Kronik af Rune Bennike, adjunkt ved SDU og leder af et forskningsprojekt om frontlinjerne i Europas grønne omstilling. Kronikken er bag betalingsvæg, derfor her uddrag:
> I august viste [en rapport fra CONCITO]( https://concito.dk/udgivelser/danmarks-globale-forbrugsudledninger), at Danmarks forbrugsdrevne CO₂-udledninger pr. indbygger hører til blandt verdens største. De produktionsbaserede udregninger, vi normalt måler på, skjuler massive udledninger, som vores globaliserede økonomiske system har placeret uden for landets grænser […] De tilslører dermed en klar og logisk sammenhæng mellem indkomstniveau, forbrug og klimabelastning, som de igangværende grønne tiltag ikke er lykkedes med at bryde.
> Sammenhængen mellem velstand og klimabelastning er generel og går på tværs af grænser. […] De rigeste ti procent af verdens befolkning står for næsten halvdelen af verdens klimaaftryk. Ser vi på Europa, kan vi konstatere, at den fattigste halvdel af kontinentets befolkning allerede i 2019 var meget tæt på et udledningsniveau, der lever op til Parisaftalens 2030-mål.
> […]
> Vores nuværende håndtering af den grønne omstilling risikerer at forværre den allerede stigende ulighed og i sidste ende skabe unødig modstand mod en af de vigtigste samfundsopgaver i vores samtid.
> […]
> De seneste år har flere historiske studier peget på den centrale rolle, som modstand mod arbejdskraftens organisering har spillet under tidligere energiomlægninger: [fra vandkraft til kul]( https://www.versobooks.com/en-gb/products/135-fossil-capital) under den industrielle revolution, og [fra kul til olie]( https://www.versobooks.com/products/2222-carbon-democracy) efter Anden Verdenskrig. De dokumenterer, hvordan kontrol med arbejderne har været afgørende for valget af teknologier i disse historiske skift af samfundets energikilder.
> Overgangen til vedvarende energiproduktion er uomgængelig. Spørgsmålet er, om vi kan sikre en omstilling, der samtidig imødegår ulighedskrisen og understøtter arbejdskraftens mulighed for at organisere sig. Hvor stor en del af det overskud, den grønne omstilling genererer, skal fylde lommerne på de grønne investeringsfonde og store energiselskaber, og hvor stor en del skal være med til at genetablere den velfærd, vi har nedprioriteret?
> Disse spørgsmål er politiske, og vi gør klogt i ikke at feje dem ind under teknokratiske procedurer og teknologisk determinisme. De bliver kun mere akutte, efterhånden som omstillingen skrider frem. Og de burde være hjerteblod for såvel fagforeningerne som den politiske venstrefløj.
***
Rune Bennike rammer hovedet på sømmet, når det kommer til nogle vigtige pointer: At den måde vi regner vores nationale klimaaftryk ud, er mystificeret, at det er de allerede rigeste, selv i de rigeste lande, som lever allermest klimaskadende (hvad jeg for nyligt selv plæderede herinde, i forbindelse med en diskussion om elbiler,) at den nuværende håndtering af den grønne omstilling risikerer at forværre uligheden, at klimakampen er en del af den historiske klassekamp, kontrollen med og over arbejderne, og at hvordan vi håndterer den grønne omstilling, er et politisk spørgsmål. Så langt er jeg enig, og jeg er glad for, at Bennike referer til den svenske marxist Andreas Malms vigtige bog, *Fossil Capital*, der netop viser, hvordan kapitalismen og fossile brændsler er skruet, nærmest, uløseligt sammen.
Jeg synes dog at Bennike kommer til kort, når han mangler den åbenlyse indsigt, at den logik vores produktion er organiseret efter, kapitallogikken, er uforenelig med de planetære grænser. Bennike mangler at nævne den vigtige indsigt, at vi ikke kan blive ved med at producere (og derfor forbruge,) som vi gør nu, efter de samme principper om kapitalforøgelse og profitrealisering. Produktionen må og skal organiseres efter fundamentalt antikapitalistiske principper, efter fællesskabets behov, ikke den enkelte kapitals behov for at forstørre sig selv, ikke efter kapitalisters higen efter at akkumulere. Overproduktion er et iboende problem i kapitalismen, der ikke kun fører til økonomiske kriser, men også til økologisk ødelæggelse, spildte ressourcer, og tabte muligheder.
Jeg håber at Bennike vil læse f.eks. Kohei Saitos bog, *Marx in the Anthropocene*, og måske se til modvækstskommunisme, som én mulighed, på et opgør med nutidens og tidligere tiders, produktivisme og kapitalisme.
Paywall.
“Klimakrisen” er **forudsætningen** for ulighedskrisen.
For i og med at det der engang var venstrefløjen nu i snart 30 år har været travlt beskæftiget med at “redde planeten”, kan de multinationale konglomerater fuldstændigt uhindret rive alle rigdommene til sig.
På engelsk findes begrebet “red herring” som betegnelse for en afledningsmanøvre.
“Klimakrisen” er en sådan afledningsmanøvre.
…………………………………….
…og alle jer der nu begynder at fable op om at jeg nok har en sølvpapirshat på:
Er de rigeste blevet rigere, eller er de blevet voldsomt meget rigere, igennem de sidste 25 år?
Svar: De er blevet voldsomt meget rigere.
Og har nogen gjort indsigelser mod deres vanvittige akkumulering af rigdom i de sidste 25 år?
Svar: Nej – for “socialisterne” har jo haft for travlt med klimaet til at påtale det store tyveri, og resten af politikerne får fede karriereposter efter endt tjeneste for at lade tyveriet ske 😀
….
Er det underligt at der ikke længere findes ~20 *forskellige* europæiske bilproducenter men kun en to- tre stykker der til gengæld har samlet alle de tidligere mærker under deres ejerskab? Opkoncentration af kapital much?
…jamen klimaet… Hvem har dog tid til at tænke over opkoncentrationen af kapital i få selskaber når vi er i gang med at redde planeten, ligesom i en hollywoodfilm?
3 comments
Kronik af Rune Bennike, adjunkt ved SDU og leder af et forskningsprojekt om frontlinjerne i Europas grønne omstilling. Kronikken er bag betalingsvæg, derfor her uddrag:
> I august viste [en rapport fra CONCITO]( https://concito.dk/udgivelser/danmarks-globale-forbrugsudledninger), at Danmarks forbrugsdrevne CO₂-udledninger pr. indbygger hører til blandt verdens største. De produktionsbaserede udregninger, vi normalt måler på, skjuler massive udledninger, som vores globaliserede økonomiske system har placeret uden for landets grænser […] De tilslører dermed en klar og logisk sammenhæng mellem indkomstniveau, forbrug og klimabelastning, som de igangværende grønne tiltag ikke er lykkedes med at bryde.
> Sammenhængen mellem velstand og klimabelastning er generel og går på tværs af grænser. […] De rigeste ti procent af verdens befolkning står for næsten halvdelen af verdens klimaaftryk. Ser vi på Europa, kan vi konstatere, at den fattigste halvdel af kontinentets befolkning allerede i 2019 var meget tæt på et udledningsniveau, der lever op til Parisaftalens 2030-mål.
> […]
> Vores nuværende håndtering af den grønne omstilling risikerer at forværre den allerede stigende ulighed og i sidste ende skabe unødig modstand mod en af de vigtigste samfundsopgaver i vores samtid.
> […]
> De seneste år har flere historiske studier peget på den centrale rolle, som modstand mod arbejdskraftens organisering har spillet under tidligere energiomlægninger: [fra vandkraft til kul]( https://www.versobooks.com/en-gb/products/135-fossil-capital) under den industrielle revolution, og [fra kul til olie]( https://www.versobooks.com/products/2222-carbon-democracy) efter Anden Verdenskrig. De dokumenterer, hvordan kontrol med arbejderne har været afgørende for valget af teknologier i disse historiske skift af samfundets energikilder.
> Overgangen til vedvarende energiproduktion er uomgængelig. Spørgsmålet er, om vi kan sikre en omstilling, der samtidig imødegår ulighedskrisen og understøtter arbejdskraftens mulighed for at organisere sig. Hvor stor en del af det overskud, den grønne omstilling genererer, skal fylde lommerne på de grønne investeringsfonde og store energiselskaber, og hvor stor en del skal være med til at genetablere den velfærd, vi har nedprioriteret?
> Disse spørgsmål er politiske, og vi gør klogt i ikke at feje dem ind under teknokratiske procedurer og teknologisk determinisme. De bliver kun mere akutte, efterhånden som omstillingen skrider frem. Og de burde være hjerteblod for såvel fagforeningerne som den politiske venstrefløj.
***
Rune Bennike rammer hovedet på sømmet, når det kommer til nogle vigtige pointer: At den måde vi regner vores nationale klimaaftryk ud, er mystificeret, at det er de allerede rigeste, selv i de rigeste lande, som lever allermest klimaskadende (hvad jeg for nyligt selv plæderede herinde, i forbindelse med en diskussion om elbiler,) at den nuværende håndtering af den grønne omstilling risikerer at forværre uligheden, at klimakampen er en del af den historiske klassekamp, kontrollen med og over arbejderne, og at hvordan vi håndterer den grønne omstilling, er et politisk spørgsmål. Så langt er jeg enig, og jeg er glad for, at Bennike referer til den svenske marxist Andreas Malms vigtige bog, *Fossil Capital*, der netop viser, hvordan kapitalismen og fossile brændsler er skruet, nærmest, uløseligt sammen.
Jeg synes dog at Bennike kommer til kort, når han mangler den åbenlyse indsigt, at den logik vores produktion er organiseret efter, kapitallogikken, er uforenelig med de planetære grænser. Bennike mangler at nævne den vigtige indsigt, at vi ikke kan blive ved med at producere (og derfor forbruge,) som vi gør nu, efter de samme principper om kapitalforøgelse og profitrealisering. Produktionen må og skal organiseres efter fundamentalt antikapitalistiske principper, efter fællesskabets behov, ikke den enkelte kapitals behov for at forstørre sig selv, ikke efter kapitalisters higen efter at akkumulere. Overproduktion er et iboende problem i kapitalismen, der ikke kun fører til økonomiske kriser, men også til økologisk ødelæggelse, spildte ressourcer, og tabte muligheder.
Jeg håber at Bennike vil læse f.eks. Kohei Saitos bog, *Marx in the Anthropocene*, og måske se til modvækstskommunisme, som én mulighed, på et opgør med nutidens og tidligere tiders, produktivisme og kapitalisme.
Paywall.
“Klimakrisen” er **forudsætningen** for ulighedskrisen.
For i og med at det der engang var venstrefløjen nu i snart 30 år har været travlt beskæftiget med at “redde planeten”, kan de multinationale konglomerater fuldstændigt uhindret rive alle rigdommene til sig.
På engelsk findes begrebet “red herring” som betegnelse for en afledningsmanøvre.
“Klimakrisen” er en sådan afledningsmanøvre.
…………………………………….
…og alle jer der nu begynder at fable op om at jeg nok har en sølvpapirshat på:
Er de rigeste blevet rigere, eller er de blevet voldsomt meget rigere, igennem de sidste 25 år?
Svar: De er blevet voldsomt meget rigere.
Og har nogen gjort indsigelser mod deres vanvittige akkumulering af rigdom i de sidste 25 år?
Svar: Nej – for “socialisterne” har jo haft for travlt med klimaet til at påtale det store tyveri, og resten af politikerne får fede karriereposter efter endt tjeneste for at lade tyveriet ske 😀
….
Er det underligt at der ikke længere findes ~20 *forskellige* europæiske bilproducenter men kun en to- tre stykker der til gengæld har samlet alle de tidligere mærker under deres ejerskab? Opkoncentration af kapital much?
…jamen klimaet… Hvem har dog tid til at tænke over opkoncentrationen af kapital i få selskaber når vi er i gang med at redde planeten, ligesom i en hollywoodfilm?
osvosvosv