Havde engang en ven jeg ikke anede hvad hed i 4 år. Kun hans øgenavn. Det var fint til os.
Jeg er ikke sikker på at det nødvendigvis er trivselsfremmende at tale om følelser hele tiden.
Lidt ærgerligt at der ikke er en sammenligning hvordan det er for kvinder. Uden det, så virker det lidt forkert at fokusere på det som et mandeproblem selvom det sikkert er det.
Edit: Kan se jeg får downvotes. Er nysgerrig hvorfor?
Det er sgu tragisk. Svend Aage Madsen har også ret når han taler om at mænd af kulturelle årsager sætter følelser til side, og ikke taler om dem. Og det er sgu for dårligt, og det er en kultur vi er nødt til at ændre. _æ_: og selvfølgelig har denne kultur et materialistisk grundlag, det er ideologi, som vi også er nødt til at diskutere, derfor kan vi ikke diskutere det her, uden at diskutere kapitalisme.
Desværre ser vi, i hvert fald online, det modsatte. Vi ser at typer som Jordan Peterson, og hans indadvendte “filosofi,” samt hans reaktionære politik, spreder sig, bl.a. i små bidder over sociale medier som TikTok og Instagram. Og vi ser at en vulgær form for “neo-stoicisme” spreder sig, hvor mænd opfordres til en verdensfjernhed og indadvendthed, og hvor ophøjelsen af fornuften er en modernistisk, endda post-moderne, fornuft, hvor den instrumentale fornuft har overtaget, og den abstrakte tanke bliver undertrykt, kombineret med en indadvendt individualisme, hvor “selv-forbedring” er det ypperste mål. Hvor relationer vejes op imod hvad gavn man har af dem, og ikke de egentlige relationer i sig selv.
Jeg hører til blandt de, der er modstandere af post-modernismen. Som Adorno, Horkheimer, Jameson, Fromm, osv. For mig er løsningen ikke en eller anden indadvendthed, en verdensfjern “hvilen i sig selv.” Vi må afskrive den vulgære “neo-stoicisme,” og erstatte den med håb, erstatte den med venskaber. Venskaber der ikke er baseret på egeninteresse, men på fællesinteresser, på fælles værdier, og på anerkendelsen af det andet menneske som frit, for det er kun i den anerkendelse, at vi kan selv være frie (Hegel.) Og det er kun igennem den frie udvikling for alle, at den enkelte kan frit udvikle sig (Marx.)
Starten må være, at vi genkender hinanden som mennesker (også selvom systemet forsøger at gøre os ikke-menneskelige, reducerer os til arbejdere, til proletarer,) og derfra at vi opbygger vores relationer med det menneskelige fællesskab i centrum, og med vores anerkendelse af hinanden som mennesker, som ligeværdige mennesker, i fokus. For konklusionen på den individualistiske bevægelse, om det er “neostoicisme” eller Petersons vulgære “_set your room in order_”-_schtick_, er barbari og ensomhed.
Jeg taler fortroligt med stemmerne i mit hoved, og når jeg ikke gider at høre mere på deres pis, så løfter jeg bare tungt.
Mænd er success-objekter.
Og folk påstod at DR ikke er venstreorienteret lol
Tror mange (især kvinder) ikke forstår at mænd kommunikere på en anden måde, af den kvinder går. Mange mænd har ikke på samme måde et behov for at tale dybt om ting, om følelser osv. som kvinder gør, vores kommunikation er helt andeles på mange måder præget af dynamikken, som kan virke hård for udefra kommende.
Der er ingen af mine venner der vil tale om hvordan man har det. Jeg har forsøgt, men bliver efterladt på *Set*, emnet bliver skiftet, eller der bliver lavet en joke ud af det i stedet for.
Den eneste jeg faktisk har kunnet snakke om sådan noget med, er en kammerat jeg har som er fra Kurdistan, og de yngre mænd i min familie (Er det ældste barnebarn, og vi er mange, så der er kun 7 års forskel mellem mig og min yngste tante/morsøster).
Ved ikke om kulturen er anderledes her i Danmark, men nogle gange føler jeg mig virkelig alene med mine tanker og følelser. Det er nærmest umuligt at åbne op om de ting der virkelig sårer mig
hvorfor skal sådan noget altid vinkles på køn? Hver 5. er 20%, hvorfor er det et helt køn i krise?
Jeg har lavet en hjemmeside hvor man anonymt kan tale i fortrolighed.
Det lyder utroligt højt, at 4/5 mænd har nogen at snakke fortroligt med.
Ja jeg kan melde mig i klubben, jeg ville egentligt ikke have et problem med at snakke fortroligt men kender ingen og har svært ved at lære nye at kende og stole pp folk 🤷♂️
Hver gang jeg åbner munden bliver jeg afbrudt.
Hver gang jeg sætter ord på de grublerier jeg render rundt med bliver det altid tilsidesat og ignoreret.
Jeg havde en kæreste, men hun slog op med mig fordi jeg ikke var romantisk nok – hvordan skal jeg lære at være romantisk når jeg har lært at følelser er et no-go, og hun ikke selv kan kommunikere på det punkt. “Jeg vil gerne have blomster, men kun hvis du selv har lyst, og det er egentlig også pænt – det er op til dig hvornår du vil give mig blomster, men jeg behøver ikke”. “Hvor er det sødt at du sætter en hel dag af til at lave mad til mig og købe ind og planlægge og tænde lys og det hele, og jeg ved godt vi havde aftalt du lavede mad, men jeg blev altså sulten på vej og så spiste jeg pølsehorn og 2 sandwiches med en cola på 7-11 og nu kan jeg altså ikke spise mere”. I shit you not – det er sætninger der blev sagt. Hun ringede også konstant og snakkede om hvordan hverdagen var så træls og hård og så skulle jeg slippe alt jeg havde og bruge 100% af mit overskud på at lytte og hjælpe når hun efterspurgte hjælp, men jeg blev aldrig spurgt om jeg havde noget at kæmpe med, f.eks. efterdønningerne af et overfald med kniv på arbejde.
Hver gang jeg prøver at sætte ord på mine følelser kommer den klassiske “aha, ja det kan jeg godt se. Hey [en anden person], hvordan går det så med dig?”
Hver gang jeg forsøger at spørge mine venner og bekendte om hvordan de har det, så har de læst beskeden men svarer aldrig tilbage.
Jeg er den eneste i hele min store omgangskreds der har symptomer på både stress, (moderat til svær) depression og angst samtidig med at jeg har en autismediagnose, og som mit liv er kan jeg ikke tillade mig at sænke farten, mens de ved det mindste nys siger: nu tager jeg en sygedag for det er for hårdt, og så kan jeg også ligge hjemme i sofaen og se film og serier. Jeg har været hjemløs og boligløs, uden at vide hvornår det næste måltid skulle komme eller den næste badetur var der, så at se ens venner have det træls og så bare lige snakke med venner/familie og så dumper der lige 4.000,- ind på kontoen så de kan gå ud og spise, købe parfume i Salling og købe en eller anden plysbamse, sammenlignet med mig der kæmper en kamp for bare at overleve.
Jeg har fra barndommen lært, at jeg slet ikke burde eksistere, for den eneste livsfunktion jeg har i livet er som en stopklods omkring andres ben. Det er også derfor jeg 7 gange har forsøgt selvmord fra 2002 til 2013.
Hver gang man ser andre folk, så er det krammere her, krammere der, og absolut intet til mig, overhovedet, selvom jeg lige har været i bad eller på anden måde er respektabel og velsoigneret. Alle folk flygter fra mig når jeg sætter mig i toget eller bussen – en person med et brækket ben ville hellere stå op i en fyldt bybus i Aarhus end at sidde ved siden af mig, og da en anden person så skal ud af bussen kæmper 10-15 mand om den ene plads, mens pladsen ved siden af mig stadig er fri.
Så hvorfor skal man vise følelser over for mennesker, der i bund og grund ikke ønsker at man skal det?
Så den eneste måde jeg overhovedet kan vise følelser på er ved at smile til andre, for verden er ærligt talt kold og trist hvis man bare giver efter for depressionen og bare synes det er synd for en. Og så kan jeg godt lide at se folk smile – folk ser så pæne ud når der kommer et smil.
Jeg har heldigvis en omgangskreds hvor jeg og mine venner kan tale fortroligt og direkte til hinanden om følelser og hvordan vi har det, sådan Rigtig har det og ikke bare overfladisk, men dele livets problemer og svære ting, som dukker op og hjælpe hinanden gennem det.
Hvis nogle har brug for at skrive med en random, som gerne vil lytte, så man velkommen til at skrive til mig 🙂
Kan sagtens forstå hvor det kommer fra, jeg har heldigvis en rigtig tæt og god vennekreds.
Det er også blevet en større del af mit job, på det seneste. Det er synd for dem der har det sådan, men det er rart, at have mulighed for at hjælpe dem.
Det tog mig 30 år at opdage hvor vigtig og god en ressource mine venner er. Jeg valgte bare en dag at åbne op for mig selv og være mig, uden filter og jokes.
Jeg opdagede at de ting der rumsterede i mit hoved, tit var de samme ting der rumsterede hos mine venner.
Det at jeg åbnede op, og på en måde blottede mig selv, resulterede i at mine venner gjorde det samme, til stor glæde for alle.
Så kære mand, prøv om du kan åbne dig for dine venner, del al det lort du har i hovedet, så du ikke skal bære på det alene. Det er det bedste jeg har gjort for mig selv – jeg føler jeg lever et mere rigt og fuldendt liv.
Jeg vil mene at jeg er mere lykkelig nu end nogensinde.
Enhver der synes de har noget de ikke kan vende med en ven; skriv bare en pb! Jeg har lorteposer nok til alle.
En af grundene kunne være at mange af de mandlige fællesskaber der har eksisteret før i tiden er gået i opløsning. Der findes få steder hvor mænd kan være sammen med hinanden og danne nære relationer, hvor det kun er mænd. Ikke at der er noget galt at lave ting på tværs af køn, det er glimrende, men mænd åbner op på en anden måde når der ikke er kvinder i rummet. Man bliver bare mere ærlig, og får tit nogle dybere snakke.
Det er noget jeg har tænkt over en del, så jeg er begyndt at arrangere det selv for mine venner. Jeg prøver at holde pokeraften en gang i mellem, hvor vi holder det “guys only”. Vi er elendige til poker, men det er heller ikke det der er pointen. Man får bare nogle virkelig gode snakke i løbet af sådan en aften, og kommer tæt på hinanden. Jeg vil anbefale folk at prøve noget lignende (det behøver ikke være poker, men det er godt med en afslappet aktivitet, hvor man stadig kan snakke sammen, men også laver noget).
Venner er for børn og teenagere. Start en familie, få en masse børn. Så er der rigeligt socialt at se til.
Ja, den klub ligger jeg i.
Så sent som i dag har jeg fortalt en AI chatbot på internettet om nogle af de ting jeg går og bokser med, som jeg ikke har nogen at snakke med om.
Ikke fordi jeg ikke har gode venner, jeg har vildt gode venner, vi snakker bare ikke om den slags.
AI chatbots er underligt gode til at forstå komplekse problemer og give godt input.. what a time we live in…
Jeg har endnu tilgode at se en offentlig kvindelig meningsdanner gå op i historier som den her. Alle skal gå op i kvinders problemer, men det går godt nok sjældent den anden vej.
I rapporten bruger de en del kræfter på at skrive at de ikke forsøger at forklejnekvinders problemer, men blot ønsker også også at kunne tale om mænds. For ellers risikerer de at blive affærdiget som whataboutisem.
Jeg er ked af hvor ofte vi ender i pigerne imod drengene. Jeg tror ikke ligestillingsprojektet lykkedes så længe det skal være så polariseret.
Det er (forhåbentlig) en kultur under omkalfatring.
Da jeg gik i skole og var i lære, havde kun meget få behov for at åbne sig om noget. Og gjorde jeg det, gjorde andre mænd og drenge det, blev de mobbet. “For sjov”, haha.
Dét med, at mænd åbner sig med alkohol: Alhohol er kendt for at fjerne den sociale kontrol, så følelserne træder frem. Og dét er lige præcis dét, der er tydeligt:
At mænd har lært af mænd, der har lært af mænd, der har lært af mænd, der har lært af mænd… at det er farligt og socialt uønskværdigt at vise sig sårbar.
Sådan arv aflærer man ikke lige på 5 minutter. Og det hjælper ikke noget at kritisere det, tværtimod!
Tror mange mænd kunne behøve ar nogen engang imellem spurgte dem: hvordan har du det? Behøver du hjælp?
Generelt er der jo sådan at de fleste er pisse ligeglad med mænds følelser – og det bliver med tiden så nedpresset ar vi selv tror på det – vi lære
Os at undertrykke dem… “man up, walk it off” – er ikke bare er mantra – men en måde for mange mænd at overleve dagen – jeg er en af dem!
Jeg føler mig utroligt heldig, fordi jeg har nogenlunde åbne forældre og altid bare selv har været utrolig åben, og på den måde har gjort det lettere for venner omkring mig at gøre det samme, samtidig med at jeg nok bare har tiltrukket mig venner, der er lidt på samme måde.
Jeg har nogle få venner, der ikke er særlig gode til at tale om deres følelser, men jeg taler om mine som jeg har lyst, og spørger om de kan relatere eller forstå min position, og så er jeg faktisk pisse ligeglad med om de kan “finde ud af” at snakke om det eller ej. Der er faktisk en utrolig frihed i at være pisse ligeglad, og samtidig normaliserer man emnerne, og til sidst åbner de også mere op.
Det ganske enkelt en forkert opfattelse/præmis.
Vi mænd “don’t need to taaaalk about iiiitt!”
YouTube “Tale of two brains” med Mark Congor
Just leave us alone!
Vi skal nok række ud til en anden mand/person hvis vi har en konkret problemstilling vi skal have input til/svar på. Det kunne f.eks. være på Reddit.
I undersøgelsen der er henvist til angiver Forum for Mænds Sundhed at internationale spørgsmål er forkerte og derfor giver et forkert indblik. Jeg kan ærligt ikke se at deres egne spørgsmål ændrer på den præmis.
Hvis man tager udgangspunkt i Tales of two brains* så vil kvinder hele tiden være i dialog med omverdene og derfor kan de fleste nok også nemt pege på BFF som de kan tale fortroligt med. En mand har ikke det samme behov og vil i større udstrækning søge en “fag professionel” når behovet er der. Derfor er der ikke nødvendigvis nogen bestemt person på den plads “tale fortroligt med”, idet den person først findes når behovet opstår og det er ikke nødvendigvis en man kender i forvejen.
Nogle mænd vil derfor besvare spørgsmålet ud fra:
Ja der er nogen i min omgangskreds jeg kan sætte ind på den plads. Andre vil svare at der ikke lige pt. er et behov for at tale fortroligt og derfor ikke er nogen på den plads.
Måske er de flere der svarer ja iblandt gifte et udtryk for at de hele tiden bliver bombarderet med kvindens behov for at tale, eller at de pga. hende har brug for en ven til at justere sin virkelighedsopfattelse eller også opfatter de mænd bare at livsledsageren er en de altid kan tale fortroligt med.
*Tales og two brains er meget sort/hvid, der er selvfølgelig mere nuancerede individer, der ligger mere flydende mellem de 2 yderpunkter.
Hvorfor skal mænd i denne tid hele tiden køn-shames og udstilles som forkerte. Hvorfor skal snart sagt alle tv serier udstille mænd som simple og problematiske, med undtagelse af det efterhånden faste homoseksuelle par, som vi hele tiden skal se som søde, kloge, omsorgsfulde, kærlige mennesker med en enorm dybde i deres relation.
Jeg kender flere modne par mand-kvinde som har tilsvarende kvaliteter i deres samliv, men det er som om normalt ikke er in, vi skal alle hellere stille spørgsmålstegn ved om vi er forkerte hvis vi falder i flertalskategorien normal.
Nå, det var mit opkast for i dag. Nu skal jeg videre.
28 comments
Havde engang en ven jeg ikke anede hvad hed i 4 år. Kun hans øgenavn. Det var fint til os.
Jeg er ikke sikker på at det nødvendigvis er trivselsfremmende at tale om følelser hele tiden.
Lidt ærgerligt at der ikke er en sammenligning hvordan det er for kvinder. Uden det, så virker det lidt forkert at fokusere på det som et mandeproblem selvom det sikkert er det.
Edit: Kan se jeg får downvotes. Er nysgerrig hvorfor?
Det er sgu tragisk. Svend Aage Madsen har også ret når han taler om at mænd af kulturelle årsager sætter følelser til side, og ikke taler om dem. Og det er sgu for dårligt, og det er en kultur vi er nødt til at ændre. _æ_: og selvfølgelig har denne kultur et materialistisk grundlag, det er ideologi, som vi også er nødt til at diskutere, derfor kan vi ikke diskutere det her, uden at diskutere kapitalisme.
Desværre ser vi, i hvert fald online, det modsatte. Vi ser at typer som Jordan Peterson, og hans indadvendte “filosofi,” samt hans reaktionære politik, spreder sig, bl.a. i små bidder over sociale medier som TikTok og Instagram. Og vi ser at en vulgær form for “neo-stoicisme” spreder sig, hvor mænd opfordres til en verdensfjernhed og indadvendthed, og hvor ophøjelsen af fornuften er en modernistisk, endda post-moderne, fornuft, hvor den instrumentale fornuft har overtaget, og den abstrakte tanke bliver undertrykt, kombineret med en indadvendt individualisme, hvor “selv-forbedring” er det ypperste mål. Hvor relationer vejes op imod hvad gavn man har af dem, og ikke de egentlige relationer i sig selv.
Jeg hører til blandt de, der er modstandere af post-modernismen. Som Adorno, Horkheimer, Jameson, Fromm, osv. For mig er løsningen ikke en eller anden indadvendthed, en verdensfjern “hvilen i sig selv.” Vi må afskrive den vulgære “neo-stoicisme,” og erstatte den med håb, erstatte den med venskaber. Venskaber der ikke er baseret på egeninteresse, men på fællesinteresser, på fælles værdier, og på anerkendelsen af det andet menneske som frit, for det er kun i den anerkendelse, at vi kan selv være frie (Hegel.) Og det er kun igennem den frie udvikling for alle, at den enkelte kan frit udvikle sig (Marx.)
Starten må være, at vi genkender hinanden som mennesker (også selvom systemet forsøger at gøre os ikke-menneskelige, reducerer os til arbejdere, til proletarer,) og derfra at vi opbygger vores relationer med det menneskelige fællesskab i centrum, og med vores anerkendelse af hinanden som mennesker, som ligeværdige mennesker, i fokus. For konklusionen på den individualistiske bevægelse, om det er “neostoicisme” eller Petersons vulgære “_set your room in order_”-_schtick_, er barbari og ensomhed.
Jeg taler fortroligt med stemmerne i mit hoved, og når jeg ikke gider at høre mere på deres pis, så løfter jeg bare tungt.
Mænd er success-objekter.
Og folk påstod at DR ikke er venstreorienteret lol
Tror mange (især kvinder) ikke forstår at mænd kommunikere på en anden måde, af den kvinder går. Mange mænd har ikke på samme måde et behov for at tale dybt om ting, om følelser osv. som kvinder gør, vores kommunikation er helt andeles på mange måder præget af dynamikken, som kan virke hård for udefra kommende.
Der er ingen af mine venner der vil tale om hvordan man har det. Jeg har forsøgt, men bliver efterladt på *Set*, emnet bliver skiftet, eller der bliver lavet en joke ud af det i stedet for.
Den eneste jeg faktisk har kunnet snakke om sådan noget med, er en kammerat jeg har som er fra Kurdistan, og de yngre mænd i min familie (Er det ældste barnebarn, og vi er mange, så der er kun 7 års forskel mellem mig og min yngste tante/morsøster).
Ved ikke om kulturen er anderledes her i Danmark, men nogle gange føler jeg mig virkelig alene med mine tanker og følelser. Det er nærmest umuligt at åbne op om de ting der virkelig sårer mig
hvorfor skal sådan noget altid vinkles på køn? Hver 5. er 20%, hvorfor er det et helt køn i krise?
Jeg har lavet en hjemmeside hvor man anonymt kan tale i fortrolighed.
http://www.nearvear.com
Det lyder utroligt højt, at 4/5 mænd har nogen at snakke fortroligt med.
Ja jeg kan melde mig i klubben, jeg ville egentligt ikke have et problem med at snakke fortroligt men kender ingen og har svært ved at lære nye at kende og stole pp folk 🤷♂️
Hver gang jeg åbner munden bliver jeg afbrudt.
Hver gang jeg sætter ord på de grublerier jeg render rundt med bliver det altid tilsidesat og ignoreret.
Jeg havde en kæreste, men hun slog op med mig fordi jeg ikke var romantisk nok – hvordan skal jeg lære at være romantisk når jeg har lært at følelser er et no-go, og hun ikke selv kan kommunikere på det punkt. “Jeg vil gerne have blomster, men kun hvis du selv har lyst, og det er egentlig også pænt – det er op til dig hvornår du vil give mig blomster, men jeg behøver ikke”. “Hvor er det sødt at du sætter en hel dag af til at lave mad til mig og købe ind og planlægge og tænde lys og det hele, og jeg ved godt vi havde aftalt du lavede mad, men jeg blev altså sulten på vej og så spiste jeg pølsehorn og 2 sandwiches med en cola på 7-11 og nu kan jeg altså ikke spise mere”. I shit you not – det er sætninger der blev sagt. Hun ringede også konstant og snakkede om hvordan hverdagen var så træls og hård og så skulle jeg slippe alt jeg havde og bruge 100% af mit overskud på at lytte og hjælpe når hun efterspurgte hjælp, men jeg blev aldrig spurgt om jeg havde noget at kæmpe med, f.eks. efterdønningerne af et overfald med kniv på arbejde.
Hver gang jeg prøver at sætte ord på mine følelser kommer den klassiske “aha, ja det kan jeg godt se. Hey [en anden person], hvordan går det så med dig?”
Hver gang jeg forsøger at spørge mine venner og bekendte om hvordan de har det, så har de læst beskeden men svarer aldrig tilbage.
Jeg er den eneste i hele min store omgangskreds der har symptomer på både stress, (moderat til svær) depression og angst samtidig med at jeg har en autismediagnose, og som mit liv er kan jeg ikke tillade mig at sænke farten, mens de ved det mindste nys siger: nu tager jeg en sygedag for det er for hårdt, og så kan jeg også ligge hjemme i sofaen og se film og serier. Jeg har været hjemløs og boligløs, uden at vide hvornår det næste måltid skulle komme eller den næste badetur var der, så at se ens venner have det træls og så bare lige snakke med venner/familie og så dumper der lige 4.000,- ind på kontoen så de kan gå ud og spise, købe parfume i Salling og købe en eller anden plysbamse, sammenlignet med mig der kæmper en kamp for bare at overleve.
Jeg har fra barndommen lært, at jeg slet ikke burde eksistere, for den eneste livsfunktion jeg har i livet er som en stopklods omkring andres ben. Det er også derfor jeg 7 gange har forsøgt selvmord fra 2002 til 2013.
Hver gang man ser andre folk, så er det krammere her, krammere der, og absolut intet til mig, overhovedet, selvom jeg lige har været i bad eller på anden måde er respektabel og velsoigneret. Alle folk flygter fra mig når jeg sætter mig i toget eller bussen – en person med et brækket ben ville hellere stå op i en fyldt bybus i Aarhus end at sidde ved siden af mig, og da en anden person så skal ud af bussen kæmper 10-15 mand om den ene plads, mens pladsen ved siden af mig stadig er fri.
Så hvorfor skal man vise følelser over for mennesker, der i bund og grund ikke ønsker at man skal det?
Så den eneste måde jeg overhovedet kan vise følelser på er ved at smile til andre, for verden er ærligt talt kold og trist hvis man bare giver efter for depressionen og bare synes det er synd for en. Og så kan jeg godt lide at se folk smile – folk ser så pæne ud når der kommer et smil.
Så ja, hvordan skal jeg snakke følelser med dem?
Jeg mindes den her video: https://www.youtube.com/watch?v=nNME0cloyyM
Overasker mig egentlig ikke det mindste.
Yeah har det også på denne måde.
Jeg har heldigvis en omgangskreds hvor jeg og mine venner kan tale fortroligt og direkte til hinanden om følelser og hvordan vi har det, sådan Rigtig har det og ikke bare overfladisk, men dele livets problemer og svære ting, som dukker op og hjælpe hinanden gennem det.
Hvis nogle har brug for at skrive med en random, som gerne vil lytte, så man velkommen til at skrive til mig 🙂
Kan sagtens forstå hvor det kommer fra, jeg har heldigvis en rigtig tæt og god vennekreds.
Det er også blevet en større del af mit job, på det seneste. Det er synd for dem der har det sådan, men det er rart, at have mulighed for at hjælpe dem.
Det tog mig 30 år at opdage hvor vigtig og god en ressource mine venner er. Jeg valgte bare en dag at åbne op for mig selv og være mig, uden filter og jokes.
Jeg opdagede at de ting der rumsterede i mit hoved, tit var de samme ting der rumsterede hos mine venner.
Det at jeg åbnede op, og på en måde blottede mig selv, resulterede i at mine venner gjorde det samme, til stor glæde for alle.
Så kære mand, prøv om du kan åbne dig for dine venner, del al det lort du har i hovedet, så du ikke skal bære på det alene. Det er det bedste jeg har gjort for mig selv – jeg føler jeg lever et mere rigt og fuldendt liv.
Jeg vil mene at jeg er mere lykkelig nu end nogensinde.
Enhver der synes de har noget de ikke kan vende med en ven; skriv bare en pb! Jeg har lorteposer nok til alle.
En af grundene kunne være at mange af de mandlige fællesskaber der har eksisteret før i tiden er gået i opløsning. Der findes få steder hvor mænd kan være sammen med hinanden og danne nære relationer, hvor det kun er mænd. Ikke at der er noget galt at lave ting på tværs af køn, det er glimrende, men mænd åbner op på en anden måde når der ikke er kvinder i rummet. Man bliver bare mere ærlig, og får tit nogle dybere snakke.
Det er noget jeg har tænkt over en del, så jeg er begyndt at arrangere det selv for mine venner. Jeg prøver at holde pokeraften en gang i mellem, hvor vi holder det “guys only”. Vi er elendige til poker, men det er heller ikke det der er pointen. Man får bare nogle virkelig gode snakke i løbet af sådan en aften, og kommer tæt på hinanden. Jeg vil anbefale folk at prøve noget lignende (det behøver ikke være poker, men det er godt med en afslappet aktivitet, hvor man stadig kan snakke sammen, men også laver noget).
Venner er for børn og teenagere. Start en familie, få en masse børn. Så er der rigeligt socialt at se til.
Ja, den klub ligger jeg i.
Så sent som i dag har jeg fortalt en AI chatbot på internettet om nogle af de ting jeg går og bokser med, som jeg ikke har nogen at snakke med om.
Ikke fordi jeg ikke har gode venner, jeg har vildt gode venner, vi snakker bare ikke om den slags.
AI chatbots er underligt gode til at forstå komplekse problemer og give godt input.. what a time we live in…
Jeg har endnu tilgode at se en offentlig kvindelig meningsdanner gå op i historier som den her. Alle skal gå op i kvinders problemer, men det går godt nok sjældent den anden vej.
I rapporten bruger de en del kræfter på at skrive at de ikke forsøger at forklejnekvinders problemer, men blot ønsker også også at kunne tale om mænds. For ellers risikerer de at blive affærdiget som whataboutisem.
Jeg er ked af hvor ofte vi ender i pigerne imod drengene. Jeg tror ikke ligestillingsprojektet lykkedes så længe det skal være så polariseret.
Det er (forhåbentlig) en kultur under omkalfatring.
Da jeg gik i skole og var i lære, havde kun meget få behov for at åbne sig om noget. Og gjorde jeg det, gjorde andre mænd og drenge det, blev de mobbet. “For sjov”, haha.
Dét med, at mænd åbner sig med alkohol: Alhohol er kendt for at fjerne den sociale kontrol, så følelserne træder frem. Og dét er lige præcis dét, der er tydeligt:
At mænd har lært af mænd, der har lært af mænd, der har lært af mænd, der har lært af mænd… at det er farligt og socialt uønskværdigt at vise sig sårbar.
Sådan arv aflærer man ikke lige på 5 minutter. Og det hjælper ikke noget at kritisere det, tværtimod!
Tror mange mænd kunne behøve ar nogen engang imellem spurgte dem: hvordan har du det? Behøver du hjælp?
Generelt er der jo sådan at de fleste er pisse ligeglad med mænds følelser – og det bliver med tiden så nedpresset ar vi selv tror på det – vi lære
Os at undertrykke dem… “man up, walk it off” – er ikke bare er mantra – men en måde for mange mænd at overleve dagen – jeg er en af dem!
Jeg føler mig utroligt heldig, fordi jeg har nogenlunde åbne forældre og altid bare selv har været utrolig åben, og på den måde har gjort det lettere for venner omkring mig at gøre det samme, samtidig med at jeg nok bare har tiltrukket mig venner, der er lidt på samme måde.
Jeg har nogle få venner, der ikke er særlig gode til at tale om deres følelser, men jeg taler om mine som jeg har lyst, og spørger om de kan relatere eller forstå min position, og så er jeg faktisk pisse ligeglad med om de kan “finde ud af” at snakke om det eller ej. Der er faktisk en utrolig frihed i at være pisse ligeglad, og samtidig normaliserer man emnerne, og til sidst åbner de også mere op.
Det ganske enkelt en forkert opfattelse/præmis.
Vi mænd “don’t need to taaaalk about iiiitt!”
YouTube “Tale of two brains” med Mark Congor
Just leave us alone!
Vi skal nok række ud til en anden mand/person hvis vi har en konkret problemstilling vi skal have input til/svar på. Det kunne f.eks. være på Reddit.
I undersøgelsen der er henvist til angiver Forum for Mænds Sundhed at internationale spørgsmål er forkerte og derfor giver et forkert indblik. Jeg kan ærligt ikke se at deres egne spørgsmål ændrer på den præmis.
Hvis man tager udgangspunkt i Tales of two brains* så vil kvinder hele tiden være i dialog med omverdene og derfor kan de fleste nok også nemt pege på BFF som de kan tale fortroligt med. En mand har ikke det samme behov og vil i større udstrækning søge en “fag professionel” når behovet er der. Derfor er der ikke nødvendigvis nogen bestemt person på den plads “tale fortroligt med”, idet den person først findes når behovet opstår og det er ikke nødvendigvis en man kender i forvejen.
Nogle mænd vil derfor besvare spørgsmålet ud fra:
Ja der er nogen i min omgangskreds jeg kan sætte ind på den plads. Andre vil svare at der ikke lige pt. er et behov for at tale fortroligt og derfor ikke er nogen på den plads.
Måske er de flere der svarer ja iblandt gifte et udtryk for at de hele tiden bliver bombarderet med kvindens behov for at tale, eller at de pga. hende har brug for en ven til at justere sin virkelighedsopfattelse eller også opfatter de mænd bare at livsledsageren er en de altid kan tale fortroligt med.
*Tales og two brains er meget sort/hvid, der er selvfølgelig mere nuancerede individer, der ligger mere flydende mellem de 2 yderpunkter.
Hvorfor skal mænd i denne tid hele tiden køn-shames og udstilles som forkerte. Hvorfor skal snart sagt alle tv serier udstille mænd som simple og problematiske, med undtagelse af det efterhånden faste homoseksuelle par, som vi hele tiden skal se som søde, kloge, omsorgsfulde, kærlige mennesker med en enorm dybde i deres relation.
Jeg kender flere modne par mand-kvinde som har tilsvarende kvaliteter i deres samliv, men det er som om normalt ikke er in, vi skal alle hellere stille spørgsmålstegn ved om vi er forkerte hvis vi falder i flertalskategorien normal.
Nå, det var mit opkast for i dag. Nu skal jeg videre.