Jeg er pludseligt meget glad for min psykiater og doktormand….De hjalp mig godt igennem nedtrapning (og udtrapning), med fuld information on hvor slemt det blev
Man kan så også få tinnitus, men det bliver ikke betragtet som noget alvorligt, selvom det har ødelagt mit liv.
Jeg fik så vilde mareridt at det var værre end at have det skidt i vågen tilstand.
Min læges kommentar var at “nåja, det havde han da egentlig godt hørt om”.. Så valgte at medicinering måske ikke lige var metoden.
Jeg tager samme præparat som kvinden i artiklen.
Lægen på psykiatrisk nævnte intet om de slemme bivirkninger ved eventuel udtrapning.
Havde jeg vidst hvad jeg ved nu, var jeg aldrig startet. Læste et sted at når dosis på SNRI-præparater er så lav som min (75 mg), virker det teknisk set som SSRI-præparaterne.
Jeg havde ingen effekt af SSRI-præparaterne.
Dosis skal op på 150 mg for at gøre en forskel i den henseende.
Men den dosis kan jeg ikke komme op på, hverken nu, eller da jeg startede på medicinen, da jeg har tendens til kramper.
Så nu er jeg på noget medicin, som ikke virker, som højst sandsynligt aldrig vil komme til at virke, som jeg ikke aner hvordan jeg skal stoppe med.
Det er altså ikke optimalt.
>”Det virkede. Men efter den indledende fase på medicinen, stagnerede Emilie Reinerts udvikling. Hun følte sig som en »zombie«, kunne ikke stå op om morgenen og havde et søvnbehov på mellem 12 og 14 timer i døgnet.”
Det her virker ukomfortabelt tæt på min egen oplevelse. Jeg har nu taget venlafaxine i 15 år, og de første 7-8 år havde jeg det stort set sådan her hver eneste dag – en periode hvor jeg overvejede selvmord flere gange. Det viste sig senere at jeg også led af søvn apnø, og det derfor er svært at sige hvor meget det har spillet ind i min daværende tilstand. Jeg startede på 400mg og endte efter mange år på 37.5, hvorefter jeg begyndte at få konstante angstanfald. Jeg måtte så på psykiaterens anbefaling gå tilbage på 75mg og sidder nu fast der. Jeg er bange for at ændre noget i tilfælde af jeg får det værre igen, og kan kun nikke anerkendende til hendes oplevelser af hvordan det føles at trappe ned. Det er skræmmende at vide det nok er noget jeg må tage resten af mit liv. Jeg ville ønske at der var en åbenlys vej fremad, men når jeg rådfører mig hos specialisterne får jeg bare at vide at det er noget jeg skal føle med mig selv.
Gab, en kedelig, intetsigende artikel. Hvad vil den? Dybest set handler den jo bare om, at der er gået noget galt i kommunikationen mellem én læge og én patient. Yderst banalt. Desuden irriterer det en læser med den klare medicinskkritiske agenda, og at patientens oplevelser kun bakkes op af ekspertudtalelser, og at der ikke forsøges at at give en anden vinkel på “problemstillingen”. Igen, artiklen kan koges ned til dårlig kommunikation, og intet andet. Dårlig journalistik.
Jeg har taget Amitriptylin i godt et år mod kronisk hovedpine. Er færdig nu. De er også antidepressive og gives også til børn over 6 år mod sengevædning. Jeg fik 20mg dagligt uden effekt. Blev oppet til 30mg, hvilket resulterede i ADHD ligende symptomer. Det var lidt skræmmende at man fra den ene dag til den næste nærmest ikke kunne sidde stille, alt snurrede i fingerne, kunne ikke koncentrere sig om arbejdet osv. Blev sat ned til 25mg, hvilket fjernet ADHD’en og hovedpinen. Bivirkninger ved nedtrapning har været sløvhed.
Antidepressiv medicin er til at lukke op og skide i.
Endnu et bevis på at læger ikke aner hvad de laver med psykofarmaka. Har selv hørt en psykiater indrømme det. Men får de kritik kommer der nok som altid en lægeinteressegruppe med kuglepenne fra medicinalindustrien og siger “jamen I er jo ikke læger, så I kan ikke sige noget” og så siger de måske noget om nogen receptorer. Hvad der sker med andre læger der åbner munden, tja se på Peter Gøtzsche.
Jeg fik 225mg venlafaxin i godt og vel 2år, jeg kan desværre godt kende Influenzalignende symptomer og følelsen af at få stød, da jeg gik kold tyrker. Det var ret heftigt.
Ja, kan vi så også snakke om hormonbehandling, eller er det fyfy fordi det er det nye at acceptere alle for hvad de synes de er, uden at man må tage en rationel snak om bivirkninger og at du aldrig kan ‘gøre det om’ hvis du fortryder? Hvad blev der af terapi og at medicin og piller var sidste udvej?
Jeg blev sat på venlafaxin af min tidligere læge, og var på det i 12 år. Det var det værste lort. Heldigvis havde jeg ingen problemer (abstinenser) , da jeg blev trappet ud af det, og på et andet præparat af en psykiater, og jeg var på 300 mg om dagen.
Hvorfor fylde sig med sådan noget lort. ‘Der er jo bivirkninger på alt medicin’ – jeg acceptere ikke denne præmis. Det samme med vacciner. Der må være alternativer
13 comments
Jeg er pludseligt meget glad for min psykiater og doktormand….De hjalp mig godt igennem nedtrapning (og udtrapning), med fuld information on hvor slemt det blev
Man kan så også få tinnitus, men det bliver ikke betragtet som noget alvorligt, selvom det har ødelagt mit liv.
Jeg fik så vilde mareridt at det var værre end at have det skidt i vågen tilstand.
Min læges kommentar var at “nåja, det havde han da egentlig godt hørt om”.. Så valgte at medicinering måske ikke lige var metoden.
Jeg tager samme præparat som kvinden i artiklen.
Lægen på psykiatrisk nævnte intet om de slemme bivirkninger ved eventuel udtrapning.
Havde jeg vidst hvad jeg ved nu, var jeg aldrig startet. Læste et sted at når dosis på SNRI-præparater er så lav som min (75 mg), virker det teknisk set som SSRI-præparaterne.
Jeg havde ingen effekt af SSRI-præparaterne.
Dosis skal op på 150 mg for at gøre en forskel i den henseende.
Men den dosis kan jeg ikke komme op på, hverken nu, eller da jeg startede på medicinen, da jeg har tendens til kramper.
Så nu er jeg på noget medicin, som ikke virker, som højst sandsynligt aldrig vil komme til at virke, som jeg ikke aner hvordan jeg skal stoppe med.
Det er altså ikke optimalt.
>”Det virkede. Men efter den indledende fase på medicinen, stagnerede Emilie Reinerts udvikling. Hun følte sig som en »zombie«, kunne ikke stå op om morgenen og havde et søvnbehov på mellem 12 og 14 timer i døgnet.”
Det her virker ukomfortabelt tæt på min egen oplevelse. Jeg har nu taget venlafaxine i 15 år, og de første 7-8 år havde jeg det stort set sådan her hver eneste dag – en periode hvor jeg overvejede selvmord flere gange. Det viste sig senere at jeg også led af søvn apnø, og det derfor er svært at sige hvor meget det har spillet ind i min daværende tilstand. Jeg startede på 400mg og endte efter mange år på 37.5, hvorefter jeg begyndte at få konstante angstanfald. Jeg måtte så på psykiaterens anbefaling gå tilbage på 75mg og sidder nu fast der. Jeg er bange for at ændre noget i tilfælde af jeg får det værre igen, og kan kun nikke anerkendende til hendes oplevelser af hvordan det føles at trappe ned. Det er skræmmende at vide det nok er noget jeg må tage resten af mit liv. Jeg ville ønske at der var en åbenlys vej fremad, men når jeg rådfører mig hos specialisterne får jeg bare at vide at det er noget jeg skal føle med mig selv.
Gab, en kedelig, intetsigende artikel. Hvad vil den? Dybest set handler den jo bare om, at der er gået noget galt i kommunikationen mellem én læge og én patient. Yderst banalt. Desuden irriterer det en læser med den klare medicinskkritiske agenda, og at patientens oplevelser kun bakkes op af ekspertudtalelser, og at der ikke forsøges at at give en anden vinkel på “problemstillingen”. Igen, artiklen kan koges ned til dårlig kommunikation, og intet andet. Dårlig journalistik.
Jeg har taget Amitriptylin i godt et år mod kronisk hovedpine. Er færdig nu. De er også antidepressive og gives også til børn over 6 år mod sengevædning. Jeg fik 20mg dagligt uden effekt. Blev oppet til 30mg, hvilket resulterede i ADHD ligende symptomer. Det var lidt skræmmende at man fra den ene dag til den næste nærmest ikke kunne sidde stille, alt snurrede i fingerne, kunne ikke koncentrere sig om arbejdet osv. Blev sat ned til 25mg, hvilket fjernet ADHD’en og hovedpinen. Bivirkninger ved nedtrapning har været sløvhed.
Antidepressiv medicin er til at lukke op og skide i.
https://www.youtube.com/watch?v=LQ-zaukPCPk
Endnu et bevis på at læger ikke aner hvad de laver med psykofarmaka. Har selv hørt en psykiater indrømme det. Men får de kritik kommer der nok som altid en lægeinteressegruppe med kuglepenne fra medicinalindustrien og siger “jamen I er jo ikke læger, så I kan ikke sige noget” og så siger de måske noget om nogen receptorer. Hvad der sker med andre læger der åbner munden, tja se på Peter Gøtzsche.
Jeg fik 225mg venlafaxin i godt og vel 2år, jeg kan desværre godt kende Influenzalignende symptomer og følelsen af at få stød, da jeg gik kold tyrker. Det var ret heftigt.
Ja, kan vi så også snakke om hormonbehandling, eller er det fyfy fordi det er det nye at acceptere alle for hvad de synes de er, uden at man må tage en rationel snak om bivirkninger og at du aldrig kan ‘gøre det om’ hvis du fortryder? Hvad blev der af terapi og at medicin og piller var sidste udvej?
Jeg blev sat på venlafaxin af min tidligere læge, og var på det i 12 år. Det var det værste lort. Heldigvis havde jeg ingen problemer (abstinenser) , da jeg blev trappet ud af det, og på et andet præparat af en psykiater, og jeg var på 300 mg om dagen.
Hvorfor fylde sig med sådan noget lort. ‘Der er jo bivirkninger på alt medicin’ – jeg acceptere ikke denne præmis. Det samme med vacciner. Der må være alternativer