Surt opstød incoming.
ADHD. Det fylder meget for tiden. Vi har ~130000 danskere på ADHD-medicin! Det er en tredobling på 14 år! EN PROFESSOR ER BEKYMRET!! Åh nej dog! Alarm! Til trods for min sarkasme, så er begge artikler egentlig okay. Hvis man læser dem grundigt, og ikke bare skimmer eller læser overskriften…
Del 1. Jeg er enig, men…
Professor Julie Nordgaard har været en del i medierne, inklusiv i ovenstående artikler, og jeg vil lige slå noget fast. Jeg ved ikke mere end hende. Jeg er enig med hende… tror jeg. Jeg tror hun har ret i det meste hun siger. Alligevel føler jeg mig, som patient, sat i et dårligt lys af hendes udtalelser, muligvis uden at hun vil det. Stigningen af diagnoser er drevet af voksne, ikke børn. Om det mener Julie Nordgaard følgende (DR’s artikel):
Julie Nordgaard mener dog ikke, at hele det store opsving i kurven alene kan forklares med, at man nu opdager alle de mennesker, der tidligere har kæmpet med symptomerne uden at få hjælp.
"Der har tidligere været en underdiagnosticering, men det tror jeg ikke kan forklare hele billedet. Der er også tegn på, at der samtidig har været en overdiagnosticering", siger hun.
Min fremhævning. Så, Nordgaard anerkender at en del af stigningen nok skyldes underdiagnosticering. Det synes jeg er værd at bide mærke i. Hvad med resten? En del af billedet, i ukendt omfang, skyldes måske overdiagnosticering. Det er ærligt talt træls, at der ikke bliver givet et bud på problemets omfang, eller uddybet hvilke tegn på overdiagnosticering, der er. Men de er der! Læseren inviteres næsten til selv at fylde hullerne ud, og gætte hvor mange, der er fejldiagnosticerede (2%? 10%? 50%?), selvom vi intet ved.
Hun udtaler endvidere:
"Der er mange mennesker, der er meget påvirkede af deres ADHD, og som har gavn af medicinen. Det er ikke problemet. Problemet er, at vi ser så stor en stigning i antallet af personer med en ADHD-diagnose og medicinforbruget, som vi ikke kan forklare", siger hun.
"De store krav, vi som samfund stiller, kan give oplevelsen af, at der er noget grundlæggende galt med en selv, hvis man på den ene eller anden måde ikke kan leve op til dem", siger hun.
Jeg er enig. Der -er- meget vi ikke ved, og stigningen må komme et sted fra. Stigende krav fra samfundet er faktisk et glimrende bud! Svend Brinkmann fremlægger her, hvordan det måske kunne hænge sammen.
Men… ADHD er en funktionsnedsættelse. Det er ikke selvmodsigende, at graden af funktionsnedsættelse (og dermed antallet af folk på medicin) afhænger af miljøet. Og alligevel får Nordgaard samfundets mulige påvirkning til at lyde som et fejldiagnosticeret selvværdsproblem.
Jeg føler mig lidt talt ned til.
Del 2. Breaking news: Medicin er stoffer
ADHD medicin er psykoaktive stoffer. Det stimulerer hjernen (det gør kaffe og alkohol i øvrigt også), og det minder om amfetamin. Og det er et problem, mener Professor Nordgaard. Fra TV2's artikel:
"Det er altså et kæmpe problem, at så mange på så kort tid får et amfetaminlignende stof, der påvirker hjernen med risiko for bivirkninger", siger hun til Politiken.
Kæmpe problem! Hører i? Det er et KÆMPE PROBLEM!
…Suk. 14 år er ikke kort tid. For mange af os har det været opslidende lang tid.
Af de bivirkninger, Nordgaard nævner, er der også risiko for langtidsbivirkninger. De er ikke undersøgt nok, åbenbart, og derfor er det farligt at så mange er på stofferne. Okay, fair nok. Det ville ikke være første gang, at langtidsbivirkninger ikke er undersøgt nok. Se rygning, blybenzin, osv.
Men… fx. methylphenidat er fra 1944. Og langtidsbivirkninger er problematiske uanset om tallet er 10.000 eller 130.000. Enten er stofferne sikre nok, eller også er de ikke. Hvis det er hendes bekymring, så var den bekymring også reel for 14 år siden.
Nå, men hun ønsker mere forskning i emnet – og måske et kig på, om vi kan ændre samfundet, så folk som jeg ikke skal tage stoffer for at fungere.
Det er da et glimrende forslag! Godt brølt, Professor Nordgaard!
Men hun får også lige nævnt, at det er altså er et KÆMPE PROBLEM. Til trods for at vi intet ved er det et KÆMPE PROBLEM. Og det er den framing, jeg er træt af. Måske er det journalisternes skyld, og ikke Nordgaards, men hvor mange læser artikler som disse, og får konteksten med? Når almindelige mennesker læser "Kæmpe problem" og "300% stigning" og "mulighed for overdiagnosticering" i flæng, så er den “logiske” konklusion jo at "VI PUTTER RASKE MENNESKER PÅ STOFFER, 50% AF DIAGNOSER ER FORKERTE, AAAAAAH".
Ret skal være ret, det er ikke det Julie Nordgaard siger, men man kunne nemt drage den konklusion, hvis man læste hendes udtalelser for hurtigt. Eller hvis man hedder Mette Frederiksen og gerne vil spare penge på medicintilskud. Det ville virkelig klæde Nordgaard (og for den sags skyld DR og TV2) at være lidt mindre alarmistiske.
Del 3. Er overdiagnosticeringen i rummet med os nu?
Det er rigtigt at fejldiagnosticering sker, og diagnoser er værd at gå efter i sømmene. Selv hvis man har ADHD kan det sagtens være man kan leve fint under rette forhold – måske endda uden diagnose. Det ville være federe, hvis livet ikke var så hårdt, at 130000 mennesker skal sygeliggøres og på medicin for at leve.
Ikke desto mindre er jeg (som almindelig lægmand) skeptisk over for overdiagnosticering. Ifølge Wikipedia afhænger prævalensen af ADHD hos folk under 18 markant af diagnostiske kriterier, men svinger mellem 2% til 6-7% af befolkningen i de fleste lande. ADHD er livslangt, så man må antage, at tallet for voksne er sammenligneligt.
Så efter den VOLDSOMME STIGNING er vi vel langt over begge de tal? Well… også fra DR’s artikel:
Ifølge Per Hove Thomsen, professor i børne- og ungdomspsykiatri på Aarhus Universitet, er det stadig "kun" 2,1 procent af den voksne befolkning, der får ADHD-medicin. Han mener dog, at der også er grund til at undersøge baggrunden for stigningen.
"Måske er vi for hurtige, hvor man i stedet burde se, om der er andre grunde. Om man kunne indrette sin tilværelse, arbejde eller familieliv på en mere hensigtsmæssig måde, så man ikke behøver medicinen for at kunne leve og være til", siger han til Politiken.
2.1% af befolkningen. Det tal kunne sgu da tredobles igen, og vi ville stadig være inden for ovennævnte rammer. Skal det virkelig forestille overdiagnosticering?
Prøv at sammenligne de to professorers udmeldinger! “Måske er vi for hurtige” overfor “Det er altså et kæmpe problem”. Læg også mærke til, at Professor Thomsen fokuserer på overmedicinering og ikke overdiagnosticering.
Overforbrug af én bestemt behandling er ikke det samme som overdiagnosticering. Selvfølgelig er det ret enøjet at diagnosen nærmest kun stilles, hvis man tror piller er nødvendigt, men det kan os patienter ikke gøre for. Vi HAR brug for behandling, og vi tager den vi kan få.
Del 4. Hvis ikke i vil ha' os på stoffer, så giv os alternativer!
Jeg vil nu citere stort set hele den del af DR-artiklen, hvor Camilla Ganzhorn, direktør for ADHD-foreningen, udtaler sig. Jeg synes det er spot-on.
I ADHD-foreningen hilser direktør Camilla Ganzhorn det velkomment, hvis psykiatere og eksperter i "det faglige rum" vil diskutere, hvordan man udskriver medicin. Men hun ærgrer sig over, hvis den offentlige debat – igen – kommer til at handle om, hvorvidt der er for mange på ADHD-medicin.
"Det bekymrer mig mest, at den her debat bliver ved med at foregå i det offentlige rum. For dem, det hele handler om, får faktisk lidt ondt i maven", siger hun.
Hun fortæller, at mange, der får ADHD-diagnosen som voksne, i forvejen har haft et svært liv med mange nederlag og en hverdag, hvor de føler, at de "hænger i med det yderste af neglene".
"De føler sig i forvejen forkerte og "nu er det så også forkert at have denne diagnose, som jeg har, og som endelig har hjulpet mig"", siger Camilla Ganzhorn.
"Dem, der har diagnosen, føler sig ikke "for mange". De føler, at de for første gang bliver set, siger hun."
Problemet er, mener hun, at en psykiatrisk diagnose og en recept til medicin stort set er eneste hjælp, som samfundet tilbyder ADHD-ramte.
Min fremhævning. Av.
Forstå mig ret. Det ER interessant, hvorfor stigningen er sket. Øget fokus på ADHD, måske, men tilsyneladende også øget behov. Det lader både Julie Nordgaard, Camilla Ganzhorn og Svend Brinkmann til at være enige om. Samfundet stiller krav, som folk med ADHD-symptomer ikke kan opfylde uden hjælp. Og som Brinkmann siger, kan de krav sagtens have ændret sig, måske tilsvarende stigningen i diagnoser.
Gisninger i pressen om “overdiagnosticering”, rigtigt eller ej, får det til at lyde, som om det øgede behov ikke findes. Og det gør det. Vi har et stigende antal voksne mennesker, som ikke trives af sammenlignelige årsager, og kan hjælpes på samme måde. Oftest har de mistrivedes i LANG tid, og er på randen af sammenbrud. Den moderne verden er stressende, især for folk som mig. Vi har brug for hjælp, og vi er mange. Den er ikke længere.
Recepter er basically det eneste, samfundet tilbyder. Hvis jeg havde midlerne til at hyre en lifecoach havde jeg måske gjort det, men det har jeg ikke. Altså medicin.
Det kan sagtens være, at hvis man gjorde samfundet lettere at leve i, ville medicinforbrug, og måske endda diagnosticeringer, falde. Jeg skal være den første til at råbe hurra, når min personlighed bliver normaliseret.
Men…
TL;DR:
Ind til der er forsket mere i emnet, og vi ikke længere snakker om professorers gisninger, kan vi så ikke lade være med at insinuere på tværs af Danmarks største sendeflader, at syge mennesker ikke er syge?
Det ville fandeme være rart. Jeg har det hårdt nok i forvejen.
EDIT: Masser af formattering.
by Mathemagics15
14 comments
Havde håbet du ville forklare, hvorfor ventetiden for en udredning er 3 år.
Julie Nordgaard forsker, mig bekendt, i psykose og skizofreni. Ikke ADHD.
Derfor er hun næppe den bedste kilde at læne sig op af når man snakker kritik om diagnosticering og behandling af ADHD. Det er fortsat meget normalt at ADHD udredes og behandles af specifikke grupper personale i psykiatrien (eller hos privatpsykiater), hvilket efter mit vidende, især når vi snakker voksne, oftest ikke er grupperet med udredningen for skizofreni.
At sige der mangler forskning på langtidsbivirkninger af Methylphenidate eller Lisdexamfetamine, er sådan set i samme boldgade som at sige der mangler forskning på langtidsbivirkninger af paracetamol eller ibuprofen.
Man kan jo blive ved med at forske, og selvfølgelig skal man ikke stoppe med at forske, men det godt nok langt ude at sige der mangler forskning.
Som udgangspunkt skal man danne lovgivning, behandling, politik, whatever, ud fra hvad man ved og ikke ud fra hvad man ikke ved, og bestemt ikke udefra utestede hypoteser. Man kan ikke vente på mere forskning for at gøre noget lovligt/ulovligt, når den forskning man allerede har bør være tilstrækkelig til at drage en konklusion. Hvornår noget er “tilstrækkeligt” kan jo så være til diskussion, men man kan altid vende den om og spørge hvad ville konsekvensen være ved ikke at behandle folk med velkendte præparater.
Jeg synes du tager den meget, meget personligt når der flere gange, selv i dine fremhævelser, anerkendes at der er tilfælde hvor diagnose og medicin er nødvendigt. Men jeg tænker også det er på sin plads at der er en tredobling af diagnoser på så lille en periode, at fagpersoner råber op om at der muligvis kan være et problem. Det er jo fandme snart blevet kutyme at se kendte personer flashe omkring sig med en diagnose som om det var noget man skal være stolt over og opfordrer andre til udredning. Jeg ville også være bekymret hvis der blev opfordret til udredning for Kol eller astma, fordi man hostede i en periode. Folk opsøger aktivt psykiatere med en forudindtagelse af hvad de fejler, hvilket jeg synes er problemet langt hen ad vejen. Hvis man opsøgte læger grundet udfordringer og lod dem afgøre, hvad der evt. kunne være årsag til problematikken, ville jeg ikke være så bekymret. Jeg er selv udredt, men jeg gik ikke ind til psykiateren med en fast beslutning om at jeg skulle gå ud med en bestemt diagnose. Desuden synes jeg det skema man får udleveret forinden, der er med til at afgøre hvorvidt man skal henvises, er meget, meget vagt, da det ikke undestreger at tilstandende man skal markere, skal være konstant.
Synes det er lidt spøjst, egentligt. selvfølgelig stiger andelen af mennesker der er psykisk syge. Har de set den verden vi skal leve i?
Har ikke selv diagnosen, men en anden en. Vil gerne testes for ADHD, men når man først er parkeret på en diagnose, om den passer eller ej, så er det fandme svært at få nogen til at kigge yderligere på det.
I min omgangskreds er det skizotypi alle bliver parkeret på og er du vimmer de spørgsmål på den test er så sindssygt forældede at nærmest ingen af dem er relevante. Feks “føler du at du bliver overvåget?” (Ikke direkte citeret). Jamen ja, for det gør vi jo? Det er jo ikke en psykose når din telefon ligepludselig giver dig reklamer for ting du har snakket om tidligere, det er jo bare realiteten.
En af de sjove, top idiotiske punkter er at gå anderledes klædt er et symptom på skizofreni. Anderledes i forhold til hvem? Hvem måler vi efter her? Det er ikke 1920 længere, folk ejer mere end 2 jakkesæt og en bowlerhat.
Er ret sikker på alle er mere eller mindre psykisk syge, det er bare sådan verden er. Nogle kan sagtens leve normale liv, andre har det ikke lige så nemt. Og i vores nu hyper konkurrence drevne hverdag med 24 timers nyheder og konstant bombardement af info forstår jeg da godt at filmen knækker for flere og flere mennesker.
At folk bliver diagnosticeret og medicineret i højere grad er ikke det KÆMPE PROBLEM, det er et følge af det KÆMPE PROBLEM der foregår i vores samfund og omverden. Men åha nej, det er ikke den måde vi er tvunget til at leve på det er problemet, det er hvordan folk reagerer på presset fra den livsstil der er problemet.
Tl;dr
Psykisk helbred er helt fucked i vores moderne verden og vi prøver at behandle symptomerne i stedet for roden på det
Et bud på hvorfor der sker en overdiagnosering er en kombination af disse to ting: manglende kendskab til ADHD symptomer i barndommen og sammenfaldet mellem de kognitive symptomer ADHD giver og det kognitive efterslæb der er efter andre psykiske sygdomme som især stress og depressioner. Lad mig uddybe.
Et af diagnose kriterierne for at have ADHD som voksen er at symptomerne også har været tilstede i barndommen (inden 6 års alderen). I det offentlige er det et krav at du har en voksen fra din barndom med til en del af udredningen, for at bekræfte dette. Flere private psykiatere har ikke det krav, men bygger udredningen på patientens egne huskede oplevelser fra barndommen. Det kan være et problem, da det ikke nødvendigvis giver et reelt billede af hvordan man har været som barn.
Når man er stresset eller har en depression vil man opleve kognitive symptomer som dårlig hukommelse, nedsat energi, det er svært at holde fokus eller koncentrere sig. Men disse symptomer tager længere tid at komme over en selve depressionen eller stressen, man har et såkaldt kognitivt efterslæb. Hvor symptomerne til forveksling minder om ADHD. Har man gentagne stressperioder eller depressioner, kan det kognitive efterslæb være til stede i større eller mindre omfang det meste af tiden.
Det er derfor vigtigt at man ikke er påvirket (eller er stabil i kroniske) psykiske sygdomme. Igen er det noget der ikke altid bliver taget med i vurderingen hos de private psykiatere.
Dermed ikke sagt at du ikke kan have ADHD bare fordi du ikke havde haft en voksen med til udredningen eller har haft stress/depression før (tværtimod er der en høj komobiditet mellem disse og ADHD)
Godt skrevet og fremhævet OP.
Jeg er ved at køre død i den med samfundets krav. HVIS JEG BOEDE PÅ EN ØDE Ø ALENE…
– Stadig kunne overse åbenlyse ting i miljøet.
– Stadig kunne have svært ved at styre døgnrytmen.
– Stadig kunne have voldsommere følelser end hvad der giver mening, længere end det giver mening, af grunde der ikke giver mening.
– Stadig kunne fortabe mig i noget jeg ikke burde eller ville.
– Stadig kunne glemme alskens ting der ikke skal eller burde være mulige at glemme.
– Stadig have en kneppet tidsfornemmelse.
Det den korte udgave. Det ikke kun samfundets krav, hallo, man kan også have ambitioner for sig selv?! Som så *”af en eller anden grund”* er svære til umulige at få sig selv til.
https://www.psychologytoday.com/us/blog/envy/202004/using-the-mind-s-executive-functions
“Seven executive functions:
Self-awareness
Inhibition
Nonverbal Working Memory
Verbal Working Memory
Emotional Regulation
Motivational Regulation
Planning and Problem-Solving”
Jeg bliver så vred over de fucking medier og samfundets retarderede tilgange til det her. Medicinen er det ENESTE der gøres for os efter diagnosen! “Mestringsforløb” og lignende koster bare endnu mere. De ovenstående funktioner er påvirkede med ADHD og/eller Autisme, men vi skal stadig selv igennem det her:
Og ikke alene skal vi SELV betale for medicinen, SELV tage fri fra arbejde/finde tiden til udredningen, SELV i mange tilfælde betale udredningen fordi det offentlige ikke *kan tage sig sammen* (for nu at bruge et “godt” udtryk i uno-reverse!), SELV opdage der overhovedet KUNNE være et problem, SELV FINDE EN PSYKIATER EFTER LÆGEN GIVER EN HENVISNING! SELVOM psykiaternes hjemmesider er SKRALD og mange af dem ikke engang GIDER ADHD patienter (https://politiken.dk/danmark/sundhed/art10552206/Desperate-psykiatere-pr%C3%B8ver-at-slippe-for-flere-adhd-patienter ), SELV finde ud af hvordan livet SÅ skal indrettes, SELV overveje om chefen, kollegaerne og den nye arbejdsgiver skal vide det eller om de misbruger den viden, SELV rette op på alt fra traumerne og de forskellige udfald af at leve udiagnosticeret med årtiers indebrændte følelser og også SELV slås mod medier og uvidende abers narrativer! VI HAR IKKE VALGT AT BLIVE FØDT MED DEN NEUROLOGI VI NU HAR 🤬🤬🤬🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕
En af de sygeste jokes var seriøst at få taget til lægen (trættende + planlægning + booking).
Fortælle problemet (selvindsigt + hukommelse + organsiering + kortfattet).
Så SELV skulle ringe rundt til psykiatere og tjekke hjemmesider! Ikke alle tager patienter, ikke alle er lige gode, ikke alle gider, ikke alle har åbent, ikke alle tager telefonen osv. Osv. Osv. Uden at miste papiret jeg fik, uden at udskyde opgaven til senere, videre og videre… (Trættende + hukommelse + organisering + alt ovenstående). Syg joke, for en der har en TILSTAND DER PÅVIRKER EVNEN TIL AT GØRE NETOP DE TING. Og for… BARE AT MARINERE YDERLIGERE imens tingene kommer i gang!
Og så når det hele er overstået, man har prøvet medicin, dosis, livsstile, søvn, kost, alt det Astronaut værdige eksperimenteren og livet SÅ SMÅT ER BEGYNDT AT VENDE MOD DET BEDRE, så kommer i fucking aber og siger blablablabla overdiagnosticering, overmedicinering. Undskyld, men knep jer selv!
🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕
Egen udredning:
https://www.reddit.com/r/DKbrevkasse/comments/1ndmd38/comment/ndiiq06/?context=1
P.S. Og tilstanden ER IKKE ENGANG LØST, fordi symptomerne ændrer sig også med alderen! Og afhængigt af 27 millioner andre faktorer med genetik, kost, livsstil og arbejde! 💀💀💀💀💀💀💀💀💀💀👾🤮🤮🤮🤮🤮🤮🤮🤮🤮
Gud hvor er det her en irriterende debat.
En gruppe mennesker får det bedre.
Sundhedssystemet er i knæ generelt. Det bliver ikke bedre af at de mennesker i stedet går ned med stress, depressioner, mm.
Hvorfor er det de syge/dem der søger hjælp der skal have skylden i stedet for de latterlige politikere der har givet os et system hvor det tager 192 uger at komme til psykiater.
Man bliver træt.
Med privat sygesikring er det ret ‘nemt’ at få en diagnose. Du er jo blot til et par samtaler og udfylder et spørgeskema, hvor du angiver at du har koncentrationsbesvær – så kan det være, at hverken du eller dine pårørende erindrer i hvilken grad din voksne adfærd afviger fra barndommen og vupti, så er du blevet diagnosticeret og berettiget til et vedvarende statssubsidieret forbrug af lisdexamfetamin. Der kan være en masse årsager til, at man ikke gør eller koncentrerer sig om det, man objektivt burde, men faktum er, at udredningsskemaet er formentlig noget de fleste ville kunne nikke genkendende til.
Med det sagt, hvis det hjælper, så hjælper det, så fred være med det – men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er helt legitimt at fagpersonale råber vagt i gevir om, at man er måske lidt for løs i at flænge diagnoserne ud og at pånævnte diagnoser i virkeligheden ender ud hos de forkerte.
Og stort set alt hvad der er skrevet kunne man erstatte adhd med autisme.
I tidernes morgen, da man ‘fik lov’ at skrive med venstre hånd, skete nøjagtigt det samme. Over en periode steg antallet af venstrehåndede vildt! Og hvad skete der? Det stagnerede på 10-15% og har holdt sig der lige siden.
Jeg kunne forestille mig nøjagtigt det samme ske med både adhd og autisme. Ja, de sidste 10 år har der været meget fokus på netop adhd og autisme. Og ja, der er mange der får diagnosen (og som har manglet den tidligere). Men jeg er også overbevist om at der kommer et niveau, hvor det flader ud.
>Det kan sagtens være, at hvis man gjorde samfundet lettere at leve i, ville medicinforbrug, og måske endda diagnosticeringer, falde. Jeg skal være den første til at råbe hurra, når min personlighed bliver normaliseret. Men…
Det her er helt klart sådan jeg ser det. Jeg synes det er deprimerende at se så meget omtale om ‘overdiagnosticering’ når det fra mit perspektiv er så åbenlyst, at det skyldes den måde samfundet er skruet sammen. Diagnoser som ADHD og autisme kræver jo at man oplever vanskeligheder, så selvfølgelig vil der være flere der opfylder kriterierne hvis samfundet er rigidt og kun indrettet til en bestemt type mennesker og straffer dem som ikke gør…
Jeg har ikke en plan for hvordan samfundet skulle sættes sammen i stedet for, men jeg har én ret simpel ændring jeg har gået og tænkt over et stykke tid: kunne vi ikke stoppe med at have så striks en opdeling mellem ‘fuldtidsjob’ og ‘deltidsjob’? Hvorfor har vi indkodet i sproget at 37 timer om ugen er standarden, og alt under det bliver omtalt som kun en ‘del’ af et helt job? Sådan noget synes jeg der er rigtig rigtig meget af, ting der godt bare kunne være lidt mere fleksibelt så man ikke udskammer dem der har det lidt anderledes end størstedelen.
Tusind, tusind tak for dit opslag!
Den her debat gør at jeg ikke tør tale om min diagnose. Jeg er ellers enormt god til at sætte ord på mine følelser, men det jeg møder, når jeg forsøger at snakke om det minder om direkte gaslighting.
Alle er jo lidt ADHD. Det er jo bare fordi jeg har set for meget skærm. Det er samfundets skyld.
Konsekvensen er, at jeg tager min medicin, holder min kæft, og finder ud af det selv.
En god podcast om emnet med en psykiater der arbejder med adhd udredning hos voksne.
https://podcasts.apple.com/dk/podcast/altinget-ajour/id1425636349?i=1000728604325
Jeg har bimlende adhd og vil vildt gerne læse hele din tekst, men jeg har vinkende adhd og kan derfor ikke læse hele din tekst.
Comments are closed.