Et debatindlæg bag paywall virker ret fjollet. Det er jo ikke som om at det er politikens egne journalister der skriver dem, altså på politikens regning.
Kan ikke læse artiklen da den er bag paywall, men kender selv til problematikken.
Jeg er hårdt ramt af PTSD og panikangst, som har plaget mig siden jeg var barn.
Problemet er, og nu citerer jeg både sagsbehandler og bostøtte: Jeg er for “veltalende”.
Eftersom jeg har levet med psykisk sygdom i 30 år, så har jeg naturligvis kendskab til den. Jeg kender symptomerne og hvad der trigger dem, og jeg ved hvornår jeg skal trække mig tilbage.
Det har så desværre betydet at der er blevet skåret kraftigt ned i mine støttetimer, selvom jeg lever i et hjem der kun bliver gjort rent hver 2. måned og skal medicineres for at kunne gå på arbejde 3 gange om ugen.
Men jeg sidder ikke og græder, og jeg kommer ikke med underlige lyde eller gør skade på mig selv. Derfor er jeg i deres øjne “rask”.
Jeg har nu levet tre år med stress på grund af en arbejde jeg hader og en tidligere misbruger-mor, som jeg skal håndtere alt praktisk for fordi der ikke er ansatte(penge) nok til at tage sig af hende på plejehjemmet. Jeg er steget 3 doser i medicin, har kronisk mavesår og har været indlagt med forhøjet blodtryk.
Alligevel siger både psykiater og bostøtte: “Nå ja, men du KAN jo trods alt stadig tage på arbejde. Det kunne være meget værre”.
Vi er mange, der desværre lander i den mærkelige gråzone, og grundet samfundets store fokus på økonomi og at ‘man skal bidrage’ aldrig får den ro, der egentlig er brug for.
folk med et sprog bliver tit set ned på jeg fik førtidspension i februar 2022 efter ca 8 år med et utal af arbejds prøvning henden som indstille mig til den har jeg ikke haft noget og gøre med ud over en arbejdes prøvning som tog hele 8 minutter. Jeg skulle møde på chefen’s kontor mandag morgen som var min først arbejds dag for at få sætning “nu er jeg jo ikke læge men” så var den samtale og arbejde’ s prøvning slut selv om jeg spurgt om han ville prøve at starte ud på ny før jeg blev pænt sur og jeg kom vist til og kalde ham en arrogant nar da vi rejste os fra bordet 2 måneder efter fik jeg valgt om jeg ville forsætte eller tag mig til takke med en førtidspension PS den chef er ikke længer en del af det firma ved jeg fra en af de ansatte som stadig er der den dag i dag
Emnet er tabubelagt, så jeg har oprettet en ny konto, så jeg tør dele min oplevelse.
Jeg har igennem 2 årtier prøvet at få hjælp af både offentlige og private behandlere (igennem sundhedssikring) for at få behandlet mine selvmordstanker.
Jeg forsøgte for første gang at begå selvmord for omkring et halvt år siden. Jeg blev fundet af politiet, kom på skadestuen. Her gennemgår vi mit selvmordsforsøg og herefter henvist til egen læge. Og så startede der ellers et cirkus.
Min egen læge konstaterede at jeg IKKE var deprimeret eller stresset (ud fra 10 multipe choice spørgsmål) og henviste mig til en offentlig psykolog – med 6 måneders ventetid. Lægen sagde at jeg selvfølge også selv kunne betale eller evt bruge min sundhedssikring, hvis jeg følte jeg gerne vil tilses før.
Jeg hiver fat i min sundhedssikring og får en tid hos en psykolog ugen efter. Vi indgår et forløb og går igennem mit liv og mit selvmordsforsøg igennem 3 sessioner over 2 uger. Herefter får jeg en opringning af min psykolog: Hej. Forsikringsselskabet vil ikke betale for flere sessioner før du er blevet udredet hos det offentlige. Tag evt fat i din egen læge og bed om en henvisning til Klinik for Selvmordsforebyggelse.
Jeg modtager nu et brev i e-boks at kommunen har modtaget en indberetning af politiet og skal til samtale omkring mine to pigers velbefindende. Det var mit livs første indberetning og et slag lige i ansigtet.
Jeg får en henvisning til Klinikken og starter et forløb der. Jeg gennemgår mit liv og mit selvmordsforsøg med dem. Jeg siger at min psykolog siger at jeg skal udredes, før jeg kan fortsætte der. I tredje session hos Klinik for Selvmordsforebyggelse for jeg at vide at jeg er veltalende, økonomisk stærk, veluddannet og har et godt bagland. De vurderer at der ikke er akut behov for at fortsætte ved dem, så de afslutter sagen. Og siger som et sidste ord, at de naturligvis bliver nødt til at lave en indberetning til kommunen.
Jeg får fat i min psykolog og får en ny opstartssamtale betalt af forsikringen. Psykologen kan konstatere at jeg ikke er blevet udredet, så jeg kan ikke fortsætte der. Psykologen siger så, at der er en mulighed for at blive henvist til en anden privat klinik, som de lover at tage videre med forsikringen. Det er nu et måned siden og jeg afventer stadig en ny henvisning.
Jeg har ikke haft selvmordstanker siden mit forsøg. Jeg har massere af gå på mod. Konklusionen fra alle jeg har talt med at jeg har handlet i affektion. Jeg håber at jeg har fået nok værktøjer til ikke at handle i affektion igen – indtil jeg forhåbentlig kommer i behandling igen.
Selvom det ikke nødvendigvis er let, så søg hjælp, hvis du har tanker om at begå selvmord. Ring hellere en gang for meget end en gang for lidt. Hvis du ikke kan finde nummeret på Livslinien, så ring 112.
Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
Det tærer sku enormt på ens selvværd. Man ved at man burde løfte sin del af det sociale læs, men man kan ikke, kroppen vil ikke. Jeg falder altid mellem 2 stole. Jeg er for god til at bo på en institution, men jeg kan ikke overleve hvis jeg skulle leve i egen bolig, så nu bor jeg et sted hvor jeg ingen ligesindede har. Man bliver sku ensom
Husk nu det er vigtigere at, de rige kan spille deres aktie lotteri, end at de betaler til fælleskassen. /s
8 comments
Paywall – det kunne være rart med en FL;LI
Et debatindlæg bag paywall virker ret fjollet. Det er jo ikke som om at det er politikens egne journalister der skriver dem, altså på politikens regning.
Kan ikke læse artiklen da den er bag paywall, men kender selv til problematikken.
Jeg er hårdt ramt af PTSD og panikangst, som har plaget mig siden jeg var barn.
Problemet er, og nu citerer jeg både sagsbehandler og bostøtte: Jeg er for “veltalende”.
Eftersom jeg har levet med psykisk sygdom i 30 år, så har jeg naturligvis kendskab til den. Jeg kender symptomerne og hvad der trigger dem, og jeg ved hvornår jeg skal trække mig tilbage.
Det har så desværre betydet at der er blevet skåret kraftigt ned i mine støttetimer, selvom jeg lever i et hjem der kun bliver gjort rent hver 2. måned og skal medicineres for at kunne gå på arbejde 3 gange om ugen.
Men jeg sidder ikke og græder, og jeg kommer ikke med underlige lyde eller gør skade på mig selv. Derfor er jeg i deres øjne “rask”.
Jeg har nu levet tre år med stress på grund af en arbejde jeg hader og en tidligere misbruger-mor, som jeg skal håndtere alt praktisk for fordi der ikke er ansatte(penge) nok til at tage sig af hende på plejehjemmet. Jeg er steget 3 doser i medicin, har kronisk mavesår og har været indlagt med forhøjet blodtryk.
Alligevel siger både psykiater og bostøtte: “Nå ja, men du KAN jo trods alt stadig tage på arbejde. Det kunne være meget værre”.
Vi er mange, der desværre lander i den mærkelige gråzone, og grundet samfundets store fokus på økonomi og at ‘man skal bidrage’ aldrig får den ro, der egentlig er brug for.
folk med et sprog bliver tit set ned på jeg fik førtidspension i februar 2022 efter ca 8 år med et utal af arbejds prøvning henden som indstille mig til den har jeg ikke haft noget og gøre med ud over en arbejdes prøvning som tog hele 8 minutter. Jeg skulle møde på chefen’s kontor mandag morgen som var min først arbejds dag for at få sætning “nu er jeg jo ikke læge men” så var den samtale og arbejde’ s prøvning slut selv om jeg spurgt om han ville prøve at starte ud på ny før jeg blev pænt sur og jeg kom vist til og kalde ham en arrogant nar da vi rejste os fra bordet 2 måneder efter fik jeg valgt om jeg ville forsætte eller tag mig til takke med en førtidspension PS den chef er ikke længer en del af det firma ved jeg fra en af de ansatte som stadig er der den dag i dag
Emnet er tabubelagt, så jeg har oprettet en ny konto, så jeg tør dele min oplevelse.
Jeg har igennem 2 årtier prøvet at få hjælp af både offentlige og private behandlere (igennem sundhedssikring) for at få behandlet mine selvmordstanker.
Jeg forsøgte for første gang at begå selvmord for omkring et halvt år siden. Jeg blev fundet af politiet, kom på skadestuen. Her gennemgår vi mit selvmordsforsøg og herefter henvist til egen læge. Og så startede der ellers et cirkus.
Min egen læge konstaterede at jeg IKKE var deprimeret eller stresset (ud fra 10 multipe choice spørgsmål) og henviste mig til en offentlig psykolog – med 6 måneders ventetid. Lægen sagde at jeg selvfølge også selv kunne betale eller evt bruge min sundhedssikring, hvis jeg følte jeg gerne vil tilses før.
Jeg hiver fat i min sundhedssikring og får en tid hos en psykolog ugen efter. Vi indgår et forløb og går igennem mit liv og mit selvmordsforsøg igennem 3 sessioner over 2 uger. Herefter får jeg en opringning af min psykolog: Hej. Forsikringsselskabet vil ikke betale for flere sessioner før du er blevet udredet hos det offentlige. Tag evt fat i din egen læge og bed om en henvisning til Klinik for Selvmordsforebyggelse.
Jeg modtager nu et brev i e-boks at kommunen har modtaget en indberetning af politiet og skal til samtale omkring mine to pigers velbefindende. Det var mit livs første indberetning og et slag lige i ansigtet.
Jeg får en henvisning til Klinikken og starter et forløb der. Jeg gennemgår mit liv og mit selvmordsforsøg med dem. Jeg siger at min psykolog siger at jeg skal udredes, før jeg kan fortsætte der. I tredje session hos Klinik for Selvmordsforebyggelse for jeg at vide at jeg er veltalende, økonomisk stærk, veluddannet og har et godt bagland. De vurderer at der ikke er akut behov for at fortsætte ved dem, så de afslutter sagen. Og siger som et sidste ord, at de naturligvis bliver nødt til at lave en indberetning til kommunen.
Jeg får fat i min psykolog og får en ny opstartssamtale betalt af forsikringen. Psykologen kan konstatere at jeg ikke er blevet udredet, så jeg kan ikke fortsætte der. Psykologen siger så, at der er en mulighed for at blive henvist til en anden privat klinik, som de lover at tage videre med forsikringen. Det er nu et måned siden og jeg afventer stadig en ny henvisning.
Jeg har ikke haft selvmordstanker siden mit forsøg. Jeg har massere af gå på mod. Konklusionen fra alle jeg har talt med at jeg har handlet i affektion. Jeg håber at jeg har fået nok værktøjer til ikke at handle i affektion igen – indtil jeg forhåbentlig kommer i behandling igen.
Selvom det ikke nødvendigvis er let, så søg hjælp, hvis du har tanker om at begå selvmord. Ring hellere en gang for meget end en gang for lidt. Hvis du ikke kan finde nummeret på Livslinien, så ring 112.
Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
Det tærer sku enormt på ens selvværd. Man ved at man burde løfte sin del af det sociale læs, men man kan ikke, kroppen vil ikke. Jeg falder altid mellem 2 stole. Jeg er for god til at bo på en institution, men jeg kan ikke overleve hvis jeg skulle leve i egen bolig, så nu bor jeg et sted hvor jeg ingen ligesindede har. Man bliver sku ensom
Husk nu det er vigtigere at, de rige kan spille deres aktie lotteri, end at de betaler til fælleskassen. /s