> Handicappede i Danmark bliver ikke behandlet værdigt af systemet. Vi har gang på gang oplevet, at nedskæringer er blevet forklædt som pædagogik, men i sidste ende handler det ikke om de her menneskers trivsel. Det handler om penge
> 171 udviklingshæmmede, udviklingsforstyrrede og hjerneskadede borgere koster samfundet knap 523 mio. kroner om året, hvilket svarer til over tre mio. kroner i snit per person
Så med et godt gæt skal der 10 skatteborgere til at finansiere én udviklingshæmmet. Det er muligt at udviklingshæmmede stadig kunne have det bedre, men kom ikke og sig samfundet ikke vil bruge penge på dem.
Isoleret set er det vel positivt at der fødes færre udviklingshæmmede børn, ikke?
Jeg så begge afsnit på TV2 Play i aften. Jeg sad med så blandede følelser. Både med glæde over de skønne livsglade personer, som mennesker med Downs tilsynelandende generelt er. Samtidig også med ondt i maven over, at det faktisk var rigtig svært for dem at bo sådan. At de følte sig alene, manglede værktøjer, manglede omsorgspersoner og i det store hele faktisk ikke var parate til at være voksne i praktisk forstand. Og tilsynelandende ikke har meget hjælp at hente. Som forældre til dem forstår jeg virkelig godt frustrationen. Selvom flere af forældrene virkede noget hårde og kyniske fra mit synspunkt.
Jeg vil til enhver tid forsvare retten til HELT selv at vælge. Ingen skal direkt eller indirekte tvinges til at føde børn med syndromer eller handicap, fordi andre ellers synes verden ville mangle kulør og diversitet!
Til gengæld skal alle med syndrom og handicap som BLIVER født have værdig og ordentlig pleje, omsorg og behandling!
Kan i huske den der film med Søren Pilmark fra starten af 2000?
Man taler altid meget om hvor livsglade personer med Downs er, men meget sjældent om det hav af andre alvorlige, kroniske lidelser, der typisk følger med diagnosen. Jeg bryder mig derfor ikke særligt meget om diskursen der går på at man “udrydder” Downs som om der ligger en lille ond eugenist i os allesammen der bare gerne vil slå disse glade, små børn ihjel fordi de ser eller opfører sig uden for vores småborgerlige normer.
Hele vores liv er bygget op om at minimere lidelse – hvorfor skulle man *med vilje* bringe et barn i verden med ikke én, men mange lidelser, uden håb for megen bedring?
Kender et par som har en søn på 9 år med Downs, hvor moren har måtte sige sit arbejde op for at passe ham på fuld tid. (Jeg ved ikke helt hvordan det præcis foregår, men går ud fra hun må få penge for at passe ham selv)
Han er en skide sød knægt, men han kan som 9 årig stadig ikke rigtigt tale, og bruger kun enkelte ord og en masse lyde og fagter for at udtrykke sig. Han møder nærmest aldrig andre børn og er stort set kun sammen med sin mor. Det virker udefra set ret trist, selvom han egentligt virker meget glad.
Han går ikke i skole som sådan heller, men har 1-2 dage i ugen af få timers varighed i noget special klasse.
Tror ikke jeg havde ikke kunne gøre, hvad de har valgt at gøre.
Jeg er lidt splittet.
Hvis man havde kunnet se det på en scanning eller måle det i en blodprøve, dengang jeg blev født, så var jeg også blevet en abort. Et foster med mit syndrom ville man have valgt at fjerne hvis man kunne. Og som kronisk syg og en evig byrde for samfundet, og med kroniske smerter, ved jeg da ikke om jeg ville have foretrukket det. Måske ville jeg selv have valgt livet fra, hvis jeg kunne.
Omvendt, har jeg selv siddet sammen med en veninde, der blev gravid som 42 årig, og hørt en overlæge sige, at hendes “tal” var skæve og der var risiko for Downs og derfor skulle hun hurtigt have en biopsi så der kunne bookes abort, for “et multihandicappet barn er der jo ingen der ønsker sig. Sådan et bliver det ikke sjovt at være mor for”. Der blev slet ikke spurgt OM hun ville have barnet eller noget. Det var overlægen der ligesom besluttede at det barn ikke var ønsket. Og det synes jeg er noget af en glidebane, at lægerne får lov at sidde og nærmest tage den slags beslutninger hen over hovedet på patienterne. Og bestemme hvem der har ret til at leve og er værdifulde nok for forældrene. Hvis det drejede sig om barnets livskvalitet, så fair nok.
Mænd med Downs er sterile og piger med Downs har 50%chance for at nedave Downs så med mindre du virkelig prøver vurder det jo kun blive færre og færre der har downs, da det ikke er så hyppigt at forældre med et Downs barn får to.
Ret mig hvis jeg tager fejl, da jeg ikke har børn:
Den nakkefoldsscanning man får kan vel kun sige sandsynligheden for at man får et barn med Downs. Man kan jo fortsat få et barn med Downs uden at det bliver opdaget forinden. Og fordi det kun er en sandsynlighed man får, er det vel også forskelligt mellem forældre hvor stor en risiko man vil rumme mod risikoen for at miste et barn uden downs.
Eugenik er klassisk fascistisk tankegods. Ligeså er vores syn på indvandrere, europæisk føderalisme og begrebet folkesundhed, som egentlig er nationalsocialistisk.
Er pointen at yeay der bliver født færre med downs? eller øv folk vil ikke have have børn med downs?
For biologisk set er det vel et yeay at der bliver født færre børn med genetiske fejl. men kommer det til etik eller moralsk er det en helt anden boldgade.
med nok omsorg kan et meget udviklingshæmmet barn nok få et godt liv. Men forældrene der sætter sit eget liv på pause, nok de meste af deres resterende liv er jeg ikke så sikker på. Af helt selviske årsager kunne jeg aldrig kunne klare sådan noget tror jeg
Som lillesøster til en bror med Downs (mentalt som en 1,5-årig og Alzheimers), så forstår jeg udemærket folks valg om abort. Jeg ville gøre det selv, og mine forældre havde også valgt det, hvis de dengang vidste, at de ventede et barn med Downs – ikke at de elsker ham mindre, men det er så psykisk opslidende for hele familien.
Jeg er så glad for, at jeg ikke står i et valg, om jeg ville skulle abortere et barn. Jeg ville slet ikke kunne udholde tanken om, at jeg egentlig har slået nogen ihjel, fordi vedkommende er handicappet.
15 comments
Fra artiklen:
> Handicappede i Danmark bliver ikke behandlet værdigt af systemet. Vi har gang på gang oplevet, at nedskæringer er blevet forklædt som pædagogik, men i sidste ende handler det ikke om de her menneskers trivsel. Det handler om penge
Fra [artikel](https://jyllands-posten.dk/indland/article4344814.ece):
> 171 udviklingshæmmede, udviklingsforstyrrede og hjerneskadede borgere koster samfundet knap 523 mio. kroner om året, hvilket svarer til over tre mio. kroner i snit per person
Så med et godt gæt skal der 10 skatteborgere til at finansiere én udviklingshæmmet. Det er muligt at udviklingshæmmede stadig kunne have det bedre, men kom ikke og sig samfundet ikke vil bruge penge på dem.
Isoleret set er det vel positivt at der fødes færre udviklingshæmmede børn, ikke?
Jeg så begge afsnit på TV2 Play i aften. Jeg sad med så blandede følelser. Både med glæde over de skønne livsglade personer, som mennesker med Downs tilsynelandende generelt er. Samtidig også med ondt i maven over, at det faktisk var rigtig svært for dem at bo sådan. At de følte sig alene, manglede værktøjer, manglede omsorgspersoner og i det store hele faktisk ikke var parate til at være voksne i praktisk forstand. Og tilsynelandende ikke har meget hjælp at hente. Som forældre til dem forstår jeg virkelig godt frustrationen. Selvom flere af forældrene virkede noget hårde og kyniske fra mit synspunkt.
Jeg vil til enhver tid forsvare retten til HELT selv at vælge. Ingen skal direkt eller indirekte tvinges til at føde børn med syndromer eller handicap, fordi andre ellers synes verden ville mangle kulør og diversitet!
Til gengæld skal alle med syndrom og handicap som BLIVER født have værdig og ordentlig pleje, omsorg og behandling!
Kan i huske den der film med Søren Pilmark fra starten af 2000?
Man taler altid meget om hvor livsglade personer med Downs er, men meget sjældent om det hav af andre alvorlige, kroniske lidelser, der typisk følger med diagnosen. Jeg bryder mig derfor ikke særligt meget om diskursen der går på at man “udrydder” Downs som om der ligger en lille ond eugenist i os allesammen der bare gerne vil slå disse glade, små børn ihjel fordi de ser eller opfører sig uden for vores småborgerlige normer.
Hele vores liv er bygget op om at minimere lidelse – hvorfor skulle man *med vilje* bringe et barn i verden med ikke én, men mange lidelser, uden håb for megen bedring?
Kender et par som har en søn på 9 år med Downs, hvor moren har måtte sige sit arbejde op for at passe ham på fuld tid. (Jeg ved ikke helt hvordan det præcis foregår, men går ud fra hun må få penge for at passe ham selv)
Han er en skide sød knægt, men han kan som 9 årig stadig ikke rigtigt tale, og bruger kun enkelte ord og en masse lyde og fagter for at udtrykke sig. Han møder nærmest aldrig andre børn og er stort set kun sammen med sin mor. Det virker udefra set ret trist, selvom han egentligt virker meget glad.
Han går ikke i skole som sådan heller, men har 1-2 dage i ugen af få timers varighed i noget special klasse.
Tror ikke jeg havde ikke kunne gøre, hvad de har valgt at gøre.
Jeg er lidt splittet.
Hvis man havde kunnet se det på en scanning eller måle det i en blodprøve, dengang jeg blev født, så var jeg også blevet en abort. Et foster med mit syndrom ville man have valgt at fjerne hvis man kunne. Og som kronisk syg og en evig byrde for samfundet, og med kroniske smerter, ved jeg da ikke om jeg ville have foretrukket det. Måske ville jeg selv have valgt livet fra, hvis jeg kunne.
Omvendt, har jeg selv siddet sammen med en veninde, der blev gravid som 42 årig, og hørt en overlæge sige, at hendes “tal” var skæve og der var risiko for Downs og derfor skulle hun hurtigt have en biopsi så der kunne bookes abort, for “et multihandicappet barn er der jo ingen der ønsker sig. Sådan et bliver det ikke sjovt at være mor for”. Der blev slet ikke spurgt OM hun ville have barnet eller noget. Det var overlægen der ligesom besluttede at det barn ikke var ønsket. Og det synes jeg er noget af en glidebane, at lægerne får lov at sidde og nærmest tage den slags beslutninger hen over hovedet på patienterne. Og bestemme hvem der har ret til at leve og er værdifulde nok for forældrene. Hvis det drejede sig om barnets livskvalitet, så fair nok.
Mænd med Downs er sterile og piger med Downs har 50%chance for at nedave Downs så med mindre du virkelig prøver vurder det jo kun blive færre og færre der har downs, da det ikke er så hyppigt at forældre med et Downs barn får to.
Ret mig hvis jeg tager fejl, da jeg ikke har børn:
Den nakkefoldsscanning man får kan vel kun sige sandsynligheden for at man får et barn med Downs. Man kan jo fortsat få et barn med Downs uden at det bliver opdaget forinden. Og fordi det kun er en sandsynlighed man får, er det vel også forskelligt mellem forældre hvor stor en risiko man vil rumme mod risikoen for at miste et barn uden downs.
Eugenik er klassisk fascistisk tankegods. Ligeså er vores syn på indvandrere, europæisk føderalisme og begrebet folkesundhed, som egentlig er nationalsocialistisk.
Er pointen at yeay der bliver født færre med downs? eller øv folk vil ikke have have børn med downs?
For biologisk set er det vel et yeay at der bliver født færre børn med genetiske fejl. men kommer det til etik eller moralsk er det en helt anden boldgade.
med nok omsorg kan et meget udviklingshæmmet barn nok få et godt liv. Men forældrene der sætter sit eget liv på pause, nok de meste af deres resterende liv er jeg ikke så sikker på. Af helt selviske årsager kunne jeg aldrig kunne klare sådan noget tror jeg
Som lillesøster til en bror med Downs (mentalt som en 1,5-årig og Alzheimers), så forstår jeg udemærket folks valg om abort. Jeg ville gøre det selv, og mine forældre havde også valgt det, hvis de dengang vidste, at de ventede et barn med Downs – ikke at de elsker ham mindre, men det er så psykisk opslidende for hele familien.
Jeg er så glad for, at jeg ikke står i et valg, om jeg ville skulle abortere et barn. Jeg ville slet ikke kunne udholde tanken om, at jeg egentlig har slået nogen ihjel, fordi vedkommende er handicappet.