Et voldeligt forhold starter jo ikke voldeligt. Ofte starter det med love bombing, først efter et stykke tid starter volden, og det starter med psykisk vold – når først det første slag rammer, så ens selvværd brudt så meget ned, at man tror man fortjener det.
Det er aldrig nogensinde offerets skyld. Det er ikke så nemt bare at “skride” – det kan endda have døden til følge.
Hvor er det sindssygt ærgerligt at du victimblamer sådan.
Jeg har selv været i sådan et forhold i 5 år. Det startede som et godt forhold der ret hurtigt begyndte at gå ned ad bakke. Langsomt men sikkert kontrollerede han hvem jeg så, hvem jeg havde kontakt med. Hvorfor gik jeg ikke dér? Måske fordi han sagde, at han kun var så jaloux fordi han elskede mig. Jeg har ikke haft de bedste rammer i min barndom og har nok selv et tilknytningsforstyrrelse. Det gjorde det svært at se, hvad der er normalt i et forhold.
Første gang han slog mig, var jeg dedikeret til at gå. Jeg flyttede kortvarigt, hvor han lovebombede mig. Han virkede virkelig til at have dårlig samvittighed og jeg fik ondt af ham. Jeg troede på, at han virkelig elskede mig og ville mig det bedste. At han også var et “skadet barn”, men at vi kunne stå sammen og udvikle os sammen.
Volden tog til. Flækkede mine øjenbryn mange gange, brækkede og forstuvede knogler et par gange, kastede ting efter mig, gav mig knytnæveslag i ansigtet jævnligt, sparkede mig, tævede mine kæledyr hvis jeg ikke makkede ret.
Jeg havde ikke et netværk, det havde han kontrolleret itu, så hvem skulle jeg gå til? Nogle gange overnattede jeg på et offentligt toilet, hvis jeg var for bange for at være i vores lejlighed. Jeg fortalte det ikke rigtig til nogen, for jeg var også flov. Og han havde systematisk nedbrudt mig og fortalt mig, hvor uduelig jeg var, hvor lidt jeg kunne uden ham. Jeg følte mig som skrald. Og jeg var bange for, at hvis jeg gik, ville han finde mig og slå mig ihjel. For det havde han sagt.
Vendepunktet blev da han forsøgte at kaste mig ud af et vindue på 2. sal. Jeg troede jeg skulle dø. Først der flyttede jeg, fordi jeg tænkte, at han åbenbart slog mig ihjel uanset om jeg blev eller gik. Så kunne jeg lige så godt gøre et sidste forsøg på at få et bedre liv og flytte.
Jeg mistede det spinkle netværk jeg havde tilbage, fordi han truede alle vi kendte til ikke at tale med mig. Han truede mig med at tæve min familie hvis jeg ikke kom tilbage. Han stalkede mig og holdt øje med mig. Han kontaktede mig igen og igen på alle mulige platforme med skiftevis trusler og løfter om at ændre sig. Det var så utroligt hårdt. Jeg havde lyst til bare at gå tilbage mange gange. Jeg var i forvejen så nedbrudt og den konstante frygt tog fuldstændig modet fra mig.
Jeg kan sagtens forstå at man ikke “bare” går. For der er så mange mekanismer i spil, så meget kontrol, trusler, frygt, manipulation og nedbrydelse af ens person, at det måske er svært rigtig at sætte sig ind i, hvis man ikke har levet det.
Mænd – hvorfor er i så nogle idioter?? Skrid da før i bliver så sure!!
5 comments
Please lad være med at victim blame.
Et voldeligt forhold starter jo ikke voldeligt. Ofte starter det med love bombing, først efter et stykke tid starter volden, og det starter med psykisk vold – når først det første slag rammer, så ens selvværd brudt så meget ned, at man tror man fortjener det.
Det er aldrig nogensinde offerets skyld. Det er ikke så nemt bare at “skride” – det kan endda have døden til følge.
Hvor er det sindssygt ærgerligt at du victimblamer sådan.
Jeg har selv været i sådan et forhold i 5 år. Det startede som et godt forhold der ret hurtigt begyndte at gå ned ad bakke. Langsomt men sikkert kontrollerede han hvem jeg så, hvem jeg havde kontakt med. Hvorfor gik jeg ikke dér? Måske fordi han sagde, at han kun var så jaloux fordi han elskede mig. Jeg har ikke haft de bedste rammer i min barndom og har nok selv et tilknytningsforstyrrelse. Det gjorde det svært at se, hvad der er normalt i et forhold.
Første gang han slog mig, var jeg dedikeret til at gå. Jeg flyttede kortvarigt, hvor han lovebombede mig. Han virkede virkelig til at have dårlig samvittighed og jeg fik ondt af ham. Jeg troede på, at han virkelig elskede mig og ville mig det bedste. At han også var et “skadet barn”, men at vi kunne stå sammen og udvikle os sammen.
Volden tog til. Flækkede mine øjenbryn mange gange, brækkede og forstuvede knogler et par gange, kastede ting efter mig, gav mig knytnæveslag i ansigtet jævnligt, sparkede mig, tævede mine kæledyr hvis jeg ikke makkede ret.
Jeg havde ikke et netværk, det havde han kontrolleret itu, så hvem skulle jeg gå til? Nogle gange overnattede jeg på et offentligt toilet, hvis jeg var for bange for at være i vores lejlighed. Jeg fortalte det ikke rigtig til nogen, for jeg var også flov. Og han havde systematisk nedbrudt mig og fortalt mig, hvor uduelig jeg var, hvor lidt jeg kunne uden ham. Jeg følte mig som skrald. Og jeg var bange for, at hvis jeg gik, ville han finde mig og slå mig ihjel. For det havde han sagt.
Vendepunktet blev da han forsøgte at kaste mig ud af et vindue på 2. sal. Jeg troede jeg skulle dø. Først der flyttede jeg, fordi jeg tænkte, at han åbenbart slog mig ihjel uanset om jeg blev eller gik. Så kunne jeg lige så godt gøre et sidste forsøg på at få et bedre liv og flytte.
Jeg mistede det spinkle netværk jeg havde tilbage, fordi han truede alle vi kendte til ikke at tale med mig. Han truede mig med at tæve min familie hvis jeg ikke kom tilbage. Han stalkede mig og holdt øje med mig. Han kontaktede mig igen og igen på alle mulige platforme med skiftevis trusler og løfter om at ændre sig. Det var så utroligt hårdt. Jeg havde lyst til bare at gå tilbage mange gange. Jeg var i forvejen så nedbrudt og den konstante frygt tog fuldstændig modet fra mig.
Jeg kan sagtens forstå at man ikke “bare” går. For der er så mange mekanismer i spil, så meget kontrol, trusler, frygt, manipulation og nedbrydelse af ens person, at det måske er svært rigtig at sætte sig ind i, hvis man ikke har levet det.
Mænd – hvorfor er i så nogle idioter?? Skrid da før i bliver så sure!!
Hedder det ikke “blændede”?
Og jeeeeesus 😖
fordi det er en langsom process
[https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2011-3/derfor-bliver-kvinden](https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2011-3/derfor-bliver-kvinden)
https://moedrehjaelpen.dk/holdepunkt/viden-og-raad/vold-i-parforhold-udvikling-raadgivning/#:~:text=I%20nogle%20parforhold%20er%20magten,og%20til%20sidst%20bliver%20voldelig.