Jeg er 10 dage fra at have været ædru i et år og det har været en hård kamp.
Det virker en smule overfladisk at Alkohol og Samfund fokuserer på alkohol som det primære problem. Det handler jo også om, at folk selvmedicinerer med alkohol for at dulme psykiske problemer. Artiklen nævner de psykiske og fysiske problemer for **pårørende** til en alkoholiker, at de fx kan føle sig nedslidt, få manglende appetit eller søvnproblemer. Undskyld, men hvor er hensynet til alkoholikeren? Løsning ifølge Alkohol og Samfund er, at alkoholikeren skal ændre vaner!?
Jeg cuttede kontakten til min familie for cirka to år siden. Min fars alkoholmisbrug ødelagde min relation til ham i mine teenageår, og det påvirkede også min relation til min mor så meget, at jeg heller ikke har kontakt til hende.
Jeg har gået i en del terapi (Skud ud til TUBA), fordi det er fucking hårdt at bo sammen med en forældre der er alkoholiker.
Det kostede samtidig også en del relationer med jævnaldrende, da jeg ikke følte nogle kunne forstå mig, og jeg ikke havde det mentale overskud til at pleje disse relationer.
Det er skræmmende, at selvom det snart er 10 år siden, at jeg flyttede væk fra min far, så er det stadig noget der påvirker mig i hverdagen, og jeg har stadig svært ved at danne meningsfulde relationer. Jeg har overvejet at blive udredt for c-ptsd, men jeg har ikke den bedste erfaring med vores sundhedsvæsen, der ikke virker til at tage diagnosen seriøst, og det samme har jeg hørt er tilfældet med personer med en lignende baggrund.
Den overskrift kan læses på mange måder, ikke en god formulering. Det er hverken hver sjette voksen der på grund af eget druk eller hver sjette voksen der på grund af andres druk mister kontakten, men totalen:
>Helt præcist svarer 16 procent i undersøgelsen, at de har oplevet at miste kontakten med en i deres nærmeste familie eller omgangskreds som følge af alkohol. Enten på grund af deres eget forbrug eller en andens.
4 comments
Vigtigt fokus. Alcohol ødelægger meget for mange.
Jeg er 10 dage fra at have været ædru i et år og det har været en hård kamp.
Det virker en smule overfladisk at Alkohol og Samfund fokuserer på alkohol som det primære problem. Det handler jo også om, at folk selvmedicinerer med alkohol for at dulme psykiske problemer. Artiklen nævner de psykiske og fysiske problemer for **pårørende** til en alkoholiker, at de fx kan føle sig nedslidt, få manglende appetit eller søvnproblemer. Undskyld, men hvor er hensynet til alkoholikeren? Løsning ifølge Alkohol og Samfund er, at alkoholikeren skal ændre vaner!?
Jeg cuttede kontakten til min familie for cirka to år siden. Min fars alkoholmisbrug ødelagde min relation til ham i mine teenageår, og det påvirkede også min relation til min mor så meget, at jeg heller ikke har kontakt til hende.
Jeg har gået i en del terapi (Skud ud til TUBA), fordi det er fucking hårdt at bo sammen med en forældre der er alkoholiker.
Det kostede samtidig også en del relationer med jævnaldrende, da jeg ikke følte nogle kunne forstå mig, og jeg ikke havde det mentale overskud til at pleje disse relationer.
Det er skræmmende, at selvom det snart er 10 år siden, at jeg flyttede væk fra min far, så er det stadig noget der påvirker mig i hverdagen, og jeg har stadig svært ved at danne meningsfulde relationer. Jeg har overvejet at blive udredt for c-ptsd, men jeg har ikke den bedste erfaring med vores sundhedsvæsen, der ikke virker til at tage diagnosen seriøst, og det samme har jeg hørt er tilfældet med personer med en lignende baggrund.
Den overskrift kan læses på mange måder, ikke en god formulering. Det er hverken hver sjette voksen der på grund af eget druk eller hver sjette voksen der på grund af andres druk mister kontakten, men totalen:
>Helt præcist svarer 16 procent i undersøgelsen, at de har oplevet at miste kontakten med en i deres nærmeste familie eller omgangskreds som følge af alkohol. Enten på grund af deres eget forbrug eller en andens.