Tl;dr: en vis biologistisk grundanskuelse præger psykiatrien, herunder børne- og ungdomspsykiatrien, hvor diagnoser reduceres til noget, der udelukkende er udtryk for en biologisk uregelmæssighed.
Man antager altså, at mængden af neurodivergente i et samfund er en evig, ahistorisk konstant, og at vi blot i vore dage er blevet bedre til at identificere og beskrive lidelserne, men derved negligerer man de sociale og kulturelle m.m. påvirkninger af psyken, og ignorerer diagnosernes specifikke, historiske forankring, hvilket altså forhindrer os i at gøre noget ved årsagerne dertil.
Jamen, Kammerat Wolfe, ved du da ikke det? Hvis ikke vi antager at ~~_åndsvage_~~, undskyld, psykisk sygdom, er biologisk, skal vi jo til faktisk at tage diskussioner om vores samfundsforms ødelæggende indflydelse på menneskets psyke mere alvorligt, end at påberåbe at den der Tikketi-tok er dårlig!
***
Med sarkasmen klaret: Psykiatrisering af psykiske sygdomme er den nemme vej ud: det fungerer som en “afpolitisering” af de psykiske sygdomme, forstået på den måde, at man med henvisninger til ubalancer i hormonniveauer osv. kan undgå diskussionerne om hvad der egentligt forårsager psykisk sygdom, f.eks. sociale forhold.
Jeg har lige læst Beatrice Adler-Bolton og Artie Vierkants _Health Communism_(2022,) et værk der netop handler om bl.a. sociale forholds indflydelse på vores sundhed, mentalt og fysisk, og er dedikeret til _SPK_. En klar anbefaling herfra.
Jeg har ADHD. ADHD er en anormalitet i hjernen, og det er et faktum. Jeg er også nærsynet og bærer briller, hvilket også er en anormalitet, bare af mere fysiologisk art. Ligesom nærsynethed kan afhjælpes med briller/kontaktlinser (eller laseroperationer), så kan ADHD også afhjælpes med medicin og/eller træning af hjernen.
Jeg var i starten af fyrrene, da jeg fik diagnosen, og medicinen var næsten et tryllemiddel for mig. Jeg har arbejdet med træning af koncentration og forskellige psyko-edukative teknikker, så jeg tager efterhånden medicinen meget sjældent, men hvis jeg bliver meget stresset eller påvirket af udefrakommende faktorer, så tager jeg et par piller.
Kunne vi lave et samfund, hvor vi tog mere hensyn til ADHD, autisme og andre afvigelser? Ja, god ide, bare gå i gang! Jeg bliver bare ikke siddende og venter på, at det sker. Jeg er nødt til at fungere i det samfund, vi har nu, med eller uden ADHD.
Jeg er selvstændig, og andelen af selvstændige blandt ADHD’ere er relativt højere end blandt resten af befolkningen. Så kan vi stå op klokken to om natten og arbejde, hvis det er vores bedste tidspunkt. Vi kan arbejde på vores måde, i vores tempo (hvilket svinger fra 10% til 500% af normen), og vi kan selv bestemme, hvor skabet skal stå.
ADHD skyldes ofte traumer tidligt i barndommen (nyfødt/baby) og hjernen ændrer sig derfor og derfor kan man også se det på scanninger 😊
Hvis vi havde mere fokus på sund og kærlig opfostring af børn og mødte dem i deres behov så ville vi ikke opleve så mange med psykiske diagnoser.
Tjek evt Gabor Mate ud for mere viden omkring emnet – det er meget interesant!
Interessant at læse, især fordi at jeg selv har haft den helt modsatte oplevelse i psykiatrien, at man fornægter at psykisk sygdom kan skyldes noget fysisk.
Jeg må stille mig trodsig overfor sætningen:
>Der findes endnu ikke velunderbygget viden om årsagerne til de tilstande, der diagnosticeres som adhd og autisme, men kun hypoteser, både biologiske, psykologiske og sociologiske.
Vi har mange direkte beviser for at hjernekemien er anderledes hos folk med både ADHD og autisme.
De eneste personer/organisationer etc. der modsiger dette er dem der støtter Applied Behaviour Analysis, der er en stærkt kritiseret (specielt af autister) terapi metode, hvis formål er at undertrykke autistiske træk, i stedet for at hjælpe autister med at fungere med dem.
Det at mange folk med diagnoserne har andre psykologiske traumer/udfordringer er ofte direkte grundet i at de fungerer anderledes pga den anderledes hjernekemi.
Denne anderledes hjernekemi gør også at “normal” psykologisk hjælp generelt er mindre effektiv, da fx standard kognitiv adfærdsterapi har begrænset effektivitet for autister.Det var nat og dag for mig, da jeg skiftede til en psykolog der specialiserede sig i autisme.
Derfor mener jeg også at dette er en direkte skadelig holdning, da den kan lede til større, længerevarende problemer, hvis børn ikke får den rette hjælp, fordi deres problemer “bare” tilskrives psykologiske traumer, når disse traumer måske er direkte effekt af autisme eller ADHD.
Som allerede er blevet argumenteret for, så benægter artiklen ikke, at psykiske sygdomme som ADHD kan anses som bio-kemiske / somatiske.
Psykiske lidelser, eller bio-kemiske ubalancer i hjernen, som psykiatrien ofte beskriver det, vil finde sted uanset samfundets indretning.
Dét, som kritisk teori omhandlende psykiske lidelser generelt peger mod, er at samfundets indretning, samt den psykisk syges omgivelser, spiller en stor rolle i at definere hvor “handikappet” den psykisk syge er.
Sat lidt på spidsen: hvis en person sidder i kørestol (feks grundet noget genetisk), så havde personen også siddet i kørestol hvis vi havde haft et socialistisk samfund i stedet for et kapitalistisk samfund.
Men hvis der er 40cm kantsten alle vegne, så er personen handikappet i langt højere grad end hvis der var ramper, skrå kantsten i stedet for komplet vandrette osv.
Man kan se det lidt som en elkeddel: vandet (den biokemiske ubalance) er allerede i keddelen, men det er omgivelserne (bla samfundets indretning), som får kedellen til at koge over.
7 comments
Tl;dr: en vis biologistisk grundanskuelse præger psykiatrien, herunder børne- og ungdomspsykiatrien, hvor diagnoser reduceres til noget, der udelukkende er udtryk for en biologisk uregelmæssighed.
Man antager altså, at mængden af neurodivergente i et samfund er en evig, ahistorisk konstant, og at vi blot i vore dage er blevet bedre til at identificere og beskrive lidelserne, men derved negligerer man de sociale og kulturelle m.m. påvirkninger af psyken, og ignorerer diagnosernes specifikke, historiske forankring, hvilket altså forhindrer os i at gøre noget ved årsagerne dertil.
Jamen, Kammerat Wolfe, ved du da ikke det? Hvis ikke vi antager at ~~_åndsvage_~~, undskyld, psykisk sygdom, er biologisk, skal vi jo til faktisk at tage diskussioner om vores samfundsforms ødelæggende indflydelse på menneskets psyke mere alvorligt, end at påberåbe at den der Tikketi-tok er dårlig!
***
Med sarkasmen klaret: Psykiatrisering af psykiske sygdomme er den nemme vej ud: det fungerer som en “afpolitisering” af de psykiske sygdomme, forstået på den måde, at man med henvisninger til ubalancer i hormonniveauer osv. kan undgå diskussionerne om hvad der egentligt forårsager psykisk sygdom, f.eks. sociale forhold.
Jeg har lige læst Beatrice Adler-Bolton og Artie Vierkants _Health Communism_(2022,) et værk der netop handler om bl.a. sociale forholds indflydelse på vores sundhed, mentalt og fysisk, og er dedikeret til _SPK_. En klar anbefaling herfra.
Jeg har ADHD. ADHD er en anormalitet i hjernen, og det er et faktum. Jeg er også nærsynet og bærer briller, hvilket også er en anormalitet, bare af mere fysiologisk art. Ligesom nærsynethed kan afhjælpes med briller/kontaktlinser (eller laseroperationer), så kan ADHD også afhjælpes med medicin og/eller træning af hjernen.
Jeg var i starten af fyrrene, da jeg fik diagnosen, og medicinen var næsten et tryllemiddel for mig. Jeg har arbejdet med træning af koncentration og forskellige psyko-edukative teknikker, så jeg tager efterhånden medicinen meget sjældent, men hvis jeg bliver meget stresset eller påvirket af udefrakommende faktorer, så tager jeg et par piller.
Kunne vi lave et samfund, hvor vi tog mere hensyn til ADHD, autisme og andre afvigelser? Ja, god ide, bare gå i gang! Jeg bliver bare ikke siddende og venter på, at det sker. Jeg er nødt til at fungere i det samfund, vi har nu, med eller uden ADHD.
Jeg er selvstændig, og andelen af selvstændige blandt ADHD’ere er relativt højere end blandt resten af befolkningen. Så kan vi stå op klokken to om natten og arbejde, hvis det er vores bedste tidspunkt. Vi kan arbejde på vores måde, i vores tempo (hvilket svinger fra 10% til 500% af normen), og vi kan selv bestemme, hvor skabet skal stå.
ADHD skyldes ofte traumer tidligt i barndommen (nyfødt/baby) og hjernen ændrer sig derfor og derfor kan man også se det på scanninger 😊
Hvis vi havde mere fokus på sund og kærlig opfostring af børn og mødte dem i deres behov så ville vi ikke opleve så mange med psykiske diagnoser.
Tjek evt Gabor Mate ud for mere viden omkring emnet – det er meget interesant!
Interessant at læse, især fordi at jeg selv har haft den helt modsatte oplevelse i psykiatrien, at man fornægter at psykisk sygdom kan skyldes noget fysisk.
Jeg må stille mig trodsig overfor sætningen:
>Der findes endnu ikke velunderbygget viden om årsagerne til de tilstande, der diagnosticeres som adhd og autisme, men kun hypoteser, både biologiske, psykologiske og sociologiske.
Vi har mange direkte beviser for at hjernekemien er anderledes hos folk med både ADHD og autisme.
De eneste personer/organisationer etc. der modsiger dette er dem der støtter Applied Behaviour Analysis, der er en stærkt kritiseret (specielt af autister) terapi metode, hvis formål er at undertrykke autistiske træk, i stedet for at hjælpe autister med at fungere med dem.
Det at mange folk med diagnoserne har andre psykologiske traumer/udfordringer er ofte direkte grundet i at de fungerer anderledes pga den anderledes hjernekemi.
Denne anderledes hjernekemi gør også at “normal” psykologisk hjælp generelt er mindre effektiv, da fx standard kognitiv adfærdsterapi har begrænset effektivitet for autister.Det var nat og dag for mig, da jeg skiftede til en psykolog der specialiserede sig i autisme.
Derfor mener jeg også at dette er en direkte skadelig holdning, da den kan lede til større, længerevarende problemer, hvis børn ikke får den rette hjælp, fordi deres problemer “bare” tilskrives psykologiske traumer, når disse traumer måske er direkte effekt af autisme eller ADHD.
Som allerede er blevet argumenteret for, så benægter artiklen ikke, at psykiske sygdomme som ADHD kan anses som bio-kemiske / somatiske.
Psykiske lidelser, eller bio-kemiske ubalancer i hjernen, som psykiatrien ofte beskriver det, vil finde sted uanset samfundets indretning.
Dét, som kritisk teori omhandlende psykiske lidelser generelt peger mod, er at samfundets indretning, samt den psykisk syges omgivelser, spiller en stor rolle i at definere hvor “handikappet” den psykisk syge er.
Sat lidt på spidsen: hvis en person sidder i kørestol (feks grundet noget genetisk), så havde personen også siddet i kørestol hvis vi havde haft et socialistisk samfund i stedet for et kapitalistisk samfund.
Men hvis der er 40cm kantsten alle vegne, så er personen handikappet i langt højere grad end hvis der var ramper, skrå kantsten i stedet for komplet vandrette osv.
Man kan se det lidt som en elkeddel: vandet (den biokemiske ubalance) er allerede i keddelen, men det er omgivelserne (bla samfundets indretning), som får kedellen til at koge over.