Jeg tror på, at du kan blive afhængig af nærmest alt. Smøger, koffein, alkohol, narko, TV, motion, gaming, gambling, alt hvad der kan give dig et hurtigt fix dopamin. Måske er det et forkert eller gammeldags syn.
Jeg synes egentlig at meget af det der skrives i artiklen er fint, ud over når der bliver udtrykte en bekymring for at diagnosen skulle føre til en ‘frygt for computerspil:’ det virker lidt hysterisk.
Egentlig synes jeg at vi bør se lidt på det fra flere vinkler: én hvor vi anser computerspil som kulturprodukter, kritiserer dem som sådan, og så anse ‘_gaming_’ i nogle henseender som en eskapisme.
_Men,_ jeg mener også at det er fair at anse ‘_gaming_’, i andre kontekster, som en form for -mani, og at der kan udvikles en sådan -mani i mennesker der egentlig ikke har andre psykologiske udfordringer.
Så kører den igen……..
I gamle dage var det: [https://www.vintag.es/2018/12/people-reading-newspapers.html](https://www.vintag.es/2018/12/people-reading-newspapers.html)
I 80’erne at man fik firkantede øjne af tv
Så blev det mobilen som gør os anti sociale
Og nu en diagnose ved for meget computerspil….
Gaaaaaaaaaaabbbbbb
Jeg er ikke fagperson på nogen måde, men tænker at en diagnose, har potentiale til at være en hjælp, hvis det betyder at man som gaming-afhængig, kan henvise en officiel diagnose, hvis/når man bliver mødt med klassikerne “du skal bare tage dig sammen” og “du skal bare have noget selvdisciplin”. Dog er jeg ikke bleg for, at det langt fra er sikkert, at det vil hjælpe noget i det henseende, da stigma/uvidenhed generelt er et problem når det kommer til mental sundhed.
Jeg forstår ikke argumentationen.
>Fordelen ved en diagnose ville være, at flere mennesker kunne få hjælp. Men problemet er, hvis et trangt psykiatrisk system skal behandle mennesker, der gamer, som kunne hjælpes simplere.
Behandling, efter en diagnose, SKAL vel ikke foregå ved psykiater?
Alt med måde for fucking sake 🤦♀️🤷♀️
Virker lidt ekstremt.
Skal vi så ikke til at give diagnoser for alt?
Gamerne er splittede: Bliver psykologer sygeliggjorte med en diagnose, eller får de hjælp?
Der findes brug og misbrug. Når nogle har et uendeligt brug, tager skade af det og ikke kan stoppe, selv om der er et ønske, så er det nemt at kalde det et “misbrug” og for mig giver det mening at kende forskel på et misbrug og en person der bare har et højt brug.
Alkohol har lidt den samme vinkel. Man kan drikke et par kasser øl, man kan drikke ofte uden at være en alkoholiker, men alkoholikere har sgu brug for hjælp og de kan være meget åbenlyse.
En praktisk vinkel på det her er at lægen ikke kan hjælpe de der misbruger gaming. Kommunen kan hjælpe folk med stofmisbrug og alkoholmisbrug, der er love for begge situationer. Der er ingen lov og ingen hjælp for folk der har siddet i en computer siden WoW.
Vi skal rigtigt nok undgå at kalde folk der spiller syge uden at kende forskel på brug og misbrug.
Man kan altid gøre noget til en sygdom, og derved gøre det til sundhedssystemets problem; men helt ærligt, så rækker problemerne jo oftere dybere end det, og hvis jeg lige må hive Svend Brinkmann fra i et øjeblik, så har han jo ret, når han siger, at vi skal have et større fokus på, hvorfor folk bliver sige, fremfor hvad de fejler.
Nu er historien og Marius fremme, og der er altså meget at kommentere på, hvad den angår, udover *bare* at han gamer for meget, og ikke kan styre sit temperament. Der er jo tydeligvis sket en masse svigt, der udgør der egentlige problem; for det første, at forældrene ikke har magtet at gribe ind overfor et barn, der opfører sig uhensigtsmæssigt, og eventuelt søge hjælp, hvis de fandt det for svært, og så det faktum, at han åbenbart mistrivedes udenfor drengeværelset. I den originale artiklen blev det lige kort nævnt, at der var krise i familien, og så var overskuddet der ikke lige til, at man tog sig af Marius; jamen en krise i familien er også en krise for Marius. Og hvem skal hjælpe ham, hvis ikke hans forældre har overskud til det? Så er der jo noget *helt galt* på den front.
Løsningen på det problem er jo ikke at dæmonisere videospil, eller at sige, at Marius skulle have brugt mere tid på at lege ude i haven, og så var problemet ikke opstået. Det er ikke eskapismen, der er det egentlige problem, men årsagen til det. Ligesom med enhver anden afhængighed, så er der jo typisk mere bag, end bare, at vedkommende simpelthen ikke kan styre deres lyster, og derfor er et let offer for billig stimuli.
Så, helt ærligt, så synes jeg, at man griber det forkert an. Det er en sejr for diagnosesamfundet, men et tab for samfundet generelt, for det er i samfundet, at de problemer, der gør folk syge, skal identificeres og tages hånd om; de ordnes ikke ved, at man venter, og så først sender folk i behandling bagefter.
Rune Nielsen har helt ret, det er jo ikke computerspil som sådan der er problemet, det er bare løsningen for de plagede. Det er et misbrug for at dæmpe ubehaget som de oplever i hverdagens lorte samfund.
Svarer vel til dengang i tidernes morgen hvor bøger også blev set som et kæmpe problem fordi mange søgte tilflugt i fiktion for at komme væk fra deres hverdag.
“Det er ikke samfundet der er sygt, det er computerspillenes skyld!”
Også kaldet ludomani.. men så fik psykologerne noget at bruge tiden til
Måske vi skulle kigge på HVAD det er ved computerspil som gør det afhængihedsskabende?
Som lootboxes som er designet til at få børn under 18 til at bruge penge
Gameplay loops som gør at boomer mor på FaceBook bliver fuldstændig opslugt af at spille 3 på stribe (eller hvad de spiller)
Nem adgang til at bruge penge – så let at 2 årige bruger hele mors løn
13 comments
Jeg tror på, at du kan blive afhængig af nærmest alt. Smøger, koffein, alkohol, narko, TV, motion, gaming, gambling, alt hvad der kan give dig et hurtigt fix dopamin. Måske er det et forkert eller gammeldags syn.
Jeg synes egentlig at meget af det der skrives i artiklen er fint, ud over når der bliver udtrykte en bekymring for at diagnosen skulle føre til en ‘frygt for computerspil:’ det virker lidt hysterisk.
Egentlig synes jeg at vi bør se lidt på det fra flere vinkler: én hvor vi anser computerspil som kulturprodukter, kritiserer dem som sådan, og så anse ‘_gaming_’ i nogle henseender som en eskapisme.
_Men,_ jeg mener også at det er fair at anse ‘_gaming_’, i andre kontekster, som en form for -mani, og at der kan udvikles en sådan -mani i mennesker der egentlig ikke har andre psykologiske udfordringer.
Så kører den igen……..
I gamle dage var det: [https://www.vintag.es/2018/12/people-reading-newspapers.html](https://www.vintag.es/2018/12/people-reading-newspapers.html)
I 80’erne at man fik firkantede øjne af tv
Så blev det mobilen som gør os anti sociale
Og nu en diagnose ved for meget computerspil….
Gaaaaaaaaaaabbbbbb
Jeg er ikke fagperson på nogen måde, men tænker at en diagnose, har potentiale til at være en hjælp, hvis det betyder at man som gaming-afhængig, kan henvise en officiel diagnose, hvis/når man bliver mødt med klassikerne “du skal bare tage dig sammen” og “du skal bare have noget selvdisciplin”. Dog er jeg ikke bleg for, at det langt fra er sikkert, at det vil hjælpe noget i det henseende, da stigma/uvidenhed generelt er et problem når det kommer til mental sundhed.
Jeg forstår ikke argumentationen.
>Fordelen ved en diagnose ville være, at flere mennesker kunne få hjælp. Men problemet er, hvis et trangt psykiatrisk system skal behandle mennesker, der gamer, som kunne hjælpes simplere.
Behandling, efter en diagnose, SKAL vel ikke foregå ved psykiater?
Alt med måde for fucking sake 🤦♀️🤷♀️
Virker lidt ekstremt.
Skal vi så ikke til at give diagnoser for alt?
Gamerne er splittede: Bliver psykologer sygeliggjorte med en diagnose, eller får de hjælp?
Der findes brug og misbrug. Når nogle har et uendeligt brug, tager skade af det og ikke kan stoppe, selv om der er et ønske, så er det nemt at kalde det et “misbrug” og for mig giver det mening at kende forskel på et misbrug og en person der bare har et højt brug.
Alkohol har lidt den samme vinkel. Man kan drikke et par kasser øl, man kan drikke ofte uden at være en alkoholiker, men alkoholikere har sgu brug for hjælp og de kan være meget åbenlyse.
En praktisk vinkel på det her er at lægen ikke kan hjælpe de der misbruger gaming. Kommunen kan hjælpe folk med stofmisbrug og alkoholmisbrug, der er love for begge situationer. Der er ingen lov og ingen hjælp for folk der har siddet i en computer siden WoW.
Vi skal rigtigt nok undgå at kalde folk der spiller syge uden at kende forskel på brug og misbrug.
Man kan altid gøre noget til en sygdom, og derved gøre det til sundhedssystemets problem; men helt ærligt, så rækker problemerne jo oftere dybere end det, og hvis jeg lige må hive Svend Brinkmann fra i et øjeblik, så har han jo ret, når han siger, at vi skal have et større fokus på, hvorfor folk bliver sige, fremfor hvad de fejler.
Nu er historien og Marius fremme, og der er altså meget at kommentere på, hvad den angår, udover *bare* at han gamer for meget, og ikke kan styre sit temperament. Der er jo tydeligvis sket en masse svigt, der udgør der egentlige problem; for det første, at forældrene ikke har magtet at gribe ind overfor et barn, der opfører sig uhensigtsmæssigt, og eventuelt søge hjælp, hvis de fandt det for svært, og så det faktum, at han åbenbart mistrivedes udenfor drengeværelset. I den originale artiklen blev det lige kort nævnt, at der var krise i familien, og så var overskuddet der ikke lige til, at man tog sig af Marius; jamen en krise i familien er også en krise for Marius. Og hvem skal hjælpe ham, hvis ikke hans forældre har overskud til det? Så er der jo noget *helt galt* på den front.
Løsningen på det problem er jo ikke at dæmonisere videospil, eller at sige, at Marius skulle have brugt mere tid på at lege ude i haven, og så var problemet ikke opstået. Det er ikke eskapismen, der er det egentlige problem, men årsagen til det. Ligesom med enhver anden afhængighed, så er der jo typisk mere bag, end bare, at vedkommende simpelthen ikke kan styre deres lyster, og derfor er et let offer for billig stimuli.
Så, helt ærligt, så synes jeg, at man griber det forkert an. Det er en sejr for diagnosesamfundet, men et tab for samfundet generelt, for det er i samfundet, at de problemer, der gør folk syge, skal identificeres og tages hånd om; de ordnes ikke ved, at man venter, og så først sender folk i behandling bagefter.
Rune Nielsen har helt ret, det er jo ikke computerspil som sådan der er problemet, det er bare løsningen for de plagede. Det er et misbrug for at dæmpe ubehaget som de oplever i hverdagens lorte samfund.
Svarer vel til dengang i tidernes morgen hvor bøger også blev set som et kæmpe problem fordi mange søgte tilflugt i fiktion for at komme væk fra deres hverdag.
“Det er ikke samfundet der er sygt, det er computerspillenes skyld!”
Også kaldet ludomani.. men så fik psykologerne noget at bruge tiden til
Måske vi skulle kigge på HVAD det er ved computerspil som gør det afhængihedsskabende?
Som lootboxes som er designet til at få børn under 18 til at bruge penge
Gameplay loops som gør at boomer mor på FaceBook bliver fuldstændig opslugt af at spille 3 på stribe (eller hvad de spiller)
Nem adgang til at bruge penge – så let at 2 årige bruger hele mors løn
etc.
Hva fuk er en gamer?