Der er i hvert fald disse måder at håndtere uvisheden på:
– Man kan benægte uvisheden og benægte, at krisen overhovedet findes.
– Man kan anerkende at krisen findes og er alvorlig – men samtidig konkludere at det er andre, der er skyld i problemet, ikke én selv.
– Man kan anerkende at krisen findes og er alvorlig – men samtidig konkludere at problemet er så omfattende, at der intet er, det enkelte menneske kan gøre; man kan lige så godt leve videre som før.
– Man kan anerkende at krisen findes og er alvorlige – men samtidig konkludere at problemet er så omfattende, at der intet er, det enkelte menneske kan gøre. Eneste udvej er resignation.
– Man kan blive vred over krisen og protestere.
Jeg er nok i mellem de to sidste
by PimasBump
3 comments
Det jeg synes er særlig interessant er hvordan man stadigvæk møder en del som i ramme alvor mener at klimakrisen er et opdigtet fænomen som bruges til at tvinge magt ned over befolkningen alt imens jeg vitterligt kan flyve til Australien i morgen (ville så blive sendt hjem igen fordi jeg ikke havde Visa antager jeg, men alligevel).
Det er vildt hvordan embedsværket slet ikke følger med krisens omfang. Det snakkes ofte om at tiltag skal være proportionelle. Men dette mener altid i forhold til virksomheders monetære økonomi og ikke miljøeffekter, som CO2e udledning eller eutrofiering.
Du glemte den realistiske: Indse at vi er kommet forbi det punkt hvor vi kan ændre på tingene, og brug energien på at afværge konsekvenserne, frem for at spille teater.