> Men inden nogen får kaffen galt i halsen og tror, at vi i Alternativet nu helt har skiftet retning og tilslutter os minimumskatter, så bare rolig. For godt nok er vi er enige i princippet: Pengene i råderummet er vores fælles opsparing, og hvorfor ikke i højere grad sende dem tilbage til borgerne?
> Vi tænker selvfølgelig på civilsamfundet – på de tusindvis af frivillige foreninger, netværk og ildsjæle, som hver dag løser opgaver, det offentlige hverken formår eller formår at rumme. Det er demokrati i praksis. Det er velfærd, skabt uden drejebøger fra Christiansborg.
….
> Og inden nogen når at sige: ”Det er jo frivilligt arbejde, så det er jo gratis,” vil jeg gerne mane den vildfarelse til jorden: Civilsamfundsorganisationerne har naturligvis brug for penge – til lokaler, til administrative ansatte, der kan holde styr på de frivillige, og måske til fagpersonale, som skal sikre kvaliteten.
…
> Liberal Alliance vil frisætte individet. Det vil vi også. Men hvor de ser frihed som fravær af skat, ser vi frihed som nærvær af muligheder. Hvor de vil give penge til de få, vil vi give magt til de mange. Civilsamfundet er nemlig ikke lidt ekstra pynt i kanten af velfærdssamfundet, men selve dets kerne. Ikke et supplement – men et fundament.
> Så ja, lad os sende flere penge tilbage til borgerne. Men lad os begynde med dem, der allerede har betalt med deres tid og omsorg. Vi håber, at vi kan få Liberal Alliance med på denne idé – for vi er trods alt enige om én central ting: Vi skal have mere magt tilbage til borgerne og lidt mindre magt til staten.
Det lyder jo meget godt.
Problemet er at Å flere gange har demonstreret at en stemme på dem ikke er en stemme på en realistisk venstreorienteret dagsorden, der manifesterer politisk kapital på Borgen til fordel for den jævne dansker, men et flyvsk, Vesterbrosk projekt uden tilstrækkelig pondus, der fortaber sig i interne magtkampe og manglende slagkraft.
Jeg kan rigtig godt lide Å’s ideer. Jeg kan virkelig ikke lide hvor lidt de evner at føre dem ud i livet. Og jeg har simpelthen ikke tilliden til at “flere stemmer” er tilstrækkeligt til at løse de problemer, partiet har.
Måske er det tid til et omfattende rebrand.
Jeg læser med stigende kvalme, men desværre ikke længere med forundring, når Alternativet med fløjlsrøst og bæredygtige fraser udbreder ønsket om at styrke civilsamfundet gennem investeringer i det, de kalder “nærvær”, “frirum” og “demokratisk deltagelse”. Man kunne næsten tro, at det var en oprigtig tro på det levende mellemmenneskelige, der motiverede dem, hvis ikke det hele bar præg af en klæbrig, pyntelig ompakning af den samme gamle neoliberale frasigelse af ansvar. En velfærdspolitik uden velfærd, et frisættelsesprojekt uden frihed.
For hvad er det egentlig, der her foreslås? At staten, efter selv at have udpint, centraliseret og affortryllet store dele af den sociale infrastruktur, nu skal returnere en promille af sin magt til civilsamfundet, så dette i taknemmelighed kan agere medforvalter af de opgaver, staten ikke længere kan eller vil løfte. Ikke som ligemand, ikke som fundament, men som supplement. Et slags velduftende plaster over systemiske sår, der for længst er begyndt at danne skorper af ligegyldighed.
Når Ventilen og Mændenes Hjem nævnes som eksempler på næstekærlighed i praksis, spørger jeg mig selv: Hvorfor skal de overhovedet eksistere i en stat, der bryster sig af at være et velfærdssamfund? Hvorfor er det blevet nødvendigt med netværk og ildsjæle og brobyggere, hvis systemet fungerede efter sin egen præmis? Det bliver aldrig spurgt, for det ville afsløre hele manøvren: At staten nu ynder at outsource sin menneskelighed, men gerne tager æren for resultatet.
Der tegnes et billede af det offentlige som noget klodset og fjernstyret, og civilsamfundet som det nære, det levende. Men det er en farlig og bekvem dikotomi. For sandheden er, at det nære også kræver struktur, stabilitet og ressourcer, ikke blot tak og likes. Og når frivilligheden bliver strukturbærende, når nødhjælp bliver norm, så har vi ikke længere et civilsamfund. Så har vi en sort økonomi af omsorg, hvor borgeren ikke længere er rettighedsbærer, men klient hos godhjertede amatører med underskud og varme hænder.
Vi skal ikke juble over, at ildsjælene klarer det, staten svigter. Vi skal skamme os. Og vi skal ikke kalde det investering, når man skubber ansvaret fra sig i moralens navn. Man kan ikke både sige, at staten skal give magten fra sig, og samtidig nægte at finansiere det, den har opgivet. Det er ikke decentralisering. Det er afmagt forklædt som vision.
Derfor: Når Alternativet, i et skævt spejlbillede af Liberal Alliance, ønsker at sende “pengene tilbage til borgerne”, så er det ikke en revolution. Det er make-up. Politik som kosmetik. Og civilsamfundet som foundation over den sociale afvikling. Det er ikke værdigt. Det er en ompakning af velfærdens fallit i bæredygtige metaforer.
Måske burde vi først spørge os selv, hvorfor de ildsjæle brænder. Og hvem det egentlig er, der holder lighteren.
Liberal alliance er og bliver Danmarks farligste parti.
Sende dem tilbage? De skal slet ikke opkræves.
Det har aldrig været meningen at staten skal opkræve flere penge af os borgere end nødvendigt. Så når vi overbetaler med 135 mia om året skal vi selvfølgelig sætte skatterne ned, så beløbet man opkræver svarer til det der er brug for.
Alt andet er da en pervers tankegang…hvor kommer den syge idé fra at staten skal opkræve mere end nødvendigt?
Det kan umuligt være kontroversielt at mene. Beskyt de danske familier og arbejdere så vi kan få et sundere samfund hvor man har råd til at stifte familie en dag <3
Liberal alliance er enige i det der giver vælgere, indtil de sidder på magten. Så lidt ligesom alle de andre.
Når man snakker om at riget fattes penge, men at man samtidig opkræver skattekroner til produktion af kage-, dating- og indretningsprogrammer samt betaler politikernes professionelle løgnemagere 40 mio kroner om året, så er der noget der siger mig at det er blevet lidt for let bare at opkræve flere penge hos borgerne, og at man ikke for alvor har kigget på hvordan de penge man allerede indkræver bliver anvendt.
Jeg VED at der er områder i det offentlige hvor ødselhed og manglende respekt for skattekronerne trodser enhver beskrivelse. Et vildt bureaukrati hærger. Men det er skjult. Det er småbeløb, lidt tidsspilde og lidt ineffektivitet i det store hele, men det foregår så mange steder at det bliver til meget store beløb i et helt stats- og kommunal-budget.
Så jo, der skal en fornyet respekt for borgernes penge til. Der skal ryddes op i lemfældig omgang med midlerne og så skal borgerne beholde mere selv.
Jeg betaler oprigtigt og med glæde min skat, fordi det giver et stort og godt sikkerhedsnet for mange, som ellers ikke ville have muligheden for det (Hint USA).
Mit problem er dog mængden af skat/penge, som opkræves, der ikke bliver brugt med den fornødne respekt for de mennesker som betaler samme. Hvis alt fungerede -nogenlunde- (af de “fornødne” services; Hospitaler, politi, kommuner etc.), så var jeg tilfreds og glad; Problemet er at det gør det simpelthen ikke. Lange ventelister, flere “kolde hænder”, politi som ikke rykker ud, højt sygefravær, idiotiske og dyre beslutninger/indkøb; Fortsæt bare. Problemet bliver ikke løst med flere penge; Det ser vi allerede nu.
Hvad er løsningen? Tja, man kunne måske starte med færre penge kombineret med højere krav og kortere snor til beslutningstagerne (både folkevalgte og ansatte), samt give skatteborgerne/kunderne frit valg (i hvert fald på nogle punkter, så som “varme” hænder).
Fra hvem? Fra de andre borgere eller fra de rige firmaer og milliardærerne, som ikke rigtigt betaler noget i forvejen?
Hæv bundfradraget men behold skatten. Så får alle en skattelettelse
Har de overhovedet nogen indflydelse på folketinget?
13 comments
> Men inden nogen får kaffen galt i halsen og tror, at vi i Alternativet nu helt har skiftet retning og tilslutter os minimumskatter, så bare rolig. For godt nok er vi er enige i princippet: Pengene i råderummet er vores fælles opsparing, og hvorfor ikke i højere grad sende dem tilbage til borgerne?
> Vi tænker selvfølgelig på civilsamfundet – på de tusindvis af frivillige foreninger, netværk og ildsjæle, som hver dag løser opgaver, det offentlige hverken formår eller formår at rumme. Det er demokrati i praksis. Det er velfærd, skabt uden drejebøger fra Christiansborg.
….
> Og inden nogen når at sige: ”Det er jo frivilligt arbejde, så det er jo gratis,” vil jeg gerne mane den vildfarelse til jorden: Civilsamfundsorganisationerne har naturligvis brug for penge – til lokaler, til administrative ansatte, der kan holde styr på de frivillige, og måske til fagpersonale, som skal sikre kvaliteten.
…
> Liberal Alliance vil frisætte individet. Det vil vi også. Men hvor de ser frihed som fravær af skat, ser vi frihed som nærvær af muligheder. Hvor de vil give penge til de få, vil vi give magt til de mange. Civilsamfundet er nemlig ikke lidt ekstra pynt i kanten af velfærdssamfundet, men selve dets kerne. Ikke et supplement – men et fundament.
> Så ja, lad os sende flere penge tilbage til borgerne. Men lad os begynde med dem, der allerede har betalt med deres tid og omsorg. Vi håber, at vi kan få Liberal Alliance med på denne idé – for vi er trods alt enige om én central ting: Vi skal have mere magt tilbage til borgerne og lidt mindre magt til staten.
Det lyder jo meget godt.
Problemet er at Å flere gange har demonstreret at en stemme på dem ikke er en stemme på en realistisk venstreorienteret dagsorden, der manifesterer politisk kapital på Borgen til fordel for den jævne dansker, men et flyvsk, Vesterbrosk projekt uden tilstrækkelig pondus, der fortaber sig i interne magtkampe og manglende slagkraft.
Jeg kan rigtig godt lide Å’s ideer. Jeg kan virkelig ikke lide hvor lidt de evner at føre dem ud i livet. Og jeg har simpelthen ikke tilliden til at “flere stemmer” er tilstrækkeligt til at løse de problemer, partiet har.
Måske er det tid til et omfattende rebrand.
Jeg læser med stigende kvalme, men desværre ikke længere med forundring, når Alternativet med fløjlsrøst og bæredygtige fraser udbreder ønsket om at styrke civilsamfundet gennem investeringer i det, de kalder “nærvær”, “frirum” og “demokratisk deltagelse”. Man kunne næsten tro, at det var en oprigtig tro på det levende mellemmenneskelige, der motiverede dem, hvis ikke det hele bar præg af en klæbrig, pyntelig ompakning af den samme gamle neoliberale frasigelse af ansvar. En velfærdspolitik uden velfærd, et frisættelsesprojekt uden frihed.
For hvad er det egentlig, der her foreslås? At staten, efter selv at have udpint, centraliseret og affortryllet store dele af den sociale infrastruktur, nu skal returnere en promille af sin magt til civilsamfundet, så dette i taknemmelighed kan agere medforvalter af de opgaver, staten ikke længere kan eller vil løfte. Ikke som ligemand, ikke som fundament, men som supplement. Et slags velduftende plaster over systemiske sår, der for længst er begyndt at danne skorper af ligegyldighed.
Når Ventilen og Mændenes Hjem nævnes som eksempler på næstekærlighed i praksis, spørger jeg mig selv: Hvorfor skal de overhovedet eksistere i en stat, der bryster sig af at være et velfærdssamfund? Hvorfor er det blevet nødvendigt med netværk og ildsjæle og brobyggere, hvis systemet fungerede efter sin egen præmis? Det bliver aldrig spurgt, for det ville afsløre hele manøvren: At staten nu ynder at outsource sin menneskelighed, men gerne tager æren for resultatet.
Der tegnes et billede af det offentlige som noget klodset og fjernstyret, og civilsamfundet som det nære, det levende. Men det er en farlig og bekvem dikotomi. For sandheden er, at det nære også kræver struktur, stabilitet og ressourcer, ikke blot tak og likes. Og når frivilligheden bliver strukturbærende, når nødhjælp bliver norm, så har vi ikke længere et civilsamfund. Så har vi en sort økonomi af omsorg, hvor borgeren ikke længere er rettighedsbærer, men klient hos godhjertede amatører med underskud og varme hænder.
Vi skal ikke juble over, at ildsjælene klarer det, staten svigter. Vi skal skamme os. Og vi skal ikke kalde det investering, når man skubber ansvaret fra sig i moralens navn. Man kan ikke både sige, at staten skal give magten fra sig, og samtidig nægte at finansiere det, den har opgivet. Det er ikke decentralisering. Det er afmagt forklædt som vision.
Derfor: Når Alternativet, i et skævt spejlbillede af Liberal Alliance, ønsker at sende “pengene tilbage til borgerne”, så er det ikke en revolution. Det er make-up. Politik som kosmetik. Og civilsamfundet som foundation over den sociale afvikling. Det er ikke værdigt. Det er en ompakning af velfærdens fallit i bæredygtige metaforer.
Måske burde vi først spørge os selv, hvorfor de ildsjæle brænder. Og hvem det egentlig er, der holder lighteren.
Liberal alliance er og bliver Danmarks farligste parti.
Sende dem tilbage? De skal slet ikke opkræves.
Det har aldrig været meningen at staten skal opkræve flere penge af os borgere end nødvendigt. Så når vi overbetaler med 135 mia om året skal vi selvfølgelig sætte skatterne ned, så beløbet man opkræver svarer til det der er brug for.
Alt andet er da en pervers tankegang…hvor kommer den syge idé fra at staten skal opkræve mere end nødvendigt?
Det kan umuligt være kontroversielt at mene. Beskyt de danske familier og arbejdere så vi kan få et sundere samfund hvor man har råd til at stifte familie en dag <3
Liberal alliance er enige i det der giver vælgere, indtil de sidder på magten. Så lidt ligesom alle de andre.
Når man snakker om at riget fattes penge, men at man samtidig opkræver skattekroner til produktion af kage-, dating- og indretningsprogrammer samt betaler politikernes professionelle løgnemagere 40 mio kroner om året, så er der noget der siger mig at det er blevet lidt for let bare at opkræve flere penge hos borgerne, og at man ikke for alvor har kigget på hvordan de penge man allerede indkræver bliver anvendt.
Jeg VED at der er områder i det offentlige hvor ødselhed og manglende respekt for skattekronerne trodser enhver beskrivelse. Et vildt bureaukrati hærger. Men det er skjult. Det er småbeløb, lidt tidsspilde og lidt ineffektivitet i det store hele, men det foregår så mange steder at det bliver til meget store beløb i et helt stats- og kommunal-budget.
Så jo, der skal en fornyet respekt for borgernes penge til. Der skal ryddes op i lemfældig omgang med midlerne og så skal borgerne beholde mere selv.
Jeg betaler oprigtigt og med glæde min skat, fordi det giver et stort og godt sikkerhedsnet for mange, som ellers ikke ville have muligheden for det (Hint USA).
Mit problem er dog mængden af skat/penge, som opkræves, der ikke bliver brugt med den fornødne respekt for de mennesker som betaler samme. Hvis alt fungerede -nogenlunde- (af de “fornødne” services; Hospitaler, politi, kommuner etc.), så var jeg tilfreds og glad; Problemet er at det gør det simpelthen ikke. Lange ventelister, flere “kolde hænder”, politi som ikke rykker ud, højt sygefravær, idiotiske og dyre beslutninger/indkøb; Fortsæt bare. Problemet bliver ikke løst med flere penge; Det ser vi allerede nu.
Hvad er løsningen? Tja, man kunne måske starte med færre penge kombineret med højere krav og kortere snor til beslutningstagerne (både folkevalgte og ansatte), samt give skatteborgerne/kunderne frit valg (i hvert fald på nogle punkter, så som “varme” hænder).
Fra hvem? Fra de andre borgere eller fra de rige firmaer og milliardærerne, som ikke rigtigt betaler noget i forvejen?
Hæv bundfradraget men behold skatten. Så får alle en skattelettelse
Har de overhovedet nogen indflydelse på folketinget?
Det er så lige to partier jeg ikke har tillid til
Comments are closed.