>Her er vi [Zetland] også nødt til selv at påtage os en del af ansvaret. Da vi skrev første afsnit i den her serie, bad vi også finansminister Nicolai Wammen om et interview. Det gjorde vi klokken 12 fredag, efter at Statsministeriet havde sendt os i hans retning. Vi bad ministeriet om helst at svare seks timer senere eller alternativt i løbet af weekenden. Kort efter ringede en pressemand fra ministeriet og beklagede sig over tidsfristen og kaldte den paradoksal emnet taget i betragtning. Og vi måtte selvfølgelig give ham ret. Med vores sene henvendelse var vi selv med til at skabe endnu mere af det hastende weekendarbejde, embedsmændene i denne serie forsøger at advare mod.
Som embedsmand (heldigvis langt væk fra en minister) gør jeg en dyd ud af at sige nej til urealistiske deadlines.. Ellers meningsløse deadlines..
Der er rigtigt mange der sætter en deadline for deadlines skyld, og det er helt absurd..
Når jeg en sjælden gang sætter en deadline på en mail, så plejer jeg at skrive hvorfor der er en deadline. Det behøves ikke være en lang forklaring, men bare en forklaring..
Jeg afviser også møder uden en dagsorden og stiller gerne spørgsmål ved om vi behøves være 12 mand til et 2-timersmøde, for at drøfte hvor et komma skal stå.
Jeg sætter også som udgangspunkt mine møder til at slutte før tid – jeg indkalder ikke fra 10.00 til 10.30, men fra 10.00 til 10.25. Så har man tid til at tisse af eller trække en kop kaffe.. Jeg placerer sågar ikke møder i frokostpausen..
Men jeg kan også fornemme, at jeg kæmper en kamp alene..
Det er min påstand, at rigtigt mange af dem der går ned med stress i embedsværket, faktisk selv kan gøre noget ved det – ikke nødvendigvis ved at gå i oprør, men ved at stille spørgsmål ved måden tingene bliver gjort på..
Men jeg er nok også lidt naiv.. Jeg er i en styrelse, langt væk fra ministeren og sidder på kontor i provinsen – det er nok nemmere at sige nej her, end i et departement.
Jeg har i min tid risikovurderet RIGTIGT mange projekter og noget der ALTID trækker i rød retning, er når projektplanen implicerer at der skal arbejdes uden for / mere end normal arbejdstid.
Fint nok at junior-konsulenterne i netcompany skal arbejde +60 (eller, not really actually) men det ender sjovt nok også med at betyde at andre skal arbejde for meget.. og det folk leverer bare ikke særlig god kvalitet når de arbejder for meget over en længere periode.
4 comments
Den her artikel er part 2 til den fra igår
https://www.zetland.dk/historie/sO9akgry-aekdaa3R-3ce81
Det her er en fed passage:
>Her er vi [Zetland] også nødt til selv at påtage os en del af ansvaret. Da vi skrev første afsnit i den her serie, bad vi også finansminister Nicolai Wammen om et interview. Det gjorde vi klokken 12 fredag, efter at Statsministeriet havde sendt os i hans retning. Vi bad ministeriet om helst at svare seks timer senere eller alternativt i løbet af weekenden. Kort efter ringede en pressemand fra ministeriet og beklagede sig over tidsfristen og kaldte den paradoksal emnet taget i betragtning. Og vi måtte selvfølgelig give ham ret. Med vores sene henvendelse var vi selv med til at skabe endnu mere af det hastende weekendarbejde, embedsmændene i denne serie forsøger at advare mod.
Som embedsmand (heldigvis langt væk fra en minister) gør jeg en dyd ud af at sige nej til urealistiske deadlines.. Ellers meningsløse deadlines..
Der er rigtigt mange der sætter en deadline for deadlines skyld, og det er helt absurd..
Når jeg en sjælden gang sætter en deadline på en mail, så plejer jeg at skrive hvorfor der er en deadline. Det behøves ikke være en lang forklaring, men bare en forklaring..
Jeg afviser også møder uden en dagsorden og stiller gerne spørgsmål ved om vi behøves være 12 mand til et 2-timersmøde, for at drøfte hvor et komma skal stå.
Jeg sætter også som udgangspunkt mine møder til at slutte før tid – jeg indkalder ikke fra 10.00 til 10.30, men fra 10.00 til 10.25. Så har man tid til at tisse af eller trække en kop kaffe.. Jeg placerer sågar ikke møder i frokostpausen..
Men jeg kan også fornemme, at jeg kæmper en kamp alene..
Det er min påstand, at rigtigt mange af dem der går ned med stress i embedsværket, faktisk selv kan gøre noget ved det – ikke nødvendigvis ved at gå i oprør, men ved at stille spørgsmål ved måden tingene bliver gjort på..
Men jeg er nok også lidt naiv.. Jeg er i en styrelse, langt væk fra ministeren og sidder på kontor i provinsen – det er nok nemmere at sige nej her, end i et departement.
Jeg har i min tid risikovurderet RIGTIGT mange projekter og noget der ALTID trækker i rød retning, er når projektplanen implicerer at der skal arbejdes uden for / mere end normal arbejdstid.
Fint nok at junior-konsulenterne i netcompany skal arbejde +60 (eller, not really actually) men det ender sjovt nok også med at betyde at andre skal arbejde for meget.. og det folk leverer bare ikke særlig god kvalitet når de arbejder for meget over en længere periode.