>Ideen om, at politikere ikke skal blande sig i, hvad folk spiser, bunder i et grundlæggende synspunkt om, at man må gøre, hvad man vil, så længe man ikke skader andre. Det er et sympatisk synspunkt
Det passer jo ikke. Eksempelvis vil Mette ikke engang tale om en eventuel legalisering af cannabis. Hun vil i den grad bestemme hvad folk må og ikke må.
Nogle ganske gode pointer fra Kira Marie Peter-Hansen og Carl Valentin, der berør den næsten uendelige diskussion om, hvordan man ændrer danskernes madvaner.
Kritikken går på, at Mette Frederiksen nægter at blande sig i, hvad folk spiser, da det bør være en privatsag, ifølge hende. Et ganske udmærket synspunkt på overfladen, men hvis man kradser bare en anelse i det, ser man, at det er ren idealisme, der ikke holder i praksis overhovedet.
Foruden den klimaskade, der kommer sig af et overforbrug af kød m.m., og som derfor skubber væsentligt til forestillingen om, at madforbrug *kun* er en privatsag, så er der også en kæmpe diskrepans mellem Mette Frederiksens udtalelser og den egentlige offentlige støtte, der gives til kødindustrien.
Fx postes der op til fire gange så mange offentlige midler i at reklamere for især kødprodukter, selvom man har lavet nye kostråd, der direkte fraråder at spise meget kød. Ligeledes er støtten til kødproduktionen med til at vedholde kødprodukter på markedet i et kunstigt højt udbud og lav pris. Dette er et generelt problem i EU, både i de andre medlemslande og i organisationen som helhed.
Skribenterne foreslår fire tiltag nederst i indlægget for at modvirke kødforbruget: et ophør af statsstøtte til reklamer for kød- og mejeriindustrien, et ophør af økonomisk støtte til kødindustrien, et ophør af EU’s landbrugsstøtte eller en reformering deraf, og indførelsen af en CO2-afgift på visse fødevarer.
Jeg mener personligt, at det brugbare i indlægget er, at det forhåbentligt kan skubbe til myten om, at vores efterspørgsel på kød i Danmark er *naturlig*, næsten ahistorisk, og at man altså derfor ikke kan gøre noget ved kødproduktionen, medmindre hvert et enkelt individ i Danmark ønsker at gøre noget ved det selv. Det holder, jf. støtten til kødproduktionen der har skabt en historisk uset tilgængelighed af kød, ikke i virkeligheden.
2 comments
>Ideen om, at politikere ikke skal blande sig i, hvad folk spiser, bunder i et grundlæggende synspunkt om, at man må gøre, hvad man vil, så længe man ikke skader andre. Det er et sympatisk synspunkt
Det passer jo ikke. Eksempelvis vil Mette ikke engang tale om en eventuel legalisering af cannabis. Hun vil i den grad bestemme hvad folk må og ikke må.
Nogle ganske gode pointer fra Kira Marie Peter-Hansen og Carl Valentin, der berør den næsten uendelige diskussion om, hvordan man ændrer danskernes madvaner.
Kritikken går på, at Mette Frederiksen nægter at blande sig i, hvad folk spiser, da det bør være en privatsag, ifølge hende. Et ganske udmærket synspunkt på overfladen, men hvis man kradser bare en anelse i det, ser man, at det er ren idealisme, der ikke holder i praksis overhovedet.
Foruden den klimaskade, der kommer sig af et overforbrug af kød m.m., og som derfor skubber væsentligt til forestillingen om, at madforbrug *kun* er en privatsag, så er der også en kæmpe diskrepans mellem Mette Frederiksens udtalelser og den egentlige offentlige støtte, der gives til kødindustrien.
Fx postes der op til fire gange så mange offentlige midler i at reklamere for især kødprodukter, selvom man har lavet nye kostråd, der direkte fraråder at spise meget kød. Ligeledes er støtten til kødproduktionen med til at vedholde kødprodukter på markedet i et kunstigt højt udbud og lav pris. Dette er et generelt problem i EU, både i de andre medlemslande og i organisationen som helhed.
Skribenterne foreslår fire tiltag nederst i indlægget for at modvirke kødforbruget: et ophør af statsstøtte til reklamer for kød- og mejeriindustrien, et ophør af økonomisk støtte til kødindustrien, et ophør af EU’s landbrugsstøtte eller en reformering deraf, og indførelsen af en CO2-afgift på visse fødevarer.
Jeg mener personligt, at det brugbare i indlægget er, at det forhåbentligt kan skubbe til myten om, at vores efterspørgsel på kød i Danmark er *naturlig*, næsten ahistorisk, og at man altså derfor ikke kan gøre noget ved kødproduktionen, medmindre hvert et enkelt individ i Danmark ønsker at gøre noget ved det selv. Det holder, jf. støtten til kødproduktionen der har skabt en historisk uset tilgængelighed af kød, ikke i virkeligheden.