> Hvis man bare ser på folkeskolen, har østgrønlandske børn ingen rettigheder til at blive undervist i deres eget sprog. Deres dygtighed bliver målt, som var de vestgrønlandske børn
Det er en historie der har gentaget sig rigtigt mange gange efterhånden, verden over.. Den nemmeste måde at undertrykke folk på, er at nægte dem at tale på deres eget sprog.
Det her er et sted Danmark kunne vende skuden og gøre noget godt for Grønland. Hvis de skal være en del af rigsfællesskabet kan vi forlange at det skal være lige for alle.
Men jeg tror mange danskere ikke engang er klar over at der bor folk på det østlige Grønland, langt mindre at de har deres egen kultur og sprog. Så der er næppe stemmer i at støtte det, og hvis der er noget vi har lært for nyligt, så er det at hovedparten af folketinget kun støtter ting der er stemmer i.
Så synes jeg nu fr. Markussen tager sig ret godt ud, især når nu skuespillerinden har haft professionel hjælp til at se godt ud, hvor fr. Markussen kun har haft sine gener og lidt frisk luft.
> Her blev det for Ulunnguaq Markussen klart, at det er **følelsen** af afmagt og udelukkelse, der forhindrer udviklingen i Østgrønland.
men
> Østgrønland er ifølge hende mere eller mindre **underlagt et vestgrønlandsk styre**, men østgrønlænderne føler sig isoleret i forhold til Vestgrønland.
Er det en *følelse* af afmagt eller er det rent faktisk afmægtighed? Det er en ret væsentlig forskel.
> sproget er et stort problem
Jeg er uenig her. Jeg mener at de fremviste sprogproblemer er et *symptom* på at de lokale tilsyneladende ikke har noget at skulle have sagt.
Jeg kan *forestille* mig at det ikke er et spørgsmål om uvilje at eks. vejnavne bliver produceret med vestgrønlandske øjne, men at det simpelthen er et kommunalkontor i Nuuk der sidder og tegner kort og bestiller vejnavne. **Alt** i Grønland er dyrere end i resten af Danmark, men kommunernes budgetter bliver ikke automatisk større af de øgede omkostninger, så ekstra tid på at afdække noget man ikke nødvendigvis er klar over er et problem svære penge at få til at bruge.
> – Vi føler konstant, at vi bliver tilsidesat. Der er ingen udvikling i Tasiilaq. Mange mangler en bolig, men **der bliver ikke bygget nogen.** Jeg er sikker på, at der ville være mindre arbejdsløshed, hvis der blev bygget boliger, fortæller hun.
Tasiilaq lider af samme problem som Lolland: Kommunen kan ikke vride vand ud af en sten. Der er et enormt arbejdsløshedsproblem og det er svært nok at få budgetterne til at hænge sammen som det er, så at finde penge til tiltag der måske holder på folk i længere tid er igen – svære penge at få til at bruge. Hvis der er arbejdsmangel, boligmangel, enorme sociale problemer (børnemisbrug, depression, selvmord), så er det jo en balance at finde ud af hvor pengene gør bedst gavn i forhold til at standse blødningen fremfor nyudvikling. Det er nærmest Maslows behovspyramide, men for et samfund.
Det er _ikke_ et nemt problem at løse, men _udfra denne artikel_ virker forklaringerne på problemet for fascile, overfladiske og vildledende.
Jeg vil lige understrege igen at det er _udfra artiklen_ da jeg ikke har læst fr. Markussens forskning.
Ideen om de skal have mere indflydelse og være en “selvstændig” kommune har ikke mødt så meget modstand endnu. Det kan godt ske at de får deres egen kommune i øst.
Som om vi ikke bøvler nok med Grønlændere, der føler, at Danmark bestemmer alting. Nu bøvler Grønlænderne sgu også med sig selv.
Der er tendens til, at mange udenfor Nuuk føler, at de på en eller anden måde bliver snydt.
Der er bestemt ikke altid hold i formodningen – Grønland bruger trods alt rigtig mange penge og kræfter på at holde liv i en masse bygder og småsamfund, som aldrig ville kunne klare sig på egen hånd. Men den der fornemmelse af, at “nogen har noget, og så skal vi også ha’!” hænger alligevel bare ved.
Ikke specielt konstruktivt, egentlig. Slet ikke for det grønlandske sammenhold og evnen til at udvikle samfundet.
Grønlændere og afrikanere er svære at integrere og tilpasse et moderne højtydende industri samfund..
Det er sjældent at man ser disse med lange uddannelser og topjobs…
7 comments
> Hvis man bare ser på folkeskolen, har østgrønlandske børn ingen rettigheder til at blive undervist i deres eget sprog. Deres dygtighed bliver målt, som var de vestgrønlandske børn
Det er en historie der har gentaget sig rigtigt mange gange efterhånden, verden over.. Den nemmeste måde at undertrykke folk på, er at nægte dem at tale på deres eget sprog.
Det her er et sted Danmark kunne vende skuden og gøre noget godt for Grønland. Hvis de skal være en del af rigsfællesskabet kan vi forlange at det skal være lige for alle.
Men jeg tror mange danskere ikke engang er klar over at der bor folk på det østlige Grønland, langt mindre at de har deres egen kultur og sprog. Så der er næppe stemmer i at støtte det, og hvis der er noget vi har lært for nyligt, så er det at hovedparten af folketinget kun støtter ting der er stemmer i.
[Cersei, but as a northerner?](https://knr.gl/files/styles/image_536x268/public/2023-02/Ulunnguaq%20Markussen.jpg?itok=g6m4OOL4)
Edit:
[Til sammenligning](http://images6.fanpop.com/image/photos/37200000/Cersei-Lannister-Season-1-cersei-lannister-37249521-3307-2205.jpg)
Så synes jeg nu fr. Markussen tager sig ret godt ud, især når nu skuespillerinden har haft professionel hjælp til at se godt ud, hvor fr. Markussen kun har haft sine gener og lidt frisk luft.
> Her blev det for Ulunnguaq Markussen klart, at det er **følelsen** af afmagt og udelukkelse, der forhindrer udviklingen i Østgrønland.
men
> Østgrønland er ifølge hende mere eller mindre **underlagt et vestgrønlandsk styre**, men østgrønlænderne føler sig isoleret i forhold til Vestgrønland.
Er det en *følelse* af afmagt eller er det rent faktisk afmægtighed? Det er en ret væsentlig forskel.
> sproget er et stort problem
Jeg er uenig her. Jeg mener at de fremviste sprogproblemer er et *symptom* på at de lokale tilsyneladende ikke har noget at skulle have sagt.
Østgrønland er underlagt [samme kommune som Nuuk](https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Sermersooq_in_Greenland_2018.svg), som jo er markant mere befolkningstung på vestkysten.
Jeg kan *forestille* mig at det ikke er et spørgsmål om uvilje at eks. vejnavne bliver produceret med vestgrønlandske øjne, men at det simpelthen er et kommunalkontor i Nuuk der sidder og tegner kort og bestiller vejnavne. **Alt** i Grønland er dyrere end i resten af Danmark, men kommunernes budgetter bliver ikke automatisk større af de øgede omkostninger, så ekstra tid på at afdække noget man ikke nødvendigvis er klar over er et problem svære penge at få til at bruge.
> – Vi føler konstant, at vi bliver tilsidesat. Der er ingen udvikling i Tasiilaq. Mange mangler en bolig, men **der bliver ikke bygget nogen.** Jeg er sikker på, at der ville være mindre arbejdsløshed, hvis der blev bygget boliger, fortæller hun.
Tasiilaq lider af samme problem som Lolland: Kommunen kan ikke vride vand ud af en sten. Der er et enormt arbejdsløshedsproblem og det er svært nok at få budgetterne til at hænge sammen som det er, så at finde penge til tiltag der måske holder på folk i længere tid er igen – svære penge at få til at bruge. Hvis der er arbejdsmangel, boligmangel, enorme sociale problemer (børnemisbrug, depression, selvmord), så er det jo en balance at finde ud af hvor pengene gør bedst gavn i forhold til at standse blødningen fremfor nyudvikling. Det er nærmest Maslows behovspyramide, men for et samfund.
Det er _ikke_ et nemt problem at løse, men _udfra denne artikel_ virker forklaringerne på problemet for fascile, overfladiske og vildledende.
Jeg vil lige understrege igen at det er _udfra artiklen_ da jeg ikke har læst fr. Markussens forskning.
Ideen om de skal have mere indflydelse og være en “selvstændig” kommune har ikke mødt så meget modstand endnu. Det kan godt ske at de får deres egen kommune i øst.
Som om vi ikke bøvler nok med Grønlændere, der føler, at Danmark bestemmer alting. Nu bøvler Grønlænderne sgu også med sig selv.
Der er tendens til, at mange udenfor Nuuk føler, at de på en eller anden måde bliver snydt.
Der er bestemt ikke altid hold i formodningen – Grønland bruger trods alt rigtig mange penge og kræfter på at holde liv i en masse bygder og småsamfund, som aldrig ville kunne klare sig på egen hånd. Men den der fornemmelse af, at “nogen har noget, og så skal vi også ha’!” hænger alligevel bare ved.
Ikke specielt konstruktivt, egentlig. Slet ikke for det grønlandske sammenhold og evnen til at udvikle samfundet.
Grønlændere og afrikanere er svære at integrere og tilpasse et moderne højtydende industri samfund..
Det er sjældent at man ser disse med lange uddannelser og topjobs…