Jeg er far til børn der går i både danske og svenske skoler. Forskellige børn naturligvis.

Der er en helt anden tilgang til mobning i Sverige. Selv den mindste antydning af chikane slåes der hårdt ned på og der er øjeblikkelige konsekvenser men involvering af alt fra skolens mobbeansvarlige, klassekammeraterne, forældre og offer naturligvis.

Jeg oplever slet ikke den samme seriøsitet i Danmark – omend ikke så ligegyldig en holdning til det som da jeg selv var barn – og det virker som om at rigtig meget mobning og ‘holden udenfor’ ses igennem fingre med af lærerne helt med vilje for at undgå ekstra arbejde.

Har i samme oplevelse med danske skoler?

41 comments

  1. Da min søn gik i folkeskole var han udsat for mobning hver eneste dag og slag, spark eller kradsning 2-4 gange om ugen. Lærere og skoleleder gjorde intet og var ferme til at bebrejde os som forældre for ‘divergerende normalitetsforståelse’ samt ‘manglende evne til at acceptere at der kan være konflikter mellem børn’.

    Stærke sager, vi flyttede til en friskole hvor mobning og vold ikke accepteres, og han stortrives i det.

  2. Jeg tror jeg ville passe på med antage, at det bunder i fagligt dovne lærere.. mon ikke de fleste faktisk er villige til gøre noget ved mobning o.lign.; tror hellere det kan være et problem at få hele skolens system med på det..

    ​

    Med det sagt så er jeg 100% åben for at svenskerne kunne være dygtigere til dette, måske man (desværre) må søge mod noget andet end folkeskolen som TeosPWR foreslår?

  6. Jeg er pædagog ansat med lærefunktion i 0 klasse. (Børnehaveklasseleder) Jeg har rigtigt tit desværre, oplevet at skolens ledelse kan være svær at få til at gøre noget ved det.
    1. Det vil koste for meget for en enkelt elev (eller flere)
    2. Skolen har sat sig sure på et barn der har udfordringer med at fungere i skolens rammer, fordi de har en ubehandlet diagnose. Så er det “nemmere” at det pågældende barn skifter skole efter forældrene har fået nok.
    3. Mange gange skal man igennem alle mulige lappeløsninger før man til sidst får overtalt skolen til at gribe ind.

    Det er desværre sådan at skolen ikke prioritere alle børn ens. Skolen vil helst fokusere på fagligt stærke elever, og resourcestærke familier.

  7. Som folkeskolelærer kan jeg sige dig at det (i langt de fleste tilfælde) intet har at gøre med ekstra arbejde.

    Faktisk er der rigtig meget ekstra arbejde i *ikke* at få løst problemerne, hvis der er elever der bliver udsat for mobning.

    Jeg tror grundlæggende det handler om et spørgsmål om pædagogikken. I Danmark er man meget, meget lidt villig til at sanktionere. Man har typisk, på ledelsesplan, en forestilling om at det kan ordnes pædagogisk og didaktisk.

    Som lærer synes jeg selvfølgelig ikke selv at vi skal tilbage til den sorte skole, men jeg tror at nogle elever kunne have godt af langt mere tydelige konsekvenser.

    Det er en lortesituation at stå i som lærer også.

  8. Fordi der til at starte med ingen respekt er for læren, og mangel på opdragelse på mange børn fra forældres side af, da det er meget nemmere at frasige sig alt ansvar, mobning er tegn på barnet mistrives derhjemme og reagere udadvendt i skolen, men at skulle gøre noget ved det koster penge og tid og det har skolerne ikke resurser til,

    Undskyld, min stavning ikke er er perfekt.

    Blev selv mobbed i min skole tid, det ændret sig da jeg gennem tævet min mobber, røg så på anbringelse anstalt for børn og unge med særlige behov da jeg havde ualmindeligt temperament, frivillige anbringelse.

  9. Der har været et paradigmeskifte i pædagogikken i Danmark, både i privaten og i institutionerne. Sanktioner er oftest ikke en mulighed, pga barnets rettigheder. Der skal lyttes til hvert enkelt barn og deres side er lige så sand, som alle andres.

    Mange forældre er advokater for deres barn, ikke forældre.

  10. Det sejler herhjemme mht til mobning. Børnene er overladt til sig selv. De voksne er ligeså bange for mobberne som eleverne er, så der er ingen konsekvens. Man skulle tro det var bedre idag end da jeg gik i skole i 80’erne. Det virker ikke til at være tilfældet.

  13. Ikke helt samme boldgade – men tæt på.

    Jeg lyttede Genstarts episode i går og det er lidt skræmmende.

    https://www.dr.dk/lyd/special-radio/genstart/genstart-2023-01-01-05-00-6

    Jeg har selv været faglærer på en stor erhvervsuddannelse og mængden af unge med diagnoser er enorm – og mange står desværre helt alene med deres udfordringer. Må indrømme at jeg gav op til sidst. Vores “system” er slet ikke gearet til at varetage vores børn ordentligt hvis de ikke lige passer i “kassen”.

  14. Som lærer i udskolingen oplever jeg ikke mobning i klassisk forstand – generelt synes jeg de unge mennesker, som jeg har med at gøre er ret omsorgsfulde og gode til at tage hånd om hinanden. Når det sker alligevel, så er det næsten altid over sociale medier uden for skoletiden, hvor der selvfølgelig fra skolens side inddrages forældre og AKT, men det kan være svært at lukke ned for ting, som foregår uden for skoletid.
    Vi har nogle enkelte elever, som fx har sociopatiske eller psykopatiske træk, stjæler, lyver, ingen empati, har ekstremt grænseoverskridende sprog osv osv… men man må højst hjemsende i 14 dage om året.. socialrådgiverne siger at den unge ikke vil samarbejde og mens kommunen forsøger at finde et andet skoletilbud, så går der måneder og år.
    2/70 på en årgang, kan gøre livet pisse træls for alle omkring dem, og jeg forstår godt, at man som forældre ikke forstår der ikke gøres noget… problemet er bare at skolernes ledelse hurtigt løber “tør” for muligheder. Der er ikke noget lærerne hellere så, end at de ikke skulle bruge deres arbejdsliv på at opbevare elever, som intet har at gøre i en folkeskole.
    Ofte ender det med st forældrene bliver indkaldt til ugentlige møder, indtil de bliver så trætte af det, at forældrene frivilligt flytter eleven til anden folkeskole, hvor “lorten” skønt sendes videre, så slipper skolen også for at skulle betale 150.000 for at eleven kommer i et specialtilbud, som højst sandsynligt ikke findes.
    Undskyld rant…

  15. Jeg blev mobbet hver dag fra 3 klasse til slutningen af Folkeskolen. Selv mine “venner” var ikke sky for at være med til det, for det var nemmere at mobbe mig end at gå imod resten af årgangen.
    Jeg troede bare det var sådan det var, at hver klasse måtte have 1-2 børn som bliver ofret for resten af klassens bedste.

    Jeg husker en enkelt gang hvor jeg fortalte min mor, at en dreng i SFO’en drillede mig, og pegede ham ud da hun kom for at hente mig.
    Hun endte med at sige “Sådan nogle børn hjælper det ikke at sige noget til”, hvilket jeg tog som “Mor gider ikke hjælpe dig”
    Og den tanke endte med at blive til “Der er ingen der gider hjælpe dig. Derfor må det være korrekt hvad de gør. Måske er du bare til for at andre kan bruge dig som boksebold”

    Selv godt 20 år senere, kan jeg vågne op i koldsved ved tanken om at skulle i skole igen.
    Skolen fuckede mig godt og grundigt op.

  18. I Sverige kan elever få bøder for at kalde lærere kælling, smatso osv. Det har en vis betydning.

    Omvendt, så er de svenske elever mere voldelige og trækker knive eller endda slår hinanden ihjel
    Det er ikke så udbredt i Danmark.

    De to skolesystemer er for forskellige til at kunne sammenligne.. i Sverige kan man godt smide elever ud, det er nærmest umuligt i Dk

  19. Generelt sejler det. I dag har vi ingen sanktioner over for vores elever og mistrivsel blandt mine elever har aldrig været højere. På min arbejdsplads er der en grund til, at ledelsen kun konsekvent tager sig af rigtig alvorlige voldsepisoder og kynisk mobning. Rigtige mange af de mobbere kommer fra rigtig dårlige forhold og vi ved fra demografien og de generelle sociale forhold i kommunen, at rigtig mange af dem sikkert bliver udsat for vold i hjemmet. Det er både forældre med anden etnisk baggrund og danske forældre, som selv har haft en svær opvækst. Så vi skal virkelig gøre os nogen overvejelser, når vi skal inddrage forældrene i de her episoder. Vi har allerede rigtig mange hændelser med vold i hjemmet, som er rapporteret til kommunen, men det har lavet en flaskehals i sagsbehandlingen.

  20. Den skole mine drenge har gået på forsøgte ihærdigt at dysse ned når der var noget. Det skal forestille at være den pæne af skolerne i byen.
    Mine drenge har så vides ikke mobbet nogen og er heller ikke blevet mobbet selv. Men historierne hørte jeg fra mere elever og forældre.
    En gang jeg fået et opkald fra en forældre i min yngstes klasse. Der var blevet sagt noget grimt, de gik i 1. kl. Min søn har har nogle udfordringer som har gjort vi har trænet enormt meget i hvad andre føler og hvad diverse ting gør ved andre.
    Vi lavede fluks en aftale, vi kørte op med ham og han gav en undskyldning til kammeraten og de fik en god snak, det samme gjorde vi voksne.

    Eneste gang der virkelig skete noget med en af vores var da yngste blev truet med kniv. Den ville skolen godt nok gerne holde hemmelig. Vi gik direkte til politiet og holdt knægten hjemme til der var en konkret plan i forhold til hvad de havde tænkt sig at gøre.
    Det skete en fredag, følgende onsdag hørte vi først fra skolen. De troede meget fejlagtigt at vi kunne nøjes med en undskyldning fra den anden part. Det ønskede min søn ikke at tage imod.

    Men mit indtryk er generelt at sanktionerne er for pjevsede. Jeg har selv en søn som elsker at diskutere og havde det svært med at gå i skole. Lærerne turde næsten ikke stille hårdt mod hårdt.. Først midt i første klasse fik vi dem overbevist om at pædagogik ikke var vejen frem med ham altid. Men at han nogle gange bare skal have af vide at det bestemmer jeg og sådan er det.

  21. Havde folkeskolen samme vilkår og regler som fri og privatskoler, havde vi ikke haft de store udfordringer med mobbere. Så havde vi ganske enkelt smidt dem ud.
    Ser vi fx udadreagerende børn, skal vi så vidt muligt skabe dialog med forældrene men det er sjældent at forældrene tager det til sig og indirekte modarbejder. Mange forældre kan slet ikke se deres barn har store udfordringer og lægger skylden på omgivelserne og skolens miljø.

  22. Da jeg selv gik i folkeskolen blev jeg mobbed.

    Fortalte jeg det til lærene var det lidt forskelligt hvad der blev gjort. Generelt gik de bare hen til den mobbende og bad dem om ikke at mobbe mig.

    Blev jeg ved med at klage bad de dem bare igen om ikke at mobbe mig, eller worst case, ringede til deres forældre. Som sjovt nok var bedøvende ligeglad med hvad deres barn foretog sig.

    Så de blev ved med at mobbe, fordi der ingen konsekvens var og lærene kunne eller ville ikke gøre mere end det.

    Ved ikke om det stadigvæk foregår på den måde men det var yderst ligegyldigt og konsekvens frit.

  23. Det er godt nok 20 år siden jeg gik i folkeskole, men det var 6 års mobning der stadig trækker tråde til hvordan jeg er i dag.

    Og det er deprimerende at vi ikke er blevet bedre til at håndtere mobning.

    Men grundet min egen oplevelse i folkeskolen, så vil min lunte nok være meget kort for min søn når han skal i skole. Mobning og intet der gøres ved det = barn der flytter skole.

    Min oplevelse er at hvis et barn først er blevet mobbeoffer, så kan man godt kyle alverdens tiltag ud af vinduet. Det ændre ikke på tingene og barnet bliver ikke pludselig accepteret. Især ikke når vi snakker de større klasser.

  24. Dengang jeg gik i børnehave klasse-1st klasse blev jeg næsten mobbet i 3 år
    Den eneste årsagtil det stoppede var jeg ikke så dem på fritidscenteret mere..
    Som lå på skolen’s grund.

  25. Vi kan ikke både have inklusion og samtidig smide ballademagerne ud.

    På vores skole bruger de tid på modning, alt for meget tid, bare udført fandens ineffektivt, og det tager meget tid fra undervisningen.

  26. Ja i behøver jo en form for sammenligning i statistik per captita for at kunne sige om svenske skoleelever er mere voldelige end danske.

    I den alvorligste ende af voldsskalaen har der været lige mange skolemasakre i de de nordiske lande bortset fra i Finland hvor der har været en del flere.

    Ser man udover skolerne og på voldsstatistik i samfundet så kan danske medier godt lide at tegne et billede af at den er gruelig gal med dødsvold i Sverige men tallene siger noget andet:

    Som det ser ud til, er Finland hårdest ramt. I begyndelsen af ​10’erne havde Finland 2 dødsvoldshændelser pr. 100.000 indbyggere – et niveau Sverige ikke har haft siden før 1750. Siden da er den dødelige vold faldet i Finland, og siden 2015 har stabiliseret sig mellem 1,3 og 1,5 pr. 100.000 indbyggere – hvilket stadig er væsentligt højere end nogen af ​​de andre lande.

    Norge ligger tilsvarende lavest i statistikken. Efter 2014 er de i gennemsnit omkring 0,5 pr. 100.000 indbyggere.

    Hvad angår Danmark og Sverige så er disse to lande relativt tæt på hinanden – men Danmark ligger i gennemsnit over Sverige. Sverige har ikke være oppe på et dansk voldsniveau siden begyndelsen af ​​1990’erne.

    Gennemsnit 2010’erne (dødelig vold pr. 100.000 indbyggere/år):

    Finland: 1.654
    Danmark: 1.035
    Sverige: 0,978
    Norge: 0,583 (undtaget Utøe terrorangrebet i 2011)

  28. Ja, jeg er folkeskolelærer.

    Jeg arbejder aktivt, for at lave så lidt som muligt.
    Så du kan være stensikker på, at jeg vender det blinde øje til, når der bliver sendt svinere mod ham med det mærkelige mellemnavn eller hende, den usikre, nede bagved.
    Det rager mig en papand faktisk.
    Mit dagligemål hedder “Overlev til 1415″og så er det ellers ud af vagten.
    Det hænder at jeg giver de små svin en time før fri, bare for at jeg kan smutte før.

    I ny og næ, så har jeg også en “gårdvagt”, som jeg selvfølgelig ikke gider gå ud til, men bare skuler gennem vinduet fra lærerværelset, så kan jeg også serie-tanke mit krus med min kaffe, mørk som mit sind.

    Faktisk går jeg aktivt efter at ungerne mobber så mange ud af skolen, så jeg har færre årskarakterer at skulle give ud… Eller altså, færre terninge slag at skulle slå, for jeg gider jo ikke mer-arbejdet i at lære de små poder noget som helst.

    Nå, OP, fik du bekræftet din fordom om lærere?

    Ps. Tænk at jeg skal skrive følgende, men ja, mobning tages seriøst..

  29. Jeg er ret sikker på at det nærmere bunder sig i, at vi er hurtige til at kalde ting for mobning. Børn slås, børn er også til tider ondskabsfulde. Nu kender jeg ikke alderen på dit barn. Men hvis ikke der nogen der gider lege med dit barn af diverse årsager, kan læren jo ikke tvinge de andre børn til at bryde sig om barnet. Ligesom du i dit voksen liv har ret til ikke at omgås mennesker du ikke bryder dig har barnet vel os. Lær dit barn at fokusere på de børn der godt kan lige det og ignore de andre. Hvis det er fysisk mobning så lær det at slås 👍

  30. Jeg blev smidt ud af 2 skoler for at reagere udadvendt efter chikane, første gang omkring 00 og anden gang i 02 eller 03.
    Første gang vil jeg godt stå ved var selvfortjent da jeg valgte at slå gutten i ansigtet med min arm da den var pakket ind i gips fra en håndledsforstuvning, men det er dog stadig fucked at du kan drive en ung knægt til at reagere voldeligt uden der bliver kigget din vej.

    Hvert eneste niveau af autoritet fejlede mig i begge situationer, og jeg går ikke ud fra at mine oplevelser på nogen måde var unikke.

    Vi er nogle slapsvanse i DK når børn er modbydelige mod hinanden.

  31. Jeg tror aldrig mobning er blevet taget seriøst i Danmark. Det resultere altid i at offeret skal flytte skole. Jeg har gået på mange skoler i min tid, og har oplevet mobning fra første til sidste klasse.

    De kan jo ikke gøre noget ved mobning. Men når man så reagere hvad at give personen en på hovedet eller en brækket arm, jamen så ryger man jo ud. Det er som om man ikke hverken forstår eller tager psykisk vold alvorligt, hvilket mobning jo netop er.

    Man ser det også tit på videoer på nettet, hvor offeret til sidst ender med at reagere forståeligt nok. Man er nød til at stå op for sig selv, lige meget hvad det kræver, nogen ingen andre gør det.

  32. Som forældre må man godt henvender sig til barnets forældre.
    Det mener jeg er ens ansvar.
    Men det bare mig og min holdning.
    (Lad som om jeg er usynlig)

  33. Mobning har ødelagt mit liv. Selv 10+ år efter jeg dimitterede, har det senfølger, og har præget mit liv i sådan en grad, at det nok ikke bliver bedre lige foreløbigt. Ikke kun på mig, men også andre familie medlemmer (som også blev mobbet). Der blev intet gjort ved det, især da nogle af lærerne også var mobbere, både i folkeskolen og HF. Mennesker, både voksne og børn, kan være helt forfærdelige.

  34. Jeg blev mobbet i folkeskolen, da man så flyttede mig til en privat skole for at jeg skulle få ro, var det lærerne der brugte mig som prygelknabe. Men det var jo iorden, da de havde jo de bedste intentioner.

  36. Mobberen blev først bortvist efter voldtægten…

    Så det siger nok rigeligt om hvor galt det skal være i Danmark før der sker noget

  37. Jeg må af egen erfaring desværre sige at friskoler er INGEN garanti for ingen mobning. Og ikke alle friskoler smider mobbere eller troublemakers ud. Friskolen har nemlig brug for skolepengene, og eventuelt også de ekstra hænder/ressourcer der følger med specialbørn. Det afhænger meget af området hvad der er bedst. Vi har oplevet et vanvittigt hierarkisk mobbesystem på en friskole.

  38. Der er rigtig mange kommentarer der handler om at det er positivt hvis mobberen bortvises eller smiddes ud af skolen.

    Jeg er ikke sikker på at jeg er enig. Der er ingen erfaringsudveksling skoler og kommuner imellem hvilket betyder at en evt fsrlig mobber blot kommer ind som en ulv i en fåreflok på en ny skole.

    Hvorfor ikke behandle problemet hvor man kender det og kan træffe forholdsregler, frem for at skubbe aben rundt.

  40. Jep skolen tør ikke kræve noget af forældrene til problem børnene, der skal jo være plads til alle

  41. Jeg er personaligt blevet mobbet I de Sidste 8 år I folkeskolen, under hele den tid visage både skolen, lærende og mobberens forældre det.

    Der blev ikke sket mere end at mobberen fik at vide “at de skulle stoppe”, mindst et par gange hver uge. Så jeg vil sige ja.

Leave a Reply