Som sygemeldt på nu femte år kan jeg kun være enig. At være i det system bliver man kun mere syg af.
Bare tankengangen om at man kan jagte eller straffe folk til at blive raske kan man jo kun ryste på hovedet af.
And the survey says… No fucking shit.
Selv om det er lang tid siden jeg var i dagpengesystemet får jeg stadig ondt i maven når jeg får en besked fra kommunen i e-Boks, og jeg var ikke engang sygemeldt eller noget.
Jeg ville ønske at flere, havde samme gode oplevelse som mig. Det kan lade sig gøre, men det kan ikke være meningen, at ens oplevelse afhænger af rådgiver/kommune..
Mon ikke der er en ændring på vej? /s. Stephanie Lose forklarede forleden, hvordan det kunne forværre oplevelsen af stress, hvis Jakob Ellemann-Jensen skulle melde, hvornår han var rask igen. Hvilket er rigtigt set. På sygeorlov som politiker er han heldigvis helt fritaget for den slags ubehageligheder, der kun gælder for almindelige arbejdstagere.
Det må være rart at få sygeorlov uden ubehagelige opkald og samtaler med arbejdsgiver og a-kasse om frister og krav.
Ironisk nok knækkede han midt over lige efter at have afskaffet en fridag.
Ikke for at bashe Ellemann, jeg ønsker ham god bedring, bare for at tydeliggøre at der er et dem og os.
En del af problemet ligger også i at det offentlige står klar til at slå hårdt ned på enhver lille afvigelse i ens forpligtelser uanset årsag. Fx kunne man ikke altid bestille møde i tide da de ikke havde ledige tider.
Når det er det offentlige der ikke holder deres aftaler så trækker de bare på skuldrene og siger at det kan jo smutte.
Jeg har prøvet at blive truet med at få frataget dagpenge fordi de mente der var ting jeg ikke havde overholdt. Jeg måtte selv ringe rundt og finde hoved og hale i tingene. Det viste sig at det var dem der havde lavet en fejl. Man er i den grad skyldig til man har bevist andet. Det er absolut ikke noget man skal udsættes for når man har stress/depression.
2. år som sygemeldt følte jeg at væggene væltede ned mod mig, og jeg fik kvalme og svimmelhed, så jeg måtte flygte ud af jobcenteret.
Et bureaukratisk system, som kun gavner bureaukraterne selv. Sikke en overraskelse.
Jeg får angst hver gang jeg får brev fra kommunen, i min e-Boks. Jeg er fleksjobber (dog uden job pt.). Ikke sådan panikangst, men jeg tænker konsekvent “Hvad vil de nu have mig til, hvor skal jeg møde, hvornår foregår det, skærer de i min hjælp”. Sådan nogle ting. Jeg vil gerne arbejde for min hjælp/ydelse, men jeg er blevet kastet rundt i systemet så det har sat sig som en frygt. Min ellers søde sagsbehandler siger “Du skal ikke være bange for noget”, men det hjælper ikke rigtig når frygten allerede har sat sig.
Blev stress sygemeldt forrige år. Fik det kun dårligere under mit forløb, så da jeg blev opsagt fra min arbejdsplads sagde jeg og pænt til jobcentret, at jeg ikke ville have dagpenge. Først der begyndte jeg at få det bedre. Det kostede mig 8 måneders indkomst, men jeg blev da rask. Da jeg søgte at raskmelde mig, for at de stoppede med at ringe til mig, spurgte jeg, hvad der så nu skulle ske, hvortil svaret var, at jeg ikke kunne tage min raskmelding tilbage. Den ansatte i jobcentret blev helt defensiv, men jeg spurgte egentligt bare for at vide, om jeg skulle underskrive noget eller andet. Fuck det lort. Håber aldrig jeg skal igennem det igen
Så kommunerne er den ægte aprilsnar?
Man skal virkelig være lavet af Dynamit for og være syg i det her land.
Hvad kan jobcenteret også hjælpe med hvis din læge har diagnosticeret dig syg og vurderet du har brug for ro og fred?
Jeg blev syg med stress i slut oktober. Var sygemeldt fra start nov til start februar.
Jeg var så ræd for den samtale med kommunen, men det gik så fantastisk. Sagsbehandleren var sød, og vi snakkede da også om mine bekymringer efterfølgende.
Hun nævnte at det var meget forskelligt fra kommune til kommune. I min kommune ser man altså mennesker for mennesker.
Det kan jeg sagtens nikke genkendende til. Da jeg blev syg efter gymnasiet, blev jeg nærmest skældt ud over at være mødt op på kommunen dengang.
Min far var de også stride overfor efter han fik sin blodprop.
Så hvis det nu bare var ens tilgang ved alle kommuner, så blev folk jo ikke mere syge.
Jeg var kun 2 måneder på dagpenge, og nåede slet ikke til det punkt hvor de begynder at mishandle én, så skal bestemt ikke brokke mig, det værste de gjorde ved mig var at spilde lidt af min tid med tilbud, krav og råd der ikke hjalp mig i job.
Men hvad jeg synes indkapsler deres mangel på fleksibilitet så smukt er, at da jeg fik tilbudt job på en torsdag og kontaktede dem for at blive fritaget deres rådighedskrav, fik jeg af vide at jeg stadig skulle sende to ansøgninger afsted den uge, for jeg havde jo været ledig mandag-onsdag den uge. Det tog mig kun 10 minutter at sende dem afsted, men blev mest af alt bare forarget over at jeg seriøst skulle spilde både min og to arbejdsgiveres tid.
Alt sympati til langtidsledige, det er fuldkommen forrykt at systemet er blevet så elendigt og jeg er bare ekstremt taknemmelig for ikke at have oplevet dem når de begynder at blive utålmodige.
En anekdote:
Da jeg var ungarbejder i Netto for snart 20 år siden, havde jeg en elendig chef. Hun var decideret ubehagelig, ikke ret dygtig (vores omsætning og generelle ry var dårligt i distriktet).
20 år senere, efter et sygdomsforløb (mit forløb), ser jeg hende på jobcentret, hvor hun har fået job.
Nu skal man ikke altid antage det værste, men jeg mistænker heller ikke, at det altid er de skarpeste eller mest egnede, der sidder på jobcentrene. Flere af dem jeg har mødt, har virket trætte, uengagerede og generelt bare som en del af et slidt system.
Så syg, at man må fritages fra sit arbejde; men ikke syg nok til, at man ikke pludseligt skal arbejde for det offentlige, for at bekræfte, at man er for syg til at arbejde.
Hvad er det egentligt, man forestiller sig, med sådan et system? Altså, udover at fravær arbejdsmarkedet – uanset, hvor midlertidigt det end måtte være – skal straffes (arbejde for arbejdets skyld er en moralsk pligt), så må det vel være en forestilling om, at man kun er *rigtigt* syg, hvis man kan møde frisk og velforberedt op på kommunen eller i jobcenteret, så snart de kalder. Kan man ikke det, så må det jo være pjækkeri.
Det er chikane alene for chikanens skyld. Det er pseudoarbejde for den ene part og forfølgelse for den anden. Ingen vinder noget på det her, og systemet er, mig bekendt, bevist ineffektivt gang på gang. Men skal det ændres? “Glem det, venner!” Systemet findes trods alt kun som en trussel mod dem, der kunne være i risikozonen for at droppe ud af det hellige arbejdsmarked, selv bare for en stund.
Er pt stress sygemeldt selv. Det er så absurd at min læge kan anbefale ro og afslapning som primær behandling mens kommunen direkte modarbejder lægens anbefalinger i et forsøg på at få mig hurtigst muligt i arbejde igen – og nej min sagsbehandler forstår ikke selv ironien i det
19 comments
Som sygemeldt på nu femte år kan jeg kun være enig. At være i det system bliver man kun mere syg af.
Bare tankengangen om at man kan jagte eller straffe folk til at blive raske kan man jo kun ryste på hovedet af.
And the survey says… No fucking shit.
Selv om det er lang tid siden jeg var i dagpengesystemet får jeg stadig ondt i maven når jeg får en besked fra kommunen i e-Boks, og jeg var ikke engang sygemeldt eller noget.
Jeg ville ønske at flere, havde samme gode oplevelse som mig. Det kan lade sig gøre, men det kan ikke være meningen, at ens oplevelse afhænger af rådgiver/kommune..
Mon ikke der er en ændring på vej? /s. Stephanie Lose forklarede forleden, hvordan det kunne forværre oplevelsen af stress, hvis Jakob Ellemann-Jensen skulle melde, hvornår han var rask igen. Hvilket er rigtigt set. På sygeorlov som politiker er han heldigvis helt fritaget for den slags ubehageligheder, der kun gælder for almindelige arbejdstagere.
Det må være rart at få sygeorlov uden ubehagelige opkald og samtaler med arbejdsgiver og a-kasse om frister og krav.
Ironisk nok knækkede han midt over lige efter at have afskaffet en fridag.
Ikke for at bashe Ellemann, jeg ønsker ham god bedring, bare for at tydeliggøre at der er et dem og os.
En del af problemet ligger også i at det offentlige står klar til at slå hårdt ned på enhver lille afvigelse i ens forpligtelser uanset årsag. Fx kunne man ikke altid bestille møde i tide da de ikke havde ledige tider.
Når det er det offentlige der ikke holder deres aftaler så trækker de bare på skuldrene og siger at det kan jo smutte.
Jeg har prøvet at blive truet med at få frataget dagpenge fordi de mente der var ting jeg ikke havde overholdt. Jeg måtte selv ringe rundt og finde hoved og hale i tingene. Det viste sig at det var dem der havde lavet en fejl. Man er i den grad skyldig til man har bevist andet. Det er absolut ikke noget man skal udsættes for når man har stress/depression.
2. år som sygemeldt følte jeg at væggene væltede ned mod mig, og jeg fik kvalme og svimmelhed, så jeg måtte flygte ud af jobcenteret.
Et bureaukratisk system, som kun gavner bureaukraterne selv. Sikke en overraskelse.
Jeg får angst hver gang jeg får brev fra kommunen, i min e-Boks. Jeg er fleksjobber (dog uden job pt.). Ikke sådan panikangst, men jeg tænker konsekvent “Hvad vil de nu have mig til, hvor skal jeg møde, hvornår foregår det, skærer de i min hjælp”. Sådan nogle ting. Jeg vil gerne arbejde for min hjælp/ydelse, men jeg er blevet kastet rundt i systemet så det har sat sig som en frygt. Min ellers søde sagsbehandler siger “Du skal ikke være bange for noget”, men det hjælper ikke rigtig når frygten allerede har sat sig.
Blev stress sygemeldt forrige år. Fik det kun dårligere under mit forløb, så da jeg blev opsagt fra min arbejdsplads sagde jeg og pænt til jobcentret, at jeg ikke ville have dagpenge. Først der begyndte jeg at få det bedre. Det kostede mig 8 måneders indkomst, men jeg blev da rask. Da jeg søgte at raskmelde mig, for at de stoppede med at ringe til mig, spurgte jeg, hvad der så nu skulle ske, hvortil svaret var, at jeg ikke kunne tage min raskmelding tilbage. Den ansatte i jobcentret blev helt defensiv, men jeg spurgte egentligt bare for at vide, om jeg skulle underskrive noget eller andet. Fuck det lort. Håber aldrig jeg skal igennem det igen
Så kommunerne er den ægte aprilsnar?
Man skal virkelig være lavet af Dynamit for og være syg i det her land.
Hvad kan jobcenteret også hjælpe med hvis din læge har diagnosticeret dig syg og vurderet du har brug for ro og fred?
Jeg blev syg med stress i slut oktober. Var sygemeldt fra start nov til start februar.
Jeg var så ræd for den samtale med kommunen, men det gik så fantastisk. Sagsbehandleren var sød, og vi snakkede da også om mine bekymringer efterfølgende.
Hun nævnte at det var meget forskelligt fra kommune til kommune. I min kommune ser man altså mennesker for mennesker.
Det kan jeg sagtens nikke genkendende til. Da jeg blev syg efter gymnasiet, blev jeg nærmest skældt ud over at være mødt op på kommunen dengang.
Min far var de også stride overfor efter han fik sin blodprop.
Så hvis det nu bare var ens tilgang ved alle kommuner, så blev folk jo ikke mere syge.
Jeg var kun 2 måneder på dagpenge, og nåede slet ikke til det punkt hvor de begynder at mishandle én, så skal bestemt ikke brokke mig, det værste de gjorde ved mig var at spilde lidt af min tid med tilbud, krav og råd der ikke hjalp mig i job.
Men hvad jeg synes indkapsler deres mangel på fleksibilitet så smukt er, at da jeg fik tilbudt job på en torsdag og kontaktede dem for at blive fritaget deres rådighedskrav, fik jeg af vide at jeg stadig skulle sende to ansøgninger afsted den uge, for jeg havde jo været ledig mandag-onsdag den uge. Det tog mig kun 10 minutter at sende dem afsted, men blev mest af alt bare forarget over at jeg seriøst skulle spilde både min og to arbejdsgiveres tid.
Alt sympati til langtidsledige, det er fuldkommen forrykt at systemet er blevet så elendigt og jeg er bare ekstremt taknemmelig for ikke at have oplevet dem når de begynder at blive utålmodige.
En anekdote:
Da jeg var ungarbejder i Netto for snart 20 år siden, havde jeg en elendig chef. Hun var decideret ubehagelig, ikke ret dygtig (vores omsætning og generelle ry var dårligt i distriktet).
20 år senere, efter et sygdomsforløb (mit forløb), ser jeg hende på jobcentret, hvor hun har fået job.
Nu skal man ikke altid antage det værste, men jeg mistænker heller ikke, at det altid er de skarpeste eller mest egnede, der sidder på jobcentrene. Flere af dem jeg har mødt, har virket trætte, uengagerede og generelt bare som en del af et slidt system.
Så syg, at man må fritages fra sit arbejde; men ikke syg nok til, at man ikke pludseligt skal arbejde for det offentlige, for at bekræfte, at man er for syg til at arbejde.
Hvad er det egentligt, man forestiller sig, med sådan et system? Altså, udover at fravær arbejdsmarkedet – uanset, hvor midlertidigt det end måtte være – skal straffes (arbejde for arbejdets skyld er en moralsk pligt), så må det vel være en forestilling om, at man kun er *rigtigt* syg, hvis man kan møde frisk og velforberedt op på kommunen eller i jobcenteret, så snart de kalder. Kan man ikke det, så må det jo være pjækkeri.
Det er chikane alene for chikanens skyld. Det er pseudoarbejde for den ene part og forfølgelse for den anden. Ingen vinder noget på det her, og systemet er, mig bekendt, bevist ineffektivt gang på gang. Men skal det ændres? “Glem det, venner!” Systemet findes trods alt kun som en trussel mod dem, der kunne være i risikozonen for at droppe ud af det hellige arbejdsmarked, selv bare for en stund.
Er pt stress sygemeldt selv. Det er så absurd at min læge kan anbefale ro og afslapning som primær behandling mens kommunen direkte modarbejder lægens anbefalinger i et forsøg på at få mig hurtigst muligt i arbejde igen – og nej min sagsbehandler forstår ikke selv ironien i det
Nå, nu er Morten også psykiater.