A’hva’? Hader folk at sidde alene og isoleret i et lille metalkasse i halvanden time hver dag? Men har vi indrettet vores infrastruktur (og generelt vores samfund,) på en måde, hvorpå at en en “usynlig” magt presser os til det, en “_stummer zwang_?” Hvad kunne man dog gøre for at undgå sådan et scenarie? Og hvem bør man da, med rette, kritisere for at skabe og opretholde de relationer?
Løsningerne er simple, her kommer jeg kun med 2 vinkler: der skal investeres mere i kernevelfærden, for at hjælpe med til at genoplive lokalområder. Det nytter ikke at børnefamilier ikke kan bo nær deres arbejdspladser, fordi skolen er lukket, f.eks. Vi skal også investere mere i offentlig transport, så det bliver mere effektivt, og et egentligt alternativ til den feticherede privatbilisme, så vejene kan aflastes, og man ikke skal sidde 45 minutter i kø på Strandvejen i Aarhus, kl. halv fire en onsdag eftermiddag. At en arbejdskøberorganisation, denne kapitalens sykofant, finder det “ærgeligt” siger vel kun mere om borgerlighedens forfald, når det er “ærgeligt” at dansken foretrækker frihed og fritid, end at slave for at andre kan berige sig.
Og hvis jeg må være lidt radikal, uden at blive samfundsomstyrtende: vi skal have lavet om på den kultur der gør, at vi ikke tæller pendlingen med i arbejdstiden. Kørsel til (og fra) arbejdet bør tælles med som arbejdstid, da det netop er tid afsat til at facilitere arbejdet, og som ikke står til arbejderens egen fri dispensation. Løn for pendling (og løn for husarbejde!)
>Det er en ærgerlig udvikling, mener Dansk Erhverv.
Nej det er det ikke, det er glædeligt, at folk ikke vil slave mere end højst nødvendigt for deres arbejdsgiver, at privatlivet er første prioritet.
Arbejdsgiverne må indrette sig, kompensation for timer spildt under transport, større vilje til hjemmearbejde. Hvad ved jeg.
Jeg har kun 15 minutter på arbejde og arbejder alligevel hjemmefra 4 ud af 5 dage.
> – Jo mere ufleksible, vi er i spørgsmålet om hvor lang tid, vi vil bruge, desto mere skubber det ledighedstallene i opadgående retning, siger Peter Halkjær.
Okay, men lige pt er ledigheden vel i praksis omkring nul, så Peter Halkjær skal da bare stoppe med at forvente at folk gider alt muligt træls for at gøre hans medlemmer glade. Start med at give ret til hjemmearbejde til alle hvor det på nogen måde er praktisk muligt, så kan vi begynde at snakke.
4 comments
A’hva’? Hader folk at sidde alene og isoleret i et lille metalkasse i halvanden time hver dag? Men har vi indrettet vores infrastruktur (og generelt vores samfund,) på en måde, hvorpå at en en “usynlig” magt presser os til det, en “_stummer zwang_?” Hvad kunne man dog gøre for at undgå sådan et scenarie? Og hvem bør man da, med rette, kritisere for at skabe og opretholde de relationer?
Løsningerne er simple, her kommer jeg kun med 2 vinkler: der skal investeres mere i kernevelfærden, for at hjælpe med til at genoplive lokalområder. Det nytter ikke at børnefamilier ikke kan bo nær deres arbejdspladser, fordi skolen er lukket, f.eks. Vi skal også investere mere i offentlig transport, så det bliver mere effektivt, og et egentligt alternativ til den feticherede privatbilisme, så vejene kan aflastes, og man ikke skal sidde 45 minutter i kø på Strandvejen i Aarhus, kl. halv fire en onsdag eftermiddag. At en arbejdskøberorganisation, denne kapitalens sykofant, finder det “ærgeligt” siger vel kun mere om borgerlighedens forfald, når det er “ærgeligt” at dansken foretrækker frihed og fritid, end at slave for at andre kan berige sig.
Og hvis jeg må være lidt radikal, uden at blive samfundsomstyrtende: vi skal have lavet om på den kultur der gør, at vi ikke tæller pendlingen med i arbejdstiden. Kørsel til (og fra) arbejdet bør tælles med som arbejdstid, da det netop er tid afsat til at facilitere arbejdet, og som ikke står til arbejderens egen fri dispensation. Løn for pendling (og løn for husarbejde!)
>Det er en ærgerlig udvikling, mener Dansk Erhverv.
Nej det er det ikke, det er glædeligt, at folk ikke vil slave mere end højst nødvendigt for deres arbejdsgiver, at privatlivet er første prioritet.
Arbejdsgiverne må indrette sig, kompensation for timer spildt under transport, større vilje til hjemmearbejde. Hvad ved jeg.
Jeg har kun 15 minutter på arbejde og arbejder alligevel hjemmefra 4 ud af 5 dage.
> – Jo mere ufleksible, vi er i spørgsmålet om hvor lang tid, vi vil bruge, desto mere skubber det ledighedstallene i opadgående retning, siger Peter Halkjær.
Okay, men lige pt er ledigheden vel i praksis omkring nul, så Peter Halkjær skal da bare stoppe med at forvente at folk gider alt muligt træls for at gøre hans medlemmer glade. Start med at give ret til hjemmearbejde til alle hvor det på nogen måde er praktisk muligt, så kan vi begynde at snakke.