§ 242Den, der på en måde, som er egnet til at krænke en anden persons fred, systematisk og vedvarende kontakter, forfølger eller på anden måde chikanerer den pågældende, straffes for stalking med bøde eller fængsel indtil 3 år.
Det er vildt at det stadig foregår. Jeg synes vi havde den samme sag for en fem år siden.
“Tryg forsikring”
Upopulær holdning (måske), men det er altså et kæmpe dilemma.
Forsikringsselskaberne har et ansvar over for den skadelidte og privatlivets fred. Men forsikringsselskabet har også et ansvar over for de andre forsikringstagere om at indsamle dokumentation og undersøge ved mistanke om svindel. Så det er altså en balance.
I disse tilfælde kan man mene, at den balance er skæv; at privatlivets fred vejer tungere end forsikringens ansvar for at efterprøve erstatningssager. Det er jeg måske enig i. Men når man laver et system, der på denne måde bruger overvågning som middel, vil der uvægerligt komme grænsetilfælde – og tilfælde, som er over grænsen.
Det sagt, så forstår jeg godt, hvorfor et forsikringsselskab hæfter sig særligt ved, at når der f.eks. står i en lægerapport, at en person f.eks. “ikke kan løfte sit barn” og de så har flere videooptagelser af personen, der løfter sit barn – så rejser det nogle øjenbryn.
Som sagt: Det er et dilemma. Og jeg er ikke personligt overbevist om, at forsikringsselskabernes overvågning er i orden. Omvendt kan jeg godt forstår behovet for i sjældne tilfælde at måtte ty til overvågning.
Det er vildt.. Havde en underlig oplevelse for et par måneder siden, jeg har tænkt på efterfølgende, og overvejer kan være en forsikringsagent.
Jeg er på vej ned at handle, og går forbi et lille to-plans parkeringshus der ligger ved siden af butikkerne. På øverste plan af parkeringshuset står en ældre mand med en kikkert, og et kamera med en heftig teleskoplinse, og kigger mod en nærliggende etageejendom. Da jeg kommer ud igen, står gan der stadig og tager billeder af etageejendommen. Jeg stopper og kigger lidt på ham imens jeg tænder en smøg, og spørger ham hvad gan tager billeder af. Han svarer naturligvis, at det ikke vedkommer mig. Hvilket jo egentlig er fuldstændig korrekt. “Det kommer da an på hvad, eller hvem, du tager billeder af.. Du står jo og tager billeder af folks hjem.”, svarer jeg. Han rystede på hovedet og ignorerede mig, og så var det egentlig det. – Efterfølgende studsede jeg sgu lidt over det.
Det burde ikke være lovligt!
Er jeg den eneste der blev meget påvirket af at de to søde og dejlige mennesker man har siddet og hørt på dør nogle uger efter optagelserne? Jeg fældede en tåre – jeg synes det er så tragisk en slutning på livet.
Jeg er relativt ung og på førtidspension. Får et mindre beløb af min pensionskasse. Ofte kan jeg ikke engang formulere hvorfor jeg er ødelagt.
Men jeg har stadig dage/uger hvor jeg udadtil fungerer og kan klare dagligdagsting som at gå en tur eller handle. Jeg har efterhånden, efter nogle år, begyndt til lidt fritidsaktivitet for at komme lidt ud. Det føles mere “rigtigt” end det nogensinde har gjort.
Nu er jeg totalt paranoid og bange for “de” vil tage det hele fra mig igen, hvis jeg viser noget fremgang.
Jeg har lige fået afgørelse i en sag ved arbejdsmarkedsforsikringen, og den skal også igennem min Egen forsikring og kan da sige jeg føler mig bange for at gøre noget forkert nu… specielt når man ikke må smile og hygge sig trods smerter😅
Programmet er selvfølgeligt meget rettet mod privatpersonerne og man mister lidt fokus over hvorfor denne form for overvågning overhovedet eksisterer. Der er desværre nogle der udnytter forsikringerne og det går ud over alle andre, specielt når vi snakker om de beløber der udbetales ved tabt arbejdsevne.
De eksempler der vises i dokumentaren er absurde, detektiverne drager konklusioner som er absurde fordi de overvågede mennesker ikke ligner nogle der er ved at dø og glemmer alt om det der ligger uden for øjeblikkene der noteres.
Med alt det sagt så syntes jeg ikke overvågningen skal fjernes, der skal tværtimod være en bedre proces for hvornår overvågning må forekomme og hvor lang en periode der må overvåges over. Selskaberne bør ikke selv kunne beslutte om de må overvåge en given person, de bør i stedet kunne anmode staten om en tilladelse til at overvåge.
Det helt store problem er at der ikke er nogen retssikkerhed for dem der overvåges uberettiget og hvor der er beviser for at detektiverne har opført uetisk eksempelvis ved at overvåge på privat grund, og nej det er ikke godt nok at man skal klage til virksomheden selv.
Mangel på forståelse når det kommer til kroniske smerter er i sig selv kronisk, der er mange der ikke forstår hvad det faktisk indebære og jeg er rigtig glad for der bliver kastet lidt lys over det.
Hvis de folk som ser på disse sager i forsikringsselskaberne bare er helt almindelige kontorfolk uden dybere forståelse for sygdommen er de på ingen måde uimodtagelig overfor disse kognitive skævvridninger, så kan du lige så godt kaste en pil blindt i mørke.
Hvis du møder en person som mangler et ben er det tydeligt men usynlige sygdomme er forgiftet af andres antagelser omkring dig og også selv om de læser hvad der stå på papiret uden viden og sammenhæng kan det være ubrugeligt. Jeg har ingen tvivl om at det har gjort mit eget sygdomsforløb utroligt meget mere bøvlet. Læger er på ingen måde ej heller ufejlbar når det kommer til forståelse for kroniske smerter, det satte dette indslag også en smule lys på, der er rigtig stor forskel fra læge til læge.
12 comments
Det virker meget voldsomt og grænseoverskridende.
§ 242Den, der på en måde, som er egnet til at krænke en anden persons fred, systematisk og vedvarende kontakter, forfølger eller på anden måde chikanerer den pågældende, straffes for stalking med bøde eller fængsel indtil 3 år.
Det er vildt at det stadig foregår. Jeg synes vi havde den samme sag for en fem år siden.
“Tryg forsikring”
Upopulær holdning (måske), men det er altså et kæmpe dilemma.
Forsikringsselskaberne har et ansvar over for den skadelidte og privatlivets fred. Men forsikringsselskabet har også et ansvar over for de andre forsikringstagere om at indsamle dokumentation og undersøge ved mistanke om svindel. Så det er altså en balance.
I disse tilfælde kan man mene, at den balance er skæv; at privatlivets fred vejer tungere end forsikringens ansvar for at efterprøve erstatningssager. Det er jeg måske enig i. Men når man laver et system, der på denne måde bruger overvågning som middel, vil der uvægerligt komme grænsetilfælde – og tilfælde, som er over grænsen.
Det sagt, så forstår jeg godt, hvorfor et forsikringsselskab hæfter sig særligt ved, at når der f.eks. står i en lægerapport, at en person f.eks. “ikke kan løfte sit barn” og de så har flere videooptagelser af personen, der løfter sit barn – så rejser det nogle øjenbryn.
Som sagt: Det er et dilemma. Og jeg er ikke personligt overbevist om, at forsikringsselskabernes overvågning er i orden. Omvendt kan jeg godt forstår behovet for i sjældne tilfælde at måtte ty til overvågning.
Det er vildt.. Havde en underlig oplevelse for et par måneder siden, jeg har tænkt på efterfølgende, og overvejer kan være en forsikringsagent.
Jeg er på vej ned at handle, og går forbi et lille to-plans parkeringshus der ligger ved siden af butikkerne. På øverste plan af parkeringshuset står en ældre mand med en kikkert, og et kamera med en heftig teleskoplinse, og kigger mod en nærliggende etageejendom. Da jeg kommer ud igen, står gan der stadig og tager billeder af etageejendommen. Jeg stopper og kigger lidt på ham imens jeg tænder en smøg, og spørger ham hvad gan tager billeder af. Han svarer naturligvis, at det ikke vedkommer mig. Hvilket jo egentlig er fuldstændig korrekt. “Det kommer da an på hvad, eller hvem, du tager billeder af.. Du står jo og tager billeder af folks hjem.”, svarer jeg. Han rystede på hovedet og ignorerede mig, og så var det egentlig det. – Efterfølgende studsede jeg sgu lidt over det.
Det burde ikke være lovligt!
Er jeg den eneste der blev meget påvirket af at de to søde og dejlige mennesker man har siddet og hørt på dør nogle uger efter optagelserne? Jeg fældede en tåre – jeg synes det er så tragisk en slutning på livet.
Jeg er relativt ung og på førtidspension. Får et mindre beløb af min pensionskasse. Ofte kan jeg ikke engang formulere hvorfor jeg er ødelagt.
Men jeg har stadig dage/uger hvor jeg udadtil fungerer og kan klare dagligdagsting som at gå en tur eller handle. Jeg har efterhånden, efter nogle år, begyndt til lidt fritidsaktivitet for at komme lidt ud. Det føles mere “rigtigt” end det nogensinde har gjort.
Nu er jeg totalt paranoid og bange for “de” vil tage det hele fra mig igen, hvis jeg viser noget fremgang.
Jeg har lige fået afgørelse i en sag ved arbejdsmarkedsforsikringen, og den skal også igennem min Egen forsikring og kan da sige jeg føler mig bange for at gøre noget forkert nu… specielt når man ikke må smile og hygge sig trods smerter😅
Programmet er selvfølgeligt meget rettet mod privatpersonerne og man mister lidt fokus over hvorfor denne form for overvågning overhovedet eksisterer. Der er desværre nogle der udnytter forsikringerne og det går ud over alle andre, specielt når vi snakker om de beløber der udbetales ved tabt arbejdsevne.
De eksempler der vises i dokumentaren er absurde, detektiverne drager konklusioner som er absurde fordi de overvågede mennesker ikke ligner nogle der er ved at dø og glemmer alt om det der ligger uden for øjeblikkene der noteres.
Med alt det sagt så syntes jeg ikke overvågningen skal fjernes, der skal tværtimod være en bedre proces for hvornår overvågning må forekomme og hvor lang en periode der må overvåges over. Selskaberne bør ikke selv kunne beslutte om de må overvåge en given person, de bør i stedet kunne anmode staten om en tilladelse til at overvåge.
Det helt store problem er at der ikke er nogen retssikkerhed for dem der overvåges uberettiget og hvor der er beviser for at detektiverne har opført uetisk eksempelvis ved at overvåge på privat grund, og nej det er ikke godt nok at man skal klage til virksomheden selv.
Mangel på forståelse når det kommer til kroniske smerter er i sig selv kronisk, der er mange der ikke forstår hvad det faktisk indebære og jeg er rigtig glad for der bliver kastet lidt lys over det.
Hvis de folk som ser på disse sager i forsikringsselskaberne bare er helt almindelige kontorfolk uden dybere forståelse for sygdommen er de på ingen måde uimodtagelig overfor disse kognitive skævvridninger, så kan du lige så godt kaste en pil blindt i mørke.
Hvis du møder en person som mangler et ben er det tydeligt men usynlige sygdomme er forgiftet af andres antagelser omkring dig og også selv om de læser hvad der stå på papiret uden viden og sammenhæng kan det være ubrugeligt. Jeg har ingen tvivl om at det har gjort mit eget sygdomsforløb utroligt meget mere bøvlet. Læger er på ingen måde ej heller ufejlbar når det kommer til forståelse for kroniske smerter, det satte dette indslag også en smule lys på, der er rigtig stor forskel fra læge til læge.