Tjo, de værste kollegaer og ledere jeg har haft, er typisk de ældre (50+). Mangel på omstillingsparathed kan man godt kalde det, men i min erfaring handler det om en stædighed om at værne om en problematisk og gammeldags arbejdskultur, en mangel for forståelse for dem man arbejder med og generelt bare en ubehagelighed der gør det svært at arbejde med dem. Jeg arbejder lige nu som B2B account manager hvor vi arbejder med rigtig store kunder igennem en innovativ platform, og min erfaring er det helt umuligt at komme igennem til de ældre, ikke mindst fordi at de ser ned på megen innovation, men specielt også fordi de ingen respekt har for særdeles de helt unge medarbejdere samt hele konceptet om trivsel på arbejdspladsen. Selvfølgelig er det ikke okay at diskriminere og generalisere, men denne pseudo ignorante ansvarsfraskrivelse og modstand til selverkendelse giver mig fornemmelsen at måske disse generaliseringer ikke er helt skøre.
Det skal nok blive festligt når vi om nogle år begynder at stå med 70-årige ledige, der skal ud og finde et arbejde til de sidste to år af deres arbejdsliv.
Jeg bemærker at dem over 50 år **FØLER** sig diskrimineret, men samtidig fremgår det af artiklen, at ledigheden blandt de 50-59-årige i øjeblikket er på 2,0 procent, mens det for aldersgruppen over 60 år er på 2,8 procent.
Til sammenligning med de de 25-29-årige og 30-39-årige hvor ledigheden er på hhv. 4,9 og 4,0 procent.
Så er der rent faktisk et problem?
Måske skriver de bare dårlige ansøgninger eller har et svagt CV ifht. de stillinger der søges på.
Jeg arbejder i rekruttering hvor vi lige har ansat en på 73. Virkelig dygtig og ydmyg og rolig og lykkes helt utrolig godt i rollen.
Tror der er eksempler i begge lejre hvor man oplever kultur-clashes mellem aldersgrupper. Især i startup-like virksomheder, hvor man generelt synes at favorisere det unge og upcoming image. Der er dog ofte brug for en modvægt. Sunde diverse teams på mange niveauer inklusiv alder er ofte hvad der fungerer bedst.
Altså man kan vel bare lade være med at skrive sin alder på CV’et og en arbejdsgiver må ikke spørge ind til ens alder.
Det er ikke for at sige at 50+ ingen værdi har.
Men jeg forstår godt de fleste virksomheder.
Jeg ser så jævnligt at 50+ segmentet er så håbløst forældet i deres tilgang og navigation i relativt simple computer systemer.
Her snakker jeg om navigation i Excel især. Konstant brug af printere, da man ikke kan læse på en skærm og at noget så simpelt som efterspurgte data i en zip fil kan forstyrre deres tankegang.
Jeg ser simpelthen et segment der slet ikke er fulgt med den teknologiske udvikling.
Jeg som arbejdsgiver vil være meget påpasselig med at ansætte fra dette segment grundet dette.
Hvor mange har hørt “Computeren er dum, den gør ikke hvad jeg beder den om”
En computer er ikke dum. Den gør præcis hvad du beder den om. Gør den ikke hvad du vil have den til er det dig som er problemet.
Well, er de velkomne? Naturligvis, men det kræver også at de “ældre” forstår dem som de er oppe imod.
*”Arbejdsgiveren og lederne skal se ældre som en ressource, som har en masse livserfaring og kan skabe en virkelig god balance på en arbejdsplads”*
Korrekt, men mange – ikke alle – har også nogle ublå løn- og ansættelseskrav, er ofte teknologisk svagere end yngre kandidater og er ikke omstillingsparate – som de yngre. Det er ikke alle, men der er mange som har været business as usual i deres sidste ansættelse og nu forventer at blive tilbedt. Livserfaring og balance er rigtig fint, og kan have sin berettigelse, men hvad giver det af kroner og øreværdi på bundlinjen for arbejdsgiveren? Pengene kommer ikke ud af den blå luft.
Dertil, så må jeg bare erkende at jeg har set utallige ansøgninger med CVer fra nogle på +50år, som simpelthen ikke er lavet nutidigt. Jeg vil selv hellere ansætte en nyuddannet med gå-på-mod og teknologiske færdigheder, og give dem chancen.
*”Trods lav ledighed oplever flere over 50 år, at* ***de ikke er velkomne på arbejdsmarkedet****”*
Det var da en ret vild konklusion at komme til 
Det er en interessant problematik, som kommer os alle ved før eller siden, jeg var 36 første gang jeg fik at vide jeg var for gammel til et job. Arbejdsmarkedet er gearet mod de unge og smukke.
De ældre forstår ikke, hvor kompetitivt jobmarkedet, og selvfølgelig alt andet, er blevet. Dengang de var nyuddannede og skulle finde et arbejde som yngre voksne handlede det praktisk talt blot om at dukke op – det kan man ikke gøre længere og har ikke kunne gøre det i rigtig mange år nu.
Overskriften giver ikke mening, hvis ledigheden er lav må det da betyde, at de ældre er mere end velkomne på arbejdsmarkedet.
Hvad folk “oplever” er irrelevant – der er mennesker i alle aldersgrupper som har svært ved at finde arbejde.
Jamen Staten sagde jo at arbejdsmarkedet skriger efter mere arbejdskraft
./s
Folk på 50+ er virkelig dårlige til at skrive ansøgninger, hvilket skyldes manglende Word-kundskaber.
Og det er faktisk ærgerligt, men det ser bare så dumt ud når man får en ansøgning som hopper og danser i opsætning og grammatik.
Min oplevelse er, at mange over 50 år mener, at “systemet” skylder dem et job.
Min egen generation (midt 30’erne), ved godt, at vi skal kæmpe for vores job og berettigelse på arbejdsmarkedet.
Jeg er 58, og er blevet ansat i nye job tre gange siden 2016. Det er så samme virksomhed, hvor jeg har været 17 år til efteråret… så er det jo nemt nok. Jeg har dog altid hørt, at det er nærmest umuligt for seniorer at få job, og har altid frygtet at søge udenfor den nuværende fold af samme årsag. De statistikker i nævner her gør mig da alligevel lidt fortrøstningsfuld…
Helt klart projicering af de +50 årige. Ledigheden er lav blandt alle.
I min enhed på 27 medarbejdere er der kun 1 medarbejder tilbage på 52 år, resten er enten i 20´erne i 30´erne eller ældst – i midten af 40´erne. Der har været en del på over 50 år, men de er enten blevet opsagt eller har selv sagt op.
Jeg oplevede egentlig at deres IT-kundskaber var ok, om ikke andet så var det en viden de kunne tilegne sig ved træning. Men jeg oplevede at mange af dem havde andre udfordringer med enten deres personlighed/samarbejdsevne eller fysik.
Enten var de meget fokuseret på deres egen erfaring, og det virkede på en eller anden måde begrænsende for dem, hvor de var underkendende og nedladende overfor de yngre medarbejdere. De kunne slet ikke se at erfaring ingen værdi har i et job, hvor der kommer ændringer til hver eneste uge, og hvor der hele tiden indføres og installeres enten nye procedurer, arbejdsgange, grundlæggende faglighed eller IT-systemer. Eller også havde de en meget social holdning til det at gå på arbejde. Et sted hvor de gerne ville tilhøre et slags familiært fællesskab og hvor der var hygge på daglig basis, eller de havde en afslappet holdning til meget langvarige sygemeldinger p.g.a. ryg, knæ, hofter, mave, migræne you name it, og de havde ikke den samme forståelse for arbejdsgiverens performance-krav, og krav til effektivitet og output. Eller også havde de forskellige udfordringer med enten støj, samtaleemner, eller små detaljer i arbejdet, som distraherede dem så meget at de ikke arbejdede fokuseret. Nogen af dem ville også gerne styre, fordi de tidligere havde haft lederposter i andre virksomheder, som de ikke længere havde kompetencerne til at bestride, men derfor havde de fortsat svært ved at lægge den tidligere rolle på hylden.
Jeg oplevede at de ældre medarbejdere er meget gode til at fokusere på deres egne behov, og krav. De vil gerne at arbejdspladsen og jobbet former sig efter dem hele livet igennem, men de er ikke så interesserede i at ændre dem selv i forhold til hvad jobbet og hvad virksomheden har brug for – og sådan fungerer det ikke i praksis på en arbejdsplads.
Og hvad laver de så nu? En tog 2 år på dagpenge og gik på pension, en døde af hjertestop, en anden fik førtidspension p.g.a. rygproblemer, flere forsørges af arbejdende ægtefælle, og de andre erkendte at de fortsat har en plads på arbejdsmarkedet hvis de bare erkender, at de er nødt til at arbejde i lavere mindre krævende funktioner, og derfor arbejder flere nu som lagermedarbejdere eller i kundeservicefunktioner.
Jeg bemærker især at hende i artiklen søger noget indenfor kommunikation, for det har hun “erfaring” med. Men mange ældre må altså erkende at fordi de var på toppen i 30´erne indenfor deres fag – så kan de ikke længere følge med i tempo, og derfor er de nødt til at acceptere andre stillinger indenfor måske helt andre erhverv eller brancher. Og det er en rigtig svær erkendelse for de fleste, og sikkert også derfor de føler sig uvelkomne.
20 comments
Tjo, de værste kollegaer og ledere jeg har haft, er typisk de ældre (50+). Mangel på omstillingsparathed kan man godt kalde det, men i min erfaring handler det om en stædighed om at værne om en problematisk og gammeldags arbejdskultur, en mangel for forståelse for dem man arbejder med og generelt bare en ubehagelighed der gør det svært at arbejde med dem. Jeg arbejder lige nu som B2B account manager hvor vi arbejder med rigtig store kunder igennem en innovativ platform, og min erfaring er det helt umuligt at komme igennem til de ældre, ikke mindst fordi at de ser ned på megen innovation, men specielt også fordi de ingen respekt har for særdeles de helt unge medarbejdere samt hele konceptet om trivsel på arbejdspladsen. Selvfølgelig er det ikke okay at diskriminere og generalisere, men denne pseudo ignorante ansvarsfraskrivelse og modstand til selverkendelse giver mig fornemmelsen at måske disse generaliseringer ikke er helt skøre.
Det skal nok blive festligt når vi om nogle år begynder at stå med 70-årige ledige, der skal ud og finde et arbejde til de sidste to år af deres arbejdsliv.
Jeg bemærker at dem over 50 år **FØLER** sig diskrimineret, men samtidig fremgår det af artiklen, at ledigheden blandt de 50-59-årige i øjeblikket er på 2,0 procent, mens det for aldersgruppen over 60 år er på 2,8 procent.
Til sammenligning med de de 25-29-årige og 30-39-årige hvor ledigheden er på hhv. 4,9 og 4,0 procent.
Så er der rent faktisk et problem?
Måske skriver de bare dårlige ansøgninger eller har et svagt CV ifht. de stillinger der søges på.
Jeg arbejder i rekruttering hvor vi lige har ansat en på 73. Virkelig dygtig og ydmyg og rolig og lykkes helt utrolig godt i rollen.
Tror der er eksempler i begge lejre hvor man oplever kultur-clashes mellem aldersgrupper. Især i startup-like virksomheder, hvor man generelt synes at favorisere det unge og upcoming image. Der er dog ofte brug for en modvægt. Sunde diverse teams på mange niveauer inklusiv alder er ofte hvad der fungerer bedst.
Altså man kan vel bare lade være med at skrive sin alder på CV’et og en arbejdsgiver må ikke spørge ind til ens alder.
Det er ikke for at sige at 50+ ingen værdi har.
Men jeg forstår godt de fleste virksomheder.
Jeg ser så jævnligt at 50+ segmentet er så håbløst forældet i deres tilgang og navigation i relativt simple computer systemer.
Her snakker jeg om navigation i Excel især. Konstant brug af printere, da man ikke kan læse på en skærm og at noget så simpelt som efterspurgte data i en zip fil kan forstyrre deres tankegang.
Jeg ser simpelthen et segment der slet ikke er fulgt med den teknologiske udvikling.
Jeg som arbejdsgiver vil være meget påpasselig med at ansætte fra dette segment grundet dette.
Hvor mange har hørt “Computeren er dum, den gør ikke hvad jeg beder den om”
En computer er ikke dum. Den gør præcis hvad du beder den om. Gør den ikke hvad du vil have den til er det dig som er problemet.
Well, er de velkomne? Naturligvis, men det kræver også at de “ældre” forstår dem som de er oppe imod.
*”Arbejdsgiveren og lederne skal se ældre som en ressource, som har en masse livserfaring og kan skabe en virkelig god balance på en arbejdsplads”*
Korrekt, men mange – ikke alle – har også nogle ublå løn- og ansættelseskrav, er ofte teknologisk svagere end yngre kandidater og er ikke omstillingsparate – som de yngre. Det er ikke alle, men der er mange som har været business as usual i deres sidste ansættelse og nu forventer at blive tilbedt. Livserfaring og balance er rigtig fint, og kan have sin berettigelse, men hvad giver det af kroner og øreværdi på bundlinjen for arbejdsgiveren? Pengene kommer ikke ud af den blå luft.
Dertil, så må jeg bare erkende at jeg har set utallige ansøgninger med CVer fra nogle på +50år, som simpelthen ikke er lavet nutidigt. Jeg vil selv hellere ansætte en nyuddannet med gå-på-mod og teknologiske færdigheder, og give dem chancen.
*”Trods lav ledighed oplever flere over 50 år, at* ***de ikke er velkomne på arbejdsmarkedet****”*
Det var da en ret vild konklusion at komme til 
Det er en interessant problematik, som kommer os alle ved før eller siden, jeg var 36 første gang jeg fik at vide jeg var for gammel til et job. Arbejdsmarkedet er gearet mod de unge og smukke.
De ældre forstår ikke, hvor kompetitivt jobmarkedet, og selvfølgelig alt andet, er blevet. Dengang de var nyuddannede og skulle finde et arbejde som yngre voksne handlede det praktisk talt blot om at dukke op – det kan man ikke gøre længere og har ikke kunne gøre det i rigtig mange år nu.
Overskriften giver ikke mening, hvis ledigheden er lav må det da betyde, at de ældre er mere end velkomne på arbejdsmarkedet.
Hvad folk “oplever” er irrelevant – der er mennesker i alle aldersgrupper som har svært ved at finde arbejde.
Jamen Staten sagde jo at arbejdsmarkedet skriger efter mere arbejdskraft
./s
Folk på 50+ er virkelig dårlige til at skrive ansøgninger, hvilket skyldes manglende Word-kundskaber.
Og det er faktisk ærgerligt, men det ser bare så dumt ud når man får en ansøgning som hopper og danser i opsætning og grammatik.
Min oplevelse er, at mange over 50 år mener, at “systemet” skylder dem et job.
Min egen generation (midt 30’erne), ved godt, at vi skal kæmpe for vores job og berettigelse på arbejdsmarkedet.
Jeg er 58, og er blevet ansat i nye job tre gange siden 2016. Det er så samme virksomhed, hvor jeg har været 17 år til efteråret… så er det jo nemt nok. Jeg har dog altid hørt, at det er nærmest umuligt for seniorer at få job, og har altid frygtet at søge udenfor den nuværende fold af samme årsag. De statistikker i nævner her gør mig da alligevel lidt fortrøstningsfuld…
Helt klart projicering af de +50 årige. Ledigheden er lav blandt alle.
I min enhed på 27 medarbejdere er der kun 1 medarbejder tilbage på 52 år, resten er enten i 20´erne i 30´erne eller ældst – i midten af 40´erne. Der har været en del på over 50 år, men de er enten blevet opsagt eller har selv sagt op.
Jeg oplevede egentlig at deres IT-kundskaber var ok, om ikke andet så var det en viden de kunne tilegne sig ved træning. Men jeg oplevede at mange af dem havde andre udfordringer med enten deres personlighed/samarbejdsevne eller fysik.
Enten var de meget fokuseret på deres egen erfaring, og det virkede på en eller anden måde begrænsende for dem, hvor de var underkendende og nedladende overfor de yngre medarbejdere. De kunne slet ikke se at erfaring ingen værdi har i et job, hvor der kommer ændringer til hver eneste uge, og hvor der hele tiden indføres og installeres enten nye procedurer, arbejdsgange, grundlæggende faglighed eller IT-systemer. Eller også havde de en meget social holdning til det at gå på arbejde. Et sted hvor de gerne ville tilhøre et slags familiært fællesskab og hvor der var hygge på daglig basis, eller de havde en afslappet holdning til meget langvarige sygemeldinger p.g.a. ryg, knæ, hofter, mave, migræne you name it, og de havde ikke den samme forståelse for arbejdsgiverens performance-krav, og krav til effektivitet og output. Eller også havde de forskellige udfordringer med enten støj, samtaleemner, eller små detaljer i arbejdet, som distraherede dem så meget at de ikke arbejdede fokuseret. Nogen af dem ville også gerne styre, fordi de tidligere havde haft lederposter i andre virksomheder, som de ikke længere havde kompetencerne til at bestride, men derfor havde de fortsat svært ved at lægge den tidligere rolle på hylden.
Jeg oplevede at de ældre medarbejdere er meget gode til at fokusere på deres egne behov, og krav. De vil gerne at arbejdspladsen og jobbet former sig efter dem hele livet igennem, men de er ikke så interesserede i at ændre dem selv i forhold til hvad jobbet og hvad virksomheden har brug for – og sådan fungerer det ikke i praksis på en arbejdsplads.
Og hvad laver de så nu? En tog 2 år på dagpenge og gik på pension, en døde af hjertestop, en anden fik førtidspension p.g.a. rygproblemer, flere forsørges af arbejdende ægtefælle, og de andre erkendte at de fortsat har en plads på arbejdsmarkedet hvis de bare erkender, at de er nødt til at arbejde i lavere mindre krævende funktioner, og derfor arbejder flere nu som lagermedarbejdere eller i kundeservicefunktioner.
Jeg bemærker især at hende i artiklen søger noget indenfor kommunikation, for det har hun “erfaring” med. Men mange ældre må altså erkende at fordi de var på toppen i 30´erne indenfor deres fag – så kan de ikke længere følge med i tempo, og derfor er de nødt til at acceptere andre stillinger indenfor måske helt andre erhverv eller brancher. Og det er en rigtig svær erkendelse for de fleste, og sikkert også derfor de føler sig uvelkomne.
Fedt. Så sæt pensionsalderen ned til 50.
Så må de jo i praktik og vise hvad de kan
Alle over 50 år skal laves til Lim!!