Jeg er selvfølgelig 100 % enig med Clement. Alle meninger, holdninger og standpunkter er acceptable. Vi skal holde op med at stigmatisere de, som vitterlig mener at summen af 2 og 2 er 5.
Stop meningstyrranniet nu!
Helt enig.
Uenigheden skal også gøres synlig og det skal accepteres. I stedet for den der “Det bliver vi ikke enige om, så lad os lade det ligge.” Mentaliteten.
Edit;
Selvfølgelig uden personangreb, trusler og tilsvininger.
Politiske uenigheder om udenlandske forhold; lader jeg overlade til at være personlige handlinger – igennem boycot.
Det skal også siges opsøges jeg af demonstranter på gaden med diverse foldere, kvittere jeg med bemærkningen “Så ved jeg hvornår jeg skal holde mig væk”.
Ekstremt enig, alt andet er importeret amerikansk cancel culture.
Man behøves ikke være enig om alt, jeg har venner som jeg er blødende uenig i mange af deres værdier, de er gode venner alligevel
Om man er enig eller ej, er vel lidt paradoksalt?
Jeg kan faktisk godt lide (sunde) uenigheder. Det kan fungere fantastisk hvis 2 eller flere modne mennesker kan være uenige i emner men stadig være respektable overfor hinanden.
Jeg er uenig med mange folk om mange ting, men hvis man er i stand til at diskutere emner (inkl politik selv om det ikke er min stærke side) og se det fra begge perspektiv, så lærer alle involverede lidt. Jeg har så også oplevet hvor jeg selv bliver lidt dum i en debat (jaja, vi er ikke perfekte) men så ved man hvor man kan blive bedre.
Dertil må jeg så sige, at nogle meninger er himmelråbende underlige – specielt herinde på Reddit. De kan stadig være morsomme at deltage i, men så snart en eller flere deltager der ikke kan kontrollere dem selv og ikke formulerer sig godt nok, så er det som at se et tog køre galt i slow motion.
Desværre oplever man også i den forbindelse, at politik reduceres til simple meningsudvekslinger, der ikke har reelle betydninger for folk. Derfor vil man hellere vil bruge tiden på at gå op i tonen i debatten eller dyrke en påtaget værdirelativisme, hvor det faktisk kan være hip som hap, om man mener det ene eller det andet, så længe man fremfører det pænt. Dermed reduceres politik og debat til bare at være noget, der handler om at finde en kunstig middelvej mellem to modstridende synspunkter.
Men det indbyder til spørgsmålet om, hvorvidt alle slags standpunkter og synspunkter er noget, som man kan indgå en fornuftig dialog ud fra?
Eksempelvis ser det tit angivet, at det er den retoriske og politiske afstandtagen fra politisk ekstremistiske bevægelser, der er skyld i bevægelsernes momentum, og at vi derfor bør indgå dialog og få en fælles forståelse. Men hvilken fælles forståelse kan man fx få som transkønnet – for at tage et eksempel, der er diskuteret til døde her på subbet – med en, der mener, at du grundlæggende ikke har ret til at eksistere?
Så kan vi derudover godt snakke om, at vi bør få en bedre debatkultur, men jeg frygter, at folk misforstår sund debat med blind ‘brobygning’ og medløberi.
Altså, ja, vi skal øve os i at være uenige, Kjersgaard har helt ret. Men samtidigt har *Debatten*, som Kjersgaard er vært for, og hans måde at moderere på, nok været med til at trække den måde, vi debatterer og diskuterer i Danmark, i den forkerte retning.
Kjersgaard har været med til at udbrede, af mig ofte begrædte, idé om, at debat skal være en form for lansedyst, en duel med argumenter, hvor det handler om at støde den anden af hesten. En konfrontation. Der er ikke noget galt med uenighed. Men når det hele kommer til at handle om debat; om tomme lansedyster og skyttegravskrig, så er det at det bliver et problem. Vi har et problem med en udbredt debatkultur, når det ville være bedre, hvis vi havde en sund diskussionskultur, en rettet imod imødekommenhed og gensidige forsøg på at komme til nye indsigter.
Jeg vil gerne være fortaler for, at man bevæger sig væk fra det der reproduceres i et program som *Debatten* som lansedyster, hvor der nødvendigvis må være en “vinder” og en “taber.”
Det vanvittige er hvor få mennesker i blandt pøblen der har indset hvor polariserende medierne bevidst har været siden finanskrisen, hvor alt skal deles op i højre og venstre.
Vi har alle forskellige ideer om hvad højre og venstre orienteret politik betyder og det koger politik og verden ned til en meget binær kasse.
Verden er ikke binær, den har mange facetter. Men denne form for binær skabende ide, som sidder fast i mange og dyrkes af medier der ønsker click bait overskrifter har skabt en polarisering hvor folk føler sig tilknyttet til deres side. Samt ikke er villige til at tale om specifikke politiske emner i et vakuum
>Når følelserne tager over, glemmer vi ofte at tale ordentligt til hinanden. Og det kan få alvorlige konsekvenser for den offentlige debat, advarer Clement Kjersgaard. I værste fald bliver prisen for at deltage så høj, at mange helt vælger at tie.
>- Der er rigtig mange mennesker, som aldrig kunne finde på at skrive noget i en debattråd. De kan slet ikke overskue at blive talt til, som de kan se, at andre bliver det.
Tænk hvilket debatmæssigt nirvana, vi kunne have, hvis man ikke tillod folk at anklage andre for have delt overgrebsmateriale, når bare det maskeres som et spørgsmål.
Eller tillod at anklage andre for at være en del af en terror-organisations PR-afdeling.
Men desværre, kan man intet gøre over for den slags adfærd. Det er tilsyneladende vigtigere at mobberne må svine andre til, end at folk kunne have lyst til at deltage.
Rivende uenig på et politisk, emotionelt eller rationelt plan, så bliver man klogere på mennesker hvis man kan trække samtalen indtil man finder ud af hvad der ligger til grunde for andres holdninger og standpunkt.
Jeg kan godt se det fede i at være sokratisk i samtaler, men kan også blive lidt pernitten hvis folk skal bruge retoriske tricks for at “vinde” et argument, når sandheden er at de blot er udenfor ens pædagogiske rækkevidde.
Jeg ved ikke om jeg er helt på linje med den tankegang. Jeg har det fint med der er klart definerede linjer som ikke bør krydses.
Vi bør ture stå *for* noget, og stå ved det. Alting behøver ikke være gråt.
Jeg synes at meget går tabt i debatter på internetfora. Jeg har aldrig debatteret med nogen ude i det virkelige, hvor det bryder sammen til skældsord. Det sker meget ofte online, specielt her.
Så grunden til at hans show går ret rimeligt er nok, at det er en gammeldags debat hvor folk står ved siden af hinanden.
Der er emner hvor jeg har det fint med at være uenig. Og så er der emner der gør at jeg, hvis muligt, fravælger folk hvis vi er for uenige.
#Vrøvl
Nej. Ikke alle holdninger er lige, og sådan er det bare. Det er den misforstået tankegang der har bragt os i den nuværende situation. Johanne Birketræ Stegepande 128’s holdning omkring vacciner er bare ikke lige så meget værd som overlægens på OUH. Men vi hiver dem begge ind som eksperter.
Det er inklusion for voksne tumper og landsbytosser, og jeg er stor modstander af det. Alene det at jeg skal dele stemmeboks med mange af jer, går mig på.
> – I det øjeblik vi bevæger os fra skældsordene og truslerne til at møde hinanden med argumenter, så bliver det pludselig mindre farligt, og det bliver til at være i.
Det er bare ikke sådan det er. Nu er det strafbart at kritisere Islam og hvis du alligevel vover det så risikerer du dødsvold. Det samme gør sig gældende i Israel/Palæstina/Hamas debatten hvorfor det nærmest kun er pro-palæstinensiske budskaber, som tør ytres offentligt. Se bare hvordan Nina Palesa Bonde forsvandt fra debatten, hvor hun ytrede sig Palæstina-Hamas kritisk, lige så hurtigt som kommet. Dette gør at kun debattører som brænder voldsomt for emnet kommer til orde, så som Paludan.
Hvad Nina Palesa Bonde foreslog var naturligvis rigtigt: vi skal have en politik som går efter gerningsmændene, bandemedlemmer, islamisterne og terroristerne, og ikke folk som kritiserer Islam.
God ide. Så kan vi måske også stoppe med at kalde folk vi er uenige med for facister og nazister.
Nu ved jeg Clement har nogle år på bagen. Åbenbart så mange at han er blevet quasisenil.
Vi har aldrig været mere uenige og mere uforsonlige.
Først skal vi lige have kvalt alle botterne og algoritmerne som spytter automatsvar ud.
Sig det til mods på r/denmark LOOOOL
Jeg har svært ved at tilslutte mig den idé, at det er bedre at lade som om at man ikke er uenige og så undgå at snakke politik og lade som om, at det ikke betyder noget – end at være uenige og faktisk stå for det, man tror på.
Jeg synes måske ikke Clements egen Debatten har et miljø som er specielt fordrende for øvelsen i at være uenige, mere at tromle “dem fra det andet hold”.
Selvfølgelig skal man kunne rumme en del uenigheder i et moderne samfund. MEN der er nogle holdninger som er så afstumpet eller helt igennem latterlige, at vi ikke bør acceptere dem.
Både og.. Det kommer jo an på hvad man er uenig om.
Fx hvis en person mener at man bør aflive alle blondiner, så kan jeg godt forstå at andre ikke vil have noget med vedkommende at gøre
Men hvis det man er uenig om er om det er grøn eller lilla der er pænest, kan man godt være venner med forskellige meninger.
Det er ok ikke at ville være venner med nogen hvis værdier er så stik imod ens egne
For at citere én af de vigtigste nulevende filosoffer vi har i Danmark i dag:
“Vi behøver ikke at være enige. Vi må bare ikke holde op med at snakke sammen.”
*Niels Hausgaard*
Jeg er uenig. Vi befinde os i en tid hvor vi skal lærer at holde vores kæft og lytte når nogen er midt i at svare på et spørgsmål vi lige har stillet et er halvt sekundet tidligere.
Uenighed gør stærk.
Men kun hvis vi husker at tale ordentligt til hinanden.
Jeg er fuldstændig enig, men det kræver at man har en fundamentale enigheder omkring faktaerne og det har højrefløjen ikke og samtidig laver undskyldninger
28 comments
Jeg er selvfølgelig 100 % enig med Clement. Alle meninger, holdninger og standpunkter er acceptable. Vi skal holde op med at stigmatisere de, som vitterlig mener at summen af 2 og 2 er 5.
Stop meningstyrranniet nu!
Helt enig.
Uenigheden skal også gøres synlig og det skal accepteres. I stedet for den der “Det bliver vi ikke enige om, så lad os lade det ligge.” Mentaliteten.
Edit;
Selvfølgelig uden personangreb, trusler og tilsvininger.
Politiske uenigheder om udenlandske forhold; lader jeg overlade til at være personlige handlinger – igennem boycot.
Det skal også siges opsøges jeg af demonstranter på gaden med diverse foldere, kvittere jeg med bemærkningen “Så ved jeg hvornår jeg skal holde mig væk”.
Ekstremt enig, alt andet er importeret amerikansk cancel culture.
Man behøves ikke være enig om alt, jeg har venner som jeg er blødende uenig i mange af deres værdier, de er gode venner alligevel
Om man er enig eller ej, er vel lidt paradoksalt?
Jeg kan faktisk godt lide (sunde) uenigheder. Det kan fungere fantastisk hvis 2 eller flere modne mennesker kan være uenige i emner men stadig være respektable overfor hinanden.
Jeg er uenig med mange folk om mange ting, men hvis man er i stand til at diskutere emner (inkl politik selv om det ikke er min stærke side) og se det fra begge perspektiv, så lærer alle involverede lidt. Jeg har så også oplevet hvor jeg selv bliver lidt dum i en debat (jaja, vi er ikke perfekte) men så ved man hvor man kan blive bedre.
Dertil må jeg så sige, at nogle meninger er himmelråbende underlige – specielt herinde på Reddit. De kan stadig være morsomme at deltage i, men så snart en eller flere deltager der ikke kan kontrollere dem selv og ikke formulerer sig godt nok, så er det som at se et tog køre galt i slow motion.
Desværre oplever man også i den forbindelse, at politik reduceres til simple meningsudvekslinger, der ikke har reelle betydninger for folk. Derfor vil man hellere vil bruge tiden på at gå op i tonen i debatten eller dyrke en påtaget værdirelativisme, hvor det faktisk kan være hip som hap, om man mener det ene eller det andet, så længe man fremfører det pænt. Dermed reduceres politik og debat til bare at være noget, der handler om at finde en kunstig middelvej mellem to modstridende synspunkter.
Men det indbyder til spørgsmålet om, hvorvidt alle slags standpunkter og synspunkter er noget, som man kan indgå en fornuftig dialog ud fra?
Eksempelvis ser det tit angivet, at det er den retoriske og politiske afstandtagen fra politisk ekstremistiske bevægelser, der er skyld i bevægelsernes momentum, og at vi derfor bør indgå dialog og få en fælles forståelse. Men hvilken fælles forståelse kan man fx få som transkønnet – for at tage et eksempel, der er diskuteret til døde her på subbet – med en, der mener, at du grundlæggende ikke har ret til at eksistere?
Så kan vi derudover godt snakke om, at vi bør få en bedre debatkultur, men jeg frygter, at folk misforstår sund debat med blind ‘brobygning’ og medløberi.
Altså, ja, vi skal øve os i at være uenige, Kjersgaard har helt ret. Men samtidigt har *Debatten*, som Kjersgaard er vært for, og hans måde at moderere på, nok været med til at trække den måde, vi debatterer og diskuterer i Danmark, i den forkerte retning.
Kjersgaard har været med til at udbrede, af mig ofte begrædte, idé om, at debat skal være en form for lansedyst, en duel med argumenter, hvor det handler om at støde den anden af hesten. En konfrontation. Der er ikke noget galt med uenighed. Men når det hele kommer til at handle om debat; om tomme lansedyster og skyttegravskrig, så er det at det bliver et problem. Vi har et problem med en udbredt debatkultur, når det ville være bedre, hvis vi havde en sund diskussionskultur, en rettet imod imødekommenhed og gensidige forsøg på at komme til nye indsigter.
Jeg vil gerne være fortaler for, at man bevæger sig væk fra det der reproduceres i et program som *Debatten* som lansedyster, hvor der nødvendigvis må være en “vinder” og en “taber.”
Det vanvittige er hvor få mennesker i blandt pøblen der har indset hvor polariserende medierne bevidst har været siden finanskrisen, hvor alt skal deles op i højre og venstre.
Vi har alle forskellige ideer om hvad højre og venstre orienteret politik betyder og det koger politik og verden ned til en meget binær kasse.
Verden er ikke binær, den har mange facetter. Men denne form for binær skabende ide, som sidder fast i mange og dyrkes af medier der ønsker click bait overskrifter har skabt en polarisering hvor folk føler sig tilknyttet til deres side. Samt ikke er villige til at tale om specifikke politiske emner i et vakuum
>Når følelserne tager over, glemmer vi ofte at tale ordentligt til hinanden. Og det kan få alvorlige konsekvenser for den offentlige debat, advarer Clement Kjersgaard. I værste fald bliver prisen for at deltage så høj, at mange helt vælger at tie.
>- Der er rigtig mange mennesker, som aldrig kunne finde på at skrive noget i en debattråd. De kan slet ikke overskue at blive talt til, som de kan se, at andre bliver det.
Tænk hvilket debatmæssigt nirvana, vi kunne have, hvis man ikke tillod folk at anklage andre for have delt overgrebsmateriale, når bare det maskeres som et spørgsmål.
Eller tillod at anklage andre for at være en del af en terror-organisations PR-afdeling.
Men desværre, kan man intet gøre over for den slags adfærd. Det er tilsyneladende vigtigere at mobberne må svine andre til, end at folk kunne have lyst til at deltage.
Rivende uenig på et politisk, emotionelt eller rationelt plan, så bliver man klogere på mennesker hvis man kan trække samtalen indtil man finder ud af hvad der ligger til grunde for andres holdninger og standpunkt.
Jeg kan godt se det fede i at være sokratisk i samtaler, men kan også blive lidt pernitten hvis folk skal bruge retoriske tricks for at “vinde” et argument, når sandheden er at de blot er udenfor ens pædagogiske rækkevidde.
Jeg ved ikke om jeg er helt på linje med den tankegang. Jeg har det fint med der er klart definerede linjer som ikke bør krydses.
Vi bør ture stå *for* noget, og stå ved det. Alting behøver ikke være gråt.
Jeg synes at meget går tabt i debatter på internetfora. Jeg har aldrig debatteret med nogen ude i det virkelige, hvor det bryder sammen til skældsord. Det sker meget ofte online, specielt her.
Så grunden til at hans show går ret rimeligt er nok, at det er en gammeldags debat hvor folk står ved siden af hinanden.
Der er emner hvor jeg har det fint med at være uenig. Og så er der emner der gør at jeg, hvis muligt, fravælger folk hvis vi er for uenige.
#Vrøvl
Nej. Ikke alle holdninger er lige, og sådan er det bare. Det er den misforstået tankegang der har bragt os i den nuværende situation. Johanne Birketræ Stegepande 128’s holdning omkring vacciner er bare ikke lige så meget værd som overlægens på OUH. Men vi hiver dem begge ind som eksperter.
Det er inklusion for voksne tumper og landsbytosser, og jeg er stor modstander af det. Alene det at jeg skal dele stemmeboks med mange af jer, går mig på.
> – I det øjeblik vi bevæger os fra skældsordene og truslerne til at møde hinanden med argumenter, så bliver det pludselig mindre farligt, og det bliver til at være i.
Det er bare ikke sådan det er. Nu er det strafbart at kritisere Islam og hvis du alligevel vover det så risikerer du dødsvold. Det samme gør sig gældende i Israel/Palæstina/Hamas debatten hvorfor det nærmest kun er pro-palæstinensiske budskaber, som tør ytres offentligt. Se bare hvordan Nina Palesa Bonde forsvandt fra debatten, hvor hun ytrede sig Palæstina-Hamas kritisk, lige så hurtigt som kommet. Dette gør at kun debattører som brænder voldsomt for emnet kommer til orde, så som Paludan.
Hvad Nina Palesa Bonde foreslog var naturligvis rigtigt: vi skal have en politik som går efter gerningsmændene, bandemedlemmer, islamisterne og terroristerne, og ikke folk som kritiserer Islam.
God ide. Så kan vi måske også stoppe med at kalde folk vi er uenige med for facister og nazister.
Nu ved jeg Clement har nogle år på bagen. Åbenbart så mange at han er blevet quasisenil.
Vi har aldrig været mere uenige og mere uforsonlige.
Først skal vi lige have kvalt alle botterne og algoritmerne som spytter automatsvar ud.
Sig det til mods på r/denmark LOOOOL
Jeg har svært ved at tilslutte mig den idé, at det er bedre at lade som om at man ikke er uenige og så undgå at snakke politik og lade som om, at det ikke betyder noget – end at være uenige og faktisk stå for det, man tror på.
Jeg synes måske ikke Clements egen Debatten har et miljø som er specielt fordrende for øvelsen i at være uenige, mere at tromle “dem fra det andet hold”.
Selvfølgelig skal man kunne rumme en del uenigheder i et moderne samfund. MEN der er nogle holdninger som er så afstumpet eller helt igennem latterlige, at vi ikke bør acceptere dem.
Både og.. Det kommer jo an på hvad man er uenig om.
Fx hvis en person mener at man bør aflive alle blondiner, så kan jeg godt forstå at andre ikke vil have noget med vedkommende at gøre
Men hvis det man er uenig om er om det er grøn eller lilla der er pænest, kan man godt være venner med forskellige meninger.
Det er ok ikke at ville være venner med nogen hvis værdier er så stik imod ens egne
For at citere én af de vigtigste nulevende filosoffer vi har i Danmark i dag:
“Vi behøver ikke at være enige. Vi må bare ikke holde op med at snakke sammen.”
*Niels Hausgaard*
Jeg er uenig. Vi befinde os i en tid hvor vi skal lærer at holde vores kæft og lytte når nogen er midt i at svare på et spørgsmål vi lige har stillet et er halvt sekundet tidligere.
Uenighed gør stærk.
Men kun hvis vi husker at tale ordentligt til hinanden.
Jeg er fuldstændig enig, men det kræver at man har en fundamentale enigheder omkring faktaerne og det har højrefløjen ikke og samtidig laver undskyldninger
Comments are closed.