Som beboer på den tyndt befolkede side af Storebæltsbroen har det da været interesseant at se hvor vigtig en supermarkedskæde kan være for (nogle af) beboerne i den store røde klat i øverste højre hjørne af kortet over Sjælland.
Denne artikel starter ud med, “Haha. Alle de mennesker er alt for fint på den og åh så sarte.” Direkte efterfulgt af: “Jeg har gennem en årrække haft pendlerlejlighed lige ved krydset af Strandboulevarden og Østerbrogade”
Rasmus Dahlberg, kan godt være du har indsigt i historie, men selvindsigt… ja den trykkede du vist ud med din morgen dej.
> en overpriced supermarkedskæde
Hvis vi dog bare havde nogle danske ord, som manden kunne have brugt i stedet.
Nøj hvor han han travlt med at retfærdiggøre sine egne valg. Det er da fint for ham at han gerne vil handle i Rema 1000. Jeg vil gerne handle i Irma og jeg kommer til at savne det. Hvorfor har han så ondt i røven over det? Og det med at man skulle blive stresset, trist og rage uklar med konen af at betale lidt for meget for en god vare og service er totalt langt ude. Det er generelt trist at folk i Danmark bruger formuer på biler og gadgets, men nægter at betale for kvalitet og håndværk når det kommer til mad. Udvalget i Danske supermarkeder er en joke og med Irmas død er der kun udsigt til at det bliver værre.
Seneste indslag på en meget lang liste med first world problems. Men den slags skal der vel også være plads til ind imellem de rigtige all world problems.
> *Tidligere på ugen flød mit Twitter-feed over med journalister, kommunikationstyper og rendyrkede Fritz’er og Poul’er, som begræd Irmas lukning.*
Allerede her forsvandt troværdigheden i hans læserbrev.
Han knurrer ikke over københavneriet. Han er en attention whore, der ikke har nok gennemslagskraft på twitter. Så han skrev et læserbrev, som desværre blev optaget.
Jeg handler meget sjældent i Irma og kommer ikke til at savne butikkerne.
Men jeg forstår ikke det hate der bliver lagt mod butikkerne og de mennesker der handler der. Der er nogle folk der gerne vil betale lidt mere for, at gå rundt i en butik der er pæn og ryddelig og måske endda blive mødt af en ekspedient, der smiler og hilser, og ikke sidder med airpods i ørene og tyggegummi i munden.
Irma er blevet kåret som Danmarks bedste arbejdsplads flere gange, det er en butikskæde som går op i god ledelse og god service og formår at holde på sine glade medarbejdere i mange år.
Jeg føler for alle de tidligere Irma medarbejdere, der nu skal til at arbejde i en anden butik med dårligere vilkår – eller slet ikke har noget arbejde. Det skulle lige være sket i det offentlige, så havde folk nok skulle komme op af stolene i stedet for bare at udvise hån.
8 comments
Som beboer på den tyndt befolkede side af Storebæltsbroen har det da været interesseant at se hvor vigtig en supermarkedskæde kan være for (nogle af) beboerne i den store røde klat i øverste højre hjørne af kortet over Sjælland.
Denne artikel starter ud med, “Haha. Alle de mennesker er alt for fint på den og åh så sarte.” Direkte efterfulgt af: “Jeg har gennem en årrække haft pendlerlejlighed lige ved krydset af Strandboulevarden og Østerbrogade”
Rasmus Dahlberg, kan godt være du har indsigt i historie, men selvindsigt… ja den trykkede du vist ud med din morgen dej.
> en overpriced supermarkedskæde
Hvis vi dog bare havde nogle danske ord, som manden kunne have brugt i stedet.
Nøj hvor han han travlt med at retfærdiggøre sine egne valg. Det er da fint for ham at han gerne vil handle i Rema 1000. Jeg vil gerne handle i Irma og jeg kommer til at savne det. Hvorfor har han så ondt i røven over det? Og det med at man skulle blive stresset, trist og rage uklar med konen af at betale lidt for meget for en god vare og service er totalt langt ude. Det er generelt trist at folk i Danmark bruger formuer på biler og gadgets, men nægter at betale for kvalitet og håndværk når det kommer til mad. Udvalget i Danske supermarkeder er en joke og med Irmas død er der kun udsigt til at det bliver værre.
Seneste indslag på en meget lang liste med first world problems. Men den slags skal der vel også være plads til ind imellem de rigtige all world problems.
> *Tidligere på ugen flød mit Twitter-feed over med journalister, kommunikationstyper og rendyrkede Fritz’er og Poul’er, som begræd Irmas lukning.*
Allerede her forsvandt troværdigheden i hans læserbrev.
Han knurrer ikke over københavneriet. Han er en attention whore, der ikke har nok gennemslagskraft på twitter. Så han skrev et læserbrev, som desværre blev optaget.
Jeg handler meget sjældent i Irma og kommer ikke til at savne butikkerne.
Men jeg forstår ikke det hate der bliver lagt mod butikkerne og de mennesker der handler der. Der er nogle folk der gerne vil betale lidt mere for, at gå rundt i en butik der er pæn og ryddelig og måske endda blive mødt af en ekspedient, der smiler og hilser, og ikke sidder med airpods i ørene og tyggegummi i munden.
Irma er blevet kåret som Danmarks bedste arbejdsplads flere gange, det er en butikskæde som går op i god ledelse og god service og formår at holde på sine glade medarbejdere i mange år.
Jeg føler for alle de tidligere Irma medarbejdere, der nu skal til at arbejde i en anden butik med dårligere vilkår – eller slet ikke har noget arbejde. Det skulle lige være sket i det offentlige, så havde folk nok skulle komme op af stolene i stedet for bare at udvise hån.
Siger jydeposten…..