Hejsa

Vi overvejer et år i Norge (arbejde).
Men er det en økonomisk fordel, eller gør man det mest for oplevelsen?

Vi er hhv sygeplejerske og VVS’er med 2 børn på 2,5 år 🙂

Savner lidt erfaringsdeling,

– Er det nemt at falde til i jobs ift. sproget?
Vvs er nok ikke så grælt, men jeg forestiller mig nogle fagtekniske udfordringer i sygeplejefaget.

– Erfaringer med at putte sine danske børn i en norsk børnehave 😄

– Ift. lønniveauet, fandt jeg det her, som er lidt paradoksalt, synes jeg ( se billede ).

Nogle områder, der kan anbefales, der ikke ligger 60 timer fra færgen til dk, men heller ikke er i storbyen?

Evt andre guldkorn

Vi skl sætte os yderligere ind i tingene, men det her forum plejer gerne at give de bedste svar 🙂

Rigtig god mandag!

by Professional-Pen8880

4 comments
  1. Jeg tror primært at det er en fordel at arbejde i Norge og bo i DK. Lønnen er højere i Norge, men det er også dyrt at leve der.

    Det har i en periode også været populært at bo i Malmø og arbejde i København. Det tror jeg man bliver rigere af end at flytte til Norge. Især bolig og bil er meget billigt i Malmø.

    Men så bor man også i Malmø…

  2. At tage derop et år med børn er ikke noget man gør for at tjene penge, medmindre du har en vikaransættelse i udsigt med mange overarbejdstimer, så du virkelig kan udnytte at der tjener norske sygeplejerske meget.

    Lige nu er vekselkursen ret lav, men den var også kun 0,75 ish for fem år siden, da jeg flyttede derop. Det er længe siden DKK og NOK har ligget side om side. Så lønnen i beløb er højere men leveomkostninger er også højere.

    Har I prøvet at flytte land før? Det er besværligt, selvom det indenfor EU/EEA og endnu mere indenfor Norden er lettere end andre steder, så er det en del administrativt for “bare” et år. Der er både de store ting som skat, cpr/fødselsnummer, bankkonto, men også de tusind små som norsk telefonnummer, streaming services, fagforening. For slet ikke at tale om hvis I vil flytte med indbo – sådan en flytning er nemt 25k norske, så gange to vil det nemt æde det ekstra man eventuelt tjener i Norge.

    Børnehage i Norge (som er både vuggestue og børnehave) har et lidt specielt system med plads, som handler om at der er en cut-off i forhold til hvornår de er født, og hvis de er født på den forkerte side af det kan der gå et år fra barsel færdig til de kan komme i vuggestue, eller noget. Jeg har ikke børn men venner der fik. Det er muligt det er anderledes uden for Oslo, hvor befolkningstætheden er meget lavere. Der findes en gruppe på Facebook for danskere i Oslo og danskere i Norge hvor disse spørgsmål kommer op.

    Sproget er fint, skriftligt. Der er meget lidt officielt man ikke forstår, og af ord i feks nyhederne man ikke forstår så opdager man det enten var fordi den var skrevet på nynorsk eller også kan man ofte gætte sig til ordets betydning udfra kontekst. At læse altså. At skrive skriftligt korrekt norsk er vildt svært som dansker uden at få undervisning i det, for du skal aflære dansk og lære norsk. Men nordmændene forstår den anden vej også.

    Mundtligt er det lidt mere trægt. Nordmænd har ikke vildt meget tålmodighed, ligesom danskere heller ikke har, når vi møder nogen vi ikke forstår og så slår vi over i engelsk. Nogen synes omvendt det er sjovt med en dansker men så ender man som et zoo-dyr når de vil høre flade A’er og bløde D’er og for tusinde gang grine af Kamelåsa.

    Jeg vil sige at et år er sprogligt nok til at opleve alle frustrationer med sproget, men ikke nok til at opleve de skønne ting. Norsk har en række ord der bare er skønne specifikke om visse tilstande, og så bruger de meget mere at lave udsagnsord udfra et navneord (det har en eller anden specifik lingvistisk betegnelse men den aner jeg ikke). Jeg nåede at bo der fire et halvt år og jeg savner at kunne bruge nogle af de ord.

    Jeg har kun erfaring fra Oslo og Bergen, begge deres to storbyer, og min erfaring er desværre mere fra expat/internationalt miljø end “ægte nordmænd”, da jeg var i universitetsverdenen, så mine øvrige erfaringer er nok ikke så overførbare til jeres situation.

  3. Som en anden lidt skriver:

    * Økonomisk giver et enkelt år ikke rigtigt mening.
    * Praktisk giver et enkelt år ikke rigtigt mening.
    * Sprogligt giver et enkelt år ikke rigtigt mening.

    Hvorfor ikke glemme det med kun et enkelt år? I får hurtigt nye venner, og det er trods alt ikke længere væk end at I kan besøge familien i Danmark så mange weekender som I har lyst til.

  4. Har læst at det er en udbredt misforståelse at sygeplejesker tjener mere i NO end i DK. gennemsnittet er nogenlunde ens. Grunden til at det er bedre lønnet for en DK sygeplejeske at tage til NO, er at det er et vikariat som man bliver ansat i og derfor er der højere Løn. Det samme er faktisk gældende for norske sygeplejesker der tager til Danmark for at arbejde..

Leave a Reply