Et noget patosfyldt indlæg, men alligevel med et par relevante pointer omkring skævvridningen i forholdet mellem øvrighedens reaktion imod angrebene på status quo kontra opretholdelsen af det:
> Den norske professor i filosofi Arne Johan Vetlesen har stillet følgende spørgsmål i kølvandet på en stigende kriminalisering af ikkevoldelige klimaaktivister, der finder sted i dag:
> »Måske man skal være et barn for at stille det oplagte spørgsmål: Hvorfor er det ikke den fare, som den fossile industri udgør, som myndighederne advarer imod? Hvorfor er det ikke her, at skaden – ødelæggelserne, volden – lokaliseres, og at de ansvarlige identificeres og sanktioneres? Hvorfor er det i stedet dem, som ytrer modstand mod den trussel mod mennesker og natur, som den fossile industri, ifølge videnskabelige rapporter, fortsætter med at forårsage i stadig større omfang, der betragtes og behandles som ’farlige’ for samfundet og dets interesser og værdier? Er ikke den måde, som fare og skader forstås på, fuldstændig vendt på hovedet?«
Det er en form for bagstræberisk legalisme, der dyrkes, når budskabet i ikkevoldelige protester affejes med begrundelsen om, at formen på protesterne er ulovlige. Og ikke nok med, at denne form for legalisme er reaktionær, så er den også hyklerisk; vi forsvarer alskens politiske og folkelige bevægelser, både nutidigt og historisk, der netop trodser status quo, selvom de har været ulovlige.
At Extinction Rebellion bryder loven er altså ikke andet end en konstatering af en teknikalitet. Hvad det i virkeligheden må komme an på, er budskabet i protesterne.
3 comments
Er det tilfældigvis også 2 kommunistsvin?
Fuck en Stan der har skrevet denne her artikel:
>blandt vor tids største helte
Jaja, helt sikkert mate.
Et noget patosfyldt indlæg, men alligevel med et par relevante pointer omkring skævvridningen i forholdet mellem øvrighedens reaktion imod angrebene på status quo kontra opretholdelsen af det:
> Den norske professor i filosofi Arne Johan Vetlesen har stillet følgende spørgsmål i kølvandet på en stigende kriminalisering af ikkevoldelige klimaaktivister, der finder sted i dag:
> »Måske man skal være et barn for at stille det oplagte spørgsmål: Hvorfor er det ikke den fare, som den fossile industri udgør, som myndighederne advarer imod? Hvorfor er det ikke her, at skaden – ødelæggelserne, volden – lokaliseres, og at de ansvarlige identificeres og sanktioneres? Hvorfor er det i stedet dem, som ytrer modstand mod den trussel mod mennesker og natur, som den fossile industri, ifølge videnskabelige rapporter, fortsætter med at forårsage i stadig større omfang, der betragtes og behandles som ’farlige’ for samfundet og dets interesser og værdier? Er ikke den måde, som fare og skader forstås på, fuldstændig vendt på hovedet?«
Det er en form for bagstræberisk legalisme, der dyrkes, når budskabet i ikkevoldelige protester affejes med begrundelsen om, at formen på protesterne er ulovlige. Og ikke nok med, at denne form for legalisme er reaktionær, så er den også hyklerisk; vi forsvarer alskens politiske og folkelige bevægelser, både nutidigt og historisk, der netop trodser status quo, selvom de har været ulovlige.
At Extinction Rebellion bryder loven er altså ikke andet end en konstatering af en teknikalitet. Hvad det i virkeligheden må komme an på, er budskabet i protesterne.