Det er problematisk at man betragtes som værende dømt af sundhedsstyrelsen blot man er tiltalt for noget.
Man er og bør behandles som uskyldig til det modsatte er bevist.
Måske upopulær holdning blandt lægmænd, men jeg ser tit folk herinde, som vil klage over læge eller forløb – oftest over banale årsager/forløb, når man ser tingene i et større perspektiv.
En klage kan medføre den enkelte læge store personlige og økonomiske konsekvenser. Også i sager, hvor de ikke ender med at have gjort noget forkert. Man skal som læge bruge megen tid på at besvare klager – dette skal oftest gøres uden for normal arbejdstid, dvs. ulønnet. Såfremt patienten får medhold, har lægen ikke mulighed for at anke vurderingen.
Det nuværende system resulterer i min optik til overdiagnosticering og -behandling, fordi man som læge hellere vil henvise til billeddiagnostik og udredning, selvom der ikke er indikation, men fordi patienten har en forventning, og det er nemmere at skubbe aben videre. Det nuværende system fører til straf fremfor læring.
Tldr: Tænk dig om før du klager til Styrelsen for Patientsikkerhed. Er du utilfreds med et forløb hos din læge, så tag en snak med vedkommende. Er det helt galt, skal du selvfølgelig klage.
Hvis vi indførte en observationsperiode hvor f.eks. en sygeplejer eller noget fulgte lægen under patientbehandling kunne de måske stadig praktisere mens deres sag behandles?
Udvikler vi pt. en krænkelseskultur, der (i hvert fald for det mandlige køn) forhindrer udøvelsen af lægehvervet?
>> Han forklarede i retten, at han havde tilbudt styrelsen, at han kunne ansætte en person, der hele tiden kunne følge ham, indtil sagen var afsluttet, så han var under opsyn.
>> Men det blev afvist af styrelsen.
>> Kent Kristensen, lektor i sundhedsret på Syddansk Universitet, fortæller, at styrelsen, som loven er i dag, ikke kan give en læge i en verserende straffesag mulighed for at fortsætte med at arbejde under opsyn eller videoovervågning, medmindre lægen har et misbrugsproblem eller en sygdom.
Så, læren er for lægerne at…. give dig selv et pillemisbrug eller få en kollega til at diagnosere en bestemt sygdom?
I den mere seriøse retning; det er fint vi ikke har sindssyge søgsmål med astronomiske beløb som i USA, men på den anden side mangler vi en eller anden form for kompensering når staten ødelægger folks liv.
Det eneste vi stort set har, er en rate på, hvor mange dage du har siddet varetægtsfængslet og man finder ud af, vedkommende er uskyldig.
Stort set alle andre tilfælde kan forskellige folk i forskellige roller knipse med fingrene og ødelægge en persons liv. At vi finder os i det, fordi den slags sker for folk vi ikke kender er typisk men også trist.
Det er jo så en af ulemperne ved at være selvstændig erhvervsdrivende som praktiserende læger er, det svarer jo reelt til at man bare dropper en leverandør.
Det klassiske mundheld om, at man ikke har noget at frygte, hvis ikke man har gjort noget forkert, må gang på gang se sig overhalet af realiteterne. Det er næppe kun læger, der gør og frygter for, hvad det kan betyde for dem, hvis nogen der har med at gøre misforstår en hentydning eller handling. Dermed ikke sagt, at man ikke skal tage reelle krænkelser og overgreb alvorligt; men debatten er nødt til at inkludere den mistænktes vilkår, og hvilke konsekvenser det kan have for dem, selv hvis deres uskyld i sidste ende bekræftes.
Jeg tænker, at man vil samme bekymring i mange brancher, ikke nødvendigvis i forhold til seksuelle krænkelser, men anklager om krænkelser generelt. Man kan ikke have en fast standard for, hvornår nogen er berettiget til at føle sig krænket; i det her tilfælde er det vel retfærdigt at sige, at staten uhensigtsmæssigt, og med virkelige konsekvenser, har krænket denne læge. Han er reelt set blevet straffet for noget, han nu er frikendt for. Var han blevet dømt, så havde straffen formentligt været væsentligt mildere end det, han er blevet udsat for, på trods af hans uskyld. Det kan man ikke tage tilbage. Og det skaber jo et problem i forhold til både retsfølelsen generelt, samt retsstatens grundliggende principper i deres helhed.
Det er jo generelt også problematisk at sagen er droppet fordi de ikke definitivt kan bevise om overgrebene fandt sted, det et altså ikke et spørgsmål om at han blev renset for anklager men at der bare ikke er stor nok bevis byrde mod ham.
Så er spørgsmålet jo, skulle han potentielt have lov at forsætte med at krænke? Eller kunne man stole på at det er ofrene der har givet falskt vidnesbyrd?
8 comments
Det er problematisk at man betragtes som værende dømt af sundhedsstyrelsen blot man er tiltalt for noget.
Man er og bør behandles som uskyldig til det modsatte er bevist.
Måske upopulær holdning blandt lægmænd, men jeg ser tit folk herinde, som vil klage over læge eller forløb – oftest over banale årsager/forløb, når man ser tingene i et større perspektiv.
En klage kan medføre den enkelte læge store personlige og økonomiske konsekvenser. Også i sager, hvor de ikke ender med at have gjort noget forkert. Man skal som læge bruge megen tid på at besvare klager – dette skal oftest gøres uden for normal arbejdstid, dvs. ulønnet. Såfremt patienten får medhold, har lægen ikke mulighed for at anke vurderingen.
Det nuværende system resulterer i min optik til overdiagnosticering og -behandling, fordi man som læge hellere vil henvise til billeddiagnostik og udredning, selvom der ikke er indikation, men fordi patienten har en forventning, og det er nemmere at skubbe aben videre. Det nuværende system fører til straf fremfor læring.
Tldr: Tænk dig om før du klager til Styrelsen for Patientsikkerhed. Er du utilfreds med et forløb hos din læge, så tag en snak med vedkommende. Er det helt galt, skal du selvfølgelig klage.
Hvis vi indførte en observationsperiode hvor f.eks. en sygeplejer eller noget fulgte lægen under patientbehandling kunne de måske stadig praktisere mens deres sag behandles?
Udvikler vi pt. en krænkelseskultur, der (i hvert fald for det mandlige køn) forhindrer udøvelsen af lægehvervet?
>> Han forklarede i retten, at han havde tilbudt styrelsen, at han kunne ansætte en person, der hele tiden kunne følge ham, indtil sagen var afsluttet, så han var under opsyn.
>> Men det blev afvist af styrelsen.
>> Kent Kristensen, lektor i sundhedsret på Syddansk Universitet, fortæller, at styrelsen, som loven er i dag, ikke kan give en læge i en verserende straffesag mulighed for at fortsætte med at arbejde under opsyn eller videoovervågning, medmindre lægen har et misbrugsproblem eller en sygdom.
Så, læren er for lægerne at…. give dig selv et pillemisbrug eller få en kollega til at diagnosere en bestemt sygdom?
I den mere seriøse retning; det er fint vi ikke har sindssyge søgsmål med astronomiske beløb som i USA, men på den anden side mangler vi en eller anden form for kompensering når staten ødelægger folks liv.
Det eneste vi stort set har, er en rate på, hvor mange dage du har siddet varetægtsfængslet og man finder ud af, vedkommende er uskyldig.
Stort set alle andre tilfælde kan forskellige folk i forskellige roller knipse med fingrene og ødelægge en persons liv. At vi finder os i det, fordi den slags sker for folk vi ikke kender er typisk men også trist.
Det er jo så en af ulemperne ved at være selvstændig erhvervsdrivende som praktiserende læger er, det svarer jo reelt til at man bare dropper en leverandør.
Det klassiske mundheld om, at man ikke har noget at frygte, hvis ikke man har gjort noget forkert, må gang på gang se sig overhalet af realiteterne. Det er næppe kun læger, der gør og frygter for, hvad det kan betyde for dem, hvis nogen der har med at gøre misforstår en hentydning eller handling. Dermed ikke sagt, at man ikke skal tage reelle krænkelser og overgreb alvorligt; men debatten er nødt til at inkludere den mistænktes vilkår, og hvilke konsekvenser det kan have for dem, selv hvis deres uskyld i sidste ende bekræftes.
Jeg tænker, at man vil samme bekymring i mange brancher, ikke nødvendigvis i forhold til seksuelle krænkelser, men anklager om krænkelser generelt. Man kan ikke have en fast standard for, hvornår nogen er berettiget til at føle sig krænket; i det her tilfælde er det vel retfærdigt at sige, at staten uhensigtsmæssigt, og med virkelige konsekvenser, har krænket denne læge. Han er reelt set blevet straffet for noget, han nu er frikendt for. Var han blevet dømt, så havde straffen formentligt været væsentligt mildere end det, han er blevet udsat for, på trods af hans uskyld. Det kan man ikke tage tilbage. Og det skaber jo et problem i forhold til både retsfølelsen generelt, samt retsstatens grundliggende principper i deres helhed.
Det er jo generelt også problematisk at sagen er droppet fordi de ikke definitivt kan bevise om overgrebene fandt sted, det et altså ikke et spørgsmål om at han blev renset for anklager men at der bare ikke er stor nok bevis byrde mod ham.
Så er spørgsmålet jo, skulle han potentielt have lov at forsætte med at krænke? Eller kunne man stole på at det er ofrene der har givet falskt vidnesbyrd?