Jeg ved ikke hvad der er mere skamløst. At Risgaard stadig hårdnakket benægter, selvom det var en åben hemmelighed i politiske kredse eller at Finans laver sådan et absurd sympati-skriv, som om det skulle være det mindste synd for hende.
Sidstnævnte er dog hvad der reelt set skuffer mig.
Lizette Risgaard er ren!
De her skandalesager i pressen og fagbevægelsen er så trættende. De me-too ramtes historie, det krakelerede forbilledes præ og posthistorie, graverhold, folkedomstol, shitstorm, advokatundersøgelse osv.. I min optik er samfundsdiskursen blevet for nypuritansk på arbejdsmarkedet og vanvittigt pornoficeret i fritiden. Jeg er med på, at seksualiserende adfærd giver anledning til en række problemer på arbejdspladsen, især når der er et skævt magtforhold. Det er et totalt no-go. Men samtidig er vi seksuelle væsener, og mange har gennem tiden fundet kærligheden på jobbet. Det får vanskelige kår, selvom matchmaking via arbejde giver meget mere mening end via tinder. Jeg finder det absurd, at krænkelsesbevægelsen har fået ligeså godt fat i den politiske korrekthed som fx LGBT+Q, at man ikke længere kan stille spørgsmålstegn ved det, der er oplevet eller følt, men fra en kant udskammer og udstøder den anklagede. Jeg finder det også paradoksalt og hyklerisk at Lizette var en fortaler lige, indtil boomerangen ramte hende selv. Men sådan kan det jo gå med konsekvens-etikere.
3 comments
Jeg ved ikke hvad der er mere skamløst. At Risgaard stadig hårdnakket benægter, selvom det var en åben hemmelighed i politiske kredse eller at Finans laver sådan et absurd sympati-skriv, som om det skulle være det mindste synd for hende.
Sidstnævnte er dog hvad der reelt set skuffer mig.
Lizette Risgaard er ren!
De her skandalesager i pressen og fagbevægelsen er så trættende. De me-too ramtes historie, det krakelerede forbilledes præ og posthistorie, graverhold, folkedomstol, shitstorm, advokatundersøgelse osv.. I min optik er samfundsdiskursen blevet for nypuritansk på arbejdsmarkedet og vanvittigt pornoficeret i fritiden. Jeg er med på, at seksualiserende adfærd giver anledning til en række problemer på arbejdspladsen, især når der er et skævt magtforhold. Det er et totalt no-go. Men samtidig er vi seksuelle væsener, og mange har gennem tiden fundet kærligheden på jobbet. Det får vanskelige kår, selvom matchmaking via arbejde giver meget mere mening end via tinder. Jeg finder det absurd, at krænkelsesbevægelsen har fået ligeså godt fat i den politiske korrekthed som fx LGBT+Q, at man ikke længere kan stille spørgsmålstegn ved det, der er oplevet eller følt, men fra en kant udskammer og udstøder den anklagede. Jeg finder det også paradoksalt og hyklerisk at Lizette var en fortaler lige, indtil boomerangen ramte hende selv. Men sådan kan det jo gå med konsekvens-etikere.