Ganske god og saglig gennemgang af koranlovens baggrund og udviklingsforløb af Jakob v. H. Holtermann. Man skal ikke lade sig skræmme af overskriften, der godt kan virke lidt bombastisk, for termen ‘kalifatets vetoret’ bruges egentligt blot til at beskrive den forskel, som er mellem ‘voldsmandens vetoret’, der omhandler ikke-statslige aktører, og statslige aktørers vetoret, som det ses gennem OIC.
Holtermann får også fint udpenslet, at den pludselige kovending i spørgsmålet om koranafbrændinger naturligvis handler om internationalt samarbejde og storpolitik, hvad angår NATO-indmeldelser og Ukrainekrigen. I denne forbindelse kritiserer han, med rette, påstanden om, at dette handler om rigets sikkerhed; at Danmark har fået vredet armen om på ryggen, og er blevet efterladt uden noget valg end at bøje sig for OIC’s krav. Som Holtermann påpeger, er det svært at købe denne fortælling, eftersom sikkerhedstruslen imod Danmark, hvad angår koranafbrændinger, har været konstant siden Paludan gik i gang for år tilbage.
Holtermann pointerer, hvordan Danmark og Sverige har grebet problemet vidt forskelligt an:
>”Til trods for at Sverige altså har stået i en meget mere udsat sikkerhedssituation end Danmark – en situation, som Danmark tilmed yderligere gjorde værre ved at isolere vores brodernation – har svenskerne med deres handlinger bevist, at det er muligt for en lille stat at trodse kalifatets veto og fastholde den videst mulige ytringsfrihed inklusive retten til den ultimative blasfemiske forhånelse.”
(…)
>”På den baggrund er det svært ikke at få den mistanke, at regeringen og Udenrigsministeriets embedsmænd måske er kommet til at forveksle ægte spørgsmål om statens sikkerhed og forsvar med spørgsmål om, hvordan man gør deres arbejde på den internationale scene så friktionsløst som muligt.”
Holtermann beskriver den danske eftergivenhed som noget, der næsten *blot* handler om magelighed og et ønske om så friktionsløst internationalt samarbejde som muligt. Jeg er ikke nødvendigvis uenig i den tolkning, men jeg ville mene, at hele den her farce er et *klassisk* eksempel på 1864-syndromet, der desværre stadig sidder så tungt på Danmarks udenrigspolitik, og derved også Danmarks indenrigspolitik.
For der er intet, der fordrer, at små stater som Danmark nødvendigvis *skal* bøje af efter internationalt pres i dette omfang. At Sverige holder stand handler ikke om, at Sverige er en marginalt større stat end Danmark, men om at Sverige ikke har været truet på sin eksistens i nyere tid. Sverige lider ikke af den kollektive, historiske afmagt, der er opstået i kølvandet på et næsten altødelæggende nederlag, og derfor er det ikke så dybt indlejret i den svenske udenrigs- og sikkerhedspolitik, at de skal efterkomme internationale krav *for rigets overlevelse*. Det kommer derfor ikke an på *selve* den sikkerhedspolitiske trussel – som Holtermann påpeger, har sikkerhedstruslen været langt større i Sverige – men derimod *opfattelsen* af sikkerhedstruslen, og dertil har regeringen handlet udenrigspolitisk på en måde, der har været typisk dansk lige siden 1864, nemlig gennem eftergivenhed og afbøjning.
Vores nuværende regering er noget af det klammeste vi har haft. Mængden af groteske handlinger (med eller uden religiøs reference) står i kø i en grad så selv medierne har svært ved at finde spalteplads til det hele.
Jeg har aldrig før glædet mig så meget til et kommende folketingsvalg.
2 comments
Ganske god og saglig gennemgang af koranlovens baggrund og udviklingsforløb af Jakob v. H. Holtermann. Man skal ikke lade sig skræmme af overskriften, der godt kan virke lidt bombastisk, for termen ‘kalifatets vetoret’ bruges egentligt blot til at beskrive den forskel, som er mellem ‘voldsmandens vetoret’, der omhandler ikke-statslige aktører, og statslige aktørers vetoret, som det ses gennem OIC.
Holtermann får også fint udpenslet, at den pludselige kovending i spørgsmålet om koranafbrændinger naturligvis handler om internationalt samarbejde og storpolitik, hvad angår NATO-indmeldelser og Ukrainekrigen. I denne forbindelse kritiserer han, med rette, påstanden om, at dette handler om rigets sikkerhed; at Danmark har fået vredet armen om på ryggen, og er blevet efterladt uden noget valg end at bøje sig for OIC’s krav. Som Holtermann påpeger, er det svært at købe denne fortælling, eftersom sikkerhedstruslen imod Danmark, hvad angår koranafbrændinger, har været konstant siden Paludan gik i gang for år tilbage.
Holtermann pointerer, hvordan Danmark og Sverige har grebet problemet vidt forskelligt an:
>”Til trods for at Sverige altså har stået i en meget mere udsat sikkerhedssituation end Danmark – en situation, som Danmark tilmed yderligere gjorde værre ved at isolere vores brodernation – har svenskerne med deres handlinger bevist, at det er muligt for en lille stat at trodse kalifatets veto og fastholde den videst mulige ytringsfrihed inklusive retten til den ultimative blasfemiske forhånelse.”
(…)
>”På den baggrund er det svært ikke at få den mistanke, at regeringen og Udenrigsministeriets embedsmænd måske er kommet til at forveksle ægte spørgsmål om statens sikkerhed og forsvar med spørgsmål om, hvordan man gør deres arbejde på den internationale scene så friktionsløst som muligt.”
Holtermann beskriver den danske eftergivenhed som noget, der næsten *blot* handler om magelighed og et ønske om så friktionsløst internationalt samarbejde som muligt. Jeg er ikke nødvendigvis uenig i den tolkning, men jeg ville mene, at hele den her farce er et *klassisk* eksempel på 1864-syndromet, der desværre stadig sidder så tungt på Danmarks udenrigspolitik, og derved også Danmarks indenrigspolitik.
For der er intet, der fordrer, at små stater som Danmark nødvendigvis *skal* bøje af efter internationalt pres i dette omfang. At Sverige holder stand handler ikke om, at Sverige er en marginalt større stat end Danmark, men om at Sverige ikke har været truet på sin eksistens i nyere tid. Sverige lider ikke af den kollektive, historiske afmagt, der er opstået i kølvandet på et næsten altødelæggende nederlag, og derfor er det ikke så dybt indlejret i den svenske udenrigs- og sikkerhedspolitik, at de skal efterkomme internationale krav *for rigets overlevelse*. Det kommer derfor ikke an på *selve* den sikkerhedspolitiske trussel – som Holtermann påpeger, har sikkerhedstruslen været langt større i Sverige – men derimod *opfattelsen* af sikkerhedstruslen, og dertil har regeringen handlet udenrigspolitisk på en måde, der har været typisk dansk lige siden 1864, nemlig gennem eftergivenhed og afbøjning.
Vores nuværende regering er noget af det klammeste vi har haft. Mængden af groteske handlinger (med eller uden religiøs reference) står i kø i en grad så selv medierne har svært ved at finde spalteplads til det hele.
Jeg har aldrig før glædet mig så meget til et kommende folketingsvalg.