En fin lille artikel om Sankthans, afbrændinger af dukker og hekse. Med henblik på artiklen, der blev delt tidligere i dag, om Alternativets holdning til Sankthans, synes jeg, at den kunne være fin lige at smide op her.
Konklusionen, synes jeg, næsten kan stå for sig selv som en generel reminder om vores forhold til traditioner, som mange jo, når de angribes, ønsker at bevare for bevarelsens egen skyld:
> Vores traditioner næres ved genkendelsens glæde, men deres relevans og eksistensberettigelse er i lige så stor udstrækning betinget af en løbende tilpasning til det omgivende samfund. Der er al mulig grund til at overveje, hvad det egentlig er, vi futter af, når vi i 2022 smider en stråmand på bålet.
>!u/TonyGaze apropos din pointe tidligere, selvom jeg ved, at du ikke kan lide Weekendavisen ;)!<
Den sidste tekstbid er voldsomt relevant at få med:
> _Vores traditioner_ næres ved genkendelsens glæde, men deres relevans og _eksistensberettigelse er_ i lige så stor udstrækning _betinget af en løbende tilpasning til det omgivende samfund._ Der er al mulig grund til at overveje, hvad det egentlig er, vi futter af, når vi i 2022 smider en stråmand på bålet.
De, der argumenterer for traditioner for traditionens skyld, er tautologer, uden kritisk sans, der lader normen, der lader det, der allerede eksistere, fortsætte med at eksistere og reproduceres, _uden_ andet argument, end “det har vi altid gjort.” Og det er, hvis vi er helt ærlige, jo ikke et ægte argument.
Som jeg foreslog i den anden tråd om emnet, giver det god mening at vi genovervejer vores Skt. Hans tradition. Lige nu er det en i stadig højere grad uddøende tradition, hvor foreninger og lokale ældre mødes til svag nationalistisk gestikuleren i Drachmanns “Midsommervisen,” og en tom dukkeafbrændning, uden relevans til publikum, der ikke engang er en kontinuerlig historisk tradition, men derimod en moderne konstruktion.
Hvorfor ikke skabe en ny sommersolhvervstradition? Bruge Johannes V. Jensens fantastiske “Sommersolvhvervssang,” eller skrive en ny sang, have bålet _uden_ dukken, bygge fællesskabet op om de omstændigheder, om de begivenheder og de omstændigheder som vi lever med i dag.
> og de bestialske bål, hvor hekse led døden for 500 år siden.
Der var ingen hekse der blev brændt på bålet. Det er en myte der er opstået sidenhen.
Desuden blev det jo under nedlukningen besluttet at der ikke var noget som helst galt med at brænde en dukke af statsministeren af.
Hvis der ikke er noget galt med at brænde en figur som repræsenterer en nulevende politiker, har jeg svært ved at se at der er noget galt med at brænde en dukke som ikke repræsenterer nogen bestemt person.
Fint så lad os brænde en stråmand i stedet for, men så skal vi også synge Iron Maidens “The Wicker Man” i stedet for midsommer visen
Vi skal stoppe med at brænde kvinder af, det er et barbarisk levn fra fortiden.
Nej lad os i stedet brænde en mand af, det er jo så moderne.
Skulle man ikke nærmere stoppe med at påsætte brænde og sparre den unødvendige CO2-udledning som det unægteligt afgiver?
5 comments
En fin lille artikel om Sankthans, afbrændinger af dukker og hekse. Med henblik på artiklen, der blev delt tidligere i dag, om Alternativets holdning til Sankthans, synes jeg, at den kunne være fin lige at smide op her.
Konklusionen, synes jeg, næsten kan stå for sig selv som en generel reminder om vores forhold til traditioner, som mange jo, når de angribes, ønsker at bevare for bevarelsens egen skyld:
> Vores traditioner næres ved genkendelsens glæde, men deres relevans og eksistensberettigelse er i lige så stor udstrækning betinget af en løbende tilpasning til det omgivende samfund. Der er al mulig grund til at overveje, hvad det egentlig er, vi futter af, når vi i 2022 smider en stråmand på bålet.
>!u/TonyGaze apropos din pointe tidligere, selvom jeg ved, at du ikke kan lide Weekendavisen ;)!<
Den sidste tekstbid er voldsomt relevant at få med:
> _Vores traditioner_ næres ved genkendelsens glæde, men deres relevans og _eksistensberettigelse er_ i lige så stor udstrækning _betinget af en løbende tilpasning til det omgivende samfund._ Der er al mulig grund til at overveje, hvad det egentlig er, vi futter af, når vi i 2022 smider en stråmand på bålet.
De, der argumenterer for traditioner for traditionens skyld, er tautologer, uden kritisk sans, der lader normen, der lader det, der allerede eksistere, fortsætte med at eksistere og reproduceres, _uden_ andet argument, end “det har vi altid gjort.” Og det er, hvis vi er helt ærlige, jo ikke et ægte argument.
Som jeg foreslog i den anden tråd om emnet, giver det god mening at vi genovervejer vores Skt. Hans tradition. Lige nu er det en i stadig højere grad uddøende tradition, hvor foreninger og lokale ældre mødes til svag nationalistisk gestikuleren i Drachmanns “Midsommervisen,” og en tom dukkeafbrændning, uden relevans til publikum, der ikke engang er en kontinuerlig historisk tradition, men derimod en moderne konstruktion.
Hvorfor ikke skabe en ny sommersolhvervstradition? Bruge Johannes V. Jensens fantastiske “Sommersolvhvervssang,” eller skrive en ny sang, have bålet _uden_ dukken, bygge fællesskabet op om de omstændigheder, om de begivenheder og de omstændigheder som vi lever med i dag.
> og de bestialske bål, hvor hekse led døden for 500 år siden.
Der var ingen hekse der blev brændt på bålet. Det er en myte der er opstået sidenhen.
Desuden blev det jo under nedlukningen besluttet at der ikke var noget som helst galt med at brænde en dukke af statsministeren af.
Hvis der ikke er noget galt med at brænde en figur som repræsenterer en nulevende politiker, har jeg svært ved at se at der er noget galt med at brænde en dukke som ikke repræsenterer nogen bestemt person.
Fint så lad os brænde en stråmand i stedet for, men så skal vi også synge Iron Maidens “The Wicker Man” i stedet for midsommer visen
Vi skal stoppe med at brænde kvinder af, det er et barbarisk levn fra fortiden.
Nej lad os i stedet brænde en mand af, det er jo så moderne.
Skulle man ikke nærmere stoppe med at påsætte brænde og sparre den unødvendige CO2-udledning som det unægteligt afgiver?