Berlingskes netavis viser igen at de har absolut ingen journalistisk integritet, og bare ønsker at appellere til deres højreorienterede mandlige læsere.

3 comments

1. Den nye samtykke lov har bevist hele grunden til at den blev lavet passer – at mange mænd (især unge) ikke kan finde ud af at bede om samtykke.

   Berlingskes netavis gør så alt hvad de kan for at vende det om, så det faktisk er de mænd der er de rigtige ofrer og at det er loven der er problemet.

   Jeg forstår ikke hvordan det kan være svært at få samtykke. Som ung mand der selv har været i byen mange gange har jeg ALDRIG været usikker på om jeg har gjort noget med eller uden samtykke. Det er ikke svært eller en stor “mood killer” lige at spørge og sikre at du har lov, og det er nemt at se om hun er for fuld eller godt ved hvad der sker. Hvis du er usikker, så lad vær. Sig også lige farvel til hendes veninder inden i smutter videre.

   De her mænd der er “usikre på om det har samtykke” er nemme at spotte i byen. De fylder så meget sprut på en pige som de kan, de isolerer hende fra hendes veninder (ofte ved at bruge deres krop), og de bliver ved selv når hun siger nej. De er ikke “usikre”, de ved godt at de ikke har samtykke, deres mål er at gøre en kvinde ude af stand til at sige nej. Det handler ikke om at få et “ja”, det handler om ikke at få et “nej”, gerne ved at hun ikke fysisk kan eller tør sige det.

2. At mange (primært mænd,) ikke forstår hvad samtykke er, er noget der ofte bliver gjort klart også bare gennem den debat der var (og har været sidenhen,) da loven første gang blev fremlagt som forslag.

   At modstandernes kerneargumenter blev variationer over en banal forestilling om, at nu skulle man udfylde formularer før man kunne have sex, gjorde det allerede dengang klart for mig (og mange,) at der manglede en basal forståelse for samtykkebegrebet. At der er mange måder give (og derfor at få) samtykke til sex, er noget der, for mange, også her i fællesskabet, virker/de som noget fremmed.

   Jeg ved godt at jeg tit bringer en reference til begrebet om den såkaldte “autistiske tidsalder”(‘Bifo’ Berardi, 2021) op. Men det er måske endnu en konsekvens af det, Bifo skriver om; at vi i denne tidsalder, efter Freuds neurose og Deleuze og Guattaris skizofreni, er i en tidsalder, hvor sociopsyken er farvet af autistiske træk, af mangel for forståelse af nuancer, af mangel på forståelser af den anden, af afhængighed af klart afgrænsede relationer og strukturer, fra hvilke afvigelser er svære at acceptere. At samtykke (dog kun som følge af en lovændring, af et brud med det etablerede,) er gået fra at være noget vi accepterede, kendte, forstod (hvad også var modstandernes argument i begyndelsen: at man allerede vidste hvad samtykke var, og at det var krævet,) til at det nu skal være noget der sættes i ramme, noget der skal følge bestemte former, osv. osv.

   En udledt (og endnu mindre relevant) pointe er, hvordan det griber ind i vores følelsesliv, i vores kærlighedsliv, i vores forståelse for at udlede vores seksualitet med de mennesker der er omkring os …

   … Denne kommentar er måske ikke så relevant igen, men jeg er enig: Fuck Berlingeren, dette borgerlighedens og reaktionens proselyt-medie.

3. Er du på stoffer, OP?