget, men det store flertal arbejder langt mindre end deres forældre og deres bedsteforældre.
>”Danskernes selvforståelse af, at vi arbejder meget, er en stor myte. Der har kun været én tendens i arbejdstiden de seneste 100 år, og det er, at den går nedad. Jeg er ret sikker på, at den trend vil fortsætte i fremtiden. Og det er ret giftigt for den offentlige sektor,” siger Nina Smith.
>Vi arbejder snart kun halvt så meget som for over 100 år siden. Det var dengang, folk arbejdede op til 2.500 timer om året og oplevede det som en kæmpe sejr, da arbejderbevægelsen fik gennemtrumfet en arbejdsuge på ’kun’ 48 timer i 1919.
>Sammenlignet med borgerne i andre OECD-lande arbejder vi danskere mindst.
3 Forventningerne til det offentlige stiger, når vi bliver rigere, men det offentlige forbrug følger ikke med det private forbrug, der er en markant forskel, der ser ud til at være stigende.
https://www.mm.dk/images/archive/19222.jpg
>”Budgetloven har vist sig at være et sindssygt stærkt styringsinstrument. Hvis vi fortsat kan styre de offentlige udgifter, sådan som det er forventet i Finansministeriets regnemodeller, vil forskellen mellem danskernes private forbrug og det offentlige forbrug bare fortsætte med at vokse. Konsekvensen bliver megasure og utilfredse borgere,” siger Nina Smith.
4 De unges dalende trivsel er et dyrt problem, som folk forventer det offentlige skal løse.
>”Hvis det ikke lykkes at få taget meget bedre hånd om de unge, der mistrives, bliver det virkelig, virkelig dyrt, og jeg kan garantere for, at det ikke er indregnet i den finanspolitiske holdbarhed,” siger Nina Smith.
>Allerede nu, mindre end en måned inde i det nye budgetår, fortæller KL, at budgetterne for 2023 ikke kan hænge sammen. Det skyldes blandt andet udgifterne til udsatte børn, unge og voksne, som er steget med tre milliarder kroner på bare tre år. Mange kommuner har været nødt til at prioritere og skære ned på andre velfærdsområder for at få råd. Og to ud af tre kommuner forventer stigende udgifter de næste fem år, viser tal fra Vive.
> Specielt de unge har store forventninger til bedre velfærd. Over seks ud af ti unge under 34 år forventer, at velfærden bliver bedre de kommende ti år.
Inden man overhovedet kan tage stilling til om velfærden bliver bedre eller dårligere, er det nødvendigt at have en fælles forståelse af hvad velfærd i det hele taget betyder.
Det er en diskussion som er ekstremt tiltrængt og som er langt mere kompleks end Helle Thornings: “Velfærd eller skattelettelser”.
https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvad-er-velfaerd-egentlig
Hvor er det dog utrolig trist, at vi bevæger os mod en privatisering af danmark.
Sundhed og uddannelse til alle, er noget der gør en stolt af at være med på dette hold kaldet danmark. Folkepensionen ryger jo nok også. Måske kommer vi også til at se “gated communities” og den slags.
Det viser også bare, at man aldrig må tage noget for givet. Livet bliver barskt, fordi vi vælger at indrette systemerne sådan.
Interessant artikel, og jeg er især overrasket over punkt 4, hvor artiklen siger at “Over seks ud af ti unge under 34 år forventer, at velfærden bliver bedre de kommende ti år”.
Jeg troede faktisk generelt de unge var mere skeptisk over velfærdsstatens fremtid, sådan som de er om klimaet.
Det er en død fisk, hvem skal nogensinde fortælle nogen at vi ikke kan hjælpe dem fordi det har vi valgt ikke at gøre pga økonomi.
Det kan man ikke fordi der er altid et sygt barn eller ulykkelig historie medierne kan bringe der får os til at ændre mening.
Man kan INTET gøre, og det må vi acceptere, der er ikke flere hænder at tage af og det kan intet vi gør ændre på og vi kan ikke tilpasse serviceniveauet fordi så vil vi føle os som dårlige mennesker.
Virkelig en god artikel fra Danmarks mest anerkendte økonom. Jeg er helt enige inde udfordringer hun bringer op og især den om varme hænder og tilliden til det offentlige synes jeg er problematiske.
Jeg tror dog ikke som sådan at det kommer til at gå os så skidt økonomisk. Sammenlignet med andre økonomier. Vi står meget stærkt med de store globale virksomheder samt en fornuftigt finanspolitik. Dog vil det i en lille åben økonomi som Danmarks ofte afhænge af eksogene faktorer.
Sindssygt spændende artikel, tak for deling OP!
Jeg syntes Nina Smith kommer med gode pointer men jeg er overrasket over at hun ikke nævner ret meget til arbejdsstyrken. Som samfund bliver vi ældre og ældre, vi uddanner os i længere tid, dem der arbejder vil arbejde mindre (dette er hun lidt inde på) og så bliver de jobs vi har mere og mere krævende (flere på kontanthjælp/førtidspension/osv.). Alt i alt betyder det at forskellen mellem arbejdende og ikke arbejdende borgere skrider i den forkerte retning.
Jeg tror at vi inden for ikke ret mange år bliver nødt til at begynde at have en debat om hvor meget vi vil/kan helbrede folk for. Hver gang vi kan behandle en sygdom vi ikke tidligere kunne gøre noget ved begynder snebolden at rulle. Flere sengepladser, mere plejepersonale, flere læger og en borger som overlever længere end før (ofte en stor del af tiden på offentlige ydelser).
Jeg tror at vi skal til at overveje om vi som samfund har råd til at gøre alt hvad vi kan for at holde folk i live eller om vi er nødt til at begynde at begrænse hvor dyre behandlinger vi kan tilbyde. Men med det sagt så vil jeg da meget nødig selv være den læge som skal træffe en beslutning om at en borger ikke skal behandles selvom man ved det er muligt.