Søfarer og diagnose, råd søges.

Hej r/Denmark

**tl:dr**

* Vil gerne i enten Søværnet, eller være skibsfører civilt og har udfordringer med at finde andet der tiltaler mig
* Fik en diagnose tidligere i livet, som jeg mener er en fejldiagnose
* Blev afvist fra Søværnet pga. diagnosen og vil heller ikke kunne få et blåt pas umiddelbart ifølge samtale med Søfartslæge over telefonen
* Jeg kan få en ny vurdering hos en privat psykiater, men der er ingen garanti for et andet resultat og det vil koste ca. 30.000 kr

Baseret på ovenstående, så søger jeg råd angående hvad i tænker om det, eller hvad i ville gøre. Skal jeg bare tage chancen og få det overstået, eller er sandsynligheden så lav, at det ville være spild af penge, og tid som ressourcer?

**Den lange og mere detaljerede version**

* Pga. ‘familieproblemer’ da jeg var ca. 17 år endte jeg med at miste forbindelsen til min familie, og være helt isoleret uden noget netværk. Jeg endte derfor på kontanthjælp, da jeg nok ikke vidste hvordan verden hang sammen, eller hvordan jeg skulle bære mig ad. Samt jeg generelt nok bare manglede retning. Jeg blev derfor tilbudt et forløb hos noget psykiatri af kommunen. For at vise velvilje, og prøve noget nyt sagde jeg ja. Det endte med et langt forløb over 6-12 måneder. Hvor jeg snakkede med folk der knapt nok kunne dansk, eller hvor vi forstod hinanden. Aftalerne blev ofte aflyst, og der gik flere måneder mellem de snakke vi havde. Til sidst forstod jeg nærmest ikke hvad jeg lavede der mere. Og da psykiateren spurgte mig: “Nå, men hvad kan vi hjælpe dig med?” efter 6-12 måneder, så virkede det nyttesløst, og som om vi ikke kom nogen vegne. Så jeg tænkte det ikke gav mening at fortsætte.

* Efterfølgende var jeg lidt inde og ude af systemet. Tog nogle forskellige fag på HF. Prøvede pædagoguddannelsen, men måtte erkende at det ikke var noget jeg ville være god til efter 2 praktikker. Jeg fandt derefter et ustabilt arbejde til 95 kr i timen, som erstattede kontanthjælpen. Der blev jeg i omkring ca. 4 år. Selvom det i bakspejlet, selvfølgeligt er meget underbetalt. Men jeg vidste ikke bedre, og jeg manglede igen retning og motivation. Det gav mig noget at stå op til og noget socialt. Jeg hørte en kollega snakke om at han skulle starte i Søværnet, og det lød som noget jeg godt kunne se mig selv være en del af. Så tænkte, at nu havde jeg måske endeligt fundet en hylde jeg kunne være på, og komme videre i livet.

* Da jeg skulle sende en ansøgning til Søværnet angående den stilling jeg gerne ville besidde, kunne jeg se at jeg skulle sende en sundhedsjournal. Da jeg gik ind på Sundhed.dk, fandt jeg verdens længste journal angående mit forløb hos psykiatrien jeg slet ikke var bekendt med eksisterede. Da jeg læste journalen, kunne jeg slet ikke genkende forløbet, eller beskrivelsen af mig. Jeg havde udover det også fået en diagnose jeg ikke var klar over. Diagnosen hedder ‘skizoid’ personlighedsstruktur, og efter at have undersøgt hvad det er, kan jeg heller ikke genkende mig selv i det. Jeg tænkte med det samme, at det ville nok spænde ben for at jeg kunne komme ind i Søværnet. Da jeg kunne forestille mig de er rimeligt strikse, og uanset hvad man har, så bliver man frasorteret.

* Jeg prøvede derefter at kontakte min læge, angående om man kunne gøre noget ved den diagnose. Jeg ser det som en fejldiagnose. Lægen sagde at jeg skulle snakke med psykiatrien der havde givet mig den. Jeg kontaktede dem og spurgte om det kunne laves om, eller ændres. Svaret var nej. Jeg spurgte lægen om jeg kunne få andre psykiateres vurdering. Men lægen gav mig et paradoksalt cirkulært argument med, at hun kun kunne henvise mig, hvis jeg mente der var noget galt med mig. Hvilket jeg jo ikke gjorde, da jeg mener det er en fejldiagnose.

* Udover at være i Søværnet, kan man også blive Skibsfører i det civile. Jeg undersøgte derfor mulighederne med det. Jeg kunne se Mærsk søgte skibsførerkadetter. Jeg prøvede at søge lidt ‘for sjov’ bare for at se om jeg overhovedet kunne komme igennem. Det endte så med en samtale, og en test, hvor jeg efterfølgende blev tilbudt en elevplads. Jeg skulle bare have et blåt pas først.

* Det blå pas får man udstedet af Søfartslægen, hvis de vurderer man fysisk og mentalt er okay. Jeg tog derfor hen til Søfartslægen og kom gennem hans test. Alt det fysiske var ifølge ham okay, også spurgte han mig hvordan det var med det mentale. Og der svarede jeg at det var fint. Hvilket er noget jeg ærligt mener. Men han spurgte ikke mere ind til det, eller kiggede på sundhedsjournalen. Jeg fik derefter det blå pas.

* Jeg blev derefter selvfølgeligt i tvivl, om jeg nærmest havde fået det blå pas på et falsk grundlag. Og da det skal opdateres hvert andet år. Så ville jeg ikke risikere at starte en uddannelse, eller en karriere og få hele gulvtæppet revet væk under mig igen.

* Da jeg på nuværende tidspunkt er blevet en del ældre, og interesserer mig lidt mere for samfundet. Blev jeg nysgerrig angående at forstå mine rettigheder og juraen bag det blå pas, og hvad Søfartslægen bedømmer mig på. Så jeg fandt hvad jeg antager er lovgivning bag det [her](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/933). Sådan som jeg læser det, står diagnosen ikke i vejen for at jeg kan få det blå pas. For hvis man læser under diagnoser/mentale sygdomme-afsnittet. Står der at hvis man ikke er medicineret mod det, eller det har generet en. Så står det en frit for at kunne lave det samme arbejde, som alle andre normale mennesker på et skib.

* Jeg prøvede derefter at afprøve, om min forståelse af juraen passede. Det gjorde jeg ved at kontakte samtlige Søfartslæger i mit lokalområde og spørge dem om det. ALLE Søfartslægerne sagde, at de ikke kunne give mig det blå pas med den diagnose, og ALLE Søfartslægerne kunne ikke fortælle mig baseret på hvilken jura de vurderede det udfra. Og ALLE blev decideret ophidsede da jeg prøvede at spørge hvad de baserede det på, så jeg selv kunne se det. Hvilket overraskede mig meget.

* Jeg endte så lidt som en form for pinball i systemet hvor Søfartslægerne henviste til Søfartsstyrelsen, og Søfartsstyrelsen henviste til Søfartslægerne. Ingen ville tage ansvar, eller svare på hvilke retningslinjer de fulgte, eller hvor det stod sort på hvidt juridisk. En jurist fra Søfartsstyrelsen hidsede sig nærmest så meget op, at hun begyndte at råbe af mig over telefonen, da jeg jo nærmest ifølge hende måtte være decideret evnesvag for ikke at synes hendes ikke-svar var tilfredsstillende.

* Min sidste mulighed som jeg ser det er at få en ny vurdering af en privat praktiserende psykiater. Jeg har kommunikeret med dem, og fået at vide at de kunne give mig en ny vurdering for ca. 30.000 kr. Søfartslægerne og Søværnet har også givet udtryk for at det er den eneste chance tilbage nærmest.

* På falderebet vil jeg selvfølgeligt gerne tilkendegive, at det kan give mening at fjerne folk pga. diagnoser. Der er vel ikke mange der vil have en psykopat med en riffel i forsvaret, eller til at styre ens skib, eller nogen steder ansat helt generelt. Det kan jeg godt forstå. Men ‘skizoid’ kan jeg ikke engang se ville påvirke noget i Søværnet eller som Skibsfører, hvis man antog at man havde den diagnose. Da det åbenbart er folk der har nedsat evne til at udtrykke følelser og er mindre sociale. Ikke lige noget jeg umiddelbart kan se, har en ekstremt høj værdi når man styrer et skib, eller kommunikerer på et skib. Udover det er der mange der har svært ved at udtrykke følelser og er mindre sociale. Men gør det dem syge? Det mener jeg ikke. Hvis jeg ikke mente at jeg kunne være i de stillinger og brancher pga. jeg var til fare for andre og mig selv. Ville det også være spild af min egen tid. Fordi jeg ville have brugt så lang tid på uddannelse, og at arbejde der, bare for at blive smidt ud. Ville ikke give stor mening fra et selvisk synspunkt.

Umiddelbart tænker jeg at tage chancen. Da jeg er udfordret med at finde andre brancher, eller erhverv jeg lige pt. nyder tanken om at være i. Så kan jeg da i hvert fald ikke sige at jeg ikke har vendt hver en sten. Samt 30.000 kr er selvfølgeligt meget nu, når jeg er på bunden af samfundet, men er forhåbentligt ikke mange penge i det lange løb, når man en dag får en uddannelse eller job.

Men hvad tænker i? Er det spild af ressourcer? Er sandsynligheden for lille for et positivt resultat? Skal jeg bare acceptere det umiddelbare nederlag, og prøve at komme videre, selvom jeg generelt hele mit liv har haft svært ved at se hvilken branche/job jeg passer ind i, og nok fortsat vil have det sådan efterfølgende, medmindre det ligepludseligt slår klik en tilfældig dag, hvis nogensinde?

Ved ikke om r/Denmark er det bedste eller perfekte sted at poste det her. Men jeg kan godt lide forums, og synes ofte folk har en masse interessante tanker og input der har hjulpet mig i andres tråde med at blive klogere på livet og Danmark. Så prøver lykken.