>Så var det åbenbart heller ikke værre med de 29 millioner kroner, som Torben Möger tager med sig ud ad døren efter tre årtier i spidsen for PensionDanmark – altså for kassedamernes, kranførerens og køkkendrengenes pensionskasse, hvor han i forvejen fik otte millioner kroner i årsløn – for der er stuvende fuldt til Mögers afskedsreception i den store lyse kantine i hovedkontoret på Langelinie.
>
>Og hvilket fremmøde: en departementschef, en chefredaktør, en næstformand i EU-Kommissionen, en klimaminister, en Lidegaard, en Helveg. Hæstorp, Lykketoft og Kramer, Eldrup, Skipper, Gjerding og Rangvid. Det er netværksarrangement i konkurrencestaten. Et safe space for magt.
>En plus en behøver ikke give to, siger han, og rækker to pegefingre i vejret – det kan give 11.
Jeg udtrykker det ganske vist med to langemænd, men budskabet er næsten det samme.
> Det er festligt på sådan en dag. Men også interessant, al den stund at det netop var forestillingen om win-win-staten – ideen om, at aktionærer og rengøringskoner i bund og grund står på samme side i den store, globale kamp for dansk eksport – som Mette Frederiksens Socialdemokrati indtil for ganske kort tid siden ville gøre op med: Det passer ikke, at alle er i samme båd, sagde de. Klassesamfundet findes stadig, sagde de. Indtil de ikke sagde det længere. Indtil de i stedet dannede en lyseblå win-win-regering med deres ideologiske modstandere. Sådan kan man jo skifte mening. Ligesom Torben Möger engang var medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom.
Jeg kommer til at tænke på denne sangtekst:
> > Mens han var ung var han vild og blodig; han var en kæmpende proletar; Nu sidder han bag skrivebordet mæt og sagtmodig; der er kun ild i hans cigar; Han gik i spidsen i mange år; nu spærrer han for udsigten der hvor han står; Hvorfor bliver han siddende og tar pladsen op?; Er han blevet alt for glad for det fede job?; Han sidder for godt på kransekagens top; han har glemt hvem det var som fik ham derop
> > *Pamper, pamper,* du er faldet til patten; du er blevet kapitalens dreng; Men du drømmer, du drømmer uroligt om natten; du drejer dig i din seng; Du ser at tiden nærmer sig hvor du må gå; du hører folket som banker på; De råber: “Nu er det slut med at mæske sig; vi vil ikke betale din flæskesteg; Klassekampen forsinker du; Flyt dig – du står i vejen nu!”
3 comments
>Så var det åbenbart heller ikke værre med de 29 millioner kroner, som Torben Möger tager med sig ud ad døren efter tre årtier i spidsen for PensionDanmark – altså for kassedamernes, kranførerens og køkkendrengenes pensionskasse, hvor han i forvejen fik otte millioner kroner i årsløn – for der er stuvende fuldt til Mögers afskedsreception i den store lyse kantine i hovedkontoret på Langelinie.
>
>Og hvilket fremmøde: en departementschef, en chefredaktør, en næstformand i EU-Kommissionen, en klimaminister, en Lidegaard, en Helveg. Hæstorp, Lykketoft og Kramer, Eldrup, Skipper, Gjerding og Rangvid. Det er netværksarrangement i konkurrencestaten. Et safe space for magt.
>En plus en behøver ikke give to, siger han, og rækker to pegefingre i vejret – det kan give 11.
Jeg udtrykker det ganske vist med to langemænd, men budskabet er næsten det samme.
> Det er festligt på sådan en dag. Men også interessant, al den stund at det netop var forestillingen om win-win-staten – ideen om, at aktionærer og rengøringskoner i bund og grund står på samme side i den store, globale kamp for dansk eksport – som Mette Frederiksens Socialdemokrati indtil for ganske kort tid siden ville gøre op med: Det passer ikke, at alle er i samme båd, sagde de. Klassesamfundet findes stadig, sagde de. Indtil de ikke sagde det længere. Indtil de i stedet dannede en lyseblå win-win-regering med deres ideologiske modstandere. Sådan kan man jo skifte mening. Ligesom Torben Möger engang var medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom.
Jeg kommer til at tænke på denne sangtekst:
> > Mens han var ung var han vild og blodig; han var en kæmpende proletar; Nu sidder han bag skrivebordet mæt og sagtmodig; der er kun ild i hans cigar; Han gik i spidsen i mange år; nu spærrer han for udsigten der hvor han står; Hvorfor bliver han siddende og tar pladsen op?; Er han blevet alt for glad for det fede job?; Han sidder for godt på kransekagens top; han har glemt hvem det var som fik ham derop
> > *Pamper, pamper,* du er faldet til patten; du er blevet kapitalens dreng; Men du drømmer, du drømmer uroligt om natten; du drejer dig i din seng; Du ser at tiden nærmer sig hvor du må gå; du hører folket som banker på; De råber: “Nu er det slut med at mæske sig; vi vil ikke betale din flæskesteg; Klassekampen forsinker du; Flyt dig – du står i vejen nu!”