“Vi bliver nødt til at få en fælles erkendelse af, hvad der skete i 2013, ellers risikerer vi, at samme fejl bliver begået igen med store omkostninger for samfundet til følge.
Vi har brug for, at arbejdsmarkedsforskere, journalister og historikere dykker ned i forløbet, så vi kan blive klogere i fællesskab. Skal de lykkes med det, er forudsætningen imidlertid, at de møder langt større åbenhed, end det, der kendetegnede forløbet både før og efter lockouten.
Det er derfor også dybt bekymrende, at journalister her ti år efter fortsat får afslag på ansøgninger om aktindsigt i Finansministeriet med den begrundelse, at offentliggørelse vil kunne skade det offentlige område ved kommende forhandlinger. Det er hemmelighedskræmmeriet, der udgør en trussel.
– – –
Merete Risager, der var undervisningsordfører for LA i 2013, og senere blev undervisningsminister, har udtalt:
“Det kom som en enorm overraskelse for mig, at embedsværket spillede så stor en rolle i forhold til politikudvikling. Det var min oplevelse, at embedsværket havde helt afgørende indflydelse på udspillet til folkeskolereformen. Når jeg læste reformudspillet, var det tydeligt for mig, at det ikke var en pædagogisk tænkt reform. Det var en styringsreform. Og på Christiansborg blev det også italesat, at det var Finansministeriets reform”.
Undervisningsministeriet har efter vedtagelse af skolereformen åbent erkendt, at der ikke var noget forskningsmæssigt belæg for de gennemførte ændringer. Så er det måske ikke så underligt, at reformen aldrig indfriede målsætningerne.
Men vi bliver da også nødt til at stille spørgsmålet: Hvordan kunne et meget bredt flertal i Folketinget vedtage en omfattende reform, som der ikke var noget fagligt belæg for?
– – –
Der er helt klart gevinster ved indimellem at koble undervisningen sammen med praktiske aktiviteter, men hvis det er det, vi gerne vil, må vi sammen drøfte, hvordan vi prioriterer resurserne, så det bliver muligt.
En oplagt mulighed vil være at fokusere mere på kvalitet end kvantitet. Fire timer med en engagerede, velforberedte lærer, der har haft mulighed for at tilrettelægge et spændende undervisningsforløb målrettet den konkrete elevgruppe, er er langt at foretrække fremfor seks timer med en lærer, der kommer halsende ind i klassen og beder eleverne åbne deres iPad og gå i gang med endnu et forløb fra den læringsplatform, som er købt ind til alle kommunens skoler.
Den form for pædagogisk funderede diskussioner var fraværende i tilblivelsen af skolereformen. Det skyldes ikke mindst den lukkede proces, der var op til præsentation af reformforslaget, hvor hverken politikere eller ekspertise i form af forskere og praktikere spillede nogen rolle.
Der er en bred erkendelse af, at store dele af den offentlige sektor er voldsomt udfordret, og vi kan konstatere, at der er mange eksempler på stort anlagte reformer, der aldrig har indfriet målsætningerne.
I stedet for blot at gennemføre endnu en reform vil det være mere værdifuldt at komme et spadestik dybere i forklaringen på, hvorfor politikernes reformer ikke virker.
Det kan vi kun, hvis viljen og modet er der til at analysere, hvad det er der går galt i den politiske beslutningsproces.
Folkeskolereformen kunne være en oplagt genstand for sådan en analyse – og tiåret for den dramatiske lockout af lærerne er en oplagt anledning.”
Den analyse er let nok. Christine Antorini gik galt.
Min analyse: Det gik galt fordi det udelukkende var en spareøvelse.
For en del år siden viste TV2 et underholdningsprogram om Danmarks dummeste 9. klasse.
Det kørte i den bedste sendetid over flere fredage. Over en 8 ugers periode kom det frem, at med rette pædagogisk indsats og hensyn til forskellige læringsstile, så var klassen slet ikke så dum.
De “dumme blondiner” forstod så udemærket brøkreging, forudsat det blev undervist efter metoder, der tilgodeså deres læringsstil.
Desværre koster den slags mange penge, og blev derfor ignoreret politisk.
Så kom der nogen og nævnte ordet inklusion, og aldrig har så mange politikere interesseret sig for pædagogik, for her var jo meget dyre specialpladser at spare.
Man skulle jo bare rykke alle børnene med usynlige behov og udfordringer over i den almindelige folkeskole, så skulle det hele nok blive godt.
Hvad kan vi gøre for at gøre folkeskolen bedre?
Fordi vi har overladt en stor del af magten til at organisere folkeskolen i en fagforening der (naturligt) har som mål at tjene deres medlemmers specialinteresser. Der nødvendigvis sjældent hænger sammen 1:1 med samfundets.
Man behøver sgu ikke analyser for at finde frem til, hvorfor skolereformen (plus så meget andet de sidste 10-15 år) er gået galt.
Det er fordi det ofte er spareøvelser, kamufleret som reformer og at det altid skal hastes igennem uden ordentlig forberedelse.
gik noget faktisk galt eller er problemet bare at intet ændrede sig fordi lærerne var imod tingene skulle ændre sig?
“Hvorfor gik det så galt” -> “Fordi folkeskolereformen blev lavet”. Det var jo ikke sådan, at der ikke var stor modstand, der var bare ikke nok. Hvor meget belæg var det nu, som der var for at denne reform ville virke eller have den ønskede effekt? Nå ja, ingen, for det indrømmede Undervisningsministeriet selv.
1. Man lyttede ikke til fagpersonale, lærere og pædagoger, som alle sagde det var en rigtig dårlig idé, både den gang og nu
2. Pengene som skulle følge specialelever over i almentilbud “forsvandt” ofte hen til ældreområdet
3. Fagpersonale blev ikke tilstrækkeligt klædt på til det nye pres en håndfuld specialelever ville have på klassen #normeringererhvad? (normeringer er seriøst afgørende for at imødekomme den differentiering og stilladsering der skal til, to-lærer ordninger, hvor der kan støttes dobbelt eller splittes op er essentielt)
4. Det var klart en modbydelig spareøvelse, som havde til hensigt at ramme en målgruppe, som ikke havde meget at sige politisk
5. Man har i dag stadig et efterslæb, men man er lykkedes med at forværre en hel generations grundskole og direkte smadret folkeskolen
Et rigtig interessant oprids af reformen og konfliktens sammenhæng.
Af alt det der gik galt, så er der en ting der stadig gør mig absolut rasende og det var den hæslige måde at de prøvede at få reformen formuleret ud til eleverne på. I hvert fald i Aalborg kommune, hvor jeg var en del af elevrådet gik det helt galt. Vi skulle til nogle arrangementer for at lære om reformen så vi kunne formulere den videre til vores egene klasser. Det det betød i praksis var at en elev fra hver klasse skulle prøve at sælge reformen til sin egen klasse. Da alle inklusivt eleverne kunne høre at det var noget pis, skulle de stakkels elevrådsrepræsentanter stå til ansvar for det shit show regeringen havde gang i.
Hvorfor fuck fik de ikke bare en lære til at forklare det pis?!
>De blev forberedt for hastigt. De blev forberedt uden at inddrage de mennesker, der skulle gennemføre dem, på en ordentlig måde. De byggede i for høj grad på tvivlsomme skrivebordsantagelser. Der blev ikke gennemført forsøg med henblik på at undersøge, om reformen overhovedet ville have den ønskede effekt. De skulle gennemføres af medarbejdere, der var stærkt skeptiske. Og det politiske system kastede lynhurtigt implementeringen fra sig, da først selve reformlovgivningen var på plads.
– Henrik Dahl om hvorfor så mange reformer mislykkedes i de seneste år.
Lærerne gad ikke arbejde og regeringen anede ikke hvad de lavede. Der var ingen vindere ingen der burde vinde.
Alt for høje krav til specialklasseeleverne. Har de løst til at gå 10km om dagen i skolen, burde der findes et alternativt dertil og ikke lave røv til sæde undervisning for at finde nogle dødssyge læringsmål de alligevel er 2 klasser under.
Arbejdsmiljøet og respekten for lærerne forsvandt. Det føltes næsten som en gang overvågning og man sagde lærerne var nogle dovne sataner.
Corona er i den henseende det bedste, der er sket for folkeskolen. Mange forældre kom og sagde, de ikke vidste hvordan vi kunne holde ud og undervise deres unger
I min optik fuckede Bondo lærerne totalt ved af nægte at strejke. Det til trods for en strejkekasse med en lille milliard krone. Det havde været et gevaldigt værktøj i kampen for at få de rammer vi ønskede, men nej.
Det kommende nye-sort, altså inklusion 2,0, hedder den mangfoldige folkeskole. Det kan man se frem til de kommende år. 🎉
Og nu vil de skære i de længere uddannelser 🤪
1. For store klasser og for lange skoledage med tidsspild, “bevægelse”, “projektorienteret arbejde” og “innovation”. Hellere kortere, intensive dage med fokuseret læring og bedre tid til forberedelse af flere forskellige opgaver til forskellige elever. I gymnasiet er der et helt andet fagligt fokus. Hvis man reelt spørger eleverne, er der mange, der keder sig i grundskolen.
2. Elever, der er 2-5 år bagud/foran midtergruppen, sættes i samme klasse, og så får ingen af dem noget ud af undervisningen. Det er ikke muligt at undervisningsdifferntiere, hvis der er et fagligt spænd på 4-10 år blandt eleverne i samme klasse.
3. Uddannelsen og skolerne er ikke fulgt med tiden. Der kommer flere opgaver (undervisningsdifferentiering i begge ender, tosprogede etc.), men specialiseringen og ressourcerne følger ikke med.
Vi mærkede og mærker stadigvæk en markant forskel på lærernes tilgang til skolen efter reformen.
De bruger kun den tid de må og fleksibiliteten er væk. Til gengæld tager forældrene til 26 børn så fri fra arbejde for at der passer i lærernes skema. Genialt!
19 comments
“Vi bliver nødt til at få en fælles erkendelse af, hvad der skete i 2013, ellers risikerer vi, at samme fejl bliver begået igen med store omkostninger for samfundet til følge.
Vi har brug for, at arbejdsmarkedsforskere, journalister og historikere dykker ned i forløbet, så vi kan blive klogere i fællesskab. Skal de lykkes med det, er forudsætningen imidlertid, at de møder langt større åbenhed, end det, der kendetegnede forløbet både før og efter lockouten.
Det er derfor også dybt bekymrende, at journalister her ti år efter fortsat får afslag på ansøgninger om aktindsigt i Finansministeriet med den begrundelse, at offentliggørelse vil kunne skade det offentlige område ved kommende forhandlinger. Det er hemmelighedskræmmeriet, der udgør en trussel.
– – –
Merete Risager, der var undervisningsordfører for LA i 2013, og senere blev undervisningsminister, har udtalt:
“Det kom som en enorm overraskelse for mig, at embedsværket spillede så stor en rolle i forhold til politikudvikling. Det var min oplevelse, at embedsværket havde helt afgørende indflydelse på udspillet til folkeskolereformen. Når jeg læste reformudspillet, var det tydeligt for mig, at det ikke var en pædagogisk tænkt reform. Det var en styringsreform. Og på Christiansborg blev det også italesat, at det var Finansministeriets reform”.
Undervisningsministeriet har efter vedtagelse af skolereformen åbent erkendt, at der ikke var noget forskningsmæssigt belæg for de gennemførte ændringer. Så er det måske ikke så underligt, at reformen aldrig indfriede målsætningerne.
Men vi bliver da også nødt til at stille spørgsmålet: Hvordan kunne et meget bredt flertal i Folketinget vedtage en omfattende reform, som der ikke var noget fagligt belæg for?
– – –
Der er helt klart gevinster ved indimellem at koble undervisningen sammen med praktiske aktiviteter, men hvis det er det, vi gerne vil, må vi sammen drøfte, hvordan vi prioriterer resurserne, så det bliver muligt.
En oplagt mulighed vil være at fokusere mere på kvalitet end kvantitet. Fire timer med en engagerede, velforberedte lærer, der har haft mulighed for at tilrettelægge et spændende undervisningsforløb målrettet den konkrete elevgruppe, er er langt at foretrække fremfor seks timer med en lærer, der kommer halsende ind i klassen og beder eleverne åbne deres iPad og gå i gang med endnu et forløb fra den læringsplatform, som er købt ind til alle kommunens skoler.
Den form for pædagogisk funderede diskussioner var fraværende i tilblivelsen af skolereformen. Det skyldes ikke mindst den lukkede proces, der var op til præsentation af reformforslaget, hvor hverken politikere eller ekspertise i form af forskere og praktikere spillede nogen rolle.
Der er en bred erkendelse af, at store dele af den offentlige sektor er voldsomt udfordret, og vi kan konstatere, at der er mange eksempler på stort anlagte reformer, der aldrig har indfriet målsætningerne.
I stedet for blot at gennemføre endnu en reform vil det være mere værdifuldt at komme et spadestik dybere i forklaringen på, hvorfor politikernes reformer ikke virker.
Det kan vi kun, hvis viljen og modet er der til at analysere, hvad det er der går galt i den politiske beslutningsproces.
Folkeskolereformen kunne være en oplagt genstand for sådan en analyse – og tiåret for den dramatiske lockout af lærerne er en oplagt anledning.”
Den analyse er let nok. Christine Antorini gik galt.
Min analyse: Det gik galt fordi det udelukkende var en spareøvelse.
For en del år siden viste TV2 et underholdningsprogram om Danmarks dummeste 9. klasse.
Det kørte i den bedste sendetid over flere fredage. Over en 8 ugers periode kom det frem, at med rette pædagogisk indsats og hensyn til forskellige læringsstile, så var klassen slet ikke så dum.
De “dumme blondiner” forstod så udemærket brøkreging, forudsat det blev undervist efter metoder, der tilgodeså deres læringsstil.
Desværre koster den slags mange penge, og blev derfor ignoreret politisk.
Så kom der nogen og nævnte ordet inklusion, og aldrig har så mange politikere interesseret sig for pædagogik, for her var jo meget dyre specialpladser at spare.
Man skulle jo bare rykke alle børnene med usynlige behov og udfordringer over i den almindelige folkeskole, så skulle det hele nok blive godt.
Hvad kan vi gøre for at gøre folkeskolen bedre?
Fordi vi har overladt en stor del af magten til at organisere folkeskolen i en fagforening der (naturligt) har som mål at tjene deres medlemmers specialinteresser. Der nødvendigvis sjældent hænger sammen 1:1 med samfundets.
Man behøver sgu ikke analyser for at finde frem til, hvorfor skolereformen (plus så meget andet de sidste 10-15 år) er gået galt.
Det er fordi det ofte er spareøvelser, kamufleret som reformer og at det altid skal hastes igennem uden ordentlig forberedelse.
gik noget faktisk galt eller er problemet bare at intet ændrede sig fordi lærerne var imod tingene skulle ændre sig?
“Hvorfor gik det så galt” -> “Fordi folkeskolereformen blev lavet”. Det var jo ikke sådan, at der ikke var stor modstand, der var bare ikke nok. Hvor meget belæg var det nu, som der var for at denne reform ville virke eller have den ønskede effekt? Nå ja, ingen, for det indrømmede Undervisningsministeriet selv.
1. Man lyttede ikke til fagpersonale, lærere og pædagoger, som alle sagde det var en rigtig dårlig idé, både den gang og nu
2. Pengene som skulle følge specialelever over i almentilbud “forsvandt” ofte hen til ældreområdet
3. Fagpersonale blev ikke tilstrækkeligt klædt på til det nye pres en håndfuld specialelever ville have på klassen #normeringererhvad? (normeringer er seriøst afgørende for at imødekomme den differentiering og stilladsering der skal til, to-lærer ordninger, hvor der kan støttes dobbelt eller splittes op er essentielt)
4. Det var klart en modbydelig spareøvelse, som havde til hensigt at ramme en målgruppe, som ikke havde meget at sige politisk
5. Man har i dag stadig et efterslæb, men man er lykkedes med at forværre en hel generations grundskole og direkte smadret folkeskolen
Et rigtig interessant oprids af reformen og konfliktens sammenhæng.
Af alt det der gik galt, så er der en ting der stadig gør mig absolut rasende og det var den hæslige måde at de prøvede at få reformen formuleret ud til eleverne på. I hvert fald i Aalborg kommune, hvor jeg var en del af elevrådet gik det helt galt. Vi skulle til nogle arrangementer for at lære om reformen så vi kunne formulere den videre til vores egene klasser. Det det betød i praksis var at en elev fra hver klasse skulle prøve at sælge reformen til sin egen klasse. Da alle inklusivt eleverne kunne høre at det var noget pis, skulle de stakkels elevrådsrepræsentanter stå til ansvar for det shit show regeringen havde gang i.
Hvorfor fuck fik de ikke bare en lære til at forklare det pis?!
>De blev forberedt for hastigt. De blev forberedt uden at inddrage de mennesker, der skulle gennemføre dem, på en ordentlig måde. De byggede i for høj grad på tvivlsomme skrivebordsantagelser. Der blev ikke gennemført forsøg med henblik på at undersøge, om reformen overhovedet ville have den ønskede effekt. De skulle gennemføres af medarbejdere, der var stærkt skeptiske. Og det politiske system kastede lynhurtigt implementeringen fra sig, da først selve reformlovgivningen var på plads.
– Henrik Dahl om hvorfor så mange reformer mislykkedes i de seneste år.
https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE15247470/disse-fejl-foerer-til-mislykkede-reformer/
Lærerne gad ikke arbejde og regeringen anede ikke hvad de lavede. Der var ingen vindere ingen der burde vinde.
Alt for høje krav til specialklasseeleverne. Har de løst til at gå 10km om dagen i skolen, burde der findes et alternativt dertil og ikke lave røv til sæde undervisning for at finde nogle dødssyge læringsmål de alligevel er 2 klasser under.
Arbejdsmiljøet og respekten for lærerne forsvandt. Det føltes næsten som en gang overvågning og man sagde lærerne var nogle dovne sataner.
Corona er i den henseende det bedste, der er sket for folkeskolen. Mange forældre kom og sagde, de ikke vidste hvordan vi kunne holde ud og undervise deres unger
I min optik fuckede Bondo lærerne totalt ved af nægte at strejke. Det til trods for en strejkekasse med en lille milliard krone. Det havde været et gevaldigt værktøj i kampen for at få de rammer vi ønskede, men nej.
Det kommende nye-sort, altså inklusion 2,0, hedder den mangfoldige folkeskole. Det kan man se frem til de kommende år. 🎉
Og nu vil de skære i de længere uddannelser 🤪
1. For store klasser og for lange skoledage med tidsspild, “bevægelse”, “projektorienteret arbejde” og “innovation”. Hellere kortere, intensive dage med fokuseret læring og bedre tid til forberedelse af flere forskellige opgaver til forskellige elever. I gymnasiet er der et helt andet fagligt fokus. Hvis man reelt spørger eleverne, er der mange, der keder sig i grundskolen.
2. Elever, der er 2-5 år bagud/foran midtergruppen, sættes i samme klasse, og så får ingen af dem noget ud af undervisningen. Det er ikke muligt at undervisningsdifferntiere, hvis der er et fagligt spænd på 4-10 år blandt eleverne i samme klasse.
3. Uddannelsen og skolerne er ikke fulgt med tiden. Der kommer flere opgaver (undervisningsdifferentiering i begge ender, tosprogede etc.), men specialiseringen og ressourcerne følger ikke med.
Vi mærkede og mærker stadigvæk en markant forskel på lærernes tilgang til skolen efter reformen.
De bruger kun den tid de må og fleksibiliteten er væk. Til gengæld tager forældrene til 26 børn så fri fra arbejde for at der passer i lærernes skema. Genialt!