> Lad os hurtigt stikke en pind gennem den almindelige misforståelse, at arbejdsudbud handler om, hvor mange job der er til rådighed. Det gør det ikke. Arbejdsudbud drejer sig om udbud af arbejdskraft. Hvis man fjerner understøttelsen fra arbejdsløse eller forhindrer nedslidte i at gå på pension, øger man arbejdsudbuddet og dermed overskuddet i Finansministeriets regnemaskine. Uanset om de kommer i arbejde eller ej.
> I virkeligheden vil et øget arbejdsudbud snarere øge ledigheden. Men med tiden – lyder logikken – vil de fleste blive så desperate, at de trods omstændighederne vil tage et hvilket som helst arbejde – også til en lavere løn eller dårligere arbejdsforhold, end de forventer, eller hvad rimeligt måtte være.
> Det er det, reformerne handler om. Uanset om man forringer dagpengene, besværer adgangen til pension eller fjerner topskatten, har alle de såkaldte arbejdsudbudsreformer det til fælles, at de rammer de svageste og øger uligheden i samfundet.
(…)
> Derfra hvor vi sidder, ligner det mere et ideologisk korstog end politik drevet af et faktisk behov. Navnlig når man betænker, hvor usikre de hellige arbejdsudbudsgevinster faktisk er.
(…)
> Hvorfra kommer den pludselige tilbagevenden til arbejdsudbuddets ortodoksi? Det lader ikke til at være reelle ydre faktorer, der driver omvendelsen. Uanset hvor meget regeringen prøver at tale krisen op, så har vi altså ikke brændende platforme, der begrunder deres nedskæringstrang.
(…)
> Vi mangler medarbejdere på alle velfærdsområder. Både akut og på langt sigt. I dag mislykkes næsten hvert andet forsøg på at ansætte social- og sundhedsmedarbejdere eller sygeplejersker i kommunerne. Ifølge en analyse fra Kommunernes Landsforening kommer Danmark til at mangle 16.000 sosu’er allerede i 2030. Og det er bare to hurtige eksempler ud af mange.
> Her er der brug for reformer. Men vi løser ikke rekrutteringskrisen ved arbejdsudbudsmagi så som at barbere bededag væk, gøre livet endnu sværere for de nedslidte eller sænke skatten for de rigeste.
> Udfordringerne med at rekruttere til velfærdssektoren handler om mere end at gøre noget ved virkeligheden for de velfærdsansatte med højt tempo, lav løn og skiftende arbejdstider. Løsningen her er de rigtige uddannelser og attraktive arbejdspladser med en anstændig løn, godt arbejdsmiljø og plads til faglighed. Hurtige ideologiske regnemaskineløsninger hjælper ikke her.
Regeringen har vist efterhånden slået fast med syvtommersøm, at den altså, som onde tunger spåede fra starten, *ikke* er pragmatikkens forvalter, og at de ikke har den almindelige lønmodtagers interesser endsige velfærdssektorens opretholdelse i sindet.
Det foretrukne værktøj er at proletarisere en så stor del af befolkningen som muligt og halvhjertet krydse fingre for, at stumperne lander i de sprækker, man selv har været med til at skabe i første omgang, mens man samtidig tjener de private arbejdsgiveres interesserer. Resultatet er en velfærdssektor, der falder fra hinanden, men til gengæld har man skabt en masse, lækker arbejdskraft.
Med kampdagen som en god anledning, skal vi igen have velfærdsarbejdernes forhold bragt ind til seriøs drøftelse i Folketinget, hvor vi tager fat i problemernes rod; nemlig *forholdene* og *lønnen*.
Burde det ikke give mening hvis det var et ideologisk korstog? Jeg synes personligt det er svært at finde meningen i det. Jeg arbejder selv i en investeringsbank, og man skulle måske tro at ting som storebededag ville være fint med os, men i virkeligheden er der jo ingen penge at tjene på en ekstra arbejdsdag… Så hvem er det for? Det er lidt det samme med mange af de andre tiltag, hvordan hjælper det på nogen måde erhvervslivet at velfærden bliver endnu mere forringet når den ikke samtidig bliver billigere? Konsekvensen er jo at vi nu må købe private sundhedsforsikringer for at være en attraktiv arbejdsplads. Måske fedt for forsikringsbranchen og privathospitalerne, men knap så fedt for os… Skattelettelser er fine for dig og mig, men for virksomheden er det statslige bureaukrat voksende og nu i en så stigende grad, at det er en enorm hæmmer for vækst…
Samtidig har vi flere og flere medarbejdere som må tage fri fra arbejde (på forskellig vis) fordi det offentlige system svigter. Den private sundhedsforsikring dækker jo kun det lette. Det er ikke pædagoger nok. Ældreplejen kræver i stigende grad pårørende involvering. Folkeskolen er uduelig…
Umiddelbart virker det lidt som om at vi har et statsligt apparat, som er vokset ud af finansministeriet og ind i hele den offentlige forvaltning, og på toppen har vi så en flok inkompetente og visionsløse øgler, der udelukkende regerer ud fra hvilke enkeltsager, der kommer op i medierne og hvad de nu får af gode ideer fra deres “foreetningsklubber”, og jeg er da personligt fint tilfreds med skattelettelserne, men man kan jo også tjene penge selvom man opfører sig ordentligt.
Så er det en ideologi? Måske er det, men hvis den er, er den i mine øjne både kortsigtet og visionsløs. Lad os nu smide Djøfferne ud af den offentlige sektor, få investeret i fremtiden med en god skole, et godt sikkerhedsnet og en masse grøn energi i stedet for det der regnearksfnidder hvor vi hiver 6 milliarder ud af røven ved at sløjfe en helligdag, og så skynder os at bruge pengene før nogen opdager de slet ikke var der.
[deleted]
Socialdemokratiet er gået all in på at smadre det danske velfærdssamfund og den danske model, og samtidig græder de over at de ikke må komme med til FH’s 1. maj arragementer. Ordene rækker snart ikke længere til at beskrive min vrede over Socialdemokratiet.
Jeg ville gerne bidrage med noget herinde, men jeg har hyret McKinsey og Deloitte til at udarbejde det for mig, så I må afvente et svar og regne med et skidt udfald.
5 comments
Glædelig kampdag. Fra indlægget:
> Lad os hurtigt stikke en pind gennem den almindelige misforståelse, at arbejdsudbud handler om, hvor mange job der er til rådighed. Det gør det ikke. Arbejdsudbud drejer sig om udbud af arbejdskraft. Hvis man fjerner understøttelsen fra arbejdsløse eller forhindrer nedslidte i at gå på pension, øger man arbejdsudbuddet og dermed overskuddet i Finansministeriets regnemaskine. Uanset om de kommer i arbejde eller ej.
> I virkeligheden vil et øget arbejdsudbud snarere øge ledigheden. Men med tiden – lyder logikken – vil de fleste blive så desperate, at de trods omstændighederne vil tage et hvilket som helst arbejde – også til en lavere løn eller dårligere arbejdsforhold, end de forventer, eller hvad rimeligt måtte være.
> Det er det, reformerne handler om. Uanset om man forringer dagpengene, besværer adgangen til pension eller fjerner topskatten, har alle de såkaldte arbejdsudbudsreformer det til fælles, at de rammer de svageste og øger uligheden i samfundet.
(…)
> Derfra hvor vi sidder, ligner det mere et ideologisk korstog end politik drevet af et faktisk behov. Navnlig når man betænker, hvor usikre de hellige arbejdsudbudsgevinster faktisk er.
(…)
> Hvorfra kommer den pludselige tilbagevenden til arbejdsudbuddets ortodoksi? Det lader ikke til at være reelle ydre faktorer, der driver omvendelsen. Uanset hvor meget regeringen prøver at tale krisen op, så har vi altså ikke brændende platforme, der begrunder deres nedskæringstrang.
(…)
> Vi mangler medarbejdere på alle velfærdsområder. Både akut og på langt sigt. I dag mislykkes næsten hvert andet forsøg på at ansætte social- og sundhedsmedarbejdere eller sygeplejersker i kommunerne. Ifølge en analyse fra Kommunernes Landsforening kommer Danmark til at mangle 16.000 sosu’er allerede i 2030. Og det er bare to hurtige eksempler ud af mange.
> Her er der brug for reformer. Men vi løser ikke rekrutteringskrisen ved arbejdsudbudsmagi så som at barbere bededag væk, gøre livet endnu sværere for de nedslidte eller sænke skatten for de rigeste.
> Udfordringerne med at rekruttere til velfærdssektoren handler om mere end at gøre noget ved virkeligheden for de velfærdsansatte med højt tempo, lav løn og skiftende arbejdstider. Løsningen her er de rigtige uddannelser og attraktive arbejdspladser med en anstændig løn, godt arbejdsmiljø og plads til faglighed. Hurtige ideologiske regnemaskineløsninger hjælper ikke her.
Regeringen har vist efterhånden slået fast med syvtommersøm, at den altså, som onde tunger spåede fra starten, *ikke* er pragmatikkens forvalter, og at de ikke har den almindelige lønmodtagers interesser endsige velfærdssektorens opretholdelse i sindet.
Det foretrukne værktøj er at proletarisere en så stor del af befolkningen som muligt og halvhjertet krydse fingre for, at stumperne lander i de sprækker, man selv har været med til at skabe i første omgang, mens man samtidig tjener de private arbejdsgiveres interesserer. Resultatet er en velfærdssektor, der falder fra hinanden, men til gengæld har man skabt en masse, lækker arbejdskraft.
Med kampdagen som en god anledning, skal vi igen have velfærdsarbejdernes forhold bragt ind til seriøs drøftelse i Folketinget, hvor vi tager fat i problemernes rod; nemlig *forholdene* og *lønnen*.
Burde det ikke give mening hvis det var et ideologisk korstog? Jeg synes personligt det er svært at finde meningen i det. Jeg arbejder selv i en investeringsbank, og man skulle måske tro at ting som storebededag ville være fint med os, men i virkeligheden er der jo ingen penge at tjene på en ekstra arbejdsdag… Så hvem er det for? Det er lidt det samme med mange af de andre tiltag, hvordan hjælper det på nogen måde erhvervslivet at velfærden bliver endnu mere forringet når den ikke samtidig bliver billigere? Konsekvensen er jo at vi nu må købe private sundhedsforsikringer for at være en attraktiv arbejdsplads. Måske fedt for forsikringsbranchen og privathospitalerne, men knap så fedt for os… Skattelettelser er fine for dig og mig, men for virksomheden er det statslige bureaukrat voksende og nu i en så stigende grad, at det er en enorm hæmmer for vækst…
Samtidig har vi flere og flere medarbejdere som må tage fri fra arbejde (på forskellig vis) fordi det offentlige system svigter. Den private sundhedsforsikring dækker jo kun det lette. Det er ikke pædagoger nok. Ældreplejen kræver i stigende grad pårørende involvering. Folkeskolen er uduelig…
Umiddelbart virker det lidt som om at vi har et statsligt apparat, som er vokset ud af finansministeriet og ind i hele den offentlige forvaltning, og på toppen har vi så en flok inkompetente og visionsløse øgler, der udelukkende regerer ud fra hvilke enkeltsager, der kommer op i medierne og hvad de nu får af gode ideer fra deres “foreetningsklubber”, og jeg er da personligt fint tilfreds med skattelettelserne, men man kan jo også tjene penge selvom man opfører sig ordentligt.
Så er det en ideologi? Måske er det, men hvis den er, er den i mine øjne både kortsigtet og visionsløs. Lad os nu smide Djøfferne ud af den offentlige sektor, få investeret i fremtiden med en god skole, et godt sikkerhedsnet og en masse grøn energi i stedet for det der regnearksfnidder hvor vi hiver 6 milliarder ud af røven ved at sløjfe en helligdag, og så skynder os at bruge pengene før nogen opdager de slet ikke var der.
[deleted]
Socialdemokratiet er gået all in på at smadre det danske velfærdssamfund og den danske model, og samtidig græder de over at de ikke må komme med til FH’s 1. maj arragementer. Ordene rækker snart ikke længere til at beskrive min vrede over Socialdemokratiet.
Jeg ville gerne bidrage med noget herinde, men jeg har hyret McKinsey og Deloitte til at udarbejde det for mig, så I må afvente et svar og regne med et skidt udfald.